Den faste læser af min blog har nok bemærket, at jeg i de to forrige publiceringer har været inspireret fra anden hånd end normalt (selvom indholdet er langt fra ophavet). Det skyldes til dels, at det var flere dage siden jeg havde skrevet og dels, at jeg i den seneste uge har læst Simon Grotrians “Domkirkeperlen”.
Det er efterhånden 10 år siden, at jeg stiftede bekendtskab med Grotrian. Det var vist via “Seerstemplet”, og når jeg i dag kigger ned over udgivelseslisten (hos Borgen), så har jeg læst under en femtedel af hans seneste udgivelser. Men han er stadig lige så vild som jeg husker ham; En billedbomber fra den yderste fantasi.
Han udtaler i forbindelse med udgivelsen af Domkirkeperlen til Information:
“Jeg havner altid lige midt i smerten, når jeg skriver. Det eksploderer ud af min hånd. Jeg står op, og så er der en linje i hovedet. Det kommer helt af sig selv, nærmest flydende. Men bagefter gør det ondt, og jeg føler mig udmattet.”
Selvom det er en bemærkning til at han kan blive syg af at skrive, så synes jeg også, at det siger lidt om processen bag et digt, der på sin vis henviser til føromtalte udgivelse: at han er stemplet som seer. Og hvad er det så han lader mig se i Domkirkeperlen?
“Himmelske Far, når de forhåner os, ruller latteren tilbage i halsen med solsikkefrø og burrer fra syndefaldet. Hjælp os, for vi længes inden for trøjerne. Stik nøglen i munden på os, så vi kan åbne gildet. Klokker lyder sørgeligt ved trommehindernes bastioner, læg et tæppe over vores smerte. Kristus bliver vandet hele dagen og blomstrer for os om vinteren, tætsiddende englenegle prikker desperat i de trillende terninger, der føjer et hornlag til livet og fragter kontinenterne ind i den hvide støbeform af brilleåg. Lad os kigge fra ordene i bogen, der ikke bedrager, fordi den er skrevet af dig. Amen.”
Alle tekster (undtagelsen bekræfter reglen) starter med et (kalde)navn for Gud og slutter med et Amen. Digtene (bønnerne) er personlige henvendelser til Gud og forekommer mig derfor som en bekendelse til troen og Hans tilstedeværelse. Bogen kan ses som et bevis herpå, men skal nok i højere grad opfattes som et forsøg på at dele sin tro – fra et menneske til et andet.
Bogen falder i to dele og jeg har ikke umiddelbart afkodet forskellen mellem dem. Teksterne er fulde af opremsninger, indskudte og forskudte sætninger, men alligevel virker stilen lidt låst i et greb.
Grotrian skriver om kærlighed (“jeg har set bagsiden af menneskers kærlighed (…) Kærligheden giver du os altid og hele tiden på nye måder”), og jeg fornemmer respekt for Gud (“I din flimrende månesmedje trækker du søm ud af korset, og brækjernene åbner struberne med lovsangen”) men sjældent afmagt, fordi der er et håb (“og tak fordi stikkontakterne derpå hiver himlen ud af væggen”).
Og det jeg især håbet om frelse, jeg hæfter mig ved. Der er rig lejlighed til at hæfte sig ved andet. Men jeg ser det både i den drabeligt smukke linje “giv mig engle med modhager” eller for at komme med et andet tydeligt eksempel:
“Mareridtet taler for sig selv, en ormslynget parade gennem domkirken, hvor stearinlys brænder hul i loftet. Dét bliver vores redning. At vi kan ses fra dit hus som et stjernemønster udgået for dage.”
Så bag Simon Grotrians billedpistol (“Judas bærer Askepotsko, hvorfra flormelis styrter”) læser jeg bønnerne i Domkirkeperlen, som en personlig oplevelse for hvorledes Gud hjælper den enkelte igennem livet. Som f.eks. i
“klap mig da på ryggen med dine rosenfingre, så al mening blusser frem i mit kadaver, og jeg lever; mit døgn er denne stormpassage gennem tøjet”.
Her er tøjet igen, som i første tekst jeg citerer. Jeg anbefaler, at du lægger bogen fra dig flere gange under læsningen. Hvert digt sin film.
Simon Grotrian: Domkirkeperlen. Borgen, 2011.
Re:citat 