Teaser for et vidnesbyrd

hvordan går jeg fra at beskrive et så frygteligt emne til at tale om fodbold og endda med en berettiget højstemthed i stemmen?

I denne måned har Eva Obelitz Rode udstillet ‘den seksogtyvende sommer’ i Projektrum Vera. Teksterne var projekteret på væggen, i rammer og i et ‘rum’ med et spejl og croquis. Og fra på tirsdag (2. september) lever tekstinstallationen videre som udgivelse hos Weltscherz.dk som et vidnesbyrd på tekstinstallationen. Som udgivelsen er et vidnesbyrd på hvad der skete denne sommer, forfatterens seksogtyvende sommer.

de taler om skilsmisserater og belastningen på statsøkonomien i radioen, den spiller fra min computer, der fungerer som radio og morgenavis anno 2014. højteknologisk. aviserne skriver om universitetsansøgninger og mislykkede våbenhvileaftaler mellem gaza og israel og kommer med stadigt nye vinklede artikler om vm-finalen fra i forgårs. se alle billederne, skriv din kommentar om kommentatorerne her, en hel verdens øjne hviler nu på götze.

 
 

Reklamer

Birgitte Krogsbøll: Perfekt uorden

Som opfølgning på sidste års “dyr med næb ordnet efter antal vinger” på Fuglekøjen udkommer Birgitte Krogsbøll med nye tekster i opremsende stil på Kronstork. Samlingen har titlen ”Perfekt uorden” og er ikke som forrige ordnet i listeform. Det meste er prosa og jordnært. Og så er der et tvist, et glimt i øjet og i sin uorden står samlingen af dyr, ting, hændelser perfekt stimlet sammen. Det er noget af det mest hjertelige, jeg har læst i år, og selvom langt fra alt er så glædeligt, som første tekst jeg har tænkt mig at citere i sin helhed nedenfor, så vækker det genkendelse / genklang:

elsker ting, der er mange af, ophobninger bunker stakke stabler, hø for eksempel, eller kort, eller jord, eller bier; ikke hvis jeg skal holde på dem, naturligvis, ikke bier i hvert fald, men at se på, mange blomsterhoveder på én gang, for eksempel, latyrus som min mor laver hver sommer, eller morgenfruer eller når vi var i skoven da jeg var lille, og der var bukkar alle vegne, duftende og mange, ufatteligt mange, og når man kiggede op var bøgens blade helt utrolig grønne og mange, og når vi var i Sverige i det dejlige hus der hed Håboda, og de varme fyrrenåle i skovbunden var helt utrolig mange, og de sorte bær i højmosen, og spætterne og spurvene og frøerne og de mange timer, vi var glade, og de gange, vi trillede appelsiner ned ad en bakke i skoven og bar dem op igen, og de historier Far læste op fra Saxo, og de utrolig mange gange Mor sagde så spiser vi, og satte mad på bordet til os, så mange, så utrolig mange, det elsker jeg

Birgitte Krogsbøll: Perfekt uorden. Kronstork (2014)

4 noter til Lea Marie Løppenthin: Nervernes adresse

Læsenote 1

Atlas Magasin har et godt interview med Lea Løppenthin, hvor hun fortæller og forklarer om sin digtsamling.
Jeg synes særligt om disse to udsagn i forhold til udgivelsen:

Jeg er dårlig til at orientere mig, og det føler jeg skyld over, samtidig med at jeg vil tilgives for det hele, hjælpes. Så vil jeg alligevel have lov til at være sådan, desorienteret, fjern, og husker at andre også føler denne fjernhed. Det er meget svært at vide, hvornår det er rimeligt at være fjern, men man må prøve at anerkende, at alle hver især har deres egen fjernhed at falde tilbage i. Der står et sted i min bog.

Morti Vizki har været en vigtig inspirationskilde, fordi han i sit forfatterskab har været meget optaget af modtagelighed og forskansning. Særligt hans måde at skrive kroppen ind i digte på, har inspireret mig meget.

og hun citerer selv fra et sted i digtsamlingen “Nervernes adresse”, som jeg finder blandt de bedste passager:

jeg overholder en aftale med solen
lidt ind i aftenen besøger den mit værelse
det er noget den gør hver dag
så synes jeg det er rimeligt også at være der
når jeg kommer gående ad fortovet siger jeg til solen:
vi ses i værelset.

