En læsenote til Atlanterhavet vokser og Coin Coin Chapter Two

Jeg lytter for første gang til Matana Roberts “Coin Coin Chapter Two” og kommer i tanke om, at jeg ville skrive om Julie Sten-Knudsens “Atlanterhavet vokser” på min blog.

Det bliver slået an allerede i første digt, hvor Julie på hårfin vis nævner den hudfarvede tus, og i tredje tekst, da hun undrer sig over, at nogen siger “mulat” inden søster, er temaet lagt fast. Forskellen mellem mennesker på baggrund af hudfarve.

Matana Roberts skriger måske slavekvindens smerte på sangen “Pov Piti”. I et interview i The Wire fortæller hun, at hun beskæftiger sig med race, klasse og kønspolitik – og fremhæver afro-amerikanerens mulighed for at bruge sin historie til at vise ligheden til de problemstillinger, der idag findes for immigranter, LGBT-rettigheder, kønsproblematikker og f.eks. trafficking.

“So I feel that leaving these documents is actually important for the chain-link of different ideas of culture, different ideas of identity, but also just the chain-link in the sense of art making and expression and how you can use history”

Hun afviser en sammenligning med en borgerrettighedsforkæmpers sang andetsteds i interviewet:

“That was a piece that spoke from a very particular experience, which is different. I’m just trying to place my own perception of how I’m making sense of history, making sense of what people have left for me, and how I wish to share it.”

Andre centrale tekster i “Atlanterhavet vokser” kunne f.eks. være, hvor hun søger ind på et svensk litteraturkursus om racialisering og ender med at blive forvist fra pga manglende kropslig erfaring med racialisering.
Hvilket både negligerer den erfaring hun har gennem sine familiære bånd samt understreger, at hun udsættes for racialisering ved at blive sendt bort fra klasselokalet.
Og en anden tekst kunne være om (ikke) at kunne gå og hilse på tilfældige brothers i S-toget. Hvilket fremstår både latterfremkaldende og urealistisk – men som også iscenesætter forskellen, adskillelsen, udelukkelsen.

Og når jeg nævner det, er det fordi teksterne bekræfter den note, som jeg er igang med at skrive:

I dagens samfund gøres den hvide (m/k) til skydeskive for andres offersituation. Nok kan mit ydre på papiret potentielt placere mig i en gunstig position: Manden over kvinden. Den hvide over den sorte. Den rige(re) overfor den fattige(re). Lønarbejderen overfor den arbejdsløse. Det er mig. Den eneste klikke jeg naturligt kan tilhøre er den hvide mand, +30 år, med uddannelse, job, fast indkomst og magt. Jeg kan gro mig et skæg og få lidt street-cred og hvis jeg får børn vil det måske kompensere lidt.
For det er lige så ofte reglen, at den anvendes imod mig; for ellers har jeg bare at rejse mig og lytte til kritikken. Og meget gerne undskylde overfor alle de andre. Og så ellers lade andre passere mig i køen.

Og for at understrege: det er ikke det Julie skriver i sin bog. Jeg læser det, som om hun skriver om at være udelukket fra andre fællesskaber, på baggrund af den hun ser ud som. Og derved indfinder sig i samme rolle og mønster som afro-amerikaneren, som søsteren og som de mennesker, som Matana synger om.

Og her opstår så det nye: på samme vis som Matana bruger sin egen og sine forældres forældres historie til at sige noget om strukturerne idag, så bruger Julie sin egen historie til at sige noget om strukturerne idag.

Matana Roberts erklærer i interviewet, at “I’m more interested in experimentation for the sake of experimentation, and everything else is secondary, because it seems the most honest form of expression for me.”

Den tilgang tilslutter jeg mig, og ud af de to omtalte værker uddyber jeg så:

“At eksperimentere for eksperimentets skyld – med relevant og sprængfarligt materiale”

For anmeldelse af “Atlanterhavet vokser” vil jeg henvise til Tue Andersen-Nexø i Information og læsning ved Victor Boy Lindholm på Promenaden.

Og så vil jeg lytte videre til en af årets stærkeste plader.

Matana Roberts: Coin Coin Chapter Two: Mississippi Moonchild. Constellation Records (2013)
Julie Sten-Knudsen: Atlanterhavet vokser. Gyldendal (2013)

Reklamer

Digt til Julie Sten-Knudsen

At forsvinde ind
i sidernes stilfærdighed,
det at skrive en bog
at give verden ører
at lytte med.
Se Julie Sten-Knudsens
lukkede mund, hendes sprog
der værner om mørkets intervention
i alvorsblomster.
Hun siger, at den
der holder sig oprejst længst,
er den, der til sidst er alene tilbage.
Når Julie Sten-Knudsen bliver ældre,
får hun nye ting at miste.
 
 
 

Julie Sten-Knudsen: Hjem er en retning

Idag udkommer Julie Sten-Knudsens debut “Hjem er en retning”. Bogen falder i fire dele og jeg synes, der er en udvikling af den skriftlige tilgang fra afsnit til afsnit. I sidste del tager volden et hårdt greb om poesien – eller er det omvendt. Det fungerer rigtig godt og jeg vil her citere et digt, som jeg ved første gennemlæsning finder stærkest.
 

