Digt til Julie Sten-Knudsen

At forsvinde ind
i sidernes stilfærdighed,
det at skrive en bog
at give verden ører
at lytte med.
Se Julie Sten-Knudsens
lukkede mund, hendes sprog
der værner om mørkets intervention
i alvorsblomster.
Hun siger, at den
der holder sig oprejst længst,
er den, der til sidst er alene tilbage.
Når Julie Sten-Knudsen bliver ældre,
får hun nye ting at miste.
 
 
 

Reklamer

Henvisning til Den Sproglige Flåde + et fantastisk digt

I går var jeg på Den Sproglige Flådes landgang og anbefalede mine fem kanonbåde.

Idag læser jeg så dette fantastiske digt af Cecilie Lolk Hjort, der på mange måder minder mig om hvad Birgit Munch kunne have skrevet i sit tidlige forfatterskab.
 
 

TUBA

i årtier forsøger hun at gøre lyden til sin egen
hæst blæsende med savl dryppende fra mundstykket
som en vandhane, der er sprunget læk
indtil hun en dag lukker munden, presser sig ned
i sin tuba med fødderne først
og lægger sig til at sove som en alf
i en altid udslået blomst

Følg Cecilie på http://cecilielolkhjort.wordpress.com/

Antologi 50K [red. Caspar Eric]

Internettet er noget gavmildt noget. På tre-fire dage har Caspar Eric samlet en antologi på 75 sider til download fra sin blog i anledningen af, at den har haft 50.000 sidevisninger. I en blogpost noterer han udgangspunktet for en antologi, hvor han lader sine læsere tale.

Samlingen minder mig meget om et tidsskrift pga de store spring mellem bidrag – i indhold, kvalitet, måske også form, humor og sigte. Og hænger alligevel den sammen ved at bringe tekster, der kommer fra nye stemmer, de yngre / yngste i litteraturen (sammen med enkelte ældre).

Jeg ved ikke om det er passende at fremhæve nogle bidrag fremfor andre, men jeg finder glæde ved Nanna Damsgaard-Larsen, Axel Aaro, Maria Dønvang og Caspar Erics bidrag. Og ikke mindste Johan Klokhøjs brev / historie, der starter således:

“Jeg skriver disse linjer i de sidste timer af min vagt på alarmcentralen. Natten har været overraskende rolig, der har ikke været udpræget brug for min hjælp. Menneskerne klarer opgaverne selv. De har ikke haft brug for os, for ambulancer, politi, brandbiler. De passer godt på hinanden, samler de faldne op fra fortovene og giver hinanden plastre på, når det er nødvendigt. De sørger for ikke at begå kriminalitet. Folk kan klare sig selv, Caspar, når bare de vil. Når bare de bærer mobiltelefonen som sikkerhed i deres lommer, evigt messende vores telefonnummer i deres indre. Telefonerne kan huske de tre cifre, der udgør centralens berøringspunkt med verden, skulle menneskerne få brug for nummeret en dag.”

Du kan downloade antologien ’50K’ fra http://caspareric.wordpress.com/2012/10/22/50k/. Den fylder latterlige 230 MB. Pyt. Jeg ønsker mig Bettina Christoffersens originale tegning med de to fugle.
 
 
’50K [red. Caspar Eric]’. FRAGMENTER MOD ET KULTURELT ARKIV (2012).

Claus Handberg Christensen: du var usynlig / det var godt / du var der

Jeg har lige læst Claus Handberg Christensens seneste digtsamling “du var usynlig / det var godt / du var der”. Sprogligt er den ikke poesiens frontløber, men jeg købte den for nyligt efter at have hørt ham læse op til FÆL festival. Det kan godt være det er føle føle poesi og det stort set kun handler om du og jeg og hvad de har og gør, og lidt sex, og lidt forventninger, et par overvejelser, men altså konstant med relationen som reference.
Til gengæld så læste han op med en henvendelse fra en voksen mand. Digtsamlingen indeholder eksempler på den bløde mand, digtene er ømme, en stor blottelse, inderlighed, ikke et knæfald for du, ikke en fortabelse, men et menneske, der stiller sig foran verden. Uddybende anmeldelser kan læses i Information og Politiken.

Her er et digt fra samlingen, som jeg på mange måder kan lide.
 

ved ikke om jeg er enig med dig
faktisk kan jeg bedst li
håndryggen

den bærer tiden
på en helt anden måde
end vi forstår

håndfladen
altid fortravlet i skygge
tumler med æbler

det er ikke bare en historie
der findes dyr
som vokser op inde i ens ryg

jeg sov da du skrev til mig
til gengæld har jeg sikkert drømt om dig
på samme tid

og vågnede nærmest i dig
jeg er nødt til at høre om du kom
elskede

om den lånte hånd var dygtig
åh det håber jeg
jeg gør mit bedste

 
 
Claus Handberg Christensen: du var usynlig / det var godt / du var der. Space Poetry (2012)

Digt til Peter Clement Woetmann Nielsen

Hele åen klukker, Peter Clement
Woetmann Nielsen har frøer i lungerne
og taber sine blade en for
en på alfabetet, ser du
furerne, fordybningerne
i bogstavet
 
                      (dets alder, karakter, arkitektur;
                       som byens rum med en zoologisk have i et m)

Peter Clement Woetmann Nielsen,
skær en sang ud af en enkelt node

tvivl, så den ruller igennem knoglerne
som en dræven motor af r’er

Du kysser en sol!