Læsenote 2

Første tekst i digtsamlingen er fra første del af et bidrag i Slagtryk tilbage i december 2011. Eller det vil sige, at teksten er omskrevet. Prosa er blevet til digtlinjer og rettelser som f.eks. “Indre by” er blevet til “Søerne og stationen”, “ribben” er blevet til “mellemgulv” , sweatrene er væk og “hans” er præciseret som “lillebror”.

Næste afsnit i Slagtryk er skrevet mere om og delt op i Nervernes adresse, og også her er ribben ændret til mellemgulv. Mens jeg associerer ribben med vejrtrækning og at det strammer er en form for klaustrofobi, så finder jeg teksten bliver mere kønnet med henvisning til mellemgulv. Men ikke på en politisk måde, måske blot som en vigtig del af et jeg, der møder mænd og drenge og finder forståelse og undrer sig og reflekterer over møder (først og fremmest i kapitlerne “køernes hvide ansigter” og “ruter A+B”).

Læsenote 3

Jeg begejstres i almindelighed let af ‘enkeltlinjer’ og Lea Løppenthin har flere af dem.

jeg er rædselsslagen for at glemme
jeg sætter tid af til at være rædselsslagen
(fra digt om territorier)

hvor elegant er det lige at fortælle om det smertelige ved hukommelsen og hvilken umage og hvilken accept, der indgives i forhold til den?

tvivlen bliver ved at foreslå sig selv som uniform
(fra Swallow Swallow)

opfatter jeg både som et forslag til en identitet, men også som et muligt fængsel, hvis jeget hænger fast i tvivlen. Det står der ikke direkte, men som læser er det en fortsættelse af den sammenblanding af tilstande, hvor yderlighederne måske godt kan genkendes, men hvor overgangene og grænserne er mindre entydige (også jævnfør første citat jeg henviser til fra Atlas):

jeg bytter næsten konsekvent om på “ligger” og “lægger”
det skyldes vel min tvivl om hvornår anbringelserne begynder
(fra mejer)

Læsenote 4

Inden indholdsfortegnelsen står der to citater. Det ene er af Peter Waterhouse og lyder ”Det er som om pengene flyder under jorden”. Løppenthin taler (i Atlas Mag-interviewet) om det at skrive som det at spare op, på samme måde som at putte penge i banken. Hvilket er lidt interessant, hvis det holdes op imod sidste linje i anden tekst:

selvom opsparingens princip indfører vinter i alle årstider

Hvilket kunne betyde, at det konstant at skrive – som er en slags opsparing – gør at forfatteren mister de andre årstider? Eller i al fald blot kigger tilbage (sparer op) og ikke frem. Og derved hylder livet, og det der sker. Hvilket giver god mening i forhold til den begejstring, som kommer til udtryk i enkelte tekster, hvor jeget i mødet med en anden virker til at akkumulere sit liv til noget mere end sig selv.

Det var egentlig fordi jeg ville skrive om det helt fantastiske omslag på Nervernes adresse, at jeg er kommet til at tænke over det. Mønsteret i omslaget ligner noget fra pengesedler, men jeg kan ikke lige penge på hvilken seddelværdi, der oprindeligt er tale om og hvilken person, der mon var afbilledet på den pengeseddel. Omslagets fikspunkt er en ridder og en række tilbedere sidder og står omkring ham; der er et religiøst skær over det, men det vil jeg undlade at fabulere yderligere over.
 
 
Lea Marie Løppenthin: Nervernes adresse. Gladiator (2014)
 
 

Victor Boy Lindholm i Nick #5

Sideløbende med jævnlige opdateringer af sin blog jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa.dk med længere digte, andres kritik og bidrag finder Victor Boy Lindholms tekster vej ud i andre kontekster. Drone er udkommet på AFV press og senest har jeg læst Victor Boy Lindholms bidrag i Nick #5 fra Kronstork.

Victors bidrag er på fire digte, der på hver deres måde udtrykker en desperation og energi. Den cocktail giver store udladninger og udsving, som blandt andet kommer til udtryk gennem hurtige associationer. I første tekst går vi på få linjer fra mountain dew via depression til bomber og kreditkort. Her et uddrag:

(…) hvor jeg helt kampklædt i nylonjakker render gennemblødt
helt gennemblødende igennem regnen
der ligesom ligner et ønske
om at himlen ville regne med mountain dew
at himlen ville gøre som månen siger
og regne med den depression
jeg ved lever inde i mig
den bor derinde indkapslet i en mountain dew flaske (…)

I de næste tekster introduceres “voldtægt”, som – vil jeg mene – også skal forstås symbolsk. At der både refererer til den seksuelle voldtægt, men også at ordet fungerer som slang for dominans. Det er grimt og jeg-et oplever isolation/ at frastøde sine venner. Men teksten tonser hensynsløst derudaf, ikke på en avantgardisk ud-af-syntaks-smadret-måde, men bare med associationer som “inde i mig bor schopenhauer” og “Hegel din lille bitch” mellem sandstrande og paraplydrinks.

