Erik Scherz Andersen: For fulde kaniner

 
I mere end et år har jeg haft tre ens hæfter liggende i en skuffe med henblik på at lave et lille værk; en overskuelig størrelse i forhold til de mange andre suppegryder, som jeg rører rundt i. I denne uge har jeg været delvist forvist fra min computer for at øve mine øjne påny og skulle også holde mig fra fysiske aktiviteter efter min anden skeleoperation (I kan ikke se, at jeg at jeg ser dobbelt, men det har jeg gjort/ gør jeg). Og så fik jeg samlet de tekster som jeg enten havde skrevet ud på twitter i en tidlig udgave – eller som jeg inden for de sidste tre måneders barsel har skrevet og som passer ind i dette format.

Og nu er det så færdigt og “For fulde kaniner” findes nu i et privattryk à tre eksemplarer. Eller det vil sige, at det er ikke helt færdigt. I forbindelse med mine overvejelser omkring udbredelsen af værket – hvordan kan andre komme til at læse det, når det kun findes i tre eksemplarer? – fik jeg den ide, at bøgerne ikke kan købes og ejes, men skal cirkulere. Og i den forbindelse vil jeg synes det kunne være mægtigt om forfattere, kunstnere og for så vidt også læsere vil tilføje nyt materiale til det eksemplar de får i hånden – tekst, billede, noter, tegninger, kritik, garn, stof, kaffepletter, æselører, og så videre.

Så for at få fat i værket gælder det blot om at sende en email og efter endt læsning / modifikation at videresende værket til den næste, der er med på samme betingelser (det aftaler du enten selv eller du får en adresse fra forlaget at sende til). Jeg håber du vil være med!

Læs mere på Weltscherz.dk

 

Skjult skelen

Inden jeg fik en operation for skjult skelen i sidste uge, skrev jeg et lille digt:

 
med en søsyg gæst bag øjnene
synes synet trukket fra skægget
bag tanken den ufrivillige helikopterpilot
snart surret skråfast til horisonten

 

David Graeber: brudstykker af en anarkistisk antropologi

Anarkismen rummer for mig at se rigtig mange positive træk. Autonomien og aktivisme er for mig vigtige begreber i forhold til frihed og indgåelse i et fællesskab. Det er befordrende for at kunne agere, handle, være aktiv.

Jeg har ikke læst nok for at kunne vurdere om Graeber kommer godt rundt og rummer tilstrækkelige perspektiver. Personligt er jeg blevet gjort opmærksom på, at den sande anarkist ikke accepterer officielle uddannelser, fordi institutionen er eller indeholder en magtposition, der definerer hvad der er med og ikke; hvem der kan være med og ikke. Jeg kan godt se et samfund baseret på flere anarkistiske ideer, men jeg tænker at det er et tilbageskridt, hvis vores uddannelser skal være lokale og overleverede (?); at vi ikke kan danne skoler, hvor de interesserede, engagerede kan møde op og dygtiggøre sig yderligere.

Igennem bogen er der også andre emner, der rører mig personligt. Graeber er rimelig let at følge og veksler fint mellem teori og praksis. Men de bedste oplevelser har jeg i de mere filosofiske (og måske postulerende) overvejelser. F.eks. hvordan konflikt altid findes og selv i de samfund, hvor de ikke er synlige – hvor konsensus synes at herske – findes der slagmarker i stor stil.

Selvfølgelig er alle samfund i et eller andet omfang i krig med sig selv. Der er altid sammenstød mellem interesser, fraktioner, klasser og lignende; desuden er sociale systemer altid baseret på jagten på forskellige værdiformer, der trækker folk i forskellige retninger. I egalitære samfund, der som regel tillægger skabelsen og opretholdelsen af kollektiv konsensus en enorm betydning, synes dette ofte at udløse en form for lige så differenceret reaktionsdannelse, en spøgelsesagtig underverden befolket af monstre, hekse og andre rædselsskabninger. Og det er de mest fredelige samfund, som også er de mest hjemsøgte, i deres fantasifulde udlægninger af kosmos, af de vedvarende kriges genfærd. De usynlige verdener, der omgiver dem, er bogstaveligt talt slagmarker. Det er, som om det endeløse arbejde med at opnå konsensus maskerer en vedvarende indre vold – eller måske er det bedre at sige, at det er den proces, gennem hvilken den indre vold bliver afmålt og afværget – og det er netop det og det deraf følgende virvar af moralske selvmodsigelser, der er den sociale kreativitets primære kilde. Det er således ikke de modstridende principper og de uforenelige impulser, der er den ultimative politiske virkelighed; det er de lovgivningsmæssige processer, som medierer dem.

Jeg opfatter mig selv som konsensussøgende; hvad hvis det ikke kun gælder på et samfundsplan men også personligt?

