Trappetusind nr 11

Jeg synes det er værd at stifte bekendtskab med det nye nummer (11) af Trappe Tusind, så hermed endnu en anbefaling. Jeg har tidligere omtalt nr 9 og jeg vil fortsat anbefale at holde sig opdateret på denne kant.

Selvom det er artiklerne om litteratur, der fylder mest, synes jeg det er værd at bemærke, at Trappe Tusind oftest publicerer ny dansk og udenlandsk poesi. Også denne gang: Der er et opslag af Twitter-posts fra sommeren 2014 og Jonas Eika Rasmussen (Forfatterskolen 2013-2015) bidrager med et prosauddrag, der er fyldt med ungdom og sex. Selv finder jeg Christian Dalgas bidrag på seks digte mest interessant. På en måde er det lidt vaklende og jeg tænker, at det er en del af charmen; altså, det vaklende består i at teksterne ikke er helt afrundede, selvom de virker konceptuelle og ligefremme, ærlige.

et barn i et supermarked
griber ud efter den forkerte far
det giver en særlig følelse som jeg har svært ved at forklare.

Sådan lyder det blandt andet i første tekst, hvor der (i forlængelse af titlen “et kort digt om rigtig mange ting”) også sker rigtig mange andre ting. Men disse linjer står ud for mig og er et entydigt eksempel på et fint, følelsesladet stykke. I næste tekst bliver det mere navlepillende og det fungerer bedst i stykker som:

sidste gang sagde min healer at det mærkes
som om jeg bærer en sorg rundt på mig
ja sagde jeg, det er som en kåbe
lige nu har jeg ombestemt mig
sorgen er blankpudset,
en meget tung halskæde

Denne “ombestemmelse” er en overlegen sensibilitet, hvor jeg’et godt er klar over sin sorg, sin position, sin egen rolle og billedligt forsøger at forholde sig til sin sorg, det følsomme, ved at konkretisere den. Omvendt irriterer det mig, at teksten behøver at understrege sin whatever-følelse ved at skrive “whatever”. Men jeg tænker at det er et meta-plan og en del af strategien om at være ærlig i sine udsagn. At teksten i sig selv er i teksten og derved forsøger lade intimiteten udspringe af (jeget i) teksten.

Der går akademia i Kristian Karls “Hvad er det jeg bejaer”, når han taler om postnazistisik identitet hos Christian Kracht og Karl Ove Knausgaard. Kracht er en darling hos (dele af) Trappe Tusind redaktionen og et uddrag af ‘Faserland’ har tidligere været bragt i nr 9. Det fanger mig ikke, men der er givetvis stof at hente for Knausgaard interesserede.

Og selvfølgelig skal der gå akademia i den hos Trappe Tusind, når det er et tidsskrift, som er knyttet til Litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Det skal derfor ikke opfattes som en kritik, men som et karakteristika, for der er et andet sprog i den universitære verden.
Johannes Fogtmann lever delvist op til det i sin interessante artikel “Om at tale til de døde”. Her skriver han fokuseret og bevendt med afsæt i Derrida om sorg og position for udsagn om sorg. Da han inddrager Magnus William-Olssons bog “Jeg taler till de döda” sker der et skift i tonen og ord som “simpelthen”, “super uhyggeligt”, “uden nødvendigvis” og “i det hele taget” fylder op i teksten; om det er et forsøg på at skrive ungt eller i talesprog eller om det er skrevet uafhængigt af den første del og derfor har en anden tone, kan jeg ikke bedømme. Og trods min undren vil jeg anbefale læsere af den nye sensibilitet (Thykier, Nordenhof eller Caspar Eric, ingen sammenligning i øvrigt) at læse artiklen.

Hvad er der ellers? Jo, Trappe Tusind dokumenterer workshoppen “nordiske læsestrategier” fra txt.ville tidligere i år, der er en oversættelse af et uddrag af Judith Butlers Krigens rammer og Rikke Villadsen og Bjørn Rasmussen bidrager med (et uddrag fra) en tegnet historie.

Trappe Tusind: nr 11. Trappe Tusind (2014)

Reklamer

Marie Melchiorsen: Basalt

Basalt er en bjergart, der opstår ved størkningen af smeltet stenmasse. Basalt er også et digt af Marie Melchiorsen fordelt på 40 små ark. Emnemæssigt kredser værket blandt andet om identitet, om at være (som/i) et bjerg, om at danne par og gå fra hinanden. Om hvornår man er et vi, et jeg og et du og om hvad stof man er gjort af, om det er bevægeligt eller fast.

I dag – 18.10.2014 – er udgivelsesdag for ‘Basalt’ af Marie Melchiorsen – med det lille twist, at du kan komme og samle udgivelsen selv. Det er et håndlavet bogobjekt og når du sætter dig en times tid for at samle teksten, får du en helt anden oplevelse gennem den langsomme læseoplevelse end når du bladrer igennem de 40 ark. Så det anbefales. Du kan også erhverve dig udgivelsen for 240 kroner i færdig stand.

