Rasmus Halling Nielsen: En kakao i køleskabet og Vi elsker maskiner

Jeg har lyst til at skrive, at Danmark ikke siden Johannes L Madsen har haft en digter frit gennem sproget spruttende med konstellationer af sætninger og metaforer, der kommer som skud en ny forårsdag. Nok er Rasmus Halling Nielsen en produktiv herre og med en strategi på volumen, sampling og litterær legestue, men giv ikke op med at følge hans produktion. Der er både alvor og gavmildhed at finde i de nyeste udgivelse; der er selvdestruktion og skønhed; og tusind andre ting i spil og på spil i hans litterære tidsmaskinpark.
 
 
EN KAKAO I KØLESKABET
6. oktober udgav Ett af sveriges största förlag ‘en kakao i køleskabet har andreasnavn skrevet over alt / allevenlige invitation’ af Rasmus Halling Nielsen. Det er en kortere samling tekster, der falder i fire afsnit (jeg læser ruderne som markører), hvoraf det første afsnit er mere end halvdelen af bogen. Denne første halvdel foregår delvist med landbrugsarbejde (høstning af roer) og delvist mindre direkte fortalt om en indlæggelse:

“I en af gangene, husker ikke længere hvilken, måske den sidste gang, Gang 8 men Gang 7 er ikke udelukket, skriften på væggen væltede ud som filer fra en printer koblet direkte på en brandvarm suppe stavede 1000 i timen”

Særligt i den sekvens om en kakao i køleskabet, findes der en gavmildhed, en beskrivelse af nærvær, tryghed og afvæbning af ensomheden, der er rørende og fin. Hvordan “kakao er mange ting og også bare kakao”.

Tekstens indhold er stærkt og flowet giver en tilgængelig fortælling om lysten til at dø, inkl forsøget, f.eks. fortalt med:

“jeg græd den nat jeg mistede ilden i græssets seng jeg lå på blå som en bil og rigt motivet for ikke selvmordet men for at leve for evigt i 20 etagers skyer +, minus dagbogsoplader nærmere kommer jeg ikke gennem USenglish60 milligram IM”

Og side om side med den historie, står venligheden: der fortælles bl.a. om en særlig hændelse med Andreas og sukker – og senere lægges et lag på, da et insekt dør dramatisk og lydløst i en sodavandsflaske.

De tre sidste dele er samplinger over det indledende citat til udgivelsen; en slags appendix(?) – eller fodnoter(?) – til sætningen om at citatet af Gustaf Munch-Petersen hacker søvnløst. Ikke hakker, men hacker. Mere eller mindre direkte i de tre afsnit – hvilket selvfølgelig er min læsning af tredje og fjerde afsnit. Nuvel. Det er ikke så vigtigt, hvordan det hænger sammen. De kunne også være appendix eller sidehistorier til andet; f.eks. taler det tredje afsnit måske fint sammen med afsnit i ‘Vi elsker maskiner’. Uden at de altså overhovedet behøver at hænge sammen med andre…
 
 
 
VI ELSKER MASKINER
Samplingen finder også sted i “Vi elsker maskiner” udgivet på Arena nøjagtig en måned efter. Særligt synes jeg de ca. 100 siders overstregninger ikke handler om en censurering af skriften (som Andreas Eckhardt-Læssøe med rimelighed foreslår i sin omtale i Atlas Mag), men derimod er en musikalsk udvidelse af sætningernes placering, fylde og bevægelse på papiret. Her ordløst og alligevel som en læseoplevelse, ikke på ord men med lyd; på en måde som at læse et partitur. (Høreværn påbudt, mm)

Bogen er smagsfuld i sit tryk. Et flot grønt omslag pryder en smukt opsat bog; teksterne står med lige margin uden at tvinge teksterne i en indramning. Teksterne bærer kategorier som kom de fra en blog: Stilstand, Stanza, Romanåbning, Uncategorized. Det giver flere læseretninger til bogen: den kronologisk opsatte, såvel som den kategoriske, der er listet som indholdsfortegnelse forrest i bogen.

