Det sker på Twitter

Lige for tiden er Twitter en kilde til mange gode litteraturrelaterede links (og viden) (og humor). For bare at tage et par stykker fra de sidste tre dage:

@GalleyCat harcelerer ejeren af selvudgiver platformen Smashmouth mod salget af Author Solutions (en anden selvudgiver platform) til forlaget Pearsons (Link). Kritikken er interessant selvom den kommer fra en konkurrent: At selvudgiverplatforme sælger sine bøger og ydelser til forfatteren, ikke bøger til læseren – og hvad mon et forlag vil med det.

@derekbeaulieu linker til Sashiko Murakamis åbne kortdigt (7/7/7 + 5/7/5) projekt Henko på: http://www.powellstreethenko.ca/

Og @rikkeoberlin linker til sit magasin ‘A little less conversation‘ og spørger efter bidrag til et kommende nummer.
 
 
Måske bliver min næste blogpost om et par tidsskrifter, der har brudt med den gængse opfattelse af hvad et nummer er for en størrelse og hvordan man navigerer rundt i udgivelsen. Ellers er de links, der bl.a. kom via @VQR, vel nærmest tabt i strømmen og blot til gavn for dem, der har modtaget min email, hvor jeg skriver kort om dem og dem der måtte have set mine tweets.

Jeg burde blogge noget mere. F.eks. at jeg synes der er gode sager i Caspar Erics seneste tekster og hvorfor. Og at jeg synes det er fjollet, at Bukdahl sjældent svarer på sine (eller andres) blogposts (dette var dog et åbent / retorisk spørgsmål til hele forsamlingen). Internettet og sociale mediers force er jo netop samtalen, “forbindelserne” i forhold til at nå ud.

Og så er det vel også en nyhed, at jeg har siddet hen over juli måned og funderet lidt over designet på Slagtryk og lavet nogle forsimplinger af især den nederste og øverste del. Men det er ikke noget i forhold til de forbedringer Promenaden har gjort ved at skifte Blogspot ud med et WordPress tema. Slagtryk har nye ting igen fra i morgen den 1. august.

Reklamer

Heste i strandkanten

på en hest

en skovkant i hestens manke

der løber 100 heste som et ekko ud af skoven

se alle hestene strandet i en skov med manken fuld af børnehænder

hvis børnene løber gennem skoven hvor mange fødder skal der så til at bære dem hjem

100 børnehaver sluppet løs i de danske skove og hestene der står langs skovkanten med vind i mankerne

hestenes ensomme hjerter der banker gennem skovene med hovene i børnenes øregange og skoven der stille lader stå til

skovene er et uendeligt ekko af træer der gentager sig selv mens hestenes manker advarer mod strømme i vinden og vejret der altid bare er mørkt

hovene over træerne hestene under børnene og vinden deles lige mellem mark og manke det er mørkt i skovene og strandkanten er fyldt med uendeligt lange bølger

hvor mange heste er frie og hvor mange heste er fanget i de danske skove med hovene bankende som ensomme hjerter i strandkanten hvor bølgerne kaster sig ind i månelyset og trække sig

hestemankerne i takt med hovene i takt gennem børnenes øregange langt ind i drømmene på måneskæret over danske strande med heste gennem sand og sten og dine lysende øjne der trækker mig helt ind

strandkanten der skvulper af bølger og vugger som hestenes manker i vinden er alle marker åbne for at spille en melodi til de børn der kender et ekko fra et andet og mine øjne der forsvinder ind i det bankende mørke du kalder hjem

du kalder hestene dit hjem du kalder børnene du kalder strandkanten du kalder og hovene i vinden i skoven de ensomme hjerter og det eneste ene rigtige ekko der runger langt ind i øregangene og gør mig stille som månen der kigger ned på os lige nu

Konstantskrift med Cecilie Lolk Hjort

Godmorgen Internet. Jeg vil resten af dagen siddende på min stol bidrage til den store strøm af information. Jeg er bevæbnet med grøn te, nektariner og kiks. Jeg har prøvet det før og du har måske set det ske på Hvisskriftenstandser(…). Cecilie Lolk Hjort har inviteret mig til konstantskrift på sin blog, hvor vi fra kl 10:00 skriver op imod et citat og hinandens nyskrevne tekster.

