Mango

Jeg piller en mango
skinnet lettere runkent
trækkes let af
hjertet
er rødt
mangoen gul
jeg skærer
mangoen i skiver
du har set igennem fingre
med så meget
hvor er den usynlige sten
i hjertet
den usynlige sten
i mangoen
jeg skærer mangoen
og hælder sentimentalitet
over hjertet
neutral yoghurt
sirup og en banan
pillet og skåret i skiver
din hud sart
trukket af
dit hjerte banker
jeg skærer dit hjerte
i bankende
stykker
i min mund

 

Pablo Llambías: Monte Lema

Jeg tilgiver, at Monte Lema er udgivet. Det er en dårlig bog, som i forsøget på at arbejde med det grimme og ufærdige i litteraturen og sige det sande fremfor at ligne litteratur ender med at ligne litteratur og blegne i sine egne udsagn om hvad der er god litteratur.

Udgivelsen er delt i tre, hvor den første del (Poetik) og sidste del (L) har det med at blande sig med det midterste stykke (Angst), men ikke med hinanden. Pablo Llambías lægger mange tråde ud i Monte Lema, og de mange tråde er både selvrefleksion over teksten og samtale med litteraturhistorien, forstået som andre værker og forfatterskaber, såvel som begribelse af genrekonventioner. I bogen henvises blandt andet til centrallyrikken, dagbogsformen og selvbiografien, måske i et forsøg på at definere sig selv. Og “teknikken” afsløres også tidligt i en formel beskrivelse.

Og på den måde ligner det litteratur og går måske imod hans oprindelige intension. Det ved han godt og omtaler det – måske som et forsvar, for at kommer et evt. angreb i møde. Lad mig først citerer en kritik, han fremfører i ‘Unge, der forveksler det, de føler bruse i deres bryst’

Unge, der forveksler det, de føler
bruse i deres bryst, med anledning til
tekst. Jeg var anfægtet, altså tekst. Det
kommer til at handle om anfægtel-

sen og ikke teksten. Teksten er et
redskab til at formidle anfægtel-
sen. Det giver en dårlig tekst. Teksten
kommer til at handle om teksten selv.

Teksten er skrevet med henblik på at
være tekst. Anfægtelsen er set som et
redskab til at frembringe en tekst. Det hele
handler om at producere. Der er
ikke nogen gedigen anledning til at
skrive. Skrivningen har sig selv som mål.

Et par sider længere henne bemærker han, at hans egen tekst befinder sig i samme felt. Han skriver i ‘Der er noget, der siger mig’ følgende: “Se, siger denne tekst, / her er det, at den er så rædselsfuld,/ så selvoptaget og så dårlig, som den/ er. Her kan man sætte fingeren på det.”

Men denne refleksion (eller undskyldning) redder bare ikke rigtig teksten fra dens dårligdom. På samme måde er der en metarefleksion i Angst afsnittet (i teksten ‘Tænk sig, at jeg har troet, der var noget ved denne sygdomsdagbog’), hvor han skriver:

(…) Frygtindgydende at
tænke på, at jeg på et tidspunkt og

i flere omgange troede på, at der var
noget som helst ved dét, at de var udformede
som sonetter. Som Ezra Pound siger, bliver
teksten ikke et hak bedre af at blive
arrangeret på flatterende måder.
Heller ikke denne sidste linje.

Og selvom jeg smiler over den sidste linje, så redder det ikke teksten – eller udgivelsen for den sags skyld.

Jeg accepterer, at Monte Lema er udgivet. Udgangspunktet og resultatet har været planlagt fra starten. Llambías skriver f.eks. i ‘Han vil være alt for rædselsslagen’:

Litteratur handler ikke om at få fine
stjerner i aviserne eller klap-
salver. Litteratur er ikke bange for at
få smuds på hænderne og stå alene,
mens alle andre peger fingre ad den.

