Rasmus Nikolajsen: Den ulykkelige boghandler

På vej hjem fra en weekend i Berlin tager jeg hul på Den ulykkelige boghandler af Rasmus Nikolajsen. Bogen indeholder tre noveller. De har alle en biperson, der hedder Sille, handler om hver deres rejse [og samlet om én] og tager på en eller anden måde udgangspunkt i en forfatter, der skal eller er i gang med at skrive en bog.

‘Den ulykkelige boghandler’ er også titlen på den midterste fortælling, hvor fortælleren flytter ud i naturen (i Sydhavnen), hvor han møder et spøgelse og så tager tilbage for at lede efter noget. Sproget i denne fortælling er mere lige til end i de to andre og har nogle gode henvisninger til Thor Heyerdal, Carlos Castaneda og robinsonader.

Bogen spejler denne spaltning perfekt i og med at Castaneda her på videnskabelig vis forsøger at bestige bjerget og redegøre for de mystiske begivenheder, hvilket naturligvis medfører at han gang på gang løber ind i blindgyder, lidt ligesom når de bedste tyske prosaister ved at holde fast i en overdrevent pedantisk logik får sproget, hovedpersonen eller selve fortællingen til at kuldsejle i det absurde.

Referencerne, der peger på sig selv, og den metafiktive fortælling pirrer fint til min læsning og forholdet til fortællingernes realisme. Men der skal da nok være nogen, der kløjes i endnu en forfatter, der har en forfatter som hovedperson – men hvorfor skulle det være forbeholdt Kafka?

Den tredje fortælling ‘Cykelturen’ finder sted omkring Hald Hovedgaard og Dollerup Bakker. Den handler om den bog, som forfatteren er ved at skrive og der er en afstikker til Krautrock. Her er også gode selvreferencer, blandt andet en om Petrarcas bestigning af Mount Ventoux, som måske er en nøgle til at forstå afslutningen og hele udgivelsen?

For mig er det dog den første fortælling ‘En omvej’, der tager flest kegler. Sproget er så malerisk og mættet af metaforer, at det bliver helt kitchet. Og den ellers simple handling pumpes op til noget, der kommer til at fremstår absurd eller hysterisk eller begge dele.

Tykt bliver det f.eks. i:

Et sæt tårer hang nu, som fly der inden landing hænger i luften, som afskårne pegefingre, i Silles øjenkrog.

Og næsten lige så tykt, men stadig kitchet og nærmest en parodi på forfatteren med det digteriske sprog:

Vores motorvejsnet binder, eller lænker, familien Danmark sammen som Venus og Mars i Vulkans net; her tværs over Fyn førte vejen os som tårekanaler eller den mørke stribe der ved blodforgiftning kryber mod hjertet, mod målet (…)

Det er måske dårlig smag at overskrive sine tekster på den måde. Men jeg synes satiren holder i ‘En omvej’ og de korte referater af andre tekster, bl.a. Karl Gjellerups “Romulus”, er underholdende og fint drejet. Så hvis du mangler en bog at underholde dig på turen hjem fra f.eks. Berlin, så kan denne læses i tre mundfulde.

Rasmus Nikolajsen: Den ulykkelige boghandler. Tiderne Skifter (2012).

Reklamer

En retning i alle retninger

Mikkel Thykier citerer Louis Peter Jensen frit fra et udstillingskatalog fra 2003:

“Og hvor er da tomheden? Tomheden eksisterer ikke som andet end en drøm i sproget. Den er selve grundlaget, et landskab, der frit kan bygges i, samtidig med at det fjerner os fra tomheden; den bliver til en form, og tomheden bliver til flere tomheder, altså operationelle størrelser, der kan rokeres om på, på samme måde, som der frit kan rokeres om på andre begrebsstørrelser i sproget. Tomheden kommer til at stå for den uendelige frihed og en uendelig række mulige valgsituationer. Så en tanke (tænkning): at forme med usynlige sprog, sprog, der unddrager sig materiel eksistens.”

og tidligere i “Entre” citeres Jean Genet:

“Det er ikke stregen, som er elegant, det er det hvide rum, der indeholdes i den. Det er ikke stregen, som er fuld, det er det hvide felt.”

Jeg er meget glad for formuleringerne, og sammen er der lagt op til en smuk, konstruktiv poetik. Det er en lidt anden agenda end den Thykier skriver frem. Og måske mangler jeg selv den intimitet, som Thykier skriver så godt om. Det er godt vi har ord som måske og næsten.

Det sker bare ikke

i en fortløbende serie af afbrydelser
ventetiden lige før
stævnemødet ved papirets sidste kant,
og så springet ud i tomheden
løfte fødderne
ikke længere røre
eller efterlade sig et vidnesbyrd.

skriv fordi skriften findes

jeg springer ud i tomheden
med hånden løftet i en gestus
til alle der tidligere har givet slip,
for et øjeblik at glemme sammenhængen
og med hånden sænket
at gøre en signatur.

det sker bare ikke

Det sker bare

og når jeg igen lægger endnu en dag
til afstanden
til det forrige digt,
så glemmer jeg nok ordene
men aldrig mit løfte
om at holde dig i live.

det sker bare

og når jeg vender tilbage med krøllede beskeder
med nødråb
med lasten fra dagen der er sket,
så bliver min vejrtrækning nok tungere
men jeg holder af løftet
om at holde dig i live.

jeg vil skrive som om det ikke sker

fri af hvad jeg tidligere har skrevet
hvad andre tidligere har skrevet
i går, i år, lade altid være aldrig
og glemme de mange brugte kombinationer
starte forfra og bygge et nyt hjem,
genfinde det sted i hjertet
hvorfra jeg taler.

jeg vil elske som om du ikke er her

fri af hvad der sker
trukket ind af det du er
erstatte svaret med det sande spørgsmål,
lade papiret brænde
under nedfældningen af ord
med forgængeligheden som det eneste tilbage.

sådan er det

skriften findes ikke
jeg vil ikke
forklæde den som genkendelse,
der er ingen overraskelse i genforening
der er ingen visdom i gentagelsen
der er intet at.

det sker bare.