Totenkopf er på trappeskakten (sjette note fra mit arbejdsbord)

En kort, begejstret kommentar til en tekst som Knud Steffen Nielsen havde citeret på sin blog og vist også et (andet) citat på Twitter førte til, at jeg modtog tre manuskripter fra Sixten Elia i løbet af relativ kort tid. Efter lidt stilhed annoncerede jeg Weltscherz og så skiftede den ellers gavmilde, uaktuelle deling af teksterne karakter og blev et spørgsmål om udgivelse. Interessant, selvom jeg vist delvist afvist den konkrete idee i første omgang for derefter at vende tilbage og genkende et potentiale.
Efter et par ideer frem og tilbage blev det til en aftale om gennemskrivning af værket og inden for en måneds tid ville jeg så modtage et nyt manuskript. Vi havde talt om tilfældig læsning af de korte tekststykker, men nu nærmer vi os mere og mere flere rækker af digte ordnet i små forløb.

Det overrasker mig nogle gange, hvor bramfrit jeg kan finde på at lave udlægninger af tekster. Eller: Det overrasker mig ikke, at jeg gør det, det er nok mere reaktionerne, der overrasker mig. Jeg modtog et manuskript i onsdags, som ikke helt var det jeg havde forventet. Og selvom vi aftalte et tidspunkt for et telefonopkald, så prikkede vi lidt videre til sagen og efter lidt frem og tilbage fik jeg klar besked om at have trådt ind på forfatterens område:

“Faktisk føler jeg mig voldsomt provokeret af en sådan udlægning/læsning.”

Fair nok. Men jeg fik et nyt bearbejdet og endnu ikke helt færdigt manuskript i søndags, som nu er tilbage i den stil, som var årsagen til at jeg antog værket. Og nu havde jeg kun den ene kommentar, at jeg ville have flere tekster. Og imens det hele har stået på, har jeg lært mig selv lidt om kodning af image maps og light boxes.

Reklamer

Thomas Boberg: Hesteæderne

Vi har kun småt at tale om,
men alligevel kan vi ikke holde os
fra hinanden,
dér bag en container
i en nedlagt gymnastiksal
står to af de gamle travere
på skift
og gennempuler en af de helt nye
elever.
Hvorfor overhovedet gå i skole
når der knap kan være tale om en fremtid?
Forårsfernissen
gør mine tanker skinnende
på en måde
der netop nu i dag
får mig til at ønske den store vinter tilbage.

Hvilken virkelig oplevelse, der har givet Thomas Boberg inspiration til ovenstående tekst må stå hen i det uvisse. Men det bliver det i mine øjne ikke mindre interessant af.

Hesteæderne fra 2010 er fulgt op af Hesteæderne II som jeg endnu har til gode. Og mens jeg spørger mig selv hvem fanden skriver allegorier på versform, en samfundssatirisk skildring af sin samtid, så undrer jeg mig over hvorfor jeg i dette tilfælde synes så godt om denne lidt gammeldags måde at skrive på.

For selvom ovenstående tekst ikke kan stå alene som repræsentant for det gode værk, så udspiller der sig i teksten en dobbelthed, hvor Boberg både distancerer sig fra de andre (to af de gamle travere) og er en af dem (vi kan ikke holde os / fra hinanden), som går igen i resten af værket.
I bogen er hovedpersonen generelt frastødt af samfundet pga dets opløsning, der er personificeret i hesteæderne (nærmest benævnt som klasse i samfundet) og magthavernes (tilfældige og brutale) magtudøvelse, men han er samtidig selv en Hesteæder, der frasiger sig lighederne med sine medborgere, men ikke kan finde et nyt tilhørssted (“Jeg indså der kun var et/ og det var denne dag”).

Jeg genkender ovenstående tekst fra min gymnasietid, arbejdspladser, rygter fra andre studier og arbejdspladser. Det er nok til at jeg finder teksten interessant, når bogen generelt er så velformuleret, at flowet trækker mig gennem værket uden hensyntagen til de knubs hovedperson eller læser får undervejs.

Thomas Boberg fik i 2012 Det Danske Akademis Store pris. Pia Tafdrups tale for Thomas Boberg kan læses her: http://www.danskeakademi.dk/priser/visprismodtager.asp?u_id=238&id=14
Thomas Bobergs korte takketale kan læses på Promenaden: http://prmndn.dk/takketale/
 
 
Thomas Boberg: Hesteæderne. Gyldendal (2010)

Updates fra 2010 til 2012 (femte note fra mit arbejdsbord)

I lørdags var jeg hjemme hos Thomas Boston, en ven gennem de senere år. Han serverede darjeeling og talte om first flush, mens han kogte kvæde til kompot. Jeg var der for at tale om hans kommende udgivelse på Weltscherz, der formentlig lander februar eller marts, når de sidste ting falder på plads.

