Hjemløst

Min hoveddør er et digt, jeg ikke kan åbne. Hver gang du skriver, tegner du et omrids af mit spøgelse. Skriv det bag øret som en cigaret, der venter. Jeg har den koldeste skulder, må jeg være din trøje idag? Tirsdagen må være mit uholdbare svar på den årstid, hvor du bliver yngre. Hjemløse hånd, kast dig selv mod himlen og giv solen en høj femmer.

Der er så meget vand

Der er så meget vand, at det bliver blåt. Kuldskær på molen mod horisonten. Luften er hvid, en fugl lysskær i skjul. Luften i lunger, vandstanden som ubrudt søvn. Kære far, du har din måde at gøre tingene på. Med skridt nok i skoene ligger jeg i en havn af drømme. Dit eneste ønske er at lukke i som en blomst.

Jeg har lyst til at være et digt

Jeg har lyst til at være et digt, der hylder søndagen, som en flod takker regnen. Jeg har lyst til at være en tekst, hvor jeg kan bytte rundt på ordene og stadig give samme mening. Jeg har lyst til at være en sætning, der tager til i fart som jubel. Jeg har lyst til at være de ord, der former dit smil. Men mest af alt har jeg lyst til at være det navn, som du siger mandag morgen.

Anne Carson: Nox

I den forgangne uge har jeg læst ‘Nox’ af Anne Carson. Værket består af forskellige slags brudstykker. Digte, definitioner og billeder, efterladte noter og andet biografisk materiale er trykt i et langt sammenhængende stykke, harmonikafoldet og lagt i en boks. Bogen er et monument og en samling af stykker, der kredser om hendes brors pludselige død i København.

Anne Carson inddrager i forvejen det personlige, selvbiografiske i sine værker og at læse en engelsk bog, hvis handling pludselig indfinder sig i København gjorde det kun mere nærværende for mig. Interessant at tænke, hvad en amerikaner måtte opleve ved den forøgede distance; om de ville gøre et forsøg på at tilbagelægge distancen mentalt for at minimere afstanden mellem værk og læser.

Jeg oplever, at døden er en indiskutabel størrelse i bogen. Det er forholdet mellem den tilbageblivende og døde, der forsøges indkredset. Et af de billeder, der rørte mig mest var fra et stykke, hvor ‘mutam’ defineres. Sidste linje lyder:

“(of a consonant) that cannot sounded by itself, mute”

Dette indlæg er en anbefaling og afslutningsvis vil jeg her citere begyndelsen fra et af de smukkeste stykker i bogen:

1.1. History and elegy are akin. The word “history” comes from an ancient Greek verb meaning “to ask.” One who asks about things – about their dimensions, weight, location, moods, names, holiness, smell – is an historian. But the asking is not idle