Cecilie Lolk Hjort: Paranoiadigt

“Angst er blot et andet ord for brandøvelse”. “Paranoia er blot et andet ord for sikkerhedssele”. Og sådan trækker udgivelsen paranoiadigt dig ind i mørket, ind til angst, selvdestruktion og paranoia. Holder du andre på afstand? Ved du hvad der sker om lidt? Har du allerede forudset alle potentielle ulykker?

Idag udkommer Cecilie Lolk Hjorts bogobjekt “Paranoiadigt” på Weltscherz. Værket er formgivet som et bogobjekt, der består af en æske med en tekst klippet op i enkelte linjer. Inde i æsken findes et link til en hjemmeside, hvor der er adgang til teksten i sin helhed, en video og lydfil med oplæsning og en tekstgenerator, der vælger tilfældige linjer fra digtet.

Værket koster 75 kroner og du sparer porto frem til jul, så står du og mangler en mandelgave eller adventsgade, så skriv til mig eller gå i Møllegades boghandel eller Korridor.

Udgivelsen var oprindeligt et ønske fra mig til Cecilie om at lave et værk, hvor hun skrev en monolog om angst uden at knytte negativt ladede ord til det og fremførte den på video. Æsken er Cecilies udvidede fortolkning og du kan vælge mellem syv farver til dit eksemplar.

Cecilie Lolk Hjort har udgivelser på Forlaget Spring, Forlaget Nulpunkt og i diverse tidsskrifter og antologier. I efteråret 2013 har hun optrådt som hovednavn på Vild med Ord i Århus og på Slagtryk Festival med en oplæsningsperformance.

Paranoiadigt er Weltscherz syvende udgivelse i 2013. Til næste år venter en poetisk kortfilm og lydpoesi på vinyl. Det glæder jeg mig også til, men i første omgang er jeg stolt over at have udgivet Cecilie Lolk Hjort første digtsamling, der ovenikøbet er formgivet så fint og originalt.

Cecilie Lolk Hjort: Paranoiadigt. Weltscherz (2013)

PS: følg LIVE STREAM fra release i aften på http://weltscherz.dk/cecilielolkhjort/
 

Rasmus Halling Nielsen: En kakao i køleskabet og Vi elsker maskiner

Jeg har lyst til at skrive, at Danmark ikke siden Johannes L Madsen har haft en digter frit gennem sproget spruttende med konstellationer af sætninger og metaforer, der kommer som skud en ny forårsdag. Nok er Rasmus Halling Nielsen en produktiv herre og med en strategi på volumen, sampling og litterær legestue, men giv ikke op med at følge hans produktion. Der er både alvor og gavmildhed at finde i de nyeste udgivelse; der er selvdestruktion og skønhed; og tusind andre ting i spil og på spil i hans litterære tidsmaskinpark.
 
 
EN KAKAO I KØLESKABET
6. oktober udgav Ett af sveriges största förlag ‘en kakao i køleskabet har andreasnavn skrevet over alt / allevenlige invitation’ af Rasmus Halling Nielsen. Det er en kortere samling tekster, der falder i fire afsnit (jeg læser ruderne som markører), hvoraf det første afsnit er mere end halvdelen af bogen. Denne første halvdel foregår delvist med landbrugsarbejde (høstning af roer) og delvist mindre direkte fortalt om en indlæggelse:

“I en af gangene, husker ikke længere hvilken, måske den sidste gang, Gang 8 men Gang 7 er ikke udelukket, skriften på væggen væltede ud som filer fra en printer koblet direkte på en brandvarm suppe stavede 1000 i timen”

Særligt i den sekvens om en kakao i køleskabet, findes der en gavmildhed, en beskrivelse af nærvær, tryghed og afvæbning af ensomheden, der er rørende og fin. Hvordan “kakao er mange ting og også bare kakao”.

Tekstens indhold er stærkt og flowet giver en tilgængelig fortælling om lysten til at dø, inkl forsøget, f.eks. fortalt med:

“jeg græd den nat jeg mistede ilden i græssets seng jeg lå på blå som en bil og rigt motivet for ikke selvmordet men for at leve for evigt i 20 etagers skyer +, minus dagbogsoplader nærmere kommer jeg ikke gennem USenglish60 milligram IM”

Og side om side med den historie, står venligheden: der fortælles bl.a. om en særlig hændelse med Andreas og sukker – og senere lægges et lag på, da et insekt dør dramatisk og lydløst i en sodavandsflaske.

