Nick – Hæfte for diverse skriftlige udtryk

Kronstork har søsat et nyt tidsskrift. Det hedder NICK og er opkaldt efter Cafe Nick på Nikolajgade i København, hvor Kronstork har afholdt og stadig afholder en række oplæsninger under titlen “Dejligsøndag, roligsøndag, godsøndag”.

Hæfterne koster 40 kr stykket og selvom det er billige tryk, så er teksterne fint sat op, forsiden fungerer konceptuelt (et element på #1, to elementer på #2 og så videre må man gå ud fra) og forfattere kommer ud med noget, som de sidder med lige nu eller for ganske nyligt har udgivet.

Bidrag kommer fra forfattere, der læser op på Cafe Nick. Det gør, at der ikke er mulighed for at sende tekster til tidsskriftet. Ni forfattere er fordelt på de to første numre og af dem er det kun Pernille Abd-El Dayem, der ikke har et værk bag sig – endnu. Med den redaktionelle præmis bliver NICK et relevant sted at se hen, hvis man vil vide hvad der er ved at røre sig inden for poesien, hvad der er vokset lidt frem – uden at det er så etableret som f.eks. Vestjylland Højskoles Skriftserie.

Næste arrangement er nu på søndag den 06.10.2013.

Ved sidste arrangement læste Daniel Dalgaard nogle andre tekster op end dem der var i hæftet. Især den sidste tekst havde jeg stor fornøjelse af og jeg har fået lov til at smide en lydfil op fra eftermiddagen:

Bue P Peitersen: Juice

Enkelte tekster har fået noter omme bag i bogen og der kunne sikkert have været langt flere noter til f.eks. afsnittet ’Er det mig der er Afrika?’. I noterne læser jeg, at Juice kan betyde energi, hvilket jeg fortolker som kunne titlen have været ’Saft’, hvis ikke det var fordi Bue gør sig i slang og blander engelske (og få tyske) udtryk ind i teksterne.

Peitersens coolness fra Manden der i takes forvandlerog It’s er intakt. Men der åbnes måske også mere op for personen i både Bue-digtene, som f.eks. blander bueskydningsterminologi og –oplevelser med haikudigteren, og i afsnittet ’Skæg’.

Jeg har med fornøjelse hørt flere Bue-digte læst op på Cafe Nick og til udgivelsesreceptionen. Bedst er dem med lyd *svirp* og drama. I det hele taget er det lidt af en kulørt følsomhed jeg bliver præsenteret for. Så jeg erklærer mig gerne som tilhænger af den betagethed som Bue kan skrive frem om Skaterpiger og den ubekymrede kækhed, som jeget anlægger i mødet med sine omgivelser.

’Skæg’ teksterne forekommer mig en anelse for pædagogiske. En mand betragter en anden mand med skæg og kæreste og slutter, at skægget er årsagen til kæresten og begynder så at anlægge sig et skæg. Flere rigtige iagttagelser om processen mod at få et skæg (og kæreste/ ingen kæreste) udvikler sig til *spoiler alert* et metaplan om forfatter og læser og peger til slut på teksten som potentiel virkelighed.

Men ok, ok. Apocalypse Now ruller der ud af med heavy metal referencer (ud over den noterede Johannes Åbenbaring) og det jeg nok finder mest interessant, er at læse de lodrette bjælker som taktstreger, som var teksterne heavy metal melodier i Bues fortolkning. Det fungerer fint og jeg er underholdt, men teksterne når ellers ikke rigtig ind til mig.

Jeg står splittet i forhold til Afrika-teksterne, der på den ene side rummer politisk vrøvl (eller satire?) og frisk humor (f.eks. ”samt en raslebøsse / i højre hånd // og Congofloden/ i den venstre”). Og også Neglelaksdigt, der holder rytme og rim og sætter mig i en opløftet stemning, men, ok jeg ved rigtig med sidstelinjen, men anyways: wow!
Den lille suite ’Golf I-VIII (1974-2012) gennemgår (måske) otte modeller, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at de misser potentialet i at diskutere de mange års konflikter i Golfen, når den følger efter teksten ”Afrika” med før citerede linje. Det er ikke fordi jeg vil spænde teksterne for en vogn, men her virker teksterne en anelse flade og ugærede, modsat f.eks. suiten All-in, hvor Bue P igen er i sin coolt antastende form.

Alt i alt skal der herfra lyde en anbefaling af en af de mest coole forfatterstemme vi har ud over Laugesen og siden Dan Turell. OKok, store ord, når nu Bue ikke altid rammer bullseye. Men jeg synes, at der er en udadvendt stemme og vedkommende fortællinger i Peitersens tekster og suiter.

Bue P Peitersen: Juice. Kronstork (2013)

Paul Virilo: The Administration of Fear

I sommer læste jeg den 10. udgivelse i serien ‘Semiotext(e) intervention series’. Den første i serien og den eneste anden jeg har læst, er “Den kommende opstand” af Den usynlige komité.
I bogen – The Administration of Fear af Paul Virilo – findes gode pointer om at evnen til at håndtere hastigheden i f.eks. information er magt. Om geografiens ophør. Og om at verden er styret af følelser frem for logik:

It creates a “community of emotions,” a communism of affects coming after the communism of the “community of interest” shared by different social classes. There is something in the synchronization of emotion that surpasses the power of standardization of opinion that was typical of the mass media in the second half of the 20th century. With the industrial revolution of the second half of the 19th century, the democracy of opinion flourished through the press, pamphlets and then the mass media – press, radio and television. This first regime consisted of the standardization of products and opinions. The second, current regime is comprised of the synchronization of emotions, ensuring the transition from a democracy of opinion to a democracy of emotion.