I Nick #5 er der også bidrag af Ursula Andkjær Olsen (“LYT! DET er noget som NÅR HELT OM PÅ HJERTETS BAGSID SOM ELLERS ALTID LIGGER I SKYGGE”), Thomas Boberg, Lars-Emil Woetmann Nielsen, Tor Ulven (oversat af Mads Eslund), Jenny Tunedal (oversat af Julie Sten-Knudsen) og polemiske anmeldelser af de seneste udgivelser af Mikkel Thykier, Glenn Christian og Theis Ørntoft.

Næste Nick-oplæsning er søndag den 21. september.

Disclaimer: Jeg er affileret med Kronstork via Slagtryk og har tidligere udgivet Victor Boy Lindholm på Weltscherz.

LIVE FÆLLESSKRIFT – DEL 3: To nedslag i en teksts forvandling under en liveskrift.

Indledning
Jeg ser det ikke rigtig som min opgave at lave en tekstanalyse eller –gennemgang af hvad der litterært skete under LIVE fællesskrifterne i Slagtryk-regi i juli. Men jeg vil gerne fremhæve et par steder i teksten, hvor dynamikken kommer til udtryk, for at give eksempler på hvad LIVE fællesskriften er, således at disse tre indlæg ikke kun handler om de formelle rammer og teoretiske overvejelser rundt omkring.

Der er mange passager og linjer, der redigeres en enkelt gang. De to følgende eksempler er afsnit, hvor forfatterne er vendt tilbage igen og igen.
Tidspunktsangivelserne er hvornår jeg læser afsnittet og ikke hvornår det er redigeret.

Eksempel 1 fra LIVE skriften ”kontrol”:

Tekststykket findes i midten af den endelige version. Der lægges for med semi-rytmiske digtlinjer i trokæ og daktyl, hvor solophugget nærmest står som titel og korngul lyder som et punktum i en jeg-løs tekst:

20:22
solophugget

filmer grusgraven der blomstrer
malm i de gode år
tidsler i tiden i mellem

korngul

Nye linjer er kommet til en halv time senere og rytmen brydes stedvist. Nye ord er blevet tilføjet – blandt andet et jeg – ingen eksisterende ord er ændret:

21:06
solophugget

filmer grusgraven der blomstrer
malm i de gode år
tidsler i tiden i mellem
trykker mønstre i hinandens hænder

korngul, jeg lægeløfter kåben
peger: solpinte kind

kaskade sluger savsmuld, skinner svælget lyseblåt
jeg indpoder ørkenen grøn

dykker ind i denne himmels stræklagen
med åbne øjne mod de brune plamager

En time senere er teksten skrevet sammen med det foregående og titlen er derved blevet opslugt i teksten. De fleste linjer har fået tilføjet flere ord – en sheriff introduceres ud af det blå – og teksten bliver mere talesprog eller udsagn fra en person (jeg):

22:10
og så: at bruse: den jeg-bevægelse når vand indrammer krop: de overtoner
af solophugget

film i grusgraven vild vild der blomstrer
i de gode år som wild wild west
jeg er så meget sheriff
sporer og tidsler imellem tiden
trykker mønstre i hinandens hænder

well, håbet er korngult og jeg lægeløfter kåben,
peger: solpinte kinder. hyggelige penge. wellskabte solnedgange. daser om af flora

når jeg sluger savsmuld, skinner svælget lyseblåt
eller, det burde det gøre
jeg poder ørkenen på kindens inderside: grøn i det fag, typecastet

dykker ind i denne himmels stræklagen
med åbne øjne mod de brune plamager

Ved afslutning af fællesskriften er der ændret få ting, men de sidste linjer når aldrig helt at få samme talesprog som de forrige og fremstår derfor mere lyriske:

22:59
og så: at bruse: den jeg-bevægelse når vand indrammer krop: de overtoner
af solophugget krydsfinér

film i grusgraven vild vild der blomstrer
i de gode år som wild wild west
jeg er så meget sheriff
sporer og tidsler imellem tænderne
trykker mønstre ind i hinanden
molto allegro
 
 
well, håbet er korngult indtil det har ligget for længe og for fugtigt og aldrig er blevet tørret ordentligt, og jeg lægeløfter kåben,
peger: solpinte kinder. hyggelige penge. wellskabte hænder langt oppe i solnedgangene. de finder et sted at ligge og daser i faunaen

når jeg sluger savsmuld, skinner svælget
det burde gøre mig grøn i det fag, typecastet
jeg poder ørkenen på kindens inderside:
dykker ind i himmelens stræklagen
med åbne øjne mod de brune plamager

