Weltscherz på Literaturhaus på torsdag

Torsdag den 16. maj kl 20:00 gæster Weltscherz cafeen i Literaturhaus med oplæsning ved Sixten Elia og Thomas Boston.

I april læste Sixten Elia op ved Hvedekorns kvartalsvise oplæsning med radiofyldig stemmeføring og da han bor i Viborg er Literaturhaus en sjælden mulighed for at høre Sixten, der skriver digte og tekster fra et andet paradigme end hvad der ellers trykkes og er hypet ligenu. Sixten kommer med nyt materiale.

Thomas Boston har før læst op på Øverste Kirurgiske og går selv ned og griber mikrofonen på åben scene til Poetry Club på La Fontaine. For mig er Thomas usnobbet og krukket på samme tid; poesien er fintfølende, mens prosaen er skarp.

Das Lustige Fahrrad spiller mellem de tre korte afdelinger. Og jeg har tænkt mig at plapre løs om Weltscherz og få forfatterne til at fortælle om processen op til udgivelserne og deres overvejelser før og efter.

På plakaten står der:

To mørke mandestemmer. To romantikere af den slags, der aldrig uddør. Udgivet på internetforlaget Weltscherz med henholdsvis “Totenkopf Express” i februar og “Updates 2010-2012” i marts.

Kom forbi og støt op. Det betyder noget.

Reklamer

Noter. Barcelona, april 2013.

Søndag, 11:24

Om søndagen står man åbenbart op til sin egen håndskrift
sirlig, forlegen og tynd
i sit mæle, forsigtig,
hvad er det, der skal foldes ud i dag

Om søndagen står man åbenbart op til en kop alt for varm sencha på en overvurderet cafe i nærheden af Park Joan Miro – så meget for internettet og crowdsourcing. De taler i øvrigt dårligt engelsk i disse gader og det som om jeg slet ikke fattes ord.

Om søndagen står man op kl 10 for at gå i bad og være lige ved at låse sig inde på badeværelset for anden gang ud af tre mulige. Jeg har ikke lyst til at være hernede alene, men så symbolsk behøver det ikke være. Jeg er her med skriften og jeg vil bede Miro om at se på min søndag, morgen, uden macha, uden smør, det er en fin kop, med sencha, nu vil jeg læse.

 
Søndag, 14:00

Jeg vil bede Miro om at se på min skrift, kritikken fortæller mig, at min skrift er forkert, mine sætninger er grammatisk ukorrekte, mine ord upræcise. Jeg mener, at de tager et andet fokus, de øjne der ser og kræver sproget tilbage til den, der udtaler ordene.

Hvorfor ellers tale, hvis ikke det er med egen tunge?

Det skulle da lige være for at tale med den lokale vært, der har vin og øl på væggene og mad i disken. Jeg får Jamón ibérico, patatas bravas, olives og en øl fra kassen.

Er det vigtigt hvordan det smager?
Er det vigtigt hvad jeg siger,
for hvem,
er det vigtigt hvad jeg tænker,
jeg synes det er vigtigt at være glad for at gøre det jeg gør, så må resten være sekundært. Jeg var på Camp Nou igår, jeg fik ikke fat i det fulde citat, men forestiller mig nu, at Nadal har sagt følgende:

“Litteratur er som fodbold, det er den ulovlige, oprørske og ukonventionelle, der er mest interessant”

 
Mandag, 09:30

Om mandagen står man op til opvask af portvinsglas og sandwich bagt i ovnen. Togstationen er stor, men ikke dårligere skiltet end advaret.

Jeg kan godt lide at være forberedt, men kun hvad angår alt andet end hvad der har med litteratur at gøre. Hvordan mon det vil være at se frem i skriften? Jeg ved det ikke, for min skrift er uden mål, min rejse uden destination.

Der er ingen effektivisering, forskønnelse eller afvikling på færde. Intet på spil. Jeg er ikke engang pilgrimsrejsende eller opdagelsesrejsende. Det er rejsen i sig selv. En luksusdigter, privilligeret, fordi jeg sætter mig selv i den position. Er jeg en ø? Jeg læser andres værker. Har jeg mærker efter læsning? Ja. Er jeg mærket af mine rejser? Hvorfor tale om dem. Skulle ar, rifter, min hukommelse kunne genfortælle rejsen?

Hvem ejer rejsen, hvem ejer definitionen til at rejse? Ejer de også tiden, skal jeg betale leje med det jeg har. Hvis du kigger på sætningerne længe nok, bliver det så dine? Ved eftertanke interesserer denne ejendom mig kun, hvis jeg også kan tale om frihed. Er det en frihed til at sige jeg – og mene alle uden at det behøver at inkludere dig eller andre?

