Bogen afslutter (og indleder) med en håndsrækning til læseren. Det er ikke fordi jeg oplever, at værket som sådan har brug for en forklaring. Det er en samling og jeg har samme oplevelse af sammenhæng, som ved Anne Carsons ‘Nox’. Men jeg føler mig bagefter inspireret af den privathed, som værket rummer, men efter udgivelse egentlig ikke kan forblive.
Jeg kan ikke skrive en anmeldelse af bogen, jeg kan ikke fælde en interessant værdidom. Men jeg har lyst til at skrive to noter til to forskellige passager og citere en tekst som min anbefaling. Og hvordan du så går til hele værket, må være dit eget forhold:
1.
Det forekommer mig, at Amalie Smith er mere nysgerrig og grundig i sin undersøgelse af objektet end de fleste. Jeg oplever generelt en stor sensibilitet og føler mig tættere på mine egne følelser efter at have mødt flere af hendes tekster.
Et stykke fra en passage med titlen “I sengen” står der:
Jeg siger: Nyfødte børn
har grund til at græde,
når man klæder dem af,
hvis det er sandt, at de tror,
det er en del af dem selv,
der forsvinder med tøjet
Teksten kan læses for hvad der står. Jeg kender ikke sandhedsværdien og tænker også, at det er mindre vigtigt i et stykke fiktion? Det er en kort tekst, men rummer for mig så meget mere end dette illustrative billede, hvis jeg som læser sætter det i relation til de andre tekster i samlingen: afklædningen, huden, celledelingen.
2.
kister med dyner og stilhed
Amalie Smith er ikke den eneste forfatter, der skriver om konkrete ting og følelser. Men jeg synes hun er blandt de bedste til at skabe en inderlighed, at gengive oplevelsen af et rum, en situation, når hun genfortæller. I citatet læser jeg stilheden som en følelse og jeg tænker på dynen som en lyddæmper. Jeg læser, at denne lyd er forsvundet væk i dynen for altid. Hvis jeg tog dynen op og foldede den ud, ville dens stilhed måske fortælle noget om det modsatte. Ville jeg tænke på nogle af de lyde, som jeg ellers husker fra “I sengen”, selvom det ikke er min/ hendes dyne, men bedsteforældrenes?
3.
BYTTE KROP
Jeg har haft forestillinger om at bytte krop, at vi jævnligt bytter krop, men ikke mærker det, fordi kroppen er sindet, at de to begreber falder sammen i ét, som er udskifteligt. Hvad er det for noget pjat, har du sagt, eller: Hvad er det så, der skifter plads – men du går alligevel med på det, for ja; det føles som vi lige så godt kunne være hinanden, at vi er hinanden nogle gange, at det er sådan, at vi på en måde flyder sammen og ikke kan skelne hinandens blik fra vores eget, at det er samme blik, og det betyder ikke så meget, hvem der er i hvilken krop; nu er vi her sammen – det er forår, og vi ligger i sengen sammen, og det er, som vi vokser.
Amalie Smith: I CIVIL. Gyldendal (2012)
Re:citat 