Omtalt og citeret i Berlingske

I juni udtalte jeg mig til Berlingske og artiklen om litteratur (og kunst) på nettet har været live siden 12. juli.
Sarah Bodil Hansen, Dina Kelbermann, Jacob Lillemose, Jeppe Krogsgaard Christensen, Tue Andersen Nexø og jeg udtaler os og nedenstående er blot et lille klip fra artiklen “Kulturen får vinger på Sociale Medier“:

Erik Scherz opfordrer således sine forfattere til at levere både film og lydfiler til Slagtryk.dk

»Man skal publicere i det format, der giver mest mening. Filmen og TV-serier har været en udfordring for det hvide papir i et halvt århundrede, og mange bogforfattere er da også gået til filmen. Det er ikke nødvendigvis dårligt for litteraturen. Litteraturen skal befinde sig der, hvor den bedst kan levere de fortællinger, vi har brug for, og i den henseende tror jeg, at mange forfattere bør overveje en ekstra gang om det flade papir også er det bedste sted at offentliggøre,« siger Erik Scherz Andersen.

Spørger man Tue Andersen Nexø, er han ikke i tvivl om, at litteratur på internettet vil udvikle sig de kommende år.

»Der er nogle muligheder på nettet, som ikke findes i det normale kredsløb med forlag og boghandler,« siger han.

Sixten Elia: TOTENKOPF EXPRESS

Idag udkommer Sixten Elia på mit internetbaserede forlag Weltscherz. Jeg vil karakterisere udgivelsen til at være en tekstinstallation, der består af digte eller små stumper af tekst og sort/hvid fotografier. Teksterne har for mig en grundstemning af at rejse med tog gennem Tyskland, men er ikke bundet til et geografisk sted.

Læs den her: http://weltscherz.dk/sixtenelia/

 
 
 
Jeg er af mange grunde glad for, at Sixten er den første (anden) udgivelse på Weltscherz. Dels fordi han ikke er en del af den etablerede litteraturscene, dels fordi hans teksterne ikke ligner anden litteratur, der pt udgives. For mig er der en rå, måske anarkistisk tilgang til formen. Og i de korte linjer, finder jeg den storhed, som jeg også genkender i minimalismen: når der skæres fra og fokuseres, så får linjerne andre dimensioner.

Sixten Elia er født 1977 og jeg har aldrig mødt ham. Hvor web 2.0 agtigt er det? Meget webagtigt taget i betragtning at Sixten er bogelsker / -samler, for hvem det for et halvt år siden forekom absurd at værkdebutere i elektronisk form.

Værket har et ISBN nummer, men er nærmest umuligt at få registreret hos DBC, der er ingen pligtaflevering til Det Kongelige Bibliotek og dit lokale bibliotek ved ikke, hvordan det skal formidle værket. Skulle det være særlig web 2.0 agtigt?

Det, der betyder noget – for mig – er, at der er plads til værket i det litterære landskab. Glem det litterære kredsløb af forlag og boghandlere. Det handlere om forfattere og læsere. Det handler ikke engang om litteraturen som konkret størrelse, men om den udveksling, der finder sted og hvad den fører med sig hos læseren – og forfatteren.

Jeg ønsker, at TOTENKOPF EXPRESS og de kommende udgivelser på Weltscherz er med til at åbne forlag, forfattere og læseres ide om hvad et værk er for en størrelse. At flere forfattere dropper reglerne, tænker i egne baner og gør noget.

Jeg har haft glæden ved at arbejde med TOTENKOPF EXPRESS, fordi den tilfredsstiller min oplevelse af en helhed og helt generelt taler til mig via sin forfaldsæstetik. Værket gør ikke brug af specielt avanceret programmering, men tillader læseren at gå på opdagelse.

Hvis der skulle være et soundtrack til udgivelsen, så ville VÅR: Brodermordet og Chris Watson: El Devisadero være en del af det.
 
 
Sixten Elia: TOTENKOPF EXPRESS. Weltscherz (2013).

Disclaimer: ovenstående er for egen regning, hvis nogen skulle være i tvivl.

Fjerde note fra mit arbejdsbord

Når jeg for et par uger siden skrev, at jeg bildte mig ind, at jeg havde noget at bringe til torvet, så er det ikke med en tro om at jeg kan gøre det meget bedre end alle andre.

Der er mange eksempler på selvudgiver-platforme langt tilbage i tiden, der har vist os kimen til store forfatterskaber. Internettet har gjort det endnu nemmere og billigere at udgive (selv). Så hvad er undskyldningen for ikke at gøre det?

Well, f.eks. at drukne blandt de mange selvudgivne og mikroforlagene, ikke? Og at blåstemplingen fra et etableret forlag er en nødvendig anerkendelse for at deltage i litteraturens inderkreds, naturligvis.
Jeg kan komme på et par andre forklaringer til at holde sig væk. F.eks. at DIY sjældent er særlig kompetent udført. Med ignorance i forhold til font og sats, billig hæftning, photoshoppede forsider. Og æstetikken i digitale udgivelser kan også efterlade en del af efterspørge.

Okok, det der kommer bliver fint. Jeg har stadig min tvivl omkring hele udgivelsesmøllen, men ved at gøre forsøget, bevæge mig, findes et potential til at udrydde denne tvivl. Right?

I løbet af januar vil jeg offentliggøre nye titler, der formentlig udkommer på Weltscherz allerede inden sommer – og så glæder jeg mig til at publicere et par nye remix lavet over tekster i Matrix.

