Forfatternes breve. To citater og et ønske.

Er forfatternes brevudvekslinger interessante? I forhold til at give indsigt i de omstændigheder, som værkerne er blevet skabt under? Som litterær form?

MyArchive på Det Kongelige Bibliotek indsamler forfatteres digitale breve (inkl vedhæftninger) ved at forfatterne uploader deres materiale til deponering og donation.

Jeg blev opmærksom på tjenesten i en artikel af Johanne Mygind i Weekendavisen (Uge 13 / Ideer). Et af de interessante kommentarer kommer fra Kristian Jensen fra The British Library:

Det er altid et problem, at institutioner samler til fremtiden ud fra fortidens ideer om, hvem der er tidens største forfattere og kunstnere. Her ved vi erfaringsmæssigt, at eftertiden ofte interesserer sig for nogle helt andre. Det problem var ikke helt så stort, da vi stadig arbejde med papir, fordi forfatterens private arkiver som regel stadig fandtes i en eller anden form. Måske var der nogle i samtiden, som havde indset, hvor vigtige kunstnere de var;

Hvilke forfattere tænker selv på at henvende sig? Hvilket materiale vil forfatteren uploade og hvad vil forfatteren undlade? Hvad med private korrespondancer på Facebook? Og hvad med de åbne på Facebook, Twitter, Instagram?

Hele spørgsmålet om hvordan vi behandler privatpersonen efter sin død i forhold til et almenkulturelt sigte set i forhold til personers forskellige reaktion i form af frygt, mistænkelighed, tvivl eller ligegyldighed, når det kommer til at blive overvåget. Sammenblandingen af privatliv (sandhedsvidnet) og kunstpraksis kan blive interessant i flere henseender.

     *

Endnu har jeg ikke ikke læst Subrosa af Mikkel Thykier. Louise Juhl gjorde mig opmærksom på et interview fra januar, hvor han er citeret for at sige følgende om breve (i kursiv intervieweren, Ask Hansen):

I det øjeblik korrespondancen bliver offentliggjort, gør det de litterære læsere til vidner snarere end deltagere. Når andre læser det, brevforfatterne har skrevet, svarer det til at se et ansigt i profil, mens de involverede ser hinanden i øjnene.

– Hvad er så meningen med at udgive brevvekslinger, hvis man ikke kan dele intimiteten?

Det at skrive et brev er mere værd end f.eks. et digt, fordi der opstår en usikkerhed i forhold til den, brevet er adresseret til. Svarer vedkommende, og hvad svarer vedkommende i så fald? Man kan sammenligne det med forelskelsen. Man er selv intet og den anden alt. På den måde er der en enorm bevægelse væk fra en selv mod en anden.

     *

I Slagtryk publicerer vi i april måned breve. Som litterær form. Det er overrasker mig ikke, at de fleste breve, som vi har fået tilsendt, fremstår konventionelle. Men det ærgrer mig nok lidt, at så få har tænkt på at sende flere konversationer og ikke kun ét brev – og at der ikke er flere der har arbejdet kollektivt. I det hele taget ville jeg gerne se flere kollektive bidrag i materialet Slagtryk får tilsendt.

Hvorfor er der ingen etablerede forfattere i Slagtryk?

Igår har Slagtryk publiceret tre tekster af Filip Granlie. Filip Granlie har udgivet “Fugle om digte” i 2011 på After Hand. Det sker, at forfattere med en eller flere udgivelser bag sig sender tekster til Slagtryk. I 2013 har vi publiceret Rasmus Varnich Blumensaat (Forlaget Nulpunkt), Cindy Linn Brown (Forlaget Spring), Cecilie Lolk Hjort (Forlaget Spring, Forlaget Nulpunkt), Marie Melchiorsen (Jorinde&Joringel), Carsten Müller Nielsen (Jorinde&Joringel) og Sternberg (Kronstork, Ø.K., m.fl.). Selvfinancierede udgivelser er ikke talt med.

Med det regnestykke har ca. en tredjedel af forfattere publiceret i Slagtryk i 2013 udgivet et værk. Det, jeg bryder mit hoved med er, hvorfor ingen forfattere udgivet på større forlag er publiceret? Og her tænker jeg f.eks. på forfattere, der gennem de seneste 20 år har udgivet på Borgen, Lindhardt og Ringhof og andre forlag, der har skåret ned i deres udgivelser af digte (og kortere prosatekster).

I første omgang skyldes de manglende bidrag, at Slagtryk stort set ikke har modtaget tekster fra den gruppe af forfattere. Og det er lidt svært at trykke bidrag som vi ikke modtager.
Redaktionen finder det problematisk direkte at spørge forfattere om ukendt materiale, da afvisningen derefter bliver sværere (men ikke umulig). Også selvom det lader til at være en fin strategi for Den Blå Port og Victor B Andersens Maskinfabrik.

Hvordan mon det kan være, at Slagtryk ikke modtager materiale fra forfattere, der har været udgivet på etablerede forlag?

