Tine Høeg: Hej Sol Fuck Love

Idag udkommer Tine Høeg med “Hej Sol Fuck Love” på AFV (tidligere America’s Funniest Home Videos (det er altså et sjovt navn til sit forlag)). I Norge. Udgivelse i Danmark lader vente på sig til den 16. med oplæsninger i Møllegades Boghandel, hvor tre norske udgivelser fra samme forlag også præsenteres / promoveres. [Facebookevent]

Jeg har ingen anelse om hvorfor en dansk digter udkommer på et norsk forlag. Eller, det kan skyldes at der mangler et forlag i Danmark med det syn og (til det) format? Vi ser ellers gerne over sundet. Oversættelser af svenske digtere ved bl.a. Olga Ravn og Julie Sten-Knudsen. Ovbidats anden tidskriftsudgivelse er halvt svensk. Og txt.ville som en transnordisk begivenhed. Caspar Eric er også udkommet på AFV, så måske giver det fint mening, jeg undres bare i almindelighed.

“Hej Sol Fuck Love” består af 28 korte digte. Det gennemgående tema er rebound sex – med vægt på rebound. Og mens forholdet til den tidligere kæreste efterhånden glider i baggrunden, træder fortælleren tydeligere frem gennem sine iagttagelser. Det bliver til antydninger af følelser og små snapshots af situationer, som nogen vil genkende. F.eks. Rebound 8:

Jeg går i seng med en person, der hele tiden
har lukkede øjne, så jeg lukker også mine.
Det føles blufærdigt
bagefter, da vi fanger hinandens blik.

Først nysgerrigheden, det åbne sind for at gøre det anderledes (lukke øjnene) og så linjeknækket, hvor det føles blufærdigt – at have lukkede øjne, nej – følelsen bagefter, da de ser hinanden i øjnene. Hvad skete der med lukkede øjne, hvor langt ind i sig selv gik fortælleren. Blev den anden person til den gamle flamme, eller blev det inderligt på en skøn måde; blev rebound sex til mere end en bekræftelse og indeholdt også nye følelser?

Som mand læser jeg i digtsamlingen også om seksualiseringen af kvinden fra kvindens perspektiv (uden at det er moraliserende fra forfatterens (eller min) side). Og der henvises pletvist til internetfænomener og den (visuelle) kultur, som vi generelt befinder os i.

Samlingen er hurtigt læst. Sproget er lige til og nogle tekster rummer mere dybde end andre. Men det er fint. Tine Høeg opererer i “det ærlige” paradigme, men peger mindst lige så meget på noget generelt, får smilet frem og portrætterer i sin korthed en flig af et pigesind.

 
Tine Høeg: Hej Sol Fuck Love. AFV (2013)

Alex Dimitrov: Begging for It

Nydelse, hengivenhed, queer, sex og en duft af masochisme. Der er sat flere mærkater på Alex Dimitrovs ‘Begging for It’, men umiddelbart er min hurtige konklusion, at Niels Henning Falk Jensby og Bjørn Rasmussen sætter langt mere på spil (kunstnerisk og personligt) end den poster-flotte bulgarsk-fødte Dimitrov.

Det starter ellers stærkt med et motto af Rimbaud.

What flag will I bear? What beast worshop? What shrine besiege? What hearts break? What lies tell? – And walk through whose blood?

Og det er også dagsordenen for bogen, selvom jeg mangler sejre og det nok mere er elskeren, der går gennem hans blod uden rigtig at slå noget eller nogen ihjel. Første tekst “Heartland” er ellers anbefalelsesværdig. Især ønsket om at slå ihjel virker oprigtigt og slår en stærk tone an:

In America, I stopped to listen for God.
What about these men with their wolf tongues
and the war with its quick deaths and how vast
death is and how nothing fits in it.
Let the blood wet the ashes,
let the semen wet the mouth.
This man tonight is going inside
himself and let him stay there because
I could kill faster than any war would, God.

Men det løfte om flammer brænder ikke stærkt i de efterfølgende sider. Og med mindre man er en sucker for bromance, så ender det lidt for ofte i middelmådige hjerte/smerte tekster, som ikke giver et indtryk af en upcoming forfatter i NY.

Alex Dimitrovs første udgivelse var en digital chapbook, hvor det lykkes ok at mime forskellige formater / medier. Bedst med OKcupid, men også dialoger på telefonen. Derfor virker det også malplaceret og lidt dumt i ‘Begging for It’ at læse

(…)
This poem want you to like it,
please click “like”
(…)

som var digtet tidligere postet på en blog og nu kopieret ind i en bog. Jeg er ligeglad med hvilken forklaring på overførslen, der måtte være; hvilken overført betydning, der sættes i spil. Der virker ikke.

Alex Dimitrov: Begging for It. Four Way Books (2013)

Steve Roggenbuck: LIVE MY LIEF

“Back in my grandfathers days they didn’t have YOLO. We have YOLO.”
citat fra “make something beautiful before you are dead”

Jeg kan godt have en ting for tekst, der ikke er alt for artig, tekst, der lader sproget gøre noget magisk. Nogle gange kan det være noget meget simpelt. Nogle gange skal der en crazy fyr som Steve Roggenbuck til. Henvisning til personen har jeg nok fået via en blogpost af Caspar Eric, og så er jeg ellers langsomt gået på opdagelse i hans mange videoer og det har kulmineret her i december.