Tre noter til ‘Det litterære økosystem’

(Også) Idag føler jeg mig så kedeligt begrænset af mine evner til at gengive mit sprog, at udfolde min legesyge. At nedfælde et ord på papir eller taste det på en skærm føles en-dimensionelt, hvor meget er det egentlig forfatteren har flyttet sig siden den første lertavle blev indgraveret engang i Grækenland?

Andreas Pade gjorde mig for (mindst) et år siden opmærksom på Douglas Rushoff. En video jeg igen og igen vender tilbage til, der (ganske politisk) har titlen “Program or be programmed”.


 
Videoen starter, hvor Douglas Rushoff begynder at fortælle om mennesket, der får et alfabet med 22 bogstaver, så folket ikke er afhængige af præstens hieroglyf-læsning, hvordan trykkekunsten senere giver alle en mulighed for at kunne skrive og til sidst hvordan computeren giver folket mulighed for at programmere virkeligheden. Og så ellers – i mine øjne – ganske rigtigt påstår, at de nye muligheder medierne giver, kun gør os i stand til at efterleve, hvad det forrige medie lovede os: at trykkekunsten ikke gav os et samfund af forfattere, men et samfund af læsere med en lille elite af forfattere; at computeren ikke giver os et samfund af programmører, “men en nation af bloggere”.

MELLEMREGNING: Med en teknologi som computeren og internettet, der er lige så revolutionær som trykkekunsten, vil vi fortsat have en lille elite, som formår at udnytte mediet, mens resten af er et eller flere skridt efter.
 
 
*

DEMOKRATISERING af kunsten siden slutningen af 60erne har øget adgangen til kulturen, hvilket gælder for både den oplevende såvel som udøvende part. Demokratiseringen har samtidig betydet en

AFHIERARKISERING i kunstens verden, der (inden for litteraturen) betyder, at en forfatters legitimitet må finde fodfæste i andre værdier. Denne

LEGITIMITET har tidligere været understøttet og støttet økonomisk af institutioner, der idag genbesøger deres formålsparagraffer, fordi en større

FRAGMENTERING af samfundet er sket. Institutionerne er (i Danmark) støttet af Staten, der styres af regeringer, der lytter til en befolkning, der er mere og mere

INDIVIDUALISERET. Det interessante er, at denne

SELVBEVIDSTHED i befolkningen ikke nødvendigvis stiller spørgsmål ved forfatteren og vedkommendes rolle. Men

ANVENDELSEN og synligheden af litteraturen må forfatteren stille spørgsmål ved. Hvis den ikke har en almen samfundsmæssige funktion – eller ikke anerkendes som en sådan, så vil det før eller siden betyde noget for strukturerne i det eksisterende økosystem, fordi vurderingen må finde sted i en legitimitet.

MELLEMREGNING: For det vil ikke nødvendigvis komme til en konfrontation; forfatteren og litteraturen som vi kender den idag kan ende på et rangerspor, hvor opmærksomhed og midler bliver stadig mindre, mens oplevelse og anerkendelse af andre (ikke-lineære) fortælleformer øges, fordi de tilbyder publikum underholdning, visdom og erkendelsespotentialer, der matcher tid og sted.
 
 
*

HVORFOR skal en kritiker som Lars Bukdahl finde sig i at litteraturtidsskrifter modtager tidsskriftstøtte, når hans egen blog og brand har en (kvantitativ )større læserskare og opmærksomhed om litteraturen og kritikken?
Og ville vi få kritikere som Leonora Christina Skov eller Tue Andersen Nexø til at skabe sig en lignende synlig platform Online, for at få del i sådanne midler.

HVORFOR vil en produktiv forfatter som Caspar Eric Christensen nogensinde ønske sig at blive udgivet i en fysisk bog, hvor 200 kroner stiller sig i mellem boghandleren og læseren, hvis han kan stille sig op på et lille Vesterbro galleri og læse højt i 15 minutter og herefter ryge Gauloises og drikke Redbull med vodka med sine fans?
Groft sagt, så er honoraret fra det private forlag underordret, bogen ville blive udgivet med udsigt til adgang til statens kulturstøtte, der dog næppe dækker for en truende arbejdsløshed som akademiker.

HVORFOR skal man som læser af litteratur komme til et oplæsningsarrangement, hvor forfatteren får 4.000 kroner fra Statens Kunstfond for sine 15 minutters oplæsning, når Third Ear har et par kæpheste liggende i god kvalitet – når læseren har tid. Og HVOR LÆNGE kan det litterære kredsløb leve med, at Third Ear og deres slags falder uden for de almindelige støttemuligheder?
Kunne det skyldes, at ingen kan overskue konsekvenserne ved forandringerne. Kan de nye medier håndtere støtten [kunne de gamle?] – eller skyldes det holdningen, at der i det mindste tilfalder aktivt litteraturformidlende forfattere en økonomisk bonus, når befolkningen opdrages/ uddannes/ underholdes.

META: Det litterære økosystem er under forandring. Mit udgangspunkt er, at legitimiteten finder sit fodfæste i økonomiske og historiske strukturer. Når disse er under forvandling [første note], så skifter værdier og værdifordelingen [anden note], og en mellemregning er derfor, at der er forhold, der kunne ændres [denne tredje note].

MELLEMREGNING: De tre HVORFOR’er er stillet op som modpoler og er tænkte eksempler til at understrege en pointe, der fra min side egentlig ikke er et enten-eller. Det, jeg skriver er, at det litterære økosystem som vi kender det, er nødt til at forandre sig, hvis det vil tilbyde alle parter en tidssvarende struktur, en relevant opmærksomhed og en rimelig økonomi.