De tre sidste dele er samplinger over det indledende citat til udgivelsen; en slags appendix(?) – eller fodnoter(?) – til sætningen om at citatet af Gustaf Munch-Petersen hacker søvnløst. Ikke hakker, men hacker. Mere eller mindre direkte i de tre afsnit – hvilket selvfølgelig er min læsning af tredje og fjerde afsnit. Nuvel. Det er ikke så vigtigt, hvordan det hænger sammen. De kunne også være appendix eller sidehistorier til andet; f.eks. taler det tredje afsnit måske fint sammen med afsnit i ‘Vi elsker maskiner’. Uden at de altså overhovedet behøver at hænge sammen med andre…
 
 
 
VI ELSKER MASKINER
Samplingen finder også sted i “Vi elsker maskiner” udgivet på Arena nøjagtig en måned efter. Særligt synes jeg de ca. 100 siders overstregninger ikke handler om en censurering af skriften (som Andreas Eckhardt-Læssøe med rimelighed foreslår i sin omtale i Atlas Mag), men derimod er en musikalsk udvidelse af sætningernes placering, fylde og bevægelse på papiret. Her ordløst og alligevel som en læseoplevelse, ikke på ord men med lyd; på en måde som at læse et partitur. (Høreværn påbudt, mm)

Bogen er smagsfuld i sit tryk. Et flot grønt omslag pryder en smukt opsat bog; teksterne står med lige margin uden at tvinge teksterne i en indramning. Teksterne bærer kategorier som kom de fra en blog: Stilstand, Stanza, Romanåbning, Uncategorized. Det giver flere læseretninger til bogen: den kronologisk opsatte, såvel som den kategoriske, der er listet som indholdsfortegnelse forrest i bogen.

Selvom bogen starter som en krimi, er der ikke samme klare flow eller samme page-turner fornemmelse som i ‘En kakao i køleskabet…’. Poesien er stærkere, teksterne mindre syntaktisk stringente, jeg oplever musikalitet og pletvis tekstlig skønhed, som kun Halling Nielsen kan skrive. Bogen er historier, der glider ud og ind af hinanden. Passagerne med Aladdin er gode på handling og jeg kommer (måske uden klart belæg) til at tænke på Aladdin som fortællerens andet alter-ego (ud over Doktor Quinn). Men altså en gladere, friere version af selvsamme person; i al fald en person, der trækker personen op i forhold til livet og humøret – og når Aladdin ikke er der, er der savn i hans retning.

Ud over teksterne med Aladdin er mine favoritter i højere grad enkelttekster, der stikker ud. F.eks. en om fugle på side 85 eller følgende tekst fra begyndelsen af bogen og lagt i kategorierne Crash og Uncategorized:

HESTENE LUKKES UD I FOLDEN de løber omkring friske på foråret – deres hoveder svajer fra side til side – hovene støder mod jorden og græsset – små skyer driver forbi på himlen der ellers står med strålende sol lige over min havestol på gårdspladsen.

Hvis jeg var et træ i dine kløer ville jeg ødelægge dine kløer med stilhed – kaninerne kan ikke ødelægge noget. Kaninerne hopper bare rundt og knepper hinanden – hvad kan et træ? Et træ kan stå stille som det træ i svinget jeg kørte lige ind i da vejen svingede.

Med næsten 300 siders redigeret Halling Nielsen er der meget at sige om “Vi elsker maskiner”. Og det er ikke fordi jeg var med på alle præmisser fra starten. Og det er svært at sige, hvad bogen vil og det vil bogen nok heller ikke sige, når den er som den er. Og derfor vil jeg slutte af med at lade den tale for sig selv som en anbefaling:

VELKOMMEN vi siger velkommen til festen. Aladdin danser i LIGKISTEHVIDE GEVANDTER DET MODSATTE AF DEN GRØNNE POSEDES LANDSKAB, MED EN STRAM PÆL GANGET MED TO OG DE FOR STORE SKO SAVEDE AF JORDEN HVOR DE HANG FOR MEGET MOD SOM DEN MEST VIRKELIGE MODSATTE: LILJEFARVEDE TILBUDSKISTER OG GRATIS OPLÆGNING IGNORERET og det ser smukt ud. Ud til skoven. Alle ind i skoven. Mod skoven. Mod skoven kommer marken tæt på. Helt tæt på. Mørket omkring. Mørket omkring kommer. Det kommer på en måde med musikken. Ikke jordens musik. Men jordens kolde lyd af jord.

 
 
Rasmus Halling Nielsen: En kakao i købeskabet har andreasnavn skrevet over alt / allevenlige invitation. Ett af sveriges störste förlag (2013)
Rasmus Halling Nielsen: Vi elsker maskiner. Arena (2013)

Femtende note fra mit arbejdsbord (Paranoiadigt undervejs)

Senere idag sætter jeg mig sammen med Cecilie og samler de ca. 60 eksemplarer, som vi har planlagt at lave af Paranoiadigt.

Cecilie Lolk Hjort gav mig i julen 2012 en gave bestående af, at jeg kunne ønske mig et værk af hende, som jeg definerede rammerne på. Jeg synes det var interessant, både fordi jeg har en kritisk holdning til dele af Cecilies forfatterskab, og fordi jeg samtidig synes at “Smeltede appelsiner” (Ordkide nr 8) er en af mine yndlingstekster, at Noahs Ark er en god digtsamling, samt – med redaktionen i Slagtryk – allerede at have publiceret hende flere gange.