Selvom bogen starter som en krimi, er der ikke samme klare flow eller samme page-turner fornemmelse som i ‘En kakao i køleskabet…’. Poesien er stærkere, teksterne mindre syntaktisk stringente, jeg oplever musikalitet og pletvis tekstlig skønhed, som kun Halling Nielsen kan skrive. Bogen er historier, der glider ud og ind af hinanden. Passagerne med Aladdin er gode på handling og jeg kommer (måske uden klart belæg) til at tænke på Aladdin som fortællerens andet alter-ego (ud over Doktor Quinn). Men altså en gladere, friere version af selvsamme person; i al fald en person, der trækker personen op i forhold til livet og humøret – og når Aladdin ikke er der, er der savn i hans retning.

Ud over teksterne med Aladdin er mine favoritter i højere grad enkelttekster, der stikker ud. F.eks. en om fugle på side 85 eller følgende tekst fra begyndelsen af bogen og lagt i kategorierne Crash og Uncategorized:

HESTENE LUKKES UD I FOLDEN de løber omkring friske på foråret – deres hoveder svajer fra side til side – hovene støder mod jorden og græsset – små skyer driver forbi på himlen der ellers står med strålende sol lige over min havestol på gårdspladsen.

Hvis jeg var et træ i dine kløer ville jeg ødelægge dine kløer med stilhed – kaninerne kan ikke ødelægge noget. Kaninerne hopper bare rundt og knepper hinanden – hvad kan et træ? Et træ kan stå stille som det træ i svinget jeg kørte lige ind i da vejen svingede.

Med næsten 300 siders redigeret Halling Nielsen er der meget at sige om “Vi elsker maskiner”. Og det er ikke fordi jeg var med på alle præmisser fra starten. Og det er svært at sige, hvad bogen vil og det vil bogen nok heller ikke sige, når den er som den er. Og derfor vil jeg slutte af med at lade den tale for sig selv som en anbefaling:

VELKOMMEN vi siger velkommen til festen. Aladdin danser i LIGKISTEHVIDE GEVANDTER DET MODSATTE AF DEN GRØNNE POSEDES LANDSKAB, MED EN STRAM PÆL GANGET MED TO OG DE FOR STORE SKO SAVEDE AF JORDEN HVOR DE HANG FOR MEGET MOD SOM DEN MEST VIRKELIGE MODSATTE: LILJEFARVEDE TILBUDSKISTER OG GRATIS OPLÆGNING IGNORERET og det ser smukt ud. Ud til skoven. Alle ind i skoven. Mod skoven. Mod skoven kommer marken tæt på. Helt tæt på. Mørket omkring. Mørket omkring kommer. Det kommer på en måde med musikken. Ikke jordens musik. Men jordens kolde lyd af jord.

 
 
Rasmus Halling Nielsen: En kakao i købeskabet har andreasnavn skrevet over alt / allevenlige invitation. Ett af sveriges störste förlag (2013)
Rasmus Halling Nielsen: Vi elsker maskiner. Arena (2013)

Reklamer

Sex er en metafor for politik

Sex er en metafor for politik: en hovedløs basken med vingerne, som en flyvemaskine, der ikke vil lande i det kolde hav. Han står og taler med to fingre i munden og et vrikkende underliv, der nærmer sig kysten som en ubåd. Der er marimba i luften, og en tunge så skarp, at den kløver en befolkning, der hvor det kilder allermest. Der er flere fisk i havet, og pengene skifter hænder, som andre skifter undertøj. Han står som skudt ud af en kanon. Det ryger fra den lille kanin, der har kneppet talerstolen, som han spiser en gulerod. Fuck, nu spytter han mig i munden. Men jeg er ingen bække små, her er tale om et opslag i den lille røde, og så en invitation med hjem. Han kan godt glemme alt om at tale frækt, selvom det bliver småt med ord. Jeg vil se en mand gå ned med lår om ørerne, og hviske den lange vej, så der kan vokse en hest ud af hovedet på rytteren. Ingen ærlige håndtryk mimer en doggy style. At stille op til kampvalg, er at gøre natten til en skygge, og skære en hånd ud af en hånd. Det er sådan han er skåret ud af ansigtet på en præsident af en pornoproducent.

Koen græsser

nu er det vinter
kaninen går på sneen
kaninen sner

nu er det forår
hesten går på blomsterne
hesten blomstrer

nu er det sommer
koen går på græsset
koen græsser

nu er det efterår
egernet går på løvet
egernet løver