David Graeber: brudstykker af en anarkistisk antropologi (OVO Press, 2016)

Eugene Thacker: Kosmisk pessimisme

Andreas Eckhardt-Læssøe har oversat “Kosmisk pessimisme” og det var en herlig oplevelse at læse. Jeg har ikke noget stærkt forhold til pessimismen, men at anse og behandle denne livsindstilling som en filosofi, er der kommet mange sjove ting ud af. Jeg anbefaler bogen og vil her blot citere fra (noget af) begyndelsen:

(…)
Pessimismen er den laveste form for filosofi, ofte affejet og afvist som et symptom på en dårlig indstilling. Ingen har nogensinde brug fro pessimisme på samme måde som man har brug for optimisme til at inspirere én til at nå store højder og blive samlet op, på samme måde som man har brug for konstruktiv kritik, gode råd og feedback, for inspirationsbøger eller et skulderklap Ingen har brug for pessimismen (skønt jeg godt kan lide at forestille mig en pessimistisk selvhjælp). Ingen har brug for pessimismen, men alle – uden undtagelse – har på et tidspunkt i deres liv været nødt til at konfrontere pessimismen. Hvis ikke som filosofi, så som anklage – enten imod sig selv eller andre, imod sine omgivelser eller ens eget liv, imod tingenes tilstand eller imod verden som sådan.
(…)

Eugene Thacker: Kosmisk pessimisme (OVO Press, 2016)
 
 
 

Femogtyvende note fra mit arbejdsbord

Noget der minder om et års fravær fra bloggen skyldes ikke manglende interesse eller aktivitet – men det kan være et tegn på bloggens udtjente funktion. Nu må vi se. For tre dage siden slog jeg en ny tekst op. Det er længe siden jeg har skrevet en tekst men begyndte for nyligt – som et løfte til min barselstid de næste tre (nu to) måneder.

I år har jeg brugt mere tid som redaktør. Det har altid fyldt som en del af min rolle i Slagtryk. Men her holder vi os generelt fra at redigere, influere, påvirke, rette i tekster. Sidste år var jeg igennem min første redaktionelle proces med en novellesamling (af Rakel Haslund-Gjerrild). For mig handlede det om at skærpe teksterne i den retning de allerede havde udstukket. Forfatterens talent er uomtvisteligt, ideer og historier fandtes i hobetal. Og så sikre en distinktion mellem mig som forfatter og redaktør.

Jeg starter sandsynligvis en ny (og kortere) proces med en forfatter, som har haft en oplevelse af at (et andet) forlag ville styre bogens karakter, vinkel og retning. De ville have en helt anden bog. Det lyder nærmest som en skole, at redaktøren ghostwriter eller i hvertfald styrer bogen i retning af markedets eller ideen om markedets modtagelse – eller egen idee om litteratur til nu- og eftertiden. Og det med rette håndværk og viden, men med måske et manglende blik eller mod for en kunsternisk vision.
(Om omvendt kan det virke som om de største eller i al fald mest etablerede forfattere nærmest ikke har en redaktør ind over deres tekster.)

Jeg håber jeg tager fejl eller at det blot er en grov generalisering. Egentlig ville jeg blot nævne hvad jeg havde gang i og hvordan – og nogle gange definerer man sig selv overfor andre i stedet for sig selv som absolut størrelse.

Regler på mit nye stamsted + skriver de første siders poesi i mere end et år #tungstart

A post shared by Erik Scherz Andersen (@erikscherzandersen) on

Vi er nødt til at tale

Vi har alt at miste
        omsorg tillid respekt frihed
                selvom andre har mere/ flere
            så har vi stadig vores magt frihed
Vi har rettigheder pligter anstændighed ansvar
Vi har alt at miste
        vores historie selvforståelse identitet drømme
                andre er måske stærkere eller svagere
            men vi har stadig
    værdighed fantasi valg handlinger
Vi er nødt til at tale. Vi har alt at miste.
 
  

Fem år med Slagtryk – nyt design og stor konkurrence

Hey! Vi har en stor konkurrence kørende på slagtryk.dk. Den slutter i morgen og chancerne for at vinde præmier (alle udgivelser fra Kronstork) er rimelig stor. Send os et par ord om det bidrag du synes har været det bedste på Slagtryk de sidste fem år (du skal ikke læse alt igennem, blot give os din personlige favorit). skriv til sendind@slagtryk.dk

For ja, vi startede Slagtryk for fem år siden og tingene har udviklet sig undervejs. Derfor har vi også ændret lidt på designet. Der er stadig fokus på den publicerede tekst. Prosateksterne står nu lidt skarpere. Videoer er blevet en integreret del. Der er lidt længere vej ind til kommentarerne, der var mindre benyttet. Navigationen er forbedret. Og fremover kommer vi til at lave temaer. Et af vores mål i år er at aktivere vores store bagkatalog, der består af så mange gode sager.

Læs mere om konkurrencen på Slagtryk.dk og klik dig rundt i det nye design.