Forfatterne kender ikke Slagtryk? [Det må vi gøre noget ved]
Forfatterne ønsker ikke at være publiceret i Slagtryk? [Hvorfor ikke?]
Forfatterne ønsker ikke at have deres tekster på nettet? [Seriøst?]
Andre muligheder? Lad mig høre her eller via email.

I 2011 er følgende forfattere publiceret i Slagtryk efter de har udgivet mindst et værk på et af de større forlag:
Lars Bukdahl, Mikkel Fossmo, Simon Grotrian, Peter Højrup, Torben Munksgaard, Peter-Clement Woetmann og Tore Ørnsbo.
Mia Degner og Julie Sten-Knudsen blev først udgivet efter publiceringen i Slagtryk (uagtet om deres manuskript allerede var antaget det pågældende tidspunkt).

I 2012 tæller jeg kun til to forfattere:
Olga Ravn og Mia Degner

Vanity or Sanity: om at udgive uafhængigt af andre

Howard Male har skrevet en god selvkritisk artikel om at være uafhængig udgiver. I England bruges termen “vanity publishing” åbenbart om at udgive sig selv.

Der er flere pointer, men jeg vil gerne fremhæve disse to passager – først om stemplingen:

However, let’s go back a step and consider that word ‘vanity’ for a moment, because it still seems to be lingering like a bad smell. Artists working in other mediums have never had to put up with the word ‘vanity’ being spot-welded to their endeavours. In the late 1970s, when punk bands put out their own music on their own labels, it wasn’t called vanity record releasing. In fact it was seen as heroic to put two-fingers up to the major labels with two-minutes of two-chord rudimentary rock in a Xeroxed picture sleeve. Likewise, no one whispers behind the backs of independent film directors about their vanity films. Often such films generated more kudos than major studio releases. Only the poor writer, hunched over his or her laptop, has to tolerate snobbery, condescension and snootiness for the unforgivable crime of trying to get their voice heard. While I’m on this particular high horse, the label ‘Self Publishing’ isn’t actually much better. There’s still that faint whiff of self-aggrandisement about the term when in reality it simply represents self-sufficiency. A more dignified and realistic label might be ‘Necessity Publishing’ or just good old ‘Independent Publishing’.

og så et citat om word of mouth, så der er lidt balance i regnskabet:

But on the plus side, a couple of weeks ago I was thrilled beyond words (in fact I barely slept for a couple of nights) to hear from legendary record producer Tony Visconti that he loved my book. Yet here again there was disconcerting evidence that the power of social networking as the key to success might be somewhat exaggerated. After Visconti had broadcast his opinion to some 5000 Facebook friends (“I highly recommend this excellent novel. Very few novelists get it right when they use Rock as the context for a novel. Howard Male got it right. I have just started reading it for the second time.”), sales shot up by a dismal six copies (perhaps more on Kindle but I don’t have the figures). This begs the question – what the fuck does it take?

Og de næst-bedste reflektioner kan I selv læse i The Quietus:
http://thequietus.com/articles/11415-howard-male-etc-etc-amen-self-publishing

Elisabeth Friis og Ursula Andkjær Olsen er nye redaktører på Kritik

Ursula Andkjær Olsen og Elisabeth Friis er nye redaktører på Kritik. I Information fredag den 11. januar er de citeret for at sige følgende om deres fokus på f.eks. klimakrise:

“Vi forsøger at skabe et format med vide rammer, hvor folk selv udfylder formen. Folk skal ikke skrive på en bestemt måde. I forhold til klimapolitik vil vi forsøge at fokusere skarpere på, hvorfor der er denne apati over for klimaproblemerne i det offentlige rum. Vi tror, vi kan få noget nyt frem ved at lytte til intellektuelle kredse i bredere forstand, ikke kun til klimaeksperter og folk, der beskæftiger sig professionelt med netop denne problematik. Forfattere, eksempelvis, er ofte mange skridt foran den akademiske diskussion, litteraturen er foran forskningen, fordi den har en anden frihed og ikke er bundet af metodiske og institutionelle rammer.”

Vild nok redaktion, fedt manner, tillykke til Kritik og redaktørerne.

Men er manglende dokumentation og ny fiktion det, der skal bidrage til debatten om klimakrisen? I mine øjne skal vi klimakrisen til livs ved at lade folk helt konkret se hvor meget brød der går på en bøf, besøge henholdsvis en vindmøllepark og et kul- og olie kraftvarmeværk og lære mere om grundvand. Det er oplysning og viden, der kan skabe grobund for en reel stillingtagen. Eller tager jeg fejl i forhold til kunstens (herunder litteraturens) rolle i et samfundsspørgsmål som klimakrise?