Jeg mødte Cecilie til Arden Digtfestival for 11 år siden og vi har lært hinanden bedre at kende især de sidste to år. Mine overvejelser gik på hvordan jeg skulle udfordre hendes kunstneriske praksis. Det endte med, at jeg ønskede mig noget, der ville fortsætte med at trække hende i retning af en performativitet. Noget hun selv havde talt en del om og havde tænkt sig at opsøge. Så jeg skrev følgende til hende:

  • Jeg ønsker mig en monolog, der kredser om PARANOIA og eller ANGST.
  • Jeg ønsker mig monologen fremført og optaget på video.
  • Benspændet bliver, at du ikke må bruge negativt ladede ord i relation til PARANOIA og ANGST.

Cecilie responderede med henvisning til Jørgen Leth (og en ven omtalte mig også som Lars von Trier). Men skulle den praksis forbeholdt de to; er det ikke set før, at forfattere imellem har talt sammen og fået hinanden (eller den ene den anden) ud på et overdrev / spor.

En lørdag morgen i juni modtog jeg en pakke med posten. Den var fra Cecilie og jeg fandt en grøn æske og indeni papirstrimler med tekst, samt et link til en hjemmeside. På hjemmesiden fandtes en video, en lydfil og teksten i sin helhed. Jeg lyttede til oplæsningen, wow, sikke et stort arbejde at gøre for en julegave kun til mig.

Jeg vurderede efter et par dage, at værket var for godt til kun at findes i ét eksemplar. Selvom elementet af gave/ dedikation ikke vil genfindes hos nye læsere, så rummer værket flotte Cecilie Lolk Hjort-træk f.eks. i billeddannelsen. Så Cecilie og jeg er blevet enige om at udgive det på Weltscherz med nogle tilretninger og den 26. november ser værket dagens lys (kommer til at kunne købes via Korridor, Møllegades boghandel og også direkte fra mig). Og Cecilie laver nok en LIVE streaming med oplæsning og interview på udgivelsesdagen. Links følger.

Tine Høeg: Hej Sol Fuck Love

Idag udkommer Tine Høeg med “Hej Sol Fuck Love” på AFV (tidligere America’s Funniest Home Videos (det er altså et sjovt navn til sit forlag)). I Norge. Udgivelse i Danmark lader vente på sig til den 16. med oplæsninger i Møllegades Boghandel, hvor tre norske udgivelser fra samme forlag også præsenteres / promoveres. [Facebookevent]

Jeg har ingen anelse om hvorfor en dansk digter udkommer på et norsk forlag. Eller, det kan skyldes at der mangler et forlag i Danmark med det syn og (til det) format? Vi ser ellers gerne over sundet. Oversættelser af svenske digtere ved bl.a. Olga Ravn og Julie Sten-Knudsen. Ovbidats anden tidskriftsudgivelse er halvt svensk. Og txt.ville som en transnordisk begivenhed. Caspar Eric er også udkommet på AFV, så måske giver det fint mening, jeg undres bare i almindelighed.

“Hej Sol Fuck Love” består af 28 korte digte. Det gennemgående tema er rebound sex – med vægt på rebound. Og mens forholdet til den tidligere kæreste efterhånden glider i baggrunden, træder fortælleren tydeligere frem gennem sine iagttagelser. Det bliver til antydninger af følelser og små snapshots af situationer, som nogen vil genkende. F.eks. Rebound 8:

Jeg går i seng med en person, der hele tiden
har lukkede øjne, så jeg lukker også mine.
Det føles blufærdigt
bagefter, da vi fanger hinandens blik.

Først nysgerrigheden, det åbne sind for at gøre det anderledes (lukke øjnene) og så linjeknækket, hvor det føles blufærdigt – at have lukkede øjne, nej – følelsen bagefter, da de ser hinanden i øjnene. Hvad skete der med lukkede øjne, hvor langt ind i sig selv gik fortælleren. Blev den anden person til den gamle flamme, eller blev det inderligt på en skøn måde; blev rebound sex til mere end en bekræftelse og indeholdt også nye følelser?

Som mand læser jeg i digtsamlingen også om seksualiseringen af kvinden fra kvindens perspektiv (uden at det er moraliserende fra forfatterens (eller min) side). Og der henvises pletvist til internetfænomener og den (visuelle) kultur, som vi generelt befinder os i.

Samlingen er hurtigt læst. Sproget er lige til og nogle tekster rummer mere dybde end andre. Men det er fint. Tine Høeg opererer i “det ærlige” paradigme, men peger mindst lige så meget på noget generelt, får smilet frem og portrætterer i sin korthed en flig af et pigesind.

 
Tine Høeg: Hej Sol Fuck Love. AFV (2013)

Interview med Noa Kjærsgaard Hansen

I lørdags udkom Noa Kjærsgaard Hansens ‘jeg bliver hurtigt træt af at sidde her i hjørnet og føle ting forsvinde’ som ebog og inden release på Café Blomsten mødtes vi for at tale lidt om udgivelsens formgivning og ebøger. Det er der kommet dette lydklip ud af: