Tine Høeg: Hej Sol Fuck Love

Idag udkommer Tine Høeg med “Hej Sol Fuck Love” på AFV (tidligere America’s Funniest Home Videos (det er altså et sjovt navn til sit forlag)). I Norge. Udgivelse i Danmark lader vente på sig til den 16. med oplæsninger i Møllegades Boghandel, hvor tre norske udgivelser fra samme forlag også præsenteres / promoveres. [Facebookevent]

Jeg har ingen anelse om hvorfor en dansk digter udkommer på et norsk forlag. Eller, det kan skyldes at der mangler et forlag i Danmark med det syn og (til det) format? Vi ser ellers gerne over sundet. Oversættelser af svenske digtere ved bl.a. Olga Ravn og Julie Sten-Knudsen. Ovbidats anden tidskriftsudgivelse er halvt svensk. Og txt.ville som en transnordisk begivenhed. Caspar Eric er også udkommet på AFV, så måske giver det fint mening, jeg undres bare i almindelighed.

“Hej Sol Fuck Love” består af 28 korte digte. Det gennemgående tema er rebound sex – med vægt på rebound. Og mens forholdet til den tidligere kæreste efterhånden glider i baggrunden, træder fortælleren tydeligere frem gennem sine iagttagelser. Det bliver til antydninger af følelser og små snapshots af situationer, som nogen vil genkende. F.eks. Rebound 8:

Jeg går i seng med en person, der hele tiden
har lukkede øjne, så jeg lukker også mine.
Det føles blufærdigt
bagefter, da vi fanger hinandens blik.

Først nysgerrigheden, det åbne sind for at gøre det anderledes (lukke øjnene) og så linjeknækket, hvor det føles blufærdigt – at have lukkede øjne, nej – følelsen bagefter, da de ser hinanden i øjnene. Hvad skete der med lukkede øjne, hvor langt ind i sig selv gik fortælleren. Blev den anden person til den gamle flamme, eller blev det inderligt på en skøn måde; blev rebound sex til mere end en bekræftelse og indeholdt også nye følelser?

Som mand læser jeg i digtsamlingen også om seksualiseringen af kvinden fra kvindens perspektiv (uden at det er moraliserende fra forfatterens (eller min) side). Og der henvises pletvist til internetfænomener og den (visuelle) kultur, som vi generelt befinder os i.

Samlingen er hurtigt læst. Sproget er lige til og nogle tekster rummer mere dybde end andre. Men det er fint. Tine Høeg opererer i “det ærlige” paradigme, men peger mindst lige så meget på noget generelt, får smilet frem og portrætterer i sin korthed en flig af et pigesind.

 
Tine Høeg: Hej Sol Fuck Love. AFV (2013)

Paul Virilo: The Administration of Fear

I sommer læste jeg den 10. udgivelse i serien ‘Semiotext(e) intervention series’. Den første i serien og den eneste anden jeg har læst, er “Den kommende opstand” af Den usynlige komité.
I bogen – The Administration of Fear af Paul Virilo – findes gode pointer om at evnen til at håndtere hastigheden i f.eks. information er magt. Om geografiens ophør. Og om at verden er styret af følelser frem for logik:

It creates a “community of emotions,” a communism of affects coming after the communism of the “community of interest” shared by different social classes. There is something in the synchronization of emotion that surpasses the power of standardization of opinion that was typical of the mass media in the second half of the 20th century. With the industrial revolution of the second half of the 19th century, the democracy of opinion flourished through the press, pamphlets and then the mass media – press, radio and television. This first regime consisted of the standardization of products and opinions. The second, current regime is comprised of the synchronization of emotions, ensuring the transition from a democracy of opinion to a democracy of emotion.

Stærk, præcis sidste linje i dette afsnit. Men der er nu også steder i bogen, hvor jeg ikke er enig i udgangspunktet, argumentet eller konklusionen, men behandlingen af emne og evnen til at træde ud af gængse følgeslutninger og sammenhænge gør Virillo interessant at lytte til. Her et afsnit om glæde og masserne:

It is hard for me to talk about happiness and collective pleasure. I am an only child, and my experience was less of pleasure than pain and solitude. That said, I do not believe in hedonism and on that point I disagree strongly with Michel Onfray. In a sense, Onfray is expressing the end of hedonism. He speaks about it with such diligence that it sounds like a funeral mass. True joy does not need to be promoted; it is striking. Let’s take an example: raves. They are baroque parties in the political sense of the word. In the societies of the 17th century, dance had a political and choreographic dimension that communicated something of the king’s body to those around him. Raves today remind me of something similar. They are like a political manifesto on the uneasiness of being together. Their significance comes from expressing the uneasiness of being together of mass individualism.