Ideen udspringer delvist af min glæde over hans skrift. Og delvist på grund af hans årelange plapren om at næste år skal være kunstens år og nu skulle han også sende tekster ind til Hvedekorn [hæ!]. Og alt imens han har tænkt disse tanker og fordømt sin alt for korte hverdag til at have tid til at skrive digte, så har han fyldt Facebook med poesi siden det blev muligt at skrive mere end 160 tegn i en statusupdate tilbage i marts 2009.

Det hele sker lidt med omvendte fortegn. I dette tilfælde ender Thomas med at være redaktør på sit eget værk, som han ikke vidste han havde skrevet. Den første tekst kunne lyde således:

prøver at fremstå som meget speciel og underlig men bliver konstant overgået af verden omkring mig. Tag f.eks. Dyrehaven. Hjortenes indiskrete liderlighed kræver høreværn og deres dybsorte lortepyramider giver en pervers trang til søde, bløde lakridser. Om et halvt år er det så frøerne man skal ræbe om kap med. Idé: XX liter rød sodavand og så tager vi derud en flok. Så kan de fandme lære det.

Elisabeth Friis og Ursula Andkjær Olsen er nye redaktører på Kritik

Ursula Andkjær Olsen og Elisabeth Friis er nye redaktører på Kritik. I Information fredag den 11. januar er de citeret for at sige følgende om deres fokus på f.eks. klimakrise:

“Vi forsøger at skabe et format med vide rammer, hvor folk selv udfylder formen. Folk skal ikke skrive på en bestemt måde. I forhold til klimapolitik vil vi forsøge at fokusere skarpere på, hvorfor der er denne apati over for klimaproblemerne i det offentlige rum. Vi tror, vi kan få noget nyt frem ved at lytte til intellektuelle kredse i bredere forstand, ikke kun til klimaeksperter og folk, der beskæftiger sig professionelt med netop denne problematik. Forfattere, eksempelvis, er ofte mange skridt foran den akademiske diskussion, litteraturen er foran forskningen, fordi den har en anden frihed og ikke er bundet af metodiske og institutionelle rammer.”

Vild nok redaktion, fedt manner, tillykke til Kritik og redaktørerne.

Men er manglende dokumentation og ny fiktion det, der skal bidrage til debatten om klimakrisen? I mine øjne skal vi klimakrisen til livs ved at lade folk helt konkret se hvor meget brød der går på en bøf, besøge henholdsvis en vindmøllepark og et kul- og olie kraftvarmeværk og lære mere om grundvand. Det er oplysning og viden, der kan skabe grobund for en reel stillingtagen. Eller tager jeg fejl i forhold til kunstens (herunder litteraturens) rolle i et samfundsspørgsmål som klimakrise?

Fjerde note fra mit arbejdsbord

Når jeg for et par uger siden skrev, at jeg bildte mig ind, at jeg havde noget at bringe til torvet, så er det ikke med en tro om at jeg kan gøre det meget bedre end alle andre.

Der er mange eksempler på selvudgiver-platforme langt tilbage i tiden, der har vist os kimen til store forfatterskaber. Internettet har gjort det endnu nemmere og billigere at udgive (selv). Så hvad er undskyldningen for ikke at gøre det?

Well, f.eks. at drukne blandt de mange selvudgivne og mikroforlagene, ikke? Og at blåstemplingen fra et etableret forlag er en nødvendig anerkendelse for at deltage i litteraturens inderkreds, naturligvis.
Jeg kan komme på et par andre forklaringer til at holde sig væk. F.eks. at DIY sjældent er særlig kompetent udført. Med ignorance i forhold til font og sats, billig hæftning, photoshoppede forsider. Og æstetikken i digitale udgivelser kan også efterlade en del af efterspørge.

Okok, det der kommer bliver fint. Jeg har stadig min tvivl omkring hele udgivelsesmøllen, men ved at gøre forsøget, bevæge mig, findes et potential til at udrydde denne tvivl. Right?

I løbet af januar vil jeg offentliggøre nye titler, der formentlig udkommer på Weltscherz allerede inden sommer – og så glæder jeg mig til at publicere et par nye remix lavet over tekster i Matrix.