Konstantskriften anser jeg som værende udtømt som happening. Det er krævende, men det er ikke umuligt. I morgen vil mit hoved være fyldt med stemmen fra idag, kværnende, trættende. Men hvis konstantskriften skulle rykke ved grænser, så kunne fysikken f.eks. udfordres ved at man undlod at spise og drikke i de 12 timer, at man var bundet til stolen eller at varigheden blev udvidet til 48 timer.

Og med det in mente, så er det vist bare med at komme igang – konstantskriften er en særlig stærk metode til at få noget ned på papiret » http://cecilielolkhjort.wordpress.com/

Bjarne Reuter: Månen over Bella Bio.

– Enken fra Gibraltar, sagde han. – Hun var tyve år ældre end mig. Boede i et gammelt lyserødt, kalket hus med nøgne vægge i et land, hvor solen altid bager og vinden aldrig sover. Har du én gang stået på de nøgne klipper dernede, hvor Europa ender, så ved du, hvor stort havet er, og at rummet aldrig ender. Du får et hul i maven, som vinden kan blæse igennem, til du dør, og så mange år efter kan jeg stadig mærke det ruske i maven. Jeg boede hos hende, mens vi fik repareret maskinen. Det var dage med fuldmåne og harmonikamusik. Synge kunne hun, og danse så man blev helt forrykt. Lave ild og drikke brændevin. I guder, jeg var kun femten år! Jeg kan endnu mærke hendes tænder i min øreflip. Hendes irgrønne øjne, der glødede i natten. I syv lange dage sov jeg ikke, men lå og vågede i mørket.

Det er fortællerens morfar, der gengiver sin erindring. Jeg har lige læst Månen over Bella Bio af Bjerne Reuter for første gang og jeg synes det er en smuk og poetisk roman, der i mit tilfælde genkalder mine teenageoplevelser og fantasier. Og minder mig om, at jeg ikke kun skal læse alle de nye digtsamlinger.

Bjarne Reuter: Månen over Bella Bio. Gyldendal (1988).

Tak for bogen, Thomas B.

Peter-Clement Woetmann: “Tilfældigvis er skærmen blevet blæk”

Jeg har fået tilsendt en bunke prosadigte, nærmere bestemt alle de tekster, der er kommet ud af installationen “Tilfældigvis er skærmen blevet blæk” på Roskilde Bibliotek. Nu har poesimaskinen så været på Roskilde Festival og det ser ud til at der er kommet mange flere tekster. Du kan læse teksterne og om installationen på http://blaek.netlitteratur.dk/

Teksterne skabes interaktivt ved at læseren vælger sætninger fra tre bøger. Nogle enkelte gange er en sætninger gentaget i den samme tekst, nogle gange i en grad, hvor Peter-Clement Woetmanns sans for melodi kommer særligt til udtryk. Det er, som om jeg læser hver linje på en ny måde, med en ny intonation, som en henvendelser der skifter karakter. Her et lidt banalt, men meditativt eksempel:

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert
forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud
gennem skygger. Under den blå, blå himmel. Jeg sejlede henover
havet, henover himlen. Under den blå, blå himmel.

Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Under
den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Under den blå,
blå himmel.

Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel.

Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Under
den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Under den blå,
blå himmel.

Det er interessant at læse teksterne samlet, hvor linjer fra de forrige sider dukker op igen. På den ene side skabe det en genkendelse og en sammenhæng. Men det udvisker måske også betydningen undervejs og bliver til en meditation – ikke kun i den enkelte tekst med gentagne sætninger – men hele samlingen, fordi sætningerne (måske) (også) står i et nyt forhold.

Og så må jeg hellere citere endnu en tekst, for at det ikke skal gå op i gentagelser. For der er meget mere end det. Det handler også om hvordan en linje ved siden af en anden bliver til poesi. Her særligt de sidste tre linjer:

Jeg sejlede omkring på alt.

At en verden. Vågnede. At klæde sig. Af alt det kroppen også er.

Jeg i den ørken. Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv.
Nu sejler jeg bare i version .. Dagen på vores øjne. Min
vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. Jeg så skibe
bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav. Du
havde tabt en linje i min drøm.

Et interessant spørgsmål i forbindelse med installationen er spørgsmålet om forfatterskab. Havde det ikke været fordi teksten også blev publiceret på en blog, ville tekstens fremkomst så være et personlig forhold mellem læser og maskine? Ville ophavsretten tilhøre Roskilde Bibliotek som varetager af det anonyme publikums skaben? Eller er det Peter-Clements sætninger og derfor hans værk?

Disclaimer: Jeg drikker kaffe med forfatteren.