Amalie Smith: I civil

Bogen afslutter (og indleder) med en håndsrækning til læseren. Det er ikke fordi jeg oplever, at værket som sådan har brug for en forklaring. Det er en samling og jeg har samme oplevelse af sammenhæng, som ved Anne Carsons ‘Nox’. Men jeg føler mig bagefter inspireret af den privathed, som værket rummer, men efter udgivelse egentlig ikke kan forblive.

Jeg kan ikke skrive en anmeldelse af bogen, jeg kan ikke fælde en interessant værdidom. Men jeg har lyst til at skrive to noter til to forskellige passager og citere en tekst som min anbefaling. Og hvordan du så går til hele værket, må være dit eget forhold:
 
 
1.
Det forekommer mig, at Amalie Smith er mere nysgerrig og grundig i sin undersøgelse af objektet end de fleste. Jeg oplever generelt en stor sensibilitet og føler mig tættere på mine egne følelser efter at have mødt flere af hendes tekster.
Et stykke fra en passage med titlen “I sengen” står der:

Jeg siger: Nyfødte børn
har grund til at græde,
når man klæder dem af,
hvis det er sandt, at de tror,
det er en del af dem selv,
der forsvinder med tøjet

Teksten kan læses for hvad der står. Jeg kender ikke sandhedsværdien og tænker også, at det er mindre vigtigt i et stykke fiktion? Det er en kort tekst, men rummer for mig så meget mere end dette illustrative billede, hvis jeg som læser sætter det i relation til de andre tekster i samlingen: afklædningen, huden, celledelingen.
 
 
2.

kister med dyner og stilhed

Amalie Smith er ikke den eneste forfatter, der skriver om konkrete ting og følelser. Men jeg synes hun er blandt de bedste til at skabe en inderlighed, at gengive oplevelsen af et rum, en situation, når hun genfortæller. I citatet læser jeg stilheden som en følelse og jeg tænker på dynen som en lyddæmper. Jeg læser, at denne lyd er forsvundet væk i dynen for altid. Hvis jeg tog dynen op og foldede den ud, ville dens stilhed måske fortælle noget om det modsatte. Ville jeg tænke på nogle af de lyde, som jeg ellers husker fra “I sengen”, selvom det ikke er min/ hendes dyne, men bedsteforældrenes?

3.

BYTTE KROP

Jeg har haft forestillinger om at bytte krop, at vi jævnligt bytter krop, men ikke mærker det, fordi kroppen er sindet, at de to begreber falder sammen i ét, som er udskifteligt. Hvad er det for noget pjat, har du sagt, eller: Hvad er det så, der skifter plads – men du går alligevel med på det, for ja; det føles som vi lige så godt kunne være hinanden, at vi er hinanden nogle gange, at det er sådan, at vi på en måde flyder sammen og ikke kan skelne hinandens blik fra vores eget, at det er samme blik, og det betyder ikke så meget, hvem der er i hvilken krop; nu er vi her sammen – det er forår, og vi ligger i sengen sammen, og det er, som vi vokser.

 
Amalie Smith: I CIVIL. Gyldendal (2012)

Reklamer

Uden titel

Kigger jeg mig selv i søen
taber jeg ansigtet,
er det smagen af regn
er det smagen
af jorden der er fortyndet

Jeg smiler og lader vandet
tage plads i min mund
uden at synke

Alt jeg ville var at få vand under huden
jeg er ingen når det er slut.

Alle mine veninder

Iklæder mig Augustas maveskind
spiser kalvetartar fra Annas inderlår
har fat om Albertes vagtler
her er Astrids læber mine
og så er der Ann Sofies røv

Sætter mig på Anettes næsetip
plukker Amandas blomsterøjne
Anita har en finger i vejret og en hånd i suppen
her går Alice ned over Annika
og så er der Amalies bryster

Et enkelt nul / Differencen er forskellen

100
bliver til
1000
bliver til
100
tusind
plove gennem
nationalproduktet
min kære

sund fornuft
er ikke så sund
igen

det er et spørgsmål
om kroner
og hvor langt ude i skoven
jeg er

hvert blad er et afdrag
der falder til jorden

der er mørk
sort
som markedet
hvor jeg betaler
for den tid
du giver mig
og stadig bliver jeg ældre
og du bliver yngre

hvert blad
er et læ
for den krop
jeg har kær
nøjagtig som da
det hele startede

* * *

Jeg er trompeten
der aldrig nåede hjem
jeg står
i skoven med halsen
under kronerne
og træerne
skutter sig, træerne
massive søjler
af kommende papir
flere hundrede tusinder
af kroner
døde lig
i statens skattekiste
eller trojanske papirheste
i borgernes lommer

Jeg tager min trøje af

jeg tager min trøje af
det er et spørgsmål om at mærke efter
dit blæk malet på mine arm
jeg tager mine bukser på
det er et spørgsmål om komme i gang
kæben river læberne fra hinanden
jeg tager mine strømper af
det er et spørgsmål om at lave fejl
dit blæk mellem mine tæer og under mine fødder
jeg tager min T-shirt på
det er et spørgsmål om at sige fra
slangen vrider sig i munden
jeg tager mine bukser af
det er et spørgsmål om at give slip
dit blæk i mine ben
jeg tager mine strømper på
det er et spørgsmål om at blive ved
hulrummet rungende og rumlende
jeg tager min trøje på
det er et spørgsmål om at lære et nyt sprog

Ilden tager ikke fat

bevægelsen frem i tiden er
med skygge uden ophav
i munden ligger et anker uden skib
vinden lyder som 1984
eller rettere 1985
et år for sent
i både lys og mørke
bruger kroppen som kompas
i både luft og på jord

ilden tager ikke fat

bevæger jeg mig i blinde
i frygt for hvad der var og
hvad der kommer
bevæger jeg
alt omkring mig hurtigere og hurtigere