 
Tirsdag, 13:38

Mine fødder er ømme, jeg har ikke talt med nogen idag. Omgivet af små og større stande på Ramblaen, Rambla de Catalunya, Carrer de Balmes, Passeig de Gracia/ Carrer de Gran Gracia og så videre, rækker af bøger. Det er bogens dag idag, Sant Jordi. De siger, der er krise i Spanien og det smitter af. Nedskæringer på biblioteker, forhøjelsen af momsen, men var jeg ukendt i bogens verden, ville jeg ikke vide, hvor eller hvordan jeg skulle begynde i dette væld af objekter. Jeg er ubevandret på spansk og sådan var det pludselig: bøgerne alle i samme format, firkantede og snarere høje end brede med mere eller mindre ens tykkelse og et cover blankt eller mat med en titel og illustration – eller uden. Alt er meget indforstået.

Sant Jordi er bøger og roser. Og der er titusindvis af mennesker på gaden idag. Jeg har købt et Sant Jordi brød, der er farvet i de katalanske farver, gul i kraft af ost og lyserød i kraft af svin i dejen. Jeg spiser chorizo til frokost og næres af en kronisk sult, som om jeg, når jeg er hjemmefra, er bange for at dø af mangel på mad. Så meget betyder de trygge rammer ellers ikke, eller hvad?

Bogens dag er god. Den synliggører litteraturen og mennesker viser deres interesse i deres massive tilstedeværelse. Men interessen er aftagende, mediet lukket omkring sig selv, uniteresseret eller ude af stand til at indtage andre formater. Ikke en gang en sølle QR kode, ingen digitale stande. Det er godt at se et par forfattere bag nogle af standene som populært trækplaster. Radio Barcelona har sat en scene op foran deres kontor og da jeg går forbi sidder et panel og diskuterer foran en håndfuld tilskuere. Jeg går også forbi en selvudgiver stand, der ligner en kunstforlægger i kraft af sine fine, originale bogtryk.

 
Onsdag, 14:06

Hvis man holder sig fra at sige noget længe nok, så er der enten en risiko for at blive glemt eller en chance for at blive spurgt.

Den konstante tilstedeværelse – enten i form af skrift eller tale – er med en anden risiko for at blive usynlig i sin allestedsnærværende plapren. En forudsigelig krop i landskabet, nej, et postkort indrammet af iagttagerens forestilling om motiv og perspektiv. Det samme igen og igen? Ikke nødvendigvis. Hver sætning er ny hver gang et ord tilføjes, et komma flyttes. Men den langsomme forvandling er usynlig for den engagerede, kun i fraværet over tid opstår en synlig forskel. Men til den tid kan folk være blevet døve, eller ønsker hellere at lytte til den nye i folden.

 
Onsdag, 15:54

Jeg kunne drikke en kaffe. Drikker du kaffe? Må jeg byde dig på en kaffe? En sort lille sag, brændt, bønner, der er blevet hørt. Hvad er en indbydelse? Hvad er en henvendelse? Hvorfor denne trang til at udtale sig?

Kaffen er det skud, der går ud til at alle de levende, det er et spørgsmål om at ramme uden rikochettering, at sætte sig fast, forandre, hvorfor ellers bruge sit vågen og blotte sin styrke og derved gøre det til sin svaghed, den sidste udvej som den første? Et spørgsmål om tid og sted? Sådan noget findes ikke med mindre du selv definerer det. Alt kan vendes til din egen fordel eller bagdel. Hvor vil du hen og hvorfor (ikke) nu.
Tag et skud!

 
Torsdag, 16:18

Regnen falder umærkeligt udenfor min altan og så langt jeg kan forestille mig – om ikke andet hænger der et skydække fra starten af bjergene og ud over vandet.

Hvordan vil du konkurrere om opmærksomheden med alle dem der taler? I Barcelona, i Danmark, i hele det litterære sindelag. Der er så mange andre og endnu flere betydninger sat i spil øjeblik efter øjeblik. Er din chance at forøge antallet af øjeblikke – eller er det at strække et øjeblik og fylde op med stilhed? At lade sin tale være som regnen i Barcelona. For det meste går byen ved vandet fri, men når skydækket breder sig, så falder regnen mildt og længe i Barcelona og alle lytter et øjeblik til den nye fortættethed.

