På vej hjem fra en weekend i Berlin tager jeg hul på Den ulykkelige boghandler af Rasmus Nikolajsen. Bogen indeholder tre noveller. De har alle en biperson, der hedder Sille, handler om hver deres rejse [og samlet om én] og tager på en eller anden måde udgangspunkt i en forfatter, der skal eller er i gang med at skrive en bog.
‘Den ulykkelige boghandler’ er også titlen på den midterste fortælling, hvor fortælleren flytter ud i naturen (i Sydhavnen), hvor han møder et spøgelse og så tager tilbage for at lede efter noget. Sproget i denne fortælling er mere lige til end i de to andre og har nogle gode henvisninger til Thor Heyerdal, Carlos Castaneda og robinsonader.
Bogen spejler denne spaltning perfekt i og med at Castaneda her på videnskabelig vis forsøger at bestige bjerget og redegøre for de mystiske begivenheder, hvilket naturligvis medfører at han gang på gang løber ind i blindgyder, lidt ligesom når de bedste tyske prosaister ved at holde fast i en overdrevent pedantisk logik får sproget, hovedpersonen eller selve fortællingen til at kuldsejle i det absurde.
Referencerne, der peger på sig selv, og den metafiktive fortælling pirrer fint til min læsning og forholdet til fortællingernes realisme. Men der skal da nok være nogen, der kløjes i endnu en forfatter, der har en forfatter som hovedperson – men hvorfor skulle det være forbeholdt Kafka?
Den tredje fortælling ‘Cykelturen’ finder sted omkring Hald Hovedgaard og Dollerup Bakker. Den handler om den bog, som forfatteren er ved at skrive og der er en afstikker til Krautrock. Her er også gode selvreferencer, blandt andet en om Petrarcas bestigning af Mount Ventoux, som måske er en nøgle til at forstå afslutningen og hele udgivelsen?
For mig er det dog den første fortælling ‘En omvej’, der tager flest kegler. Sproget er så malerisk og mættet af metaforer, at det bliver helt kitchet. Og den ellers simple handling pumpes op til noget, der kommer til at fremstår absurd eller hysterisk eller begge dele.
Tykt bliver det f.eks. i:
Et sæt tårer hang nu, som fly der inden landing hænger i luften, som afskårne pegefingre, i Silles øjenkrog.
Og næsten lige så tykt, men stadig kitchet og nærmest en parodi på forfatteren med det digteriske sprog:
Vores motorvejsnet binder, eller lænker, familien Danmark sammen som Venus og Mars i Vulkans net; her tværs over Fyn førte vejen os som tårekanaler eller den mørke stribe der ved blodforgiftning kryber mod hjertet, mod målet (…)
Det er måske dårlig smag at overskrive sine tekster på den måde. Men jeg synes satiren holder i ‘En omvej’ og de korte referater af andre tekster, bl.a. Karl Gjellerups “Romulus”, er underholdende og fint drejet. Så hvis du mangler en bog at underholde dig på turen hjem fra f.eks. Berlin, så kan denne læses i tre mundfulde.
Rasmus Nikolajsen: Den ulykkelige boghandler. Tiderne Skifter (2012).
Re:citat 