Alfred Jarry: Patafysikeren Doktor Faustrolls bedrifter og betragtninger

Martin Larsen har oversat en helt vanvittig bog (og tilføjet et hav af noter). Jeg fristes til at beskrive bogen som en tidsløs avantgarde. Den er udkommet på Basilisk i år og forfatteren bag værket er Alfred Jarry (1873-1907). Nedenfor gengiver jeg som anbefaling et længere citat og så vil jeg ellers henvise til Lea Fløes artikel på netudgaven – hvis ikke du da direkte farer til din lokale / digitale boghandler for at købe denne diamant. Holddaop!

Doktor Faustroll blev født som treogtresårig i Tjerkessien i 1898 (det tyvende århundrede var -2 år gammelt).
I denne alder, som han bevarede hele sit liv, var Doktor Faustroll en mand af middelhøjde, for at være helt præcis, af (8×10^10 + 10^9 + 4×10^8 + 5×10^6) atomare diametre; med gyldengul hud, ansigtet glatbarberet når bortses fra et par havgrønne moustacher som på et portræt af Kong Sälih; hårene på hans hoved var skiftevis platinblonde og ravnsorte, tilsammen en ubestemmelig kastanjebrun, der forandrede sig alt efter solens højde på himlen; hans øjne var to kapsler af almindelig skriveblæk med små flager af gyldne spermatozoer som Goldwasser fra Gdansk.
Han var, bortset fra moustacherne, skægløs, fordi han omhyggeligt anvendte skaldethedsmikrober, der trængte gennem hans hud fra skridtet til øjenbrynene og åd alle hårrødderne uden at Faustroll af den grund behøvede at frygte for håret på hovedet eller øjenbrynene, da disse mikrober kun angriber friske unge hår. Fra skridtet og ned var han derimod dækket af en satyrisk sort pels, for han var i helt usømmelig grad mand.
Denne morgen valgte han i sit daglige sponge-bath at tapesere sig med papir i to farver malet af Maurice Denis med et mønster af tog, som kørte op ad spiraler; han havde for længst opgivet vand til fordel for et tapet, der var betimeligt, på mode eller bare som han kunne lide det.
For ikke at gøre folk ilde til mode klædte han sig udenpå dette draperi i en skjorte af kvartsfibre, et par rummelige matsorte fløjlsbukser snævre om anklerne, bittesmå grå støvler med ensartede lag af støv som for en betydelig udgift var blevet præserveret gennem mange måneder og som kun blev forstyrret af tørre gejsere af myreløver; en gyldengul silkevest, præcis samme farve som hans hud uden flere knapper end der er på en trikot og med to rubiner som knapper på to højtsiddende brystlommer og en overfrakke med et tykt for af blåt ræveskind.
Han fyldte sin højre pegefinger helt ud til neglen – den eneste af de ti han ikke bed – med smaragd- og topazringe og rækken af ringe blev holdt på plads af en særligt designet stift af molybdæn, der var fastgjort til det yderste fingerleds knogle gennem neglen.
Som slips bandt han om kraven den Store Tromleordens ceremonielle ordensbånd – denne orden havde han selv opfundet og patenteret for at undgå banalisering af den.
Han klyngede sig selv op i dette bånd i en særlig galge bygget til selvsamme formål, tøvede et par kvarter med at vælge mellem de to kvælningssminkninger, der går under navnene hvid hængt mand og blå hængt mand.
Og efter at have skåret sig selv ned iførte han sig en tropehjelm.

Alfred Jarry: Patafysikeren Doktor Faustrolls bedrifter og betragtninger. Basilisk (2014)

Reklamer

Sternberg: Depressionsdigte

For efterhånden længe siden hørte jeg Sternberg læse sine depressionsdigte op i en baggård til et ØK arrangement. Jeg var stærkt underholdt af evnen til at skrive, hvordan det hele bare var værre end det allerede forekom at være.

Jeg husker linjer fra dengang som f.eks.:
“det kan ikke betale sig/ at så// jeg spiser/ de korn/ der er”
“dyr sygner / uspiste hen”

Det virker måske ikke så godt ude af kontekst? Dengang var krisen tættere på os. Men mange af teksterne i Sternbergs nye udgivelse “Depressionsdigte” fungerer på et helt eksistentielt plan, de repræsenterer et livssyn, de udstiller et sortsyn på tilværelsen. Sternberg skriver – som i Stenalderdigte – meget nøgternt. Sproget er skrabet, linjerne få og korte. Men alligevel tillægger jeg oplevelsen af de enkelte tekster mere dybde og mange følelser – det lykkes Sternberg at (hvis ikke udstille, så i hvertfald) beskrive mennesker ved at lade mig tænke mit.

Jeg kender Kronstork og Sternberg for godt til at lovprise yderligere, så lad mig som anbefaling afslutte med at citere følgende tekst:

der er intet
særligt ved mig

som et sandkorn i
et timeglas

er jeg en del
af en mængde

der enten falder
eller ligger ned

Sternberg: Depressionsdigte. Kronstork (2014)

Slagtryk på txt.ville

Idag starter txt.ville, der er en tre-dages festival med deltagere fra Norden (gratis adgang for alle). Deltagerne er tidsskrifter, mikroforlag, litterære initiativer med mere der har indslag i form af debatter, workshops, oplæsninger og vi har i Slagtryk placeret os et sted midt imellem, når vi har 2½ times indslag fredag formiddag: http://www.txtville.net/program/elit/

Vi har inviteret Victor Boy Lindholm for at se om vi kan få ham til at fortælle lidt om hvad han laver på internettet, vi har inviteret Glenn Christian til det modsatte, vi vil spørge Bue Peitersen om han føler sig hæmmet i internettets skabeloner, vi taler med Martin Glaz Serup om SMS-digte og udvider derved (naturligvis) vores emne internettet til at omfatte ‘det digitale’. Hvilket vist passer Tom W-O Silkeberg fra Ett av Sveriges Största Förlag meget godt, når vi blandt andet kommer til at tale om forfatterpraksis. Og til at begynde med præsenterer vi værket Individ i Fællesskab og som afslutning taler vi også lidt om litteraturdebatten.