 
Torsdag, 18:16

Jeg opfatter det ikke som en gave til andre, når jeg vælger at skrive. Det er en nødvendighed for mig selv og i trange tider, kan det at vie tid til det, kaldes en gave til mig selv, helt på linje med det at gå ud og møde venner i festligt lag.

Det betyder ikke, at skriften er isoleret eller skal ses isoleret. Det er et udsagn, en henvendelse med ubekendt modtager, -aftager om man vil.

“An artist who dedicates his life to art, burdens his art with his life and his life with his art” ~Reinhardt

Albert Mertz: Døren er åben

Der er i den seneste tid kommet to større værker om Albert Mertz på henholdsvis Vandkunsten og Emancipa(t/ss)ionsfrugten. Jeg har nu læst “Bogen er åben – tekster af Albert Mertz” fra sidstnævnte forlag og kan anbefale den til alle, der har en forkærlighed for enten (eller både) tekster om kunst (Mertz, der giver udtryk for sit kunstsyn – først og fremmest billedkunst – og fabulerer og elaborerer over forskellige eller de samme emner) og systemdigte fra 60’erne. Her er et digt med titlen PIT PØJ:

Pit Pøj
Pøj Pøj
Pit Pøj
Pit Pøj
Pøj Pøj
Pit Pit
Pit Pit
Kvivit Kvivit
Hit Hit
Dit Dit
Dat Dat
Pøj Pøj
Høj Høj
Øj Øj
Pit Pøj
Pit Pit
Pøj Pøj
Pøj Pøj
Pøj Pøj
Pøj Pøj
Pøj for satan.

A. Mertz 14-5-50

Og her en kommentar til det at lade sig inspirere af andre kunstnere:

“Jeg har aldrig anset mig selv for at være så genial eller så stor en personlighed at det skulle være nødvendigt at skærme mig for omverdenens påvirkninger”.

Albert Mertz: Bogen er åben. Forlaget emancipa(t/ss)ionsfrugten (2013).

Clausens Kunstboghandel

For et par uger siden var jeg i Clausens Kunstboghandel, fordi Møllegades boghandel ikke kunne finde et eksemplar af Toni Larsens “At så uendelige haver”, som jeg seneste har smidt et citat fra på twitter.

Jeg fandt flere små udgivelser med vægt på det grafiske til ingen penge (30 kr). Jeg fandt Jørgen Leths børnebog (98 kr), som jeg omtalte i forrige blogindlæg. Jeg fandt en kollektivroman af 8 forfattere (40 kr): Henrik Bjelke, Inger Christensen, Jette Drewsen, Peer Hultberg, Sten Kaalø, Finn Methling, Jens Smærup Sørensen og Dorrit Willumsen. Titlen er “Hvis liv fortalt af hvem” og er endnu uopsprættet. Og jeg har heller ikke læst Eske K Mathiesens “Træpenge” (84 kr), som jeg også fik med mig hjem, fordi sproget virkede så kontant ved første øjekast.

I det hele taget er Clausens Kunstboghandel et besøg værd. Huset er gammelt, men smukt vedligeholdt. Måske er den nuværende udstilling ikke værd at skrive om, men rammerne omkring den, de små rum, trapperne op, huset i det hele taget.

Clausens Kunstboghandel, Toldbodgade 9, København K. [kort]

Jørgen Leth: Jeg leger at jeg kan alting

Min mor lærer mig at sy sild
jeg lægger persille ind i den
og så syer jeg med en nål

Ovenstående er en tekst fra Jørgen Leths børnebog på Brøndum forlag fra 1991. Flere af de andre tekster kredser enten at lege en situation frem, at hvis man leger det, så er det virkeligt, eller om at øve sig. En på mange måder eksistentiel tilgang til livet. Tegningerne er dog ret mørke og der må derfor siges at være en hvis alvor forbundet med udgivelsen.

Teksten jeg citerer er Jørgen Leth, når han er bedst. En helt konkret hverdagssituation, at sild bliver syet sammen med persille i forbindelse med tilberedningen. Og denne situation er så samtidig billedligt ganske farverig. Jeg forestiller mig sildens delvist glinsende skind, grønne persilleduske mellem barnehænder og en sølvnål. Ser jeg en bordplade eller tallerken som baggrund? Ligemeget, mor våger over om jeg gør det rigtigt.

Der er tre bogstavrim og overvægt af i (og et par y’er) gennem den korte tekst og melodien slutter med et å. Her er i og y symboler på sting i fisken og å’et er som en knude på fisken – og digtet.

Jørgen Leth: Jeg leger jeg kan alting. Brøndum (1991)