Det er for mig et interessant og sympatisk udsagn. Men betyder det, at Monte Lema lever op til sine egne udsagn eller formål? Og egentlig er det også fint nok med al den tvivl og ærlighed. Llambías skriver blandt andet i teksten ‘Det der gør, at det i Niels Franks tilfælde bliver litteratur’, at “Man føler sig i godt selskab med hans tekster, hans charmerende frem og tilbage, hans tvivl.” Ikke af samme årsager, men dog alligevel har jeg følt, at Llambías stemme var nærværende og insisterende i og på sin form, at jeg har læst videre.
Jeg har det måske på samme måde som Karin, når hun i sine noter til læsningen af Monte Lema skriver “Bogens mere og mere decentrale struktur påvirker læserens dømmekraft og manipulerer ham følelsesmæssigt. Som tekstmængden vokser, opdager jeg at jeg bliver mere tolerant over for indholdet.” og videre “(…) informationsmængden akkumulerer, så man begynder i stedet at holde af denne tekst, at gå med på dens præmisser, det bliver man nødt til. Det er det, der forekommer at være denne tekst formål, at undvige dommen og nå hen til accepten, denne bog vil accepteres (…)”

Men det hele ender med at traske rundt i sig selv, blive selvudleverende uden at pirre til noget.

For mig stiller Monte Lema ikke spørgsmål ved den litterære kvalitet og hvordan det bedømmes, hvad der er litteratur og hvad der ikke er. Monte Lema er en dårlig samling sonetter, uanset hvem der har skrevet dem. Det er en dagbog sat op i sonetform (uden at følge specielt mange af de traditionelle regler), hvor et sygdomsforløb (uden begyndelse og slutning) er omdrejningspunktet for at skrive tekst. Sygdomsforløbet er trættende og ikke særlig originalt eller spændende fortalt. Kærlighedsforholdet til L ligeledes. Og Poetikken bliver ikke rigtig til at andet end noter, som man kan forholde sig til eller lade være. Nogle forfatterskoleansøgere skal nok blive provokeret og hvad så?

Endelig har jeg et behov for at stille spørgsmål ved bogens ærlighed, fordi den udfordres i titeldigtet. For bliver udfordringen så samtidig en sovepude, en tilpansring, der beskytter mod eventuel kritik? Han starter, “På Monte Lema så jeg ud over / bjergene sammen med min søn. Eller rettere / vi stod ikke sammen (…)” og hen mod slutningen skriver han “Ikke på noget tidspunkt stod vi sammen og / kiggede ud over bjergene, men sådan / vil jeg huske det. (…)”

Siger Llambías her, at sandheden ikke som sådan er sandheden, men blot sådan som Llambías husker det? At fiktionen hele tiden er et grundelement for Monte Lema, som ved alle andre skønlitterære udgivelser? Det svarer lidt til at læse en bog, hvor hovedpersonen til sidst vågner, fordi det hele alligevel bare var en drøm. Øv.

 
Pablo Llambías: Monte Lema. Gyldendal, 2011.

En henvisning til min begejstring over Evighedsmaskinen

Idag citerer og kommenterer jeg fra et enkelt kapitel i Inger Christensens “Evighedsmaskinen” på det nye site u-u-u-u-u.net. Det er alene et punktnedslag og pointen er, at jeg oplever hendes svar som spørgsmål og derved er der – på en måde – også tale om en evighedsmaskine i (min opfattelse af) hovedpersonens erkendelse. Mit første indlæg kan læses her:
http://www.u-u-u-u-u.net/2012/01/inger-christensen-evighedsmaskinen/
 
 
Da jeg allerede havde en del citater med i indlægget, undlod jeg at citere dette ellers ganske fine stykke:

Sækken bevæger sig, følger med kroppen, da den rejser sig, ligesom skyggen på sin egen måde følger med kroppen og sækken, idet den strækker sig længere bort. Enhver trøst, som bliver opfyldt, bliver ikke opfyldt. Enhver trøst, der rører ved kroppen, hvor den bare ligger, langsomt synkende frem mod det sted, hvor dens far nåede frem, da han havde tillid til jorden og avlede den, far til en søn, enhver sådan trøst er et savn. Et savn som bliver opfyldt og som ikke bliver opfyldt, men derved stadigvæk oprettes og her velovervejes rettes mod andre mennesker, f.eks. alle de mennesker der sidder som et øjebliks blade på grenene i lungetræet og lytter til blodet – ja der er noget farligt ved billeder: snart er de skyld i at en god liggende stilling forlades, og snart er de skyld i, at et menneske begynder at tiltale ukendte mennesker inde i dem selv. Her er øde og koldt; vinden er begyndt at grave sig frem gennem jord- og luftmørket og haler lyset efter sig.

fra Inger Christensen: Evighedsmaskinen. Gyldendal, 1964/ 2005.