Stærk, præcis sidste linje i dette afsnit. Men der er nu også steder i bogen, hvor jeg ikke er enig i udgangspunktet, argumentet eller konklusionen, men behandlingen af emne og evnen til at træde ud af gængse følgeslutninger og sammenhænge gør Virillo interessant at lytte til. Her et afsnit om glæde og masserne:

It is hard for me to talk about happiness and collective pleasure. I am an only child, and my experience was less of pleasure than pain and solitude. That said, I do not believe in hedonism and on that point I disagree strongly with Michel Onfray. In a sense, Onfray is expressing the end of hedonism. He speaks about it with such diligence that it sounds like a funeral mass. True joy does not need to be promoted; it is striking. Let’s take an example: raves. They are baroque parties in the political sense of the word. In the societies of the 17th century, dance had a political and choreographic dimension that communicated something of the king’s body to those around him. Raves today remind me of something similar. They are like a political manifesto on the uneasiness of being together. Their significance comes from expressing the uneasiness of being together of mass individualism.

Paul Virilio: The Administration of Fear. The MIT Press (2012)

Alex Dimitrov: Begging for It

Nydelse, hengivenhed, queer, sex og en duft af masochisme. Der er sat flere mærkater på Alex Dimitrovs ‘Begging for It’, men umiddelbart er min hurtige konklusion, at Niels Henning Falk Jensby og Bjørn Rasmussen sætter langt mere på spil (kunstnerisk og personligt) end den poster-flotte bulgarsk-fødte Dimitrov.

Det starter ellers stærkt med et motto af Rimbaud.

What flag will I bear? What beast worshop? What shrine besiege? What hearts break? What lies tell? – And walk through whose blood?

Og det er også dagsordenen for bogen, selvom jeg mangler sejre og det nok mere er elskeren, der går gennem hans blod uden rigtig at slå noget eller nogen ihjel. Første tekst “Heartland” er ellers anbefalelsesværdig. Især ønsket om at slå ihjel virker oprigtigt og slår en stærk tone an:

In America, I stopped to listen for God.
What about these men with their wolf tongues
and the war with its quick deaths and how vast
death is and how nothing fits in it.
Let the blood wet the ashes,
let the semen wet the mouth.
This man tonight is going inside
himself and let him stay there because
I could kill faster than any war would, God.

Men det løfte om flammer brænder ikke stærkt i de efterfølgende sider. Og med mindre man er en sucker for bromance, så ender det lidt for ofte i middelmådige hjerte/smerte tekster, som ikke giver et indtryk af en upcoming forfatter i NY.

Alex Dimitrovs første udgivelse var en digital chapbook, hvor det lykkes ok at mime forskellige formater / medier. Bedst med OKcupid, men også dialoger på telefonen. Derfor virker det også malplaceret og lidt dumt i ‘Begging for It’ at læse

(…)
This poem want you to like it,
please click “like”
(…)

som var digtet tidligere postet på en blog og nu kopieret ind i en bog. Jeg er ligeglad med hvilken forklaring på overførslen, der måtte være; hvilken overført betydning, der sættes i spil. Der virker ikke.

Alex Dimitrov: Begging for It. Four Way Books (2013)

Danishcrush.dk – ny udgivelse fra Weltscherz

Simon Holm Pedersen står bag “FAUNA præsenterer DANISH CRUSH”. Udgivelsen er en blog, der udgives over de næste par måneder. Læs med her: danishcrush.dk

På bloggen møder vi Fauna, der er en ung shanghaisisk pige, der oversætter internetnyheder til dansk for at forbedre hendes danske sprog, mens hun studerer.

Jeg opfatter “Fauna” og hendes sprog, som en videreførelse af Simon Holm Pedersens tidligere værker. Både i forhold til teksterne “fotografier af smukke kinesiske kvinder henrettet i løbet af de sidste 30 år” – der findes i et udvalg på Slagtryk – såvel som “Jacquelyn Kotarac”, der udkom på Jorinde og Joringel tidligere på året.

Der kan givetvis drages paralleller til f.eks. Christian Hagens ‘White Girl’, men både metoden og sigtet er hos Simon Holm Pedersen et andet og stikker længere tilbage i tiden.

Da jeg først så tekstprøver på materialet (tilbage i januar tror jeg), synes jeg, at det påvirkede mig på en lidt ubehagelig måde med ganske få virkemidler. I forvejen kendte jeg til Simon eftersom han er trykt i Slagtryk med nogle interessante og særegne tekster og derfor forekom det mig naturligt at gå efter en udgivelse på Weltscherz.

Vi gik efter en præsentation af teksterne, der skulle understøtte en arkivarisk tilgang og overvejede en overgang en form for portfolio. Vi er dog endt med bloggen, som den fortløbende historie – og har så også knyttet en Twitterkonto til, som nok vil udvikle sig undervejs.

Det er mit håb, at I også vil finde det interessant at følge med.

Simon Holm Pedersen: FAUNA præsenterer DANISH CRUSH. Weltscherz (2013)