Udgivelsen hænger sammen med Marie Melchiorsens udstilling ”Samtaler med et bjerg” på c4 projects, der har sidste visning søndag den 19.10.

Marie Melchiorsen: Basalt. Weltscherz (2014)

Tyvende note fra mit arbejdsbord (læsehastighed)

En af de sjoveste ting ved at arbejde sammen med andre er, at tingene forandre sig som tingene skrider frem. Siden foråret har Weltscherz været åbent for nye ideer (yes, send manuskript inklusiv ide til udgivelse), og den kommende udgivelse er et eksempel på, at ideerne nemmere opstår, når man går i gang og er i dialog omkring udgivelsen.

Marie Melchiorsen kontaktede mig før sommerferien med en ide, som nu udmunder i udgivelsen ‘Basalt’. Hendes værk var stort set færdigt, jeg pegede på nogle småting og hun brugte anden redaktionel sparring til at færdiggøre digtet.

Digtet udkommer på 40 håndklippede ark, hvorpå enkeltlinjer og brudstykker er klippet ud og limet (og enkelte steder foldet et par gange og tapet) fast. Hvid på hvid, papir limet på papir. Når jeg har talt med Marie har hun (blandt andre ting) fremhævet ideen om arkenes struktur via tape, folder og striber af papir, der er limet fast.

På lørdag kan du komme og samle dit eget eksemplar af udgivelsen gratis og i pressemeddelelsen som Weltscherz har udsendt skriver vi:

Samlingsprocessen minder om en geologisk felt-undersøgelse af de størknede magma-lag. Man klipper hver sætning forsigtigt ud og sætter den nænsomt op på et ark til senere nærstudier.

Seriøst, læsningen har mange ansigter. Og det er netop ideen med at folk selv samler deres eksemplar, som vi ikke oprindeligt havde tænkt ind. Men det at sidde med arkene og sætte det hele sammen giver en langsomhed i læsningen – og læsehastigheden betyder noget for hvad du læser.

*

Vi har fortsat en del forarbejde før lørdagens begivenhed [se facebook]. Det der nok kommer mest bag på mig er, hvor lang tid vi har måtte bruge på at forberede hvert eksemplar, således at det ikke tager mere end en time at samle værket. Og jeg håber også at denne læring får mig til at fokusere på mit eget værk ”det er os der ejer universet”, da det også er et væsentligt element at få det samlet i hånden, og egentlig kan gøres på kortere tid. Så hvad fa’n er det lige der holder mig tilbage…

Asger Schnack: Dan Turèll var vild med Clifford Brown

350 siders kærlighedserklæring til poesien og de mestre, som Asger Schnack holder mest af. Det må være den korte beskrivelse af Schnacks nylige udgivelse på Fuglekøjen, der bærer undertitlen ”opdateringer”. Hvilket er en henvisning til at indholdet i bogen tidligere har været Asger Schnacks opdateringer på Facebook.

Asger Schnack er flittig på Facebook og en ekspert i sociale medier ville nok mene, at han havde valgt en god content strategi. Jeg tror bare, at Asger Schnack er sig selv og har fundet en årsag og måde, hvorpå det giver mening at være på Facebook – for ham selv og os andre, der begaves med hans store viden.

Titlen rummer to af de elementer, som har betydet mest for Asger Schnack. Eller det vil sige, faglige elementer. Nemlig digtere og jazzmusikere. Schnacks kone er nævnt en gang og alle opdateringer, der måske oprindeligt udspringer ud af venskabelige og private lag, er fortalt nøgternt og med en ide om at modtageren er en (ukendt) offentlighed. Det er sobert, pænt og det kritiske må findes ved det der ikke blev skrevet.

Enkelte steder er det Schnacks egen poesi, der folder sig ud. Men det primære er Schnacks egne anekdoter og henvisninger til forfatterskaber og værkerne i sig selv. På en måde bliver det en form for dokumentarisme – ikke en Asger Schnack biografi – men et værk over dem Asger Schnack har kendt og/ eller set op til inden for dansk litteratur. Samt henvisningerne til værkerne og især de enkelte digte eller bare første- eller sidstelinjerne. Det kunne måske kaldes en subjektiv litteraturhistorie.

Udgivelsen er udstyret med et navneregister, hvilket gør en i stand til at slå op efter behag. Det giver mere mening end at læse sig igennem de mange opdateringer. På samme måde som du gennem et venskab med Asger Schnack på Facebook belønnes med (dansk) poesihistorie i små doser fordelt over tid.
 
 
Asger Schnack: Dan Turèll var vild med Clifford Brown. Fuglekøjen (2014)