SPROG
 
Jeg fastsætter
regler for regn. I regnen
en rosenbusk. Blomsterne danser
røde og hvide i vinden,
spærret inde bag stilke
og blade. Sat uden for
tiden mens tiden
går. Massevoldtægter.
Jeg fastsætter nærmere regler for
sekunderne. Tvangsægteskaber.
Jeg fastsætter nærmere regler for
kærlighed. Grov vold.
Jeg fastsætter nærmere regler for
mareridt. Utryghed.
Jeg fastsætter nærmere regler for
mørkerøde roser. Kvindeundertrykkelse.
Rosen er smuk som en
opholdstilladelse. Et volds-
monopol.

 
 
Julie Sten-Knudsen: Hjem er en retning. Gyldendal, 2011. [g.dk]
 
Disclaimer: Jeg drikker øl med forfatterinden.

Errararea Nr. 1 – Bidrag af Glenn Christian, Linda Ladegaard og Julie Sten-Knudsen

Et af de mest sære, og ganske særegne tidsskrifter/ publiceringsplatforme, som vi er blevet beriget med inden for det seneste års tid er Errararea – måske kendt under det mere mundrette navn Nr. 1. Måske fordi alle numre er nummer et?
Litteraturen kommer i PDFer, og flere brugere af deres hjemmeside har givet udtryk for besværet med at finde de forskellige udgivelser, rækkefølgen. Men hvad gør det, alle er nummer et. Alle kan være de første. Og dog: ved at holde musen over menuen i venstre side kan du navigere dig igennem kronologisk.

        *

Et af tidsskriftets bedste udgivelser til dato, er det i størrelse ganske ubemærkelige men i vægt ganske monumentale “Uden titel” af Glenn Christian. Værket starter “Han, Glenn” og fortsætter drevent, nøgtern og konkluderende gennem 5 sider. Statements om det personlige stilles op på korte vers. Det er ironisk og alvorligt, men svært at afkode sandheden i. Så inde i mit hoved lyder det bare “Glenn, Glenn”. Det er fikst, fordi det med meget få ord sætter tingene, virkeligheden, mig og Glenn i spil. Vi er alene om teksten. Og teksten siger, at Glenn både er en metafor og en socialist. Som om de to ting er sidestillet, når ordene omkring ellers er de samme. Hvor frækt! Mere af det.

Glenn Christians bidrag: http://errararea.wordpress.com/nr1-12/

        *

Et andet af tidsskriftets interessante udgivelser er af (pseudonymet) Linda Ladegaard, som også har en blog jeg holder meget af at læse. Første digt (eller del) hedder “ENTER TITEL HERE ENTER HERE / MORGEN” og det er starter med at sprede sig lidt ud over siden, og fortsætter så, ikke rigtig minimalistisk og slet ikke sparsomt, men alligevel. F.eks. med de flotte linjer “den lille skrænt uden for et vindue / den lille skrænt”. Og så vanvittig fint sansende, sigende med “og alt har kulden siddende i fingrene endnu”. Og fortsætter videre i alt i fire dele adskilt af en skråstreg. Flere fine billeder f.eks. “luften knækker som sølvpapir”, og tekst, der til trods for de få streger over papiret, efterlader mange billeder i antydningerne (heraf de – for mig – minimalistiske træk).

Andet digt er mere fyldigt i sine linjer, men bevæger sig over i systemdigtning. Det rummer dog også helt vildt fede udsagn som “Lyden af et menneske / kan slå ruder ind”. Og tredje digt slår en politisk tone an, hvor jeg især synes om den første dels skarpe billeder i de hårdskårne linjer.

Læs selv, jeg anbefaler “Digte 2011” af Linda Ladegaard: http://errararea.wordpress.com/nr1-13/

        *

Og Julie Sten-Knudsen har her for nyligt bidraget med en lille kreds af digte under titlen “Digte”. Den fortællende – jeget – har en stærk tilknytning til åen/ søen (eller er søen?). Første digt starter “Født af åen” og andet digt fortælles ud fra jeget som å (eller sø) og du’et som stående på broen, afslutningen lyder:

“(…) overfladen
kan penetreres du kan
stikke en gren eller en hånd ned
rode rundt kølig krible
smat metal ål sølv
søgræs lysglimt glatte
blanke du kan tage min
temperatur måle sigtbarhed
ophvirvlet fosfor men ikke
forhindre mig i at vende
bunden i vejret når et
lavtryk går forbi”

Og sådan er linjebruddene med til at skabe et kontinuerligt flow, samtidig med at det bryder uvant, men Sten-Knudsensk. Det tredje digt (Lille Bjerg) skelner sø fra person og knytter dem alligevel sammen i “Kan ikke lade være med / at spejle mig i / søen min tvilling min / elskede / (…)”. Og jeg vil ikke citere mere fra det digt eller det sidste for ikke at røbe for meget. Jeg har været heldig at kunne følge Julies skrift i mange år og jeg finder altid stor behag og har meget respekt for den stemme, der vokser ud af hendes digte.

Julie Sten-Knudsens “Digte” kan læses her: http://errararea.wordpress.com/nr1-14/
 
 
Bag Errararea NR 1 står Richard R. Jensen, Rasmus Halling Nielsen og Frederik S. Nielsen. De udgiver også musik på Errararea NRA.