Eksempel 2 fra LIVE skriften ”huller”:

Teksten starter fri og frisk, hvor det f.eks. er særpræget, at ”regnen er ekstra topping på havets overflade og det koster ikke 5 kr”. De tre første linjer står urørt fra start til slut. Hvilket jeg som redaktør fortryder jeg ikke påpegede. ”Smertens katedral” er alt for meget patos til min smag.

20:15
smertens katedral er Sverige
en skov i Sverige, forvent kærlighed, grene knækker bladfald sol
den højeste beliggenhed for en hovedstad er 3600 meter over havets overflade
sådan rækker vi ufrivilligt ud mod himlen, sådan står vi ufrivilligt på vores minder
regnen er ekstra topping på havets overflade og det koster ikke 5 kr
regnen leger tagfat mod asfalten, den sluges totalt, det her vejr er fuld af potente lommer, så mange steder talen kan stikkes ind
den her smerte er fuld af potentiale, lydene er højere end de plejer
menneskene er højere end de plejer
smerten en åndssvag form for overforbrug
stiger

Den interessante påstand om ”smerten en åndsvag form for overforbrug” er redigeret væk sammen med andet, til gengæld står der nu følgende gode metalinje ”sådan nogen dumme metaforer landskabet fores med”

20:45
~ smertens katedral er Sverige
en skov i Sverige forventer kærlighed, grene knækker, bladfald, sol
den højeste beliggenhed for en hovedstad er 3600 meter over havets overflade
sådan rækker vi ufrivilligt ud mod himlen, sådan står vi ufrivilligt på vores minder
regnen er ekstra topping på havets overflade, det koster ikke 5 kr, men pizzaen er jo også gratis, havet altså; sådan nogen dumme metaforer landskabet fores med. Ku man holde varmen her om vinteren, ku man bo ind i havets hvide

Teksten deles i to, anden del sættes lidt anderledes op og småredigeres.

21:45
~ smertens katedral er Sverige, her er gratis at komme ind, men
en skov i Nordeuropa forventer kærlighed, knækkende grene, bladfald, sol
den højeste beliggenhed for en hovedstad er 3600 meter over havets overflade
sådan rækker vi ufrivilligt ud mod himlen, sådan står vi ufrivilligt på vores minder

regnen er ekstra topping på havets overflade, havet altså, sådan nogle dumme metaforer landskabets tomme fores med
ku man holde varmen her om vinteren
ku man folde sig ind i havets hvide

I forrige stykke var pizzaen væk, mens toppingen var tilbage som en metafor-rest. Og det forsvinder så også i den endelige udgave. En af de lidt kedeligere tendenser i den trejde fællesskrift var, at flere tekststykker blev normaliseret, måske i forsøget på at skabe en fælles tone og forståelse at samles om. Men det handler også om afstemning af forventninger og ideer, hvor jeg i den redaktionelle rolle ser et stort potentiale.

23:00
~ smertens katedral er Sverige. En spændende pakkerejse, står der. Det er gratis, men
en skov i Nordeuropa forventer kærlighed, knækkende grene, bladfald, sol
den højeste beliggenhed for en hovedstad er 3600 meter over havets overflade
højderne kunne være vigtige, er: En slags ufrivillige rækværk mod himlen? minderne står ufrivilligt og hænger ud i baren, lægger et par kabaler. Der findes primtal, der findes regnestykker, der går op.

Afslutning:
Jeg overvejede også at udpege de bedste steder i teksten, for at fremhæve resultaterne i denne tredelte opsamling på juli måneds fællesskrift. F.eks. er dette fra tredje fællesskrift en af de stærkeste billeder:

pegefinger, tommel-
samles som en menneskehob
om en grusgrav

Men tilbagemeldinger og det samlede resultat in mente, synes jeg det var mere interessante og sigende at fokusere på proces og organisation. Senere i dag mødes jeg med Cecilie Lolk Hjort som vil skrive videre om sin og andres erfaring på sin blog. – Og så vender jeg tilbage om et par dage med læseoplevelser af udgivelser kommet de seneste uger.
 

