Fjerde note fra mit arbejdsbord

Når jeg for et par uger siden skrev, at jeg bildte mig ind, at jeg havde noget at bringe til torvet, så er det ikke med en tro om at jeg kan gøre det meget bedre end alle andre.

Der er mange eksempler på selvudgiver-platforme langt tilbage i tiden, der har vist os kimen til store forfatterskaber. Internettet har gjort det endnu nemmere og billigere at udgive (selv). Så hvad er undskyldningen for ikke at gøre det?

Well, f.eks. at drukne blandt de mange selvudgivne og mikroforlagene, ikke? Og at blåstemplingen fra et etableret forlag er en nødvendig anerkendelse for at deltage i litteraturens inderkreds, naturligvis.
Jeg kan komme på et par andre forklaringer til at holde sig væk. F.eks. at DIY sjældent er særlig kompetent udført. Med ignorance i forhold til font og sats, billig hæftning, photoshoppede forsider. Og æstetikken i digitale udgivelser kan også efterlade en del af efterspørge.

Okok, det der kommer bliver fint. Jeg har stadig min tvivl omkring hele udgivelsesmøllen, men ved at gøre forsøget, bevæge mig, findes et potential til at udrydde denne tvivl. Right?

I løbet af januar vil jeg offentliggøre nye titler, der formentlig udkommer på Weltscherz allerede inden sommer – og så glæder jeg mig til at publicere et par nye remix lavet over tekster i Matrix.

Det sker på Twitter

Lige for tiden er Twitter en kilde til mange gode litteraturrelaterede links (og viden) (og humor). For bare at tage et par stykker fra de sidste tre dage:

@GalleyCat harcelerer ejeren af selvudgiver platformen Smashmouth mod salget af Author Solutions (en anden selvudgiver platform) til forlaget Pearsons (Link). Kritikken er interessant selvom den kommer fra en konkurrent: At selvudgiverplatforme sælger sine bøger og ydelser til forfatteren, ikke bøger til læseren – og hvad mon et forlag vil med det.

@derekbeaulieu linker til Sashiko Murakamis åbne kortdigt (7/7/7 + 5/7/5) projekt Henko på: http://www.powellstreethenko.ca/

Og @rikkeoberlin linker til sit magasin ‘A little less conversation‘ og spørger efter bidrag til et kommende nummer.
 
 
Måske bliver min næste blogpost om et par tidsskrifter, der har brudt med den gængse opfattelse af hvad et nummer er for en størrelse og hvordan man navigerer rundt i udgivelsen. Ellers er de links, der bl.a. kom via @VQR, vel nærmest tabt i strømmen og blot til gavn for dem, der har modtaget min email, hvor jeg skriver kort om dem og dem der måtte have set mine tweets.

Jeg burde blogge noget mere. F.eks. at jeg synes der er gode sager i Caspar Erics seneste tekster og hvorfor. Og at jeg synes det er fjollet, at Bukdahl sjældent svarer på sine (eller andres) blogposts (dette var dog et åbent / retorisk spørgsmål til hele forsamlingen). Internettet og sociale mediers force er jo netop samtalen, “forbindelserne” i forhold til at nå ud.

Og så er det vel også en nyhed, at jeg har siddet hen over juli måned og funderet lidt over designet på Slagtryk og lavet nogle forsimplinger af især den nederste og øverste del. Men det er ikke noget i forhold til de forbedringer Promenaden har gjort ved at skifte Blogspot ud med et WordPress tema. Slagtryk har nye ting igen fra i morgen den 1. august.

Selvudgivelse inden for litteraturen

INDLEDNING

Klaus Rothstein skriver i Weekendavisen, Bøger, uge 30:

“at udgive sig selv er ikke vejen til litterær anerkendelse”.

Ugen efter tager Christina Matthiesen til genmæle, da påstanden falder i forbindelse med anmeldelse af hendes (selv)udgivelse.

Christina Matthiesens svar er et eksempel på, at de institutioner, der engang var monopolet i det litterære kredsløb ikke uden videre accepteres. Hun skriver, at der ved selvudgivelsen kræves 1) lyst hos den selvudgivende, 2) en redaktion og 3) købmandskab. De to sidste ting kan hun skaffe / oplære. Herved skaber hun sit eget lille maskinrum, der til forveksling ligner et forlag. Så derfor spørger jeg: Hvorfor skulle forfatteren afvente et andet forlags engagement og interesse i sit forfatterskab?