Nogle få gange minder Steve Roggenbuck mig om Fred. En lille irriterende unge, der er blevet enormt populær på at fare rundt og råbe op. Men for det meste, så er Roggenbucks punchlines den reneste poesi, hans forklaringer holder vand og hans vision lige ned ad min boldgade. Han kredser om internettet, sex, venskab og kærlighed. Han referencer er sjove, indforståede og præget af blogosfæren (reddit, memes, mm).

En af hans finere øjeblikke er for mig en lidt nyere video, hvor han i den grad bevæger sig ind i emo-land: Put your dead things in me, I have a room in me.
– med en agressiv, nærmest satanisk tilgang til et “du”, hvor det handler om døden (eller noget der repræsenterer døden eller noget der afsluttes) og med en privatsfære der er åbnet helt op og følelserne helt ude. Eksempler på ting, der får teksten til at hænge sammen: “Make me cough rain, girls” + “Put your dead things into me like the rain”.

Steve Roggenbuck er fortaler for, at alt er litteratur [video]. Det er jeg ikke, men jeg er helt enig, når han i en anden video taler om, at kunst handler om at lave værdisystemer (belief systems), “memeplex, brands, discourse, culture” og senere i videoen fortsætter han med at tale om, at det gælder om at være i strømmen, at være i det store indholdsmonster [mit ord, red (sic!)], som findes i et facebook nyhedsfeed, de nyeste youtube videoer, de seneste tweets eller i din blogreader.

“Sleep with me until we are birds at the end of the world.”

Mere behøver jeg ikke. Denne linje af Steve Roggenbuck. Om det står i en digtsamling, er en linje på din twitterprofil retweetet fra en eller anden, eller noget du siger til mig i telefonen inden jeg siger godnat.

Vil du vide mere om Steve Roggenbuck, så læs f.eks. via Knowyourmeme og følg ham fra hans hjemmeside http://www.livemylief.com/ og mange profiler omkring på nettet.

Og vil du kende lidt til noget af baggrunden for denne bevægelse han udspringer fra, kan du måske have gavn af at høre denne 20 minutter korte podcast om Flarf Poetry af Ben Abraham.

Mia Degner: En lodret drøm

Der bliver kneppet “Dit køkkenbord op ad / væggen i gangen i / sengen bagefter” og hun forlader en lejlighed en tidlig morgen efter en bytur “og man vågner en morgen og alverdens / øjenvipper hænger en om / kinderne (…)” og bogen kredser om hud og dig, angsten og om accepten fra et andet menneske for selv at kunne være et menneske, tilstede.

Når jeg læser udgivelsen fornemmer jeg, at jeg’et er på et udsat sted. Men omvendt er jeg i tvivl om der er så meget på spil overfor f.eks. læseren. Selv skriver Mia Degner et sted “og så er der alligevel grænser for / hvor meget du kan tabe / jeg har allerede tabt det hele / for dig”, hvilket er et typisk linjeknæk ‘I en lodret drøm’.

Mia Degner har en forkærlighed for at omskrive talemåder og ordsprog. Det er mere stilfærdigt end hos Ursula Andkjær Olsen. Og det er tilpas skåret, så det ikke fremstår plat. F.eks. læser jeg hendes brug af åen i en kontekst af “der skal løbe meget vand i en å før den er fuld” og “gå ikke over åen efter vand”.
Der er en stor følsomhed i digtene, de indeholder håb, længsel, inderlighed såvel som ængstelse, undskyldninger og ensomhed. Jeg synes digtene balancerer fint frem og tilbage mellem drømmen om at være sammen og så erkendelsen af at drømmen blot er en illusion, en lodret løgn.

Altså er det endnu en historie om ulykkelig kærlighed, men med den behandling Mia Degner giver de vante gloser vil jeg mene, at ‘En lodret drøm’ på den ene side læner sig op ad en tradition – samtidig med at udgivelsen bliver hendes eget gyldige udsagn.

Det første digt i Slagtryks publicering af Mia Degner er blandt mine favoritter fra bogen, fordi det sprudler og bamler og afklæder en fremtid, der ikke er.
http://www.slagtryk.dk/2011/12/mia-degner-uddrag-fra-en-lodret-drom/

Mia Degner: En lodret Drøm. Gyldendal (2012)

Sex er en metafor for politik

Sex er en metafor for politik: en hovedløs basken med vingerne, som en flyvemaskine, der ikke vil lande i det kolde hav. Han står og taler med to fingre i munden og et vrikkende underliv, der nærmer sig kysten som en ubåd. Der er marimba i luften, og en tunge så skarp, at den kløver en befolkning, der hvor det kilder allermest. Der er flere fisk i havet, og pengene skifter hænder, som andre skifter undertøj. Han står som skudt ud af en kanon. Det ryger fra den lille kanin, der har kneppet talerstolen, som han spiser en gulerod. Fuck, nu spytter han mig i munden. Men jeg er ingen bække små, her er tale om et opslag i den lille røde, og så en invitation med hjem. Han kan godt glemme alt om at tale frækt, selvom det bliver småt med ord. Jeg vil se en mand gå ned med lår om ørerne, og hviske den lange vej, så der kan vokse en hest ud af hovedet på rytteren. Ingen ærlige håndtryk mimer en doggy style. At stille op til kampvalg, er at gøre natten til en skygge, og skære en hånd ud af en hånd. Det er sådan han er skåret ud af ansigtet på en præsident af en pornoproducent.