Rasmus Halling Nielsen: En kakao i køleskabet og Vi elsker maskiner

Jeg har lyst til at skrive, at Danmark ikke siden Johannes L Madsen har haft en digter frit gennem sproget spruttende med konstellationer af sætninger og metaforer, der kommer som skud en ny forårsdag. Nok er Rasmus Halling Nielsen en produktiv herre og med en strategi på volumen, sampling og litterær legestue, men giv ikke op med at følge hans produktion. Der er både alvor og gavmildhed at finde i de nyeste udgivelse; der er selvdestruktion og skønhed; og tusind andre ting i spil og på spil i hans litterære tidsmaskinpark.
 
 
EN KAKAO I KØLESKABET
6. oktober udgav Ett af sveriges största förlag ‘en kakao i køleskabet har andreasnavn skrevet over alt / allevenlige invitation’ af Rasmus Halling Nielsen. Det er en kortere samling tekster, der falder i fire afsnit (jeg læser ruderne som markører), hvoraf det første afsnit er mere end halvdelen af bogen. Denne første halvdel foregår delvist med landbrugsarbejde (høstning af roer) og delvist mindre direkte fortalt om en indlæggelse:

“I en af gangene, husker ikke længere hvilken, måske den sidste gang, Gang 8 men Gang 7 er ikke udelukket, skriften på væggen væltede ud som filer fra en printer koblet direkte på en brandvarm suppe stavede 1000 i timen”

Særligt i den sekvens om en kakao i køleskabet, findes der en gavmildhed, en beskrivelse af nærvær, tryghed og afvæbning af ensomheden, der er rørende og fin. Hvordan “kakao er mange ting og også bare kakao”.

Tekstens indhold er stærkt og flowet giver en tilgængelig fortælling om lysten til at dø, inkl forsøget, f.eks. fortalt med:

“jeg græd den nat jeg mistede ilden i græssets seng jeg lå på blå som en bil og rigt motivet for ikke selvmordet men for at leve for evigt i 20 etagers skyer +, minus dagbogsoplader nærmere kommer jeg ikke gennem USenglish60 milligram IM”

Og side om side med den historie, står venligheden: der fortælles bl.a. om en særlig hændelse med Andreas og sukker – og senere lægges et lag på, da et insekt dør dramatisk og lydløst i en sodavandsflaske.

De tre sidste dele er samplinger over det indledende citat til udgivelsen; en slags appendix(?) – eller fodnoter(?) – til sætningen om at citatet af Gustaf Munch-Petersen hacker søvnløst. Ikke hakker, men hacker. Mere eller mindre direkte i de tre afsnit – hvilket selvfølgelig er min læsning af tredje og fjerde afsnit. Nuvel. Det er ikke så vigtigt, hvordan det hænger sammen. De kunne også være appendix eller sidehistorier til andet; f.eks. taler det tredje afsnit måske fint sammen med afsnit i ‘Vi elsker maskiner’. Uden at de altså overhovedet behøver at hænge sammen med andre…
 
 
 
VI ELSKER MASKINER
Samplingen finder også sted i “Vi elsker maskiner” udgivet på Arena nøjagtig en måned efter. Særligt synes jeg de ca. 100 siders overstregninger ikke handler om en censurering af skriften (som Andreas Eckhardt-Læssøe med rimelighed foreslår i sin omtale i Atlas Mag), men derimod er en musikalsk udvidelse af sætningernes placering, fylde og bevægelse på papiret. Her ordløst og alligevel som en læseoplevelse, ikke på ord men med lyd; på en måde som at læse et partitur. (Høreværn påbudt, mm)

Bogen er smagsfuld i sit tryk. Et flot grønt omslag pryder en smukt opsat bog; teksterne står med lige margin uden at tvinge teksterne i en indramning. Teksterne bærer kategorier som kom de fra en blog: Stilstand, Stanza, Romanåbning, Uncategorized. Det giver flere læseretninger til bogen: den kronologisk opsatte, såvel som den kategoriske, der er listet som indholdsfortegnelse forrest i bogen.

Selvom bogen starter som en krimi, er der ikke samme klare flow eller samme page-turner fornemmelse som i ‘En kakao i køleskabet…’. Poesien er stærkere, teksterne mindre syntaktisk stringente, jeg oplever musikalitet og pletvis tekstlig skønhed, som kun Halling Nielsen kan skrive. Bogen er historier, der glider ud og ind af hinanden. Passagerne med Aladdin er gode på handling og jeg kommer (måske uden klart belæg) til at tænke på Aladdin som fortællerens andet alter-ego (ud over Doktor Quinn). Men altså en gladere, friere version af selvsamme person; i al fald en person, der trækker personen op i forhold til livet og humøret – og når Aladdin ikke er der, er der savn i hans retning.