Paul Virilio: The Administration of Fear. The MIT Press (2012)

Alex Dimitrov: Begging for It

Nydelse, hengivenhed, queer, sex og en duft af masochisme. Der er sat flere mærkater på Alex Dimitrovs ‘Begging for It’, men umiddelbart er min hurtige konklusion, at Niels Henning Falk Jensby og Bjørn Rasmussen sætter langt mere på spil (kunstnerisk og personligt) end den poster-flotte bulgarsk-fødte Dimitrov.

Det starter ellers stærkt med et motto af Rimbaud.

What flag will I bear? What beast worshop? What shrine besiege? What hearts break? What lies tell? – And walk through whose blood?

Og det er også dagsordenen for bogen, selvom jeg mangler sejre og det nok mere er elskeren, der går gennem hans blod uden rigtig at slå noget eller nogen ihjel. Første tekst “Heartland” er ellers anbefalelsesværdig. Især ønsket om at slå ihjel virker oprigtigt og slår en stærk tone an:

In America, I stopped to listen for God.
What about these men with their wolf tongues
and the war with its quick deaths and how vast
death is and how nothing fits in it.
Let the blood wet the ashes,
let the semen wet the mouth.
This man tonight is going inside
himself and let him stay there because
I could kill faster than any war would, God.

Men det løfte om flammer brænder ikke stærkt i de efterfølgende sider. Og med mindre man er en sucker for bromance, så ender det lidt for ofte i middelmådige hjerte/smerte tekster, som ikke giver et indtryk af en upcoming forfatter i NY.

Alex Dimitrovs første udgivelse var en digital chapbook, hvor det lykkes ok at mime forskellige formater / medier. Bedst med OKcupid, men også dialoger på telefonen. Derfor virker det også malplaceret og lidt dumt i ‘Begging for It’ at læse

(…)
This poem want you to like it,
please click “like”
(…)

som var digtet tidligere postet på en blog og nu kopieret ind i en bog. Jeg er ligeglad med hvilken forklaring på overførslen, der måtte være; hvilken overført betydning, der sættes i spil. Der virker ikke.

Alex Dimitrov: Begging for It. Four Way Books (2013)

Vejen som elastik

Vejen som elastik
om bjerget
mine hænder som en elastik
om burgeren
sådan knækker vejen
burgeren
fornuften
midt over
landet delt
en agurk mindre
syltet agurk
ikke længere på vejen
mine hænder ikke længere
om bjerget
 
 
Den lille bil
med retning mod munden
vejen syltet
fornuften
som eneste følelse
fornuften som elastik
om bevidstheden
landet
skåret af mit blik
sådan
vil jeg skære den næste agurk
sylte bjerge
knække fornuften
og alle mine følelser i to
så du kan være med
 
 
En burger
som symbol på krig
et land delt
af et sæt hænder
der spiser en burger
en elastik fjernes
idet vejen drejer
fornuften
syltet
synet i krig med følelser
at bjerge
at veje hænder i hænder
 
 
En hånd er en elastik i to
 
 
Grib anklerne
som søjler
igennem vandet
som skibe uden ror
eller ro stærkere
end vind gennem knoglerne
 
 
Du er ikke
den fugl jeg ser
jeg ser en fugl
der forlader et skib
som en bil sin vej
som en agurk sin burger
 
 
Fugle i mund
hænder om burger og
elastik om bjerget
en vej drejer
krigen
fortsætter
med eller uden agurk
 
 
En fugl som symbol
en krig som symbol
du som symbol på migselv
agurken som agurk
ikke sigselv
men noget der ligner
uden at være
noget andet
 
 
Som en gentagelse
der ikke ved
den er første gang
hvad vil skæbnen mig
igen og igen
 
 
Jeg er en elastik
sådan griber jeg om bjerget
sådan vælter fornuften
sådan tager en fugl mit syn
igen og igen uden at
jeg kan kalde det en gentagelse
 
 
Jeg er delt af et komma
der er symbol på den fugl
der flyver gennem disse hænder
du læser som vinden
griber ankler
vejen bærer
 
 
Skibet er i himlen og
havet på samme tid
og sådan
kunne vi også ses