 

FORLAGETS EKSPERTISE

Forlaget har en professionalisme og ekspertise inden for sit felt: at udgive værker, at distribuere disse samt at varetage forfatterens interesser.

Det er ikke alle forfattere, der evner eller gider udføre det redaktionelle arbejde. At få hjælp til manuskriptlæsning og korrektur kan med fordel overlades til professionelle. Opsætning af bogen, typografi, sats, etc. kan ligeledes drage fordel af professionelles input og eksekvering.

Distributionsnetværket er dobbeltsidet. En ting er boghandleres katalog og bestillingskanaler, noget andet er det ressourcemæssige aspekt for en forfatter at bruge tid på administration.

I forhold til forfatterens interesser tænker jeg på traditionelle forhold som markedsføring, copyright, honorering.

Jeg har f.eks. bemærket, at forfattere har svært ved at værdifastsætte deres arbejde. Det gælder i situationer, hvor andre ønsker at trykke deres tekster, hvis de skal deltage i en event eller udføre en opgave som de er blevet hyret til i kraft af deres forfatterskab. Et forlag er ikke helt uvildig, da de også har deres egen forretning at passe. Men hverken naivitet eller paranoia hjælper nogen i denne situation. Uden forfatteren er forlaget dødt/ i dvale.
Havde jeg ikke været modstander af fagforeningers forældede tankegang ville en henvisning til den ene eller anden forfatterforening måske være på sin plads. Men hvorfor så ikke bare selv tage kontakt til en agent og få råd og vejledning om dette?

 

DET LITTERÆRE KREDSLØB

Grundlaget for forlag og boghandlere er under beskydning og både teknologi og mentalitet er med til at forandre det litterære kredsløb.

Hvad hvis forlagets ekspertise ikke længere adskiller sig synderligt fra lægmandens? Hvad hvis branchen er i gang med at spænde ben for sig selv, fordi tidligere tiders storhed krampagtigt fastholdes i stedet for at omfavne nye tider? Hvad hvis forfatteren ser anderledes på f.eks. copyright og markedsføring, og vender den administrative distributionsopgave til sin egen fordel?

Andre aktører har meldt sig på scenen. Selvstændige agenter, nye forlag og internetboghandlere lider ikke under en historik, men er klar til at støde de gamle mastodonter af tronen. Og denne omvæltning vil for den gamle elite vurderes til at være dårligere og af den nye til at være forløsende. Derfor har begge også en interesse i at tale forbi hinanden i et forsøg på at opretholde deres historie, deres agenda og deres fremtid.

 

LITTERÆR ANERKENDELSE

Christina Matthiesen skriver, at “litterær anerkendelse […] kræver at man faktisk kan skrive og dertil har noget at fortælle.” Hvis vi ser bort fra, at ‘faktisk’ altså ikke er et argument, så påpeger hun med sin formulering, at det efter hendes opfattelse er talent og evne, der skaber litterær anerkendelse. Det er Klaus Rothstein slet ikke uenig i. Han fremhæver netop det strukturelle aspekt i forlaget som filter for at skille skidt fra kanel.

Men hvor Klaus Rothstein anbefaler forfatteren at acceptere et afslag og lære af det, vil jeg heller replicere, at ønsker forfatteren at udgive sit eget værk, så er det muligt at erstatte det professionelle forlagsapparat med en anden professionel råstyrke. Men det kan ikke skæres væk uden videre.

Jeg har brugt Christina Matthiesens debatindlæg som afsæt, og det er ikke min hensigt at vurdere sandheden i Klaus Rothsteins værdidom over bogen. Men når min oplevelse ligner Klaus Rothsteins hvad angår selvudgivelser og deres manglende kvalitet, skyldes det, at udgivelser ofte sker ud fra et amatørvirke hos f.eks. de læsere, der agerer redaktion for forfatteren, designere bag bogen, markedsføringen eller hos forfatteren selv. At dem der er trådt i stedet for forlaget ikke har haft kompetencerne.

 

INGEN FORSKELSBEHANDLING

Til gengæld oplever jeg aviser, tidsskrifter, litteraturblogs, “den litterære offentlighed”, i højere grad tager udgivelser fra små og evt. ukendte forlag alvorligt. Men de [vi?] må forvente en bedømmelse og omtale på linje med andet der udgives.