Steve Roggenbuck: LIVE MY LIEF

“Back in my grandfathers days they didn’t have YOLO. We have YOLO.”
citat fra “make something beautiful before you are dead”

Jeg kan godt have en ting for tekst, der ikke er alt for artig, tekst, der lader sproget gøre noget magisk. Nogle gange kan det være noget meget simpelt. Nogle gange skal der en crazy fyr som Steve Roggenbuck til. Henvisning til personen har jeg nok fået via en blogpost af Caspar Eric, og så er jeg ellers langsomt gået på opdagelse i hans mange videoer og det har kulmineret her i december.

Nogle få gange minder Steve Roggenbuck mig om Fred. En lille irriterende unge, der er blevet enormt populær på at fare rundt og råbe op. Men for det meste, så er Roggenbucks punchlines den reneste poesi, hans forklaringer holder vand og hans vision lige ned ad min boldgade. Han kredser om internettet, sex, venskab og kærlighed. Han referencer er sjove, indforståede og præget af blogosfæren (reddit, memes, mm).

En af hans finere øjeblikke er for mig en lidt nyere video, hvor han i den grad bevæger sig ind i emo-land: Put your dead things in me, I have a room in me.
– med en agressiv, nærmest satanisk tilgang til et “du”, hvor det handler om døden (eller noget der repræsenterer døden eller noget der afsluttes) og med en privatsfære der er åbnet helt op og følelserne helt ude. Eksempler på ting, der får teksten til at hænge sammen: “Make me cough rain, girls” + “Put your dead things into me like the rain”.

Steve Roggenbuck er fortaler for, at alt er litteratur [video]. Det er jeg ikke, men jeg er helt enig, når han i en anden video taler om, at kunst handler om at lave værdisystemer (belief systems), “memeplex, brands, discourse, culture” og senere i videoen fortsætter han med at tale om, at det gælder om at være i strømmen, at være i det store indholdsmonster [mit ord, red (sic!)], som findes i et facebook nyhedsfeed, de nyeste youtube videoer, de seneste tweets eller i din blogreader.

“Sleep with me until we are birds at the end of the world.”

Mere behøver jeg ikke. Denne linje af Steve Roggenbuck. Om det står i en digtsamling, er en linje på din twitterprofil retweetet fra en eller anden, eller noget du siger til mig i telefonen inden jeg siger godnat.

Vil du vide mere om Steve Roggenbuck, så læs f.eks. via Knowyourmeme og følg ham fra hans hjemmeside http://www.livemylief.com/ og mange profiler omkring på nettet.

Og vil du kende lidt til noget af baggrunden for denne bevægelse han udspringer fra, kan du måske have gavn af at høre denne 20 minutter korte podcast om Flarf Poetry af Ben Abraham.

Blog: Fuck Yeah Menswear

My wife sleeping next to me
looking straight photoshopped
– fra teksten “My lifestyle is fucking ridiculous”.

De store hvide Helvetica-lignende bogstaver over filmen af en nydelig ung mand, der ser seriøs og ubekymret ud på samme tid. Ordene over filmen i samme boldgade (flarf) som f.eks. Steve Roggenbuck og andre, der bruger tekst, der findes på internettet (ja, reference til Roggenbuck skyldes mest, at jeg smider et indlæg op om ham i morgen eller overmorgen).

Men tilbage til Fuck Yeah Menswear, der nu som så mange andre er gået den gængse vej fra blog til bog – den kan findes her på Amazon. I de tre år jeg har fulgt dem, er der nærmest ikke kommet blogposts siden slut 2011. Men lad mig knyttet et par ord til noget, der måske er forbi og opstår igen andetsteds. For mig minder FYMW mig på en måde om digte på grund af de mange, korte linjer, med punchlines og en stærk måde at anvende sprog (tonering, intention, referencer). Er det en genre for sig? Måske, det ved jeg ikke. Men det er for mig ganske interessant at se, at den tekst der produceres dag efter dag på internettet af snart hvem som helst, kan antage en litterær form, bevæge sig i et grænseland.

FYMW er ironiske, stilede og overlegne. Ikke nødvendigvis et sympatisk træk. Men det er effektivt. De anvender den litterære form til at udtrykke sig, til at skaffe sig en magtposition i forhold til sin læser, at definere læseren som læser (af poesi?). Og hvis jeg oplever mig selv som læser, så er de jo forfattere?

Og de er gode til det. De forstår modeverdens jargon og slang og anvender hipsterkulturens distance, så jeg i starten var i tvivl om hvorvidt det var seriøst.

Fuck Yeah Menswear: http://fuckyeahmenswear.tumblr.com/