LIVE FÆLLESSKRIFT – Del 2: overvejelser om forberedelse, rammer og forløb

Indledning
Fællesskriften er på ingen måde udtømt som koncept og der er mange muligheder i forhold til at lave en setup, hvor den kan udfolde sig.
Denne følgende del henvender sig til forfattere eller redaktører, som vil eller allerede udfører LIVE fællesskrift og som har ønsker eller input til dele af processen. Nedenstående er mine egne synspunkter og oplevelser på baggrund af den erfaring jeg har gjort mig gennem flere fællesskrifter som enten redaktør eller forfatter.

Valg af forfattere
Forfatteren skal være klar til fællesskabet og det fælles mål. Har forfatteren tidligere skrevet sammen med andre eller arbejdet med redigering af andres tekster, vil denne lettere kunne indgå i samarbejdet.
Det betyder noget om forfatterne er ens i stil, temperament og tempo. Jo større forskel, desto større risiko for konflikter i form af misforståelser, fremmedgørelse og mindre sammenhæng, men omvendt kan den større udfordring om at tilpasse sig åbne form, tone og indhold. Lyrikere kan godt skrive med prosaister, men jeg vil anbefale, at man vælger nogle fælles forfattertræk for at give et meningsfyldt udgangspunkt.

Valg af rammer og tid
Rammerne omkring fællesskriften skal afklares på forhånd. Hvad er formålet med skriften? Hvordan skal det forløbe? Er der spilleregler? Hvem deltager som forfattere og hvem er publikum?
Efter fællesskriften på txt.ville syntes flere forfattere, at tre timer var alt for lang tid at skrive i. Jeg tror det skyldes den absurde mængde tekst (56 sider), der blev skabt på meget kort tid (tre timer) og en mangel på struktur, redigering og andre elementer i fællesskriften. Jeg har skrevet i 12 timer flere gange og den del kan opøves. Brdr. Woetmann gjorde det i 24 timer.
Det tager tid at skabe en fællesskrift, der er interessant for både forfatter og læser. Forskellen fra den første til den tredje Slagtryk fællesskrift i juli er til at se i både proces, form og indhold. Forfatterne skrev mere sammen, der skete en ensretning i det formmæssige udtryk i større dele af dokumentet og indholdet bliver skarpere og mere forståeligt og sammenhængende.
Tid er derfor både et spørgsmål om at opbygge en erfaring og familiaritet med fællesskrift. Og det handler om det nu, hvor skriften pågår.

Valg af tema og benspænd
Temaet kan være et udgangspunkt og danner ramme for fællesskriften. Efter den første fællesskrift i juli mente flere forfattere, at det var okay, at temaet ikke blev fulgt. Det skyldes dels, at de anså processen og det at skrive som det vigtigste og mest interessant. Hvad kunne der ske, hvis man bare gav slip?
Omvendt resulterede det i en mindre sammenhænge tekst og for publikum var det svært at afkode hvad man sad overfor. Der var måske for meget inde i forfatterens hoved og for lidt på skrift?
Afhængig af formål med fællesskriften anbefaler jeg, at der arbejdes med konkrete (frem for abstrakte) temaer. Men det kan for så vidt sagtens kombineres og i begge tilfælde vil præciseringer og fokus hjælpe til at skabe et fælles fodslag og sammenhæng i tekst.
Benspænd er en måde at give nogle retningslinjer, der både udfordrer kreativiteten (hvis alt er tilladt, hvor skal man så starte?). Og benspænd kan også fungere som det kit, der gør at forfatterne finder et fælles fodslag og genkender hinanden i.

Redaktørens rolle
Jo flere forfattere, der involveres, des vigtigere er redaktørens rolle. Det handler på den ene side om at sikre kommunikation på tværs om hvad der sker, hvornår og hvordan. Og på den anden side at bistå med råd og vejledning i en hektisk situation, hvor ordene flyver om ørerne på forfatterne.
Som redaktør giver det mening både at være indpisker og opmuntre forfattere undervejs. Den umiddelbare feedback giver forfatteren mulighed for at redigere, mens passagerne er i frisk erindring. Men redaktør må også være sig bevidst, at jo større indgriben, desto mere bliver man som redaktør ophav til teksten.