Ud over teksterne med Aladdin er mine favoritter i højere grad enkelttekster, der stikker ud. F.eks. en om fugle på side 85 eller følgende tekst fra begyndelsen af bogen og lagt i kategorierne Crash og Uncategorized:

HESTENE LUKKES UD I FOLDEN de løber omkring friske på foråret – deres hoveder svajer fra side til side – hovene støder mod jorden og græsset – små skyer driver forbi på himlen der ellers står med strålende sol lige over min havestol på gårdspladsen.

Hvis jeg var et træ i dine kløer ville jeg ødelægge dine kløer med stilhed – kaninerne kan ikke ødelægge noget. Kaninerne hopper bare rundt og knepper hinanden – hvad kan et træ? Et træ kan stå stille som det træ i svinget jeg kørte lige ind i da vejen svingede.

Med næsten 300 siders redigeret Halling Nielsen er der meget at sige om “Vi elsker maskiner”. Og det er ikke fordi jeg var med på alle præmisser fra starten. Og det er svært at sige, hvad bogen vil og det vil bogen nok heller ikke sige, når den er som den er. Og derfor vil jeg slutte af med at lade den tale for sig selv som en anbefaling:

VELKOMMEN vi siger velkommen til festen. Aladdin danser i LIGKISTEHVIDE GEVANDTER DET MODSATTE AF DEN GRØNNE POSEDES LANDSKAB, MED EN STRAM PÆL GANGET MED TO OG DE FOR STORE SKO SAVEDE AF JORDEN HVOR DE HANG FOR MEGET MOD SOM DEN MEST VIRKELIGE MODSATTE: LILJEFARVEDE TILBUDSKISTER OG GRATIS OPLÆGNING IGNORERET og det ser smukt ud. Ud til skoven. Alle ind i skoven. Mod skoven. Mod skoven kommer marken tæt på. Helt tæt på. Mørket omkring. Mørket omkring kommer. Det kommer på en måde med musikken. Ikke jordens musik. Men jordens kolde lyd af jord.

 
 
Rasmus Halling Nielsen: En kakao i købeskabet har andreasnavn skrevet over alt / allevenlige invitation. Ett af sveriges störste förlag (2013)
Rasmus Halling Nielsen: Vi elsker maskiner. Arena (2013)

Thomas Boberg: Hesteæderne

Vi har kun småt at tale om,
men alligevel kan vi ikke holde os
fra hinanden,
dér bag en container
i en nedlagt gymnastiksal
står to af de gamle travere
på skift
og gennempuler en af de helt nye
elever.
Hvorfor overhovedet gå i skole
når der knap kan være tale om en fremtid?
Forårsfernissen
gør mine tanker skinnende
på en måde
der netop nu i dag
får mig til at ønske den store vinter tilbage.

Hvilken virkelig oplevelse, der har givet Thomas Boberg inspiration til ovenstående tekst må stå hen i det uvisse. Men det bliver det i mine øjne ikke mindre interessant af.

Hesteæderne fra 2010 er fulgt op af Hesteæderne II som jeg endnu har til gode. Og mens jeg spørger mig selv hvem fanden skriver allegorier på versform, en samfundssatirisk skildring af sin samtid, så undrer jeg mig over hvorfor jeg i dette tilfælde synes så godt om denne lidt gammeldags måde at skrive på.

For selvom ovenstående tekst ikke kan stå alene som repræsentant for det gode værk, så udspiller der sig i teksten en dobbelthed, hvor Boberg både distancerer sig fra de andre (to af de gamle travere) og er en af dem (vi kan ikke holde os / fra hinanden), som går igen i resten af værket.
I bogen er hovedpersonen generelt frastødt af samfundet pga dets opløsning, der er personificeret i hesteæderne (nærmest benævnt som klasse i samfundet) og magthavernes (tilfældige og brutale) magtudøvelse, men han er samtidig selv en Hesteæder, der frasiger sig lighederne med sine medborgere, men ikke kan finde et nyt tilhørssted (“Jeg indså der kun var et/ og det var denne dag”).

Jeg genkender ovenstående tekst fra min gymnasietid, arbejdspladser, rygter fra andre studier og arbejdspladser. Det er nok til at jeg finder teksten interessant, når bogen generelt er så velformuleret, at flowet trækker mig gennem værket uden hensyntagen til de knubs hovedperson eller læser får undervejs.

