I mere end et år har jeg haft tre ens hæfter liggende i en skuffe med henblik på at lave et lille værk; en overskuelig størrelse i forhold til de mange andre suppegryder, som jeg rører rundt i. I denne uge har jeg været delvist forvist fra min computer for at øve mine øjne påny og skulle også holde mig fra fysiske aktiviteter efter min anden skeleoperation (I kan ikke se, at jeg at jeg ser dobbelt, men det har jeg gjort/ gør jeg). Og så fik jeg samlet de tekster som jeg enten havde skrevet ud på twitter i en tidlig udgave – eller som jeg inden for de sidste tre måneders barsel har skrevet og som passer ind i dette format.
Og nu er det så færdigt og “For fulde kaniner” findes nu i et privattryk à tre eksemplarer. Eller det vil sige, at det er ikke helt færdigt. I forbindelse med mine overvejelser omkring udbredelsen af værket – hvordan kan andre komme til at læse det, når det kun findes i tre eksemplarer? – fik jeg den ide, at bøgerne ikke kan købes og ejes, men skal cirkulere. Og i den forbindelse vil jeg synes det kunne være mægtigt om forfattere, kunstnere og for så vidt også læsere vil tilføje nyt materiale til det eksemplar de får i hånden – tekst, billede, noter, tegninger, kritik, garn, stof, kaffepletter, æselører, og så videre.
Så for at få fat i værket gælder det blot om at sende en email og efter endt læsning / modifikation at videresende værket til den næste, der er med på samme betingelser (det aftaler du enten selv eller du får en adresse fra forlaget at sende til). Jeg håber du vil være med!
Læs mere på Weltscherz.dk