Fysiske rammer og kommunikation
Ved fællesskrifterne i juli sad alle forfattere ved hver deres computer i hver deres hjem et sted i Danmark. Dette giver en usikker situation om hvad de andre laver og hvordan de har det undervejs i processen. Den spænding kan skabe en dynamik, fordi eneste redskab til kommunikation går gennem den skrevne tekst. Det øger intensiteten, men det skaber ikke nødvendigvis bedre arbejdsbetingelser.
Forfattere kan også sætte sig sammen og på den måde, at de kan se hinanden. Det kunne være online gennem Google Hangout eller Skype. Det kunne også være fysisk i samme rum. At sidde i samme rum giver bedre mulighed for at skabe de intime relationer, der kan øge tryghed, tillid og respekten for hinanden. Det lyder måske fjollet, men der er studier, der viser, at folk opfører sig forskelligt om de ser på et individ eller ser på en hvid skærm.
Hvis jeg skal give et godt råd, så er det, at det er vigtigt, at en påtager sig rollen med at kommunikere rammer, formål, tema, tid, etc. Det kunne også være mere inddragende, således at der blev kommunikeret indbyrdes mellem forfatterne, og så var rollen at facilitere dette og sikre, at alle blev inddraget i rette omfang og holdt sig i rette kontekst.

Redigering af tekst
I processen er det vigtigt at have fokus på redigering. Når forfattere skriver alene vil det i sjældne tilfælde være første udkast af en tekst, der sidder lige i skabet. At redigere er i sig selv at skrive. Jeg taler ikke om korrekturlæsning og ændring af et enkelt ord. For mig handler det om at de enkelte linjer og længere passager kan få en gennemskrivning eller splittes op for at blive udvidet. Redigeringen bør være en integreret del af skriveprocessen for det optimale resultat i både proces og tekstprodukt.
For at sikre dette i fællesskriften kan det være nødvendigt at lægge benspænd eller på anden vis sikre tid til og fokus på redigering. Man kan f.eks. sætte en stram begrænsning på tekstvolumen, eller begrænse idéfasen tidsmæssigt. Det er min umiddelbare oplevelse, at jo mere erfarne og fortrolige forfattere er med fællesskriften, desto mindre regulering bliver nødvendigt her.

En måske ikke så overraskende erfaring jeg har gjort mig er, at kommentarer undervejs fra redaktøren kan synliggøre redigeringsbehov (detaljer såvel som helhed) og i slutningen er det måske mere oplagt at redigere og rette til end i starten, hvor der mere er behov for fremdrift og dannelse af en retning/ indhold/ ide.

Produktivitet
En LIVE fællesskrift behøver ikke betyde en konstant produktion, det er det konstante fokus og koncentration, der er væsentlig. At skrive giver en synlig proces og noget at blive inspireret af og køre videre på, og jeg vil også anbefale, at der skrives med henblik på, at der er plads til redigering senere, snarere end at der skrives med henblik på, at teksten er færdig.
På baggrund af valg af forfattere vil det opleves, at der er en iboende konflikt imellem skrivestile, hvilket indeholder et potentiale. I skriften må der altså nogle gange tales og andre gange lyttes; det er en del af udfordringen og produktiviteten.

Kommentarer
Under fællesskriften i juli efterspørger enkelte forfattere flere kommentarer. Enkelte gav udtryk for, at det er rart at der var nogen, der forholdt sig til det skrevne, hvilket øgede anstrengelserne for at skrive noget godt. Og enkelte andre gav udtryk for at de savnede en mere klar definition af den redaktionelle rolle: hvis den er vurderende, så vil skriften blive påvirket mens den skrives; eller om den blot skal sikre kohærens og pege på muligheder.
Min holdning er klar: Redaktøren giver sit input (vurderende, spørgende, inspirerende, etc), og forfatteren afgør om inputtet er relevant. Det skal være frit for forfatteren (til det pågældende tekststykke) at afvise kommentaren efter den er læst uden videre behandling. Forfatteren kan også lade kommentaren stå til (inspiration for) andre. Og forfatteren kan redigere på baggrund af kommentaren og så enten fjerne eller lade kommentaren blive stående.
Det skal ligeledes være op til den enkelte forfatter om vedkommende vil deltage i kommentarerne. Men det er ikke det rette sted at diskutere. Kommentarfelter skal være et redskab for kommunikation om tekstens skabelse og diskussioner om ret og vrang hører i mindre grad til i den skabende fase.

Arbejdsdeling?
Efter fællesskriften spurgte jeg til, hvorvidt en arbejdsdeling ville have givet noget. De fleste forfattere afviste det som en god idé. Og det giver god mening. Ved at dele arbejdet er der en mulighed for, at man i endnu højere grad mister overblikket over det færdige produkt, og at man derved ikke har ansvar for andet end netop det man laver (klassisk fremmedgørelsesteori i kritikken af industrialiseringens specialisering på fabrikken). Men det bør stadig komme an på en prøve: i et band spiller medlemmerne også forskellige roller.

