Rasmus Halling Nielsen: Tvillingerne.

I flere år har Rasmus Halling Nielsen været en af mine yndlingsdigtere. Jeg har læst hvad jeg kunne komme i nærheden af og det har i perioder været frustrerende, da han havde en tendens til at publicere mere end jeg kunne læse. (Dokono trilogien er et eksempel).

Rasmus Halling Nielsen er sublim, fordi han formår at blande patos og humor med en fri tilgang til tekstens/ sprogets grænser og anvendelse. ‘Tvillingerne’ er ingen undtagelse. Digtsamlingen består af to dele, der formmæssigt læner sig op ad hinanden. Tegnsætning og anden tekstmarkering er (med en enkelt undtagelse) udeladt, digtene kan være fem linjer korte, men er ofte en halv til en hel sides penge.

Nogle af de bedste tekster jeg har læst fra Halling Nielsens katalog besidder de mest originale og følelsesmæssigt stærke billeddannelser / metaforer. I mine øjne bliver det ikke bedre end de billeder, som Rasmus kan skrive frem. Resten af dette blogindlæg kunne være en bunke af citater med gode billeder sakset fra bogen, men ville samtidig være en frarøvelse af din læseroplevelse, så lad mig citere hvad Lars Bukdahl allerede har gjort på sin blog:

holder jeg mig inden for fartgrænsen
er det sikkert at en skov af motorsave
vil holde sig slukket i mit sind

Digtene har gennemgående et fortællende jeg i en tekst, der forvandler sig undervejs gennem associationer og sprog. F.eks. fra andet digt

og hvis man husker sit navn når alle andre glemmer det / kan man være en busk jeg har brune bukser på de er brune som for eksempel / en sætning kan være det eller et blad der er flosset i kanterne altså er det / efterår engang i oktober og vinden bruser i træerne de er rakt mod himlen / i en spørgende gestus ikke spøgende ikke lige glade ikke ligeglade

I ‘Tvillingerne’ finder man et utal af henvisninger, herunder et par til forfatterne Svend Johansen og Hans-Jørgen Nielsen (“white is the definition of hvid”). Og Rasmus Halling Nielsen har engang fortalt i en artikel i Ordkide, hvordan Asger Jorn, som han er fascineret af, er kommet ind i digtsamlingen. Der står f.eks.:

asger ligger på gulvet der er koldt på gulvet han sender røgringe mod
loftet han har kørt gennem værket på scooter og minder om en kran

Linjerne opstod, fordi kataloget fra Arkens store Asger Jorn-udstilling lå på gulvet mellem Rasmus’ seng og arbejdsbord. Det er sådan et udgangspunkt kan lede til associationer, det er sådan Rasmus i ‘Tvillingerne’ har stolet på sine indtryk og ladet dem skrive teksten. I teksten ‘Etape’ kan man næsten spore en dokumentation af det at sidde og skrive (og slette) linjer:

sporene i sneen fortrydes med et enkelt tryk på tastaturet
sporene i sneen er tunge
sporene i sneen

Den tekst slutter iøvrigt med “mellem to / er der en kro af ro”. Og sådan arbejder Rasmus Halling Nielsens tekster frie og helstøbte.
 
 
Rasmus Halling Nielsen: Tvillingerne. Samleren (2012).

Reklamer

Kill Your Concept på Hald Hovedgaard

I denne uge har jeg været på Hald Hovedgaard. Der er ingenting sket, jeg har intet at berette hjem om – altså ud over, at jeg har skrevet og at arbejdsopholdet har været godt for min produktivitet. Allerede ved aftentid på ankomstdagen begyndte de første ting at sprøjte ud.

Egentlig var det meningen at skrive færdigt på et værk, som jeg er i gang med. Men tirsdagens noter om management og markedsføring blev onsdag forvandlet til ti simultane partier skak. Om torsdagen blev det til et par traditionelle kladder, der strittede i alle retninger, som så om fredagen blev sat i spil og pludselig sad jeg med en lille pamflet i hånden.

Der er ti tekster, der har deres formmæssige udspring i meisels~scherz symfonierne og sender samtidig en hilsen ud til både Hans-Jørgen Nielsen (for digtet “Jonas”) og Ursula Andkjær Olsen (“Havet er en scene”).

Der er flere billeder fra processen på Flickr.