Skælvende monopoler – og en sidebemærkning om Marianne Jelved

Det lyder ikke specielt sandsynligt at tingene ændres, men L&R og bogbranchen er begyndt at lufte tankerne om at få de faste bogpriser tilbage. Kulturministeren har sagt, at hun er villig til at lytte, efter Lars Boesgaard har skrevet et åbent brev til hende, hvor han siger, at

[man bliver] »formentlig« nødt til at »genoverveje modellen med frie bogpriser,« hvis de fysiske boghandlere skal bevares, hvis danske forfattere ud over bestsellere som Jussi Adler-Olsen fortsat skal have en fornuftig indtægt, og hvis forbrugere skal have adgang til andre bøger, end dem store udenlandske kæder tilbyder. [artikel i Berlingske]

Tre udsatte aktører: boghandlere, forfattere og bredde i udvalg. Og interessant er det, at forlaget behændigt undlader at omtale sin egen situation.

Boghandleren er en mellemhandler, et led i distributionen, der kan udskiftes med et andet og mere tidssvarende. Faste priser vil ikke redde dem fra at gå samme vej som f.eks. TP Musikmarked, Guf og Blockbuster.

Bredden har aldrig været større end i dag. Der udgives flere titler og færre eksemplarer af det enkelte værk. Det gør det sværere at være et rentabelt forlag, og kan give den enkelte forfatter en mindre indtægt. Men forbrugeren mangler ikke noget.

Jeg har svært ved at se forfatterens rolle i dette. Er flere eller færre solgte eksemplarer en virkelighed, der vækkes af ændrede bogpriser? Og hvem forventer, at forlagene vil kanalisere evt. højere indtægter pr bog tilbage til forfatteren?

Den sande trussel er ikke supermarkederne, som bogbranchen lige nu skyder på. [artikel i Berlingske] – Jeg tror, at det i virkeligheden handler om et ønske om at regulere Amazon og den nye virkelighed; at gamle monopoler skælver og styrtblødende gentager musikbranchens fejl for år tilbage.

 

Ok, en sidebemærkning – Jeg tænkte, at vi med Marianne Jelved fik en driftsikker politiker, der bl.a. skulle drive medieforliget hjem i forhold til den forældede fordelingsnøgle, hvor nyhedsmedier på nettet ikke får del i mediestøtten. Så var det, at jeg læste om hendes første par dage i sit nye embede:

Journalist: Hvilken hjemmeside besøger du oftest?

»Jeg er ikke så ferm til den slags og sidder ikke og cruiser rundt på nettet. Jeg bruger det kun, hvis jeg søger faktuelle oplysninger«.

– citat Marianne Jelved i Politiken

Tag dig sammen, internet (tre kommentarer)

1.
I Standard har Martin Glaz Serup og Thomas Hvid Kromann skrevet om den litterære blog [via kornkammer]. Jeg har ikke læst artiklen og håber den er god. Og jeg synes det er godt, at et af de større danske tidsskrifter (i abonnenter, rækkevidde og prestige) giver plads til den slags. Men hvorfor kan vi ikke læse om internettets bidrag til den litterære scene på internettet? Ikke denne artikel, den er hvor den er, men helt generelt: Hvorfor er der ikke flere, der sætter en dagsorden, der ikke er afhængig af trykte medier. Tag dig sammen, internet.
 
 
2.
Lars Bukdahl skriver på sin blog, at han hader, at digte optaget i Hvedekorn går igen i forfatternes egne bøger. Jeg undres over holdningen. Som redaktør af Slagtryk, der som Hvedekorn trykker digte og kortprosa, ser jeg meget gerne, at digtene lever videre i andre sammenhænge efterfølgende. Det er måske mere almindeligt for (lyrik)udgivelser fra f.eks. USA, Tyskland (og England?). Men hvor jeg dog glædes ved tidsskriftets mulighed som mellemstation, både for forfatter og for tekst, der kan udvikle sig fra publicering til publicering. At bliver begavet med flere versioner af samme tekst, what’s not to like?

Forklaringen kommer Lars Bukdahl selv med: at han foretrækker, at digtet kun står et sted. Det er feinschmeckeren, der taler; det er den dedikerede læser, det er eliten, der vil have noget ud af sine anstrengelser, sin litterære kapital. Jeg anerkender, at det er et legitimt argument. Men det er også snævert og ekskluderende og med til at fastholde nichen som niche, eliten som elite. Og det ville nok også betyde, at forfatterne ville holde længere på teksterne og måske slet ikke sende dem ind i håbet om at få dem udgivet i et værk?
 
 
3.
Når Lars Bukdahl anklager Promenadens skribenter for at undergrave Forfatterskolens jubilæumsskrift ved at ligge et par bidrag ud på Promenaden er det en – i mine øjne – klassisk misforståelse, der både fandtes hos pladeselskaber for 10 år siden og findes hos forlag i dag. For der er intet undergravene; der er tale om fire ud af fyrre bidrag. Artiklerne når ud til flere læsere, og en andel af disse vil få lyst til at købe Festskriftet, enten fordi de vil læse artiklen i et bogformat eller er blevet interesseret hele antologien.

Men kritikken kommer måske på grund af noget helt andet: at Lars Bukdahl som vanligt er på tværs og hellere vil læse, dem der ikke har bidraget, end dem der har?
Festskriftet for Forfatterskolens 25 års jubilæum kan købes her: http://basilisk.dk/bog/FS25.htm