Jeg lytter for første gang til Matana Roberts “Coin Coin Chapter Two” og kommer i tanke om, at jeg ville skrive om Julie Sten-Knudsens “Atlanterhavet vokser” på min blog.
Det bliver slået an allerede i første digt, hvor Julie på hårfin vis nævner den hudfarvede tus, og i tredje tekst, da hun undrer sig over, at nogen siger “mulat” inden søster, er temaet lagt fast. Forskellen mellem mennesker på baggrund af hudfarve.
Matana Roberts skriger måske slavekvindens smerte på sangen “Pov Piti”. I et interview i The Wire fortæller hun, at hun beskæftiger sig med race, klasse og kønspolitik – og fremhæver afro-amerikanerens mulighed for at bruge sin historie til at vise ligheden til de problemstillinger, der idag findes for immigranter, LGBT-rettigheder, kønsproblematikker og f.eks. trafficking.
“So I feel that leaving these documents is actually important for the chain-link of different ideas of culture, different ideas of identity, but also just the chain-link in the sense of art making and expression and how you can use history”
Hun afviser en sammenligning med en borgerrettighedsforkæmpers sang andetsteds i interviewet:
“That was a piece that spoke from a very particular experience, which is different. I’m just trying to place my own perception of how I’m making sense of history, making sense of what people have left for me, and how I wish to share it.”
Andre centrale tekster i “Atlanterhavet vokser” kunne f.eks. være, hvor hun søger ind på et svensk litteraturkursus om racialisering og ender med at blive forvist fra pga manglende kropslig erfaring med racialisering.
Hvilket både negligerer den erfaring hun har gennem sine familiære bånd samt understreger, at hun udsættes for racialisering ved at blive sendt bort fra klasselokalet.
Og en anden tekst kunne være om (ikke) at kunne gå og hilse på tilfældige brothers i S-toget. Hvilket fremstår både latterfremkaldende og urealistisk – men som også iscenesætter forskellen, adskillelsen, udelukkelsen.
Og når jeg nævner det, er det fordi teksterne bekræfter den note, som jeg er igang med at skrive:
I dagens samfund gøres den hvide (m/k) til skydeskive for andres offersituation. Nok kan mit ydre på papiret potentielt placere mig i en gunstig position: Manden over kvinden. Den hvide over den sorte. Den rige(re) overfor den fattige(re). Lønarbejderen overfor den arbejdsløse. Det er mig. Den eneste klikke jeg naturligt kan tilhøre er den hvide mand, +30 år, med uddannelse, job, fast indkomst og magt. Jeg kan gro mig et skæg og få lidt street-cred og hvis jeg får børn vil det måske kompensere lidt.
For det er lige så ofte reglen, at den anvendes imod mig; for ellers har jeg bare at rejse mig og lytte til kritikken. Og meget gerne undskylde overfor alle de andre. Og så ellers lade andre passere mig i køen.
Og for at understrege: det er ikke det Julie skriver i sin bog. Jeg læser det, som om hun skriver om at være udelukket fra andre fællesskaber, på baggrund af den hun ser ud som. Og derved indfinder sig i samme rolle og mønster som afro-amerikaneren, som søsteren og som de mennesker, som Matana synger om.
Og her opstår så det nye: på samme vis som Matana bruger sin egen og sine forældres forældres historie til at sige noget om strukturerne idag, så bruger Julie sin egen historie til at sige noget om strukturerne idag.
Matana Roberts erklærer i interviewet, at “I’m more interested in experimentation for the sake of experimentation, and everything else is secondary, because it seems the most honest form of expression for me.”
Den tilgang tilslutter jeg mig, og ud af de to omtalte værker uddyber jeg så:
“At eksperimentere for eksperimentets skyld – med relevant og sprængfarligt materiale”
For anmeldelse af “Atlanterhavet vokser” vil jeg henvise til Tue Andersen-Nexø i Information og læsning ved Victor Boy Lindholm på Promenaden.
Og så vil jeg lytte videre til en af årets stærkeste plader.
Matana Roberts: Coin Coin Chapter Two: Mississippi Moonchild. Constellation Records (2013)
Julie Sten-Knudsen: Atlanterhavet vokser. Gyldendal (2013)
Re:citat 