Thomas Boberg fik i 2012 Det Danske Akademis Store pris. Pia Tafdrups tale for Thomas Boberg kan læses her: http://www.danskeakademi.dk/priser/visprismodtager.asp?u_id=238&id=14
Thomas Bobergs korte takketale kan læses på Promenaden: http://prmndn.dk/takketale/
 
 
Thomas Boberg: Hesteæderne. Gyldendal (2010)

Heste i strandkanten

på en hest

en skovkant i hestens manke

der løber 100 heste som et ekko ud af skoven

se alle hestene strandet i en skov med manken fuld af børnehænder

hvis børnene løber gennem skoven hvor mange fødder skal der så til at bære dem hjem

100 børnehaver sluppet løs i de danske skove og hestene der står langs skovkanten med vind i mankerne

hestenes ensomme hjerter der banker gennem skovene med hovene i børnenes øregange og skoven der stille lader stå til

skovene er et uendeligt ekko af træer der gentager sig selv mens hestenes manker advarer mod strømme i vinden og vejret der altid bare er mørkt

hovene over træerne hestene under børnene og vinden deles lige mellem mark og manke det er mørkt i skovene og strandkanten er fyldt med uendeligt lange bølger

hvor mange heste er frie og hvor mange heste er fanget i de danske skove med hovene bankende som ensomme hjerter i strandkanten hvor bølgerne kaster sig ind i månelyset og trække sig

hestemankerne i takt med hovene i takt gennem børnenes øregange langt ind i drømmene på måneskæret over danske strande med heste gennem sand og sten og dine lysende øjne der trækker mig helt ind

strandkanten der skvulper af bølger og vugger som hestenes manker i vinden er alle marker åbne for at spille en melodi til de børn der kender et ekko fra et andet og mine øjne der forsvinder ind i det bankende mørke du kalder hjem

du kalder hestene dit hjem du kalder børnene du kalder strandkanten du kalder og hovene i vinden i skoven de ensomme hjerter og det eneste ene rigtige ekko der runger langt ind i øregangene og gør mig stille som månen der kigger ned på os lige nu

SIMULERING, stiml, stimulation, lalalation!

siden hvornår har jeg haft muligheden for at træde et skridt tilbage og to skridt frem,
hvem tænker at jeg danser,
jeg simulerer
bølgerne i havet,
jeg træder vande så det skummer,
væddeløbsheste,
må jeg være fri,
jeg beder om et glas vand og takseres for at underspille min introduktion, mit ærinde, hvem siger jeg har et ærinde, man har altid et ærinde, ikke at have et ærinde er en politisk handling, en doktrin til samfundsnedstyrtelse, bestyrtet,
samfundsbestyrer, jeg går ind for upersonlig overvågning,
en anonym registrering af ikke-personhenførbare data,
at blive klogere, smartere, overleve, ikke
med fødderne plantet i nakken på gennemsnittet,
det er at grave sin egen grav, nej, ikke
med hænderne om tungen,
tændernes klapren når først det bliver koldt bliver det min ukuelige nærdødsovervejelse, en teoretisk diskussion før det er for sent, før det bliver alvor,
taler du endelig om et væddeløb
med konsekvenser ved at blive oppe hele natten
og forberede sig på sin egen død,
mørket, der tænger ind under neglene,
som kradsede jeg lidt på min skygge
for at udslette mine spor
på Internettet,
samfundet
kender min skolegang, mine tandlægebesøg,
min far kender ikke engang mine modermærker, sådan er vi forbundet
i en relation blandt flere relationer,
relationen, der i en lang tid
siden fødsel
har været en simulering af adskillelse fra ophavet,
igen at skille sæd fra æg, at skabe en afstand,
et mellemrum mellem hun og han, hvor jeg kan simulere ikke-personhenførbare handlinger,
stimulere min relation
handling
og identitet
ved at spille tiden ud som det første kort og trække nye
i et forsøg på at samle en port af muligheder,
lærlingen med flækket ansigt,
et ansigt af grin og gråd, det hele, jeg er der, jeg gentager
hvad du allerede har gjort,
du er min tørst,
hold mig for munden, så jeg kan drikke af din gavmildhed,
stimuleringen er til at få øje på, resultatet er noget vi tænker os til,

 

Midlertidig tale

ser du
jeg er ingen bog
og skriften er ikke min

er mine fingre græs
er din mave

&

se hvordan nakken slår
du er en kat som en hest

alene på marken
aldrig alene

&

hvis du vil vide hvem
vær et brev uden modtager

mine hænders furer er
skrift du trykker mod kind

&

se mig ikke som spøgelse
uden at kende de forrige besøg

vi under himlen
skilt som læber

Fra hestens mund / æblestykker

røde æbler syrlige
sommer gylden af sol
grove hænder med røde
æbler til hestens store kæft

små mønter gyldne
som danske marker
danske heste i seler
og nye røde sko

sanseløse æbler tænder
om røde æbler tygget
i stykker til Wagner
og pigebørn i marken

æblerne danser
rundt i kæften som
røde æbler i spilleautomater
ruller om på ryggen

røde piger hænderne
ligger æbler i
tærten gylden
og væk i hestens mund

solen sanseløs
og udvisket som
et pigebarns tegning
af hest med æble