Peter-Clement Woetmann: “Tilfældigvis er skærmen blevet blæk”

Jeg har fået tilsendt en bunke prosadigte, nærmere bestemt alle de tekster, der er kommet ud af installationen “Tilfældigvis er skærmen blevet blæk” på Roskilde Bibliotek. Nu har poesimaskinen så været på Roskilde Festival og det ser ud til at der er kommet mange flere tekster. Du kan læse teksterne og om installationen på http://blaek.netlitteratur.dk/

Teksterne skabes interaktivt ved at læseren vælger sætninger fra tre bøger. Nogle enkelte gange er en sætninger gentaget i den samme tekst, nogle gange i en grad, hvor Peter-Clement Woetmanns sans for melodi kommer særligt til udtryk. Det er, som om jeg læser hver linje på en ny måde, med en ny intonation, som en henvendelser der skifter karakter. Her et lidt banalt, men meditativt eksempel:

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert
forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud
gennem skygger. Under den blå, blå himmel. Jeg sejlede henover
havet, henover himlen. Under den blå, blå himmel.

Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Under
den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Under den blå,
blå himmel.

Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel.

Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Under
den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Under den blå,
blå himmel.

Det er interessant at læse teksterne samlet, hvor linjer fra de forrige sider dukker op igen. På den ene side skabe det en genkendelse og en sammenhæng. Men det udvisker måske også betydningen undervejs og bliver til en meditation – ikke kun i den enkelte tekst med gentagne sætninger – men hele samlingen, fordi sætningerne (måske) (også) står i et nyt forhold.

Og så må jeg hellere citere endnu en tekst, for at det ikke skal gå op i gentagelser. For der er meget mere end det. Det handler også om hvordan en linje ved siden af en anden bliver til poesi. Her særligt de sidste tre linjer:

Jeg sejlede omkring på alt.

At en verden. Vågnede. At klæde sig. Af alt det kroppen også er.

Jeg i den ørken. Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv.
Nu sejler jeg bare i version .. Dagen på vores øjne. Min
vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. Jeg så skibe
bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav. Du
havde tabt en linje i min drøm.

Et interessant spørgsmål i forbindelse med installationen er spørgsmålet om forfatterskab. Havde det ikke været fordi teksten også blev publiceret på en blog, ville tekstens fremkomst så være et personlig forhold mellem læser og maskine? Ville ophavsretten tilhøre Roskilde Bibliotek som varetager af det anonyme publikums skaben? Eller er det Peter-Clements sætninger og derfor hans værk?

Disclaimer: Jeg drikker kaffe med forfatteren.

Kapløb

et kapløb en sejlads jeg
slår op på en tilfældig side i
vinden og læser en streg over
himlen sejlet i flaget i vinden på
himlen ligger langt ud i det hvide

det går stærkt og jeg ved ikke om
jeg har givet mig nok
tid til at være mig
selv jeg slår ud i vinden og når
sejlet er sat og sandheden
findes som et fingeraftryk på
din hals så
lover jeg dig at komme videre med
historien med dig i flertal og jeg
i ental demokratisk og konsensussøgende
mindretalsbeskyttende

vinden og flaget er fælles om at
udstikke en retning at se i
et fædreland at spejde efter
et liv at nedfælde i jord

hvem kan blive her
en maskine en drøm
et udslag i bogen og
når himlen ellers bliver tørlagt
som jeg ligger brak på en søndag
så skal jeg nok komme tilbage
igen som aldrig før

Alt det som himlen ved og vi andre ikke finder ud af

I morgen downloader jeg en trial version af InDesign. Indtil videre har jeg altid arbejdet i et almindeligt worddokument og brugt Courier new og mellemrumstasten for at skabe den rette opsætning af de flerstemmige tekster. Et til dels håbløst arbejde, dels meditativt og kreativt arbejde.

bloggen har teksterne den seneste tid udviklet sig i en mere polyfonisk retning. Og jeg glæder mig til at se, om stykkerne vil multiplicere sig selv, når jeg først sidder med strukturen. Der er ikke nogen tvivl om at redskaberne påvirker min (og måske din) skrift. Lyden fra en skrivemaskine. Hvis du drejer A4 arket eller skriver på et A3. Der er flere faktorer der kan spille ind. Hvis ellers teksterne får lov til at folde sig ud.

En af de ting jeg/ vi ikke rigtig har anvendt endnu, er en Eschersk teknik, hvor sætningerne bidder sig selv uendeligt i halen. Men nogle omkvæd er ved at være på plads. F.eks.

“Alt det som himlen ved
og vi andre ikke finder ud af”

Himlen er en dirrende lussing

det er først
når tidevandet
trækker sig
tilbage
du kan se
nøgenbaderne

og græsset
går i knæ
for en morgenfødt vind

og folket
går i knæ
for en morgenfødt
taler

jeg brækker mig

alt i min brystkurv

jeg behøver intet
waterpas
for at se den skæve
fordeling
i dine øjne

og solen
græsser i det vestlige led
skyerne er
grønne som urter

og taleren
vander i det vestlige land
folket er
blanke som søer

himlen er en dirrende lussing



* * *
Solen græsser i det vestlige led/ Skyer er grønne som urter” er originalt et citat fra Per Højholt.
Det med nøgenbaderne har jeg ikke selv fundet på, men ophavet kan jeg ikke huske.

2010 pistoler

2010 pistoler i min jakke
fra mit bryst
mod himlen, den fremmede

verden til forskel, et
kys på mine læber eller et
ord fra mine lungers rungende unger.


Dette er min tid, mit valg.

Jeg er nationens tag, min er magtens mave.

En tabt handske, en forloren ven,
en hjælp uden spørgsmål.

Sig mit navn og vær min gæst.

2011 pistoler i min jakke.