De fleste af de inviterede har ikke noget direkte med Slagtryk at gøre, altså, kun Bue og Victor har været publiceret på Slagtryk.dk. Og det er heller ikke fordi jeg ved hvor vi ender med vores indslag på dagen. Vi kommer til at stille en hel masse spørgsmål, som formentlig kommer til at gøre de deltagende, fremmødte og mig selv en kende klogere – især på feltet omkring litteratur og internet [og internet og litteratur].

For dem som ikke kan møde op i København på en fredag formiddag/ middagstid, så er der stadig lidt at følge med i. Fra 10:00 til 13:00 mødes 13 forfattere (tidligere publiceret i Slagtryk) i et Google Dokument og skriver LIVE på et værk. Man kan følge med på storskærm til vores arrangement og du kan følge med på din computer eller telefon her: http://korturl.dk/271

4 noter til Theis Ørntoft: Digte 2014

“Digte 2014” af Theis Ørntoft er en sjældent vellykket bog, hvor indholdet er prægnant og vedkommende og formen (sproget) rummer både alvor og humor. Der er meget at dykke ned i. Her følger fire nedslag, som jeg synes er interessante i forhold til digtsamlingen – uden at de skulle være dækkende for samlingens helhed.
 
 

mens jeg slår to æg i stykker og begår aftensmad

For mig er begår her det sprogligt centrale. Det er ikke almindeligt at begå aftensmad. Man kan begå en roman, måske et mesterværk. Men i dagligdagens sprog er det nok mere almindeligt, at vi hører ordet begå i sammenhæng med at begå mened, at begå et indbrud eller at begå et (selv)mord.

I Digte 2014 konteksten bliver det at lave et måltid til det at begå et mord. Og det er det fine i digtsamlingen: at der både er plads til i det efterfølgende digt at sige noget direkte (“Vandet i hanerne smager af klor”), mens erfaring og holdninger i dette digt manifesterer sig gennem sproget. Hvilket også kommer til udtryk i de sidste linjer i digtet: “sådan finder tale vej/ op gennem halsen og ud i haven/ hvor tungen fejer rundt som en slange/ fanget i et sprog der ikke længere / skal indeholde ordet / gud.”
 
 

hilsen designerdværg med skudhul i panden
hilsen omvandrende begær med hud og hår

Selvfølgelig er jeg vild med sætningerne, der starter “dj udflåds-tsunami / dj kommende gærcelle på bunden af siloen”, hvor DJ bliver en titulering af en person, der bestemmer noget inden for et felt, en ekspert, jeg siger bare, spin-that-record, Theis. For når han giver sig selv navne gennem billedsprog (jeg siger navngivning som følge af markeringen “hilsen”), så tegner han et billede på hvordan han ser sig selv (eller “en anden” i tilfældet med ‘dj’) og gør det med digterens sprog – billedskabelsen gennem sansningen – med derpå følgende humor eller patos eller musikalitet eller skønhed eller flere karakteristika. Han kan også kalde sig selv Theis – men hvem er det så han henviser til? Jeg synes det er for let at sige, at det er et centrallyrisk jeg. Jeg synes, der ligger et lag mere i jeget som måske kan beskrives i form af en segmentering eller decentralisering. Det tilbagevendende i digtsamlingen er et forhold til (klima)krisen, men der er også andre dele i hverdagen, i de ting man gør nat og dag, som er knyttet til jeget, hvor der som minimum må skelnes mellem makro- og mikropolitik.
 
 

nu trækker jeg vejret og holder det inde, som om det var mit.

Jeg er glad for samlingen for flere ting. I dette citat er det forestillingsevnen. Fantasien. Og modet til at sige det højt. Modet, fordi drømmene kan indeholde en usand fortolkning af virkeligheden. Her drømmes et øjeblik. Om at luften i hans lunger er hans egen. Som læser kan jeg gå videre: er det et tegn på et ønske om ejendomsret, er det et ønske om at bestemme over egen krop, er det bare en leg? Jeg tænker, at ovenstående sætning står i direkte modsætning til at flere millioner mennesker (levende og døde) allerede har indåndet samme luft. Det er altså en umulighed, men hvad sker der, hvis vi forestiller os at luften er vores egen?
 
 

jeg skal se dem trække et fiskenet fuldt af havfruer
op af min morgenurin

Theis Ørntoft har fyldt digtsamlingen med originale billeder og metaforer. Jeg synes det er fedt, når han skriver “jeg er træt af at se flyene styrte ned i politikerens stemme”, fordi billedet står så klart, konkret for mine øjne og at jeg kan relatere til det ud fra min erfaringshorisont. Og når havfruerne skal trækkes op af morgenurinen, så er der tale om en overdrevet blæret anvendelse af billedsprog, der er knivskarpt formuleret (ikke et ord, ikke en endelse eller gradbøjning for meget/ lidt). Det er simpelthen en fryd af læse.
 
 
Theis Ørntoft: Digte 2014. Gyldendal (2014)