“Jeg læser mest digte, kortprosa og hybridformer. Det kræver en Olga Ravn for at jeg læser en roman.” Sådan sagde jeg et par gange i april måned, da jeg præsenterede mig selv til samtaler med potentielt nye redaktører til Slagtryk. Og hvilken roman det er hun har skrevet!
Jeg havde læst Stine Pilgaards Lejlighedssange lige inden, en roman der excellerer med sin store humor, kvikke bemærkninger og præcise sprog. Men hvor plottet i ‘Lejlighedssange’ ikke rigtig udvikler sig, så sker der noget særligt undervejs i Olga Ravns ‘Celestine’. Det er som om hun har skrevet (mindst) tre historier, der for alvor bliver rigtig god, da hun indskriver skilsmissebørnene som påmindelsen om forældrenes mislykkedes fortid og hvordan de kommer i klemme i de sammenbragte familier. Sådan var min skilsmissebarndom ikke, men hvilken litterær forsvarstale det er, da hun opremser minder om stedsøstre og -brødre. (side 134-136)
Hun topper det hele med hendes übercoole (skrive)måde der lader læseren blive ved med at stikke hånden ned i chipsposen efter mere. Olga Ravn bruger poesien til at skrive episoder og relationer frem og med sin tilskårede syntaks bliver opremsningerne billede på billede i en film.
“Hun pillede ved den blå serviet på bordet, ved middagen, de store vinduer, deres store lysindfald. Befalinger, mænd med skæg, kvinder med hele hovedet indhyllet. Så trådte gæsterne ind, de andre, deres ansigter. Celestine var tung af blå serviet og ængstelse. Den blå serviets skygge. De ansigter, den gemte i sit blå. Tilsammen udgjorde de ét enkelt ansigt. Celestine, hun var i stofservietternes skygger. At give sig hen til det. Det servile. Serviettilværelsen.” (side 25)
Maden optræder ofte som sammenligning på en følelse. Her nærmest bulimisk eller masochistisk i sin trang:
“Jeg følte mig pludselig fyldt med en skælven, som var jeg trådt ind i den første fase af en madforgitning, der i sin spæde begyndelse kan have noget tvetydigt, næsten nydelsesfuldt over sig; det eneste, jeg ønskede, var at komme op i det rum.” (side 52)
Og sådan optræder det syndige (snacks) side om side med mørket:
“Ak, det er sandt, at jeg bærer et mørke, og dette mørke er fuldt med nachos og oliven” (side 39)
Men det er ikke så simpelt, at det grimme (gummiagtig, smeltet ost) står over for det smukke (hvid rose). Hvem siger en toast er noget dårligt og er sukkerviolerne i citatet nedenfor ikke netop bumser?
“Jeg husker mig selv som en hvid rose af gummiagtig, smeltet ost eller marcipan, eller jeg var en toast pyntet med sukkervioler i hovedet.” (side 149)
Desserter, det søde, måske skyldige element igen dobbeltsidet:
“Barnehænderne, de har dette talkum-søde, svedige over sig. Buttede, cremefyldte boller” (side 135)
Det er næsten for meget og midt i tandsmerterne sker det:
“Jeg bristede som en bolle med creme” (side 22)
Maden er måske en syndig størrelse, en frister:
“Kærligheden er en betændelsestilstand. En kamp. Hvidløgsmayonnaise i den sene aften, sådan rører kærligheden ved mig.” (side 135)
og en trøster:
“Over mit hjerte kan jeg sige, nu, i skolens befolkede isolation, ligger der det tyndeste slør af mayonnaise, og jeg ser, at det er skønt.” (side 163)
Hvor er det godt, når renselsen også finder sted.
“Hjertet, der løber over med frisk vand.” (side 67)
For selvfølgelig er det dødeligt, hvis der løber vand gennem hjertet, men her er det symbolikken om at noget løber over med frisk vand, det rensende element overfor der, hvor sukker og fedt dominerer.
Det her var ikke en anmeldelse. Hvis du vil læse sådan en, så vil jeg henvise til Litteraturnu og Salon55.
Olga Ravn: Celestine. Gyldendal (2015).
Re:citat 