Jeg er fan af Simon Grotrian

Redaktionen på Slagtryk er igang med at planlægge Slagtryk Festival til senere på året. For nyligt kontaktede jeg via email Simon Grotrian i et naivt håb om han ville læse op til festivalen. Den slags var han dog forlængst stoppet med, fortalte han mig få minutter efter at have ringet mig op på baggrund af vores henvendelse. Og alt i mens sad jeg helt starstruck fanforfjamsket og snublede over ordene i samtalen. Jeg vidste godt, at Grotrian er en af mine helte, men den reaktion er jeg ikke vant til.

Til gengæld fik vi muligheden for at publicere nye digte af Simon Grotrian som du siden i går har kunne læse på Slagtryk.dk

Reklamer

Simon Grotrian: Den androgyne lufthavn

Papiret er glat på en tarvelig måde. Teksterne er grimt sat op i word, men dog konsekvent. Så kunstneren Leif Dræby må have en mening med at udgive Simon Grotrian som han gør. Teksterne er som altid stærke i deres syntaks og billeder, og hvis det ikke fanger ved første øjekast, så må man give det en chance mere på et senere tidspunkt. Teksterne er ikke nær så eksplicit religiøse, og teksterne ligger sig mere op af Grotrians digte end f.eks. de seneste salme og bønneudgivelser.

Dette blev en fingerbro
 
 
Lad Gud kun
 
asfaltere såret
 
 
værdig poesi har skyllet disse kloder
 
ind i mine ærmer
 
 
det er alt og intet
 
med en kasse æg imellem
 
sorgen eksploderer
 
 
lad os døbe
 
for på himlen flyver hønsegårde
 
varme smæld og minder.

 
Simon Grotrian: Den androgyne lufthavn. Dræby (2012).

Simon Grotrian: Barde under skyerne

Simon Grotrians digtning kan være hermetisk lukkede tekster, men også bestå af krystalklare sætninger. Her for nyligt købte jeg ‘Barde under skyerne’ i Møllegades Boghandel og allerede i andet digt møde jeg de to formidable linjer “klokken er det samme / hele dagen”.

Hvert digt har god plads på siden. Der er luft til kanten og mellem linjerne. Omslaget er flot rødt med titel og forfatter i hvid. ‘Barde under skyerne’ forekommer mig særlig stærk i sin udvælgelse. Samlingen består af 19 karakteristiske digte og et par er betitlet danske forfatternavne.
 
 

ANDERSEN

En tåre svajer
lige midt i havet
og dit eventyr er veloplagt
den halve fisk

på sjælens flanke hviler turbulenserne

en krukke folder livet ud i vifter
kald på svanerne
med næb som store tragte

og når klokkerne pendulforsigtigt
skrider over øjenlåget

nejer dette korthus

lakmusprøven.

 
 
Simon Grotrian: Barde under skyerne. Engum Sogn Musik, 2010.

Simon Grotrian: Domkirkeperlen

Den faste læser af min blog har nok bemærket, at jeg i de to forrige publiceringer har været inspireret fra anden hånd end normalt (selvom indholdet er langt fra ophavet). Det skyldes til dels, at det var flere dage siden jeg havde skrevet og dels, at jeg i den seneste uge har læst Simon Grotrians “Domkirkeperlen”.

Det er efterhånden 10 år siden, at jeg stiftede bekendtskab med Grotrian. Det var vist via “Seerstemplet”, og når jeg i dag kigger ned over udgivelseslisten (hos Borgen), så har jeg læst under en femtedel af hans seneste udgivelser. Men han er stadig lige så vild som jeg husker ham; En billedbomber fra den yderste fantasi.

Han udtaler i forbindelse med udgivelsen af Domkirkeperlen til Information:

“Jeg havner altid lige midt i smerten, når jeg skriver. Det eksploderer ud af min hånd. Jeg står op, og så er der en linje i hovedet. Det kommer helt af sig selv, nærmest flydende. Men bagefter gør det ondt, og jeg føler mig udmattet.”

Selvom det er en bemærkning til at han kan blive syg af at skrive, så synes jeg også, at det siger lidt om processen bag et digt, der på sin vis henviser til føromtalte udgivelse: at han er stemplet som seer. Og hvad er det så han lader mig se i Domkirkeperlen?

“Himmelske Far, når de forhåner os, ruller latteren tilbage i halsen med solsikkefrø og burrer fra syndefaldet. Hjælp os, for vi længes inden for trøjerne. Stik nøglen i munden på os, så vi kan åbne gildet. Klokker lyder sørgeligt ved trommehindernes bastioner, læg et tæppe over vores smerte. Kristus bliver vandet hele dagen og blomstrer for os om vinteren, tætsiddende englenegle prikker desperat i de trillende terninger, der føjer et hornlag til livet og fragter kontinenterne ind i den hvide støbeform af brilleåg. Lad os kigge fra ordene i bogen, der ikke bedrager, fordi den er skrevet af dig. Amen.”

 
 
Alle tekster (undtagelsen bekræfter reglen) starter med et (kalde)navn for Gud og slutter med et Amen. Digtene (bønnerne) er personlige henvendelser til Gud og forekommer mig derfor som en bekendelse til troen og Hans tilstedeværelse. Bogen kan ses som et bevis herpå, men skal nok i højere grad opfattes som et forsøg på at dele sin tro – fra et menneske til et andet.

Bogen falder i to dele og jeg har ikke umiddelbart afkodet forskellen mellem dem. Teksterne er fulde af opremsninger, indskudte og forskudte sætninger, men alligevel virker stilen lidt låst i et greb.
Grotrian skriver om kærlighed (“jeg har set bagsiden af menneskers kærlighed (…) Kærligheden giver du os altid og hele tiden på nye måder”), og jeg fornemmer respekt for Gud (“I din flimrende månesmedje trækker du søm ud af korset, og brækjernene åbner struberne med lovsangen”) men sjældent afmagt, fordi der er et håb (“og tak fordi stikkontakterne derpå hiver himlen ud af væggen”).

Og det jeg især håbet om frelse, jeg hæfter mig ved. Der er rig lejlighed til at hæfte sig ved andet. Men jeg ser det både i den drabeligt smukke linje “giv mig engle med modhager” eller for at komme med et andet tydeligt eksempel:

“Mareridtet taler for sig selv, en ormslynget parade gennem domkirken, hvor stearinlys brænder hul i loftet. Dét bliver vores redning. At vi kan ses fra dit hus som et stjernemønster udgået for dage.”

Så bag Simon Grotrians billedpistol (“Judas bærer Askepotsko, hvorfra flormelis styrter”) læser jeg bønnerne i Domkirkeperlen, som en personlig oplevelse for hvorledes Gud hjælper den enkelte igennem livet. Som f.eks. i

“klap mig da på ryggen med dine rosenfingre, så al mening blusser frem i mit kadaver, og jeg lever; mit døgn er denne stormpassage gennem tøjet”.

Her er tøjet igen, som i første tekst jeg citerer. Jeg anbefaler, at du lægger bogen fra dig flere gange under læsningen. Hvert digt sin film.
 
 
Simon Grotrian: Domkirkeperlen. Borgen, 2011.