Forfatterens skrivesituation
Jeg har lyst til at skrive en kort bemærkning om forfatterens skrivesituation. Alene bag skærmen isoleret fra andet input er forfatteren i en udsat position. Der er forventning til skrift i volumen og kvalitet, hvilket kan virke motiverende for at komme i gang, men også skræmmende, såfremt det ikke glider.
At skrive så længe kan for nogen være drænende. En af de gode ting ved at være flere er, at man er hinandens inspiration som følge af den tekst, der produceres i det samme nu.
Forfatteren vil tidligt miste overblikket over den samlede tekst. Og efter et par timer kan forfatteren komme i et (skrive)delerium, hvor forfatteren måske end ikke har begreb om hvad vedkommende skriver. Hvilket kan give nogle interessante møder mellem forfatter og tekst dagen efter.
Forfattere kan generelt være forfængelige og følsomme om deres værk. Ingen ønsker sig dårlige anmeldelser og nogle er bedre til at håndtere det end andre. Forfattere er ikke en ensartet masse. De har forskellige værdisæt og synspunkter på det litterære. Man kan altså med fordel være ydmyg i sin tilgang til tekst i fællesskriften.

Afslutning
Fællesskrift er ikke et nyt fænomen, men det er nyt, at det så let kan tilgås og samarbejdet udføres så nemt. Ovenstående råd og vejledninger er måske en anelse tørt formuleret i forhold til hvor skelsættende det kan være at opleve for redaktør, forfatter og publikum. Perspektivet om at skrive sammen og opleve skrift blive til, er fantastisk. På baggrund af den feedback jeg har fået fra deltagende forfattere, der fortæller om at de har fået et nyt syn på deres egen skrift eller har lyst til at deltage igen, fordi samarbejdet omkring tekst er en produktiv og positiv overraskelse, så er jeg ikke i tvivl om potentialet i at iværksætte flere fællesskrifter.

LIVE FÆLLESSKRIFT – Del 1: et par overvejelse om proces og værk

Indledning

”Det er som om mulighederne er uendelige” ~Dea Sofie Kudsk

”jeg er sikker på at det [liveskriften] vil skabe litteraturhistorie, hvis vi bliver ved med at udforske det”. ~Cecilie Lolk Hjort

Ovenstående er citater fra korrespondancer jeg har haft med forfattere, der deltog i Slagtryks LIVE fællesskrift i juli måned (fremover for nemhedens skyld omtalt som fællesskrift). Fællesskriften er stadig i et tidligt stadie som koncept, i udlandet er der kun få eksempler og oftest har de ”blot” været baseret på et princip om at tilføje næste linje til teksten (hvor forrige linje har været kendt, indtil man har tilføjet sin linje og så får præsenteret hele teksten) eller næste tekst i rækken. Andre gode eksempler er Fikssions kollektive skrift på http://piratepad.net/fanfikssion. ”Mette Moestrups” ”Kollektivt, Anonymt” er også et resultat af fællesskrift og udvikles LIVE (om end mindre intenst og heller ikke med det redigerende aspekt af eksisterende tekst). Og så er der kun meget lidt tilbage af HelpDeskProxy, hvoraf perspektivet om kun at blive i et skærmbillede både er tiltalende og ikke.

Baggrund
Efter tre omgange med fællesskrift i juli måned som redaktør i Slagtryk regi – samt en enkelt på txt.ville og tidligere selv som deltager i fællesskrift på Hvis skriften standser har den ikke været her har jeg lyst til at dele en række overvejelser, som jeg har med den fællesskrift, der sker online og er til skue for et publikum i det øjeblik den bliver til.
Nedenstående er også en form for opsamling på den korrespondance, som jeg har haft med de involverede forfattere i juli måned.

Hvad er LIVE fællesskrift?
For den udenforstående vil jeg kort afgrænse, hvilket fænomen jeg i det følgende taler om. LIVE fællesskrift er en skriveproces, hvor det fælles består i at det sker mellem to eller flere forfattere eventuelt med redaktionel støtte, og hvor LIVE-elementet er når processen kan følges af et publikum, mens tilblivelsen sker. Fællesskriften har i nedenstående foldet sig ud på web, i et delt Google-dokument, men kunne også ske i et fysisk format.

Er LIVE fællesskrift et eksperiment?
Når man gør noget for første gang, eller når man ikke ved hvad der kommer til at ske eller hvad det slutter med, så vil der helt naturligt opstå elementer af eksperiment. Det behøver ikke at være ude af kontrol ved en fællesskrift, men det kræver en indsats i forhold til at opstille klare rammer, basere processen på erfaringer og følge op undervejs.
I arbejdet med fællesskriften kan man vælge at omfavne usikkerheden og udnytte fordele i det eksperimenterende. Både i forhold til at gå ydmygt til opgaven, være mindre prætentiøs i sin tilgang og følge med flowet uden tanke på sit eget “forfatterskab”.

Fællesskrift er proces
Også når fællesskriften er færdig fylder den proces, som forfattere (og læsere) har været igennem utrolig meget. Flere forfattere i Slagtryk-regi har givet udtryk for, at den tekst, der skrives undervejs, men som ikke findes, når dokumentet lukkes ved afslutning, også er en del af værket.
Det udsagn kan man være enig eller uenig i. Men jeg vil tale for, når der er et LIVE perspektiv tilknyttet. Når det for publikum er muligt at følge med undervejs, så er den tid, hvor skriften pågår, en del af den kunstneriske oplevelse. Gennem versionsstyring i dokumenter er der videre mulighed for at ”genopleve” processen som den skete tidsmæssigt. Dette understøttes f.eks. af Google Docs, men kunne også programmeres/ dokumenteres efterfølgende i en dynamisk udgivelse. Denne opfattelse af processen lægger sig op af f.eks. happenings, hvor noget der fandt sted på et givet tidspunkt og gennem dokumentation (og omtale) er blevet manifesteret i historien.

Fællesskrift og publikum
Særligt LIVE elementet og dokumentets foranderlige karakter giver et perspektiv til publikums tilstedeværelse og oplevelse.
Under festivalen txtville var LIVE skriften projekteret op på væggen og publikum kunne sideløbende med Slagtryks workshop følge med i dokumentet, hvor én forfatter var. Sidder publikum ved sin egen computer eller smartphone giver det individuel mulighed for at scrolle rundt i dokumentet. I begge tilfælde bliver det tydeligt, at det er svært at være alle steder, hvor teksten skrives og redigeres.
Det er ikke afprøvet, men det ville være interessant at lade projekteringen få mere fokus, således at publikum, mens skriften pågår, kan tale og diskutere værket. Og som redaktørerne ved de tre fællesskrifter i juli anvendte kommentarfeltet, så kunne det ligeledes åbnes op for det anonyme publikum, der enten var til stede ved projekteringen eller helt generelt.

Fællesskrift og værket
Værkbegrebet udfordres af fællesskriften. Hvem har ejerskab til værket? Hvornår er værket slut? Findes der flere versioner? Skal værket læses fra top til bund eller tidsligt fra start til slut? Er bidragydere kendte for publikum og hvordan registreres de til dokumentet?

Fællesskrift og forfatteren
Opfattelsen af forfatteren er ligeledes sat i spil. Hvem er ophav til de enkelte linjer? Er der tale om flere forfatteres stemmer eller er det en fælles stemme? I hvilken grad er der tale om et forfatterfællesskab?
Jeg tror det er vigtigt, at forfatterne går ind i det med deres egne værdier og som i et samfund tror jeg, at det kan lykkes (og mislykkes) for kollektivet at anvende de enkeltes forskelligheder. I den sammenhæng er det derfor også vigtigt at tænke på gruppedynamik, sociale relationer og at den enkeltes velbefindende i gruppen, kan være afgørende for fællesskriftens succes.
Efter fællesskriften fremhævede enkelte det positive ved det anonyme element. At man delvist ikke stod frem med navn til det frembragte. Og at fællesskriften står i modsætning til persondyrkelsen. Maja Schwaner pegede i en emailudveksling på forfatterpersonens erfaringer (krop, sex, race og køn), der i den kollektive skrift kunne være ophævet og dermed øge fokus på teksten foran en og ikke personen bag teksten. Derved peger Maja også på, at de eksisterende magtstrukturer bliver mudret sammen, hvilket vel både kan betyde, at de bliver sat ud af spil, sløres eller helt omvendt kan løftes af et fællesskabs samlede ansigtsløse magtpotentiale?

Delkonklusion
Fællesskriften er i mine øjne både en proces og metode, såvel som en genre og stilart for sig selv.
I det næste indlæg vil jeg gå i detaljer med hvordan fællesskriften organiseres og pege på nogle af de overvejelser, som redaktionen i Slagtryk havde gjort sig forud for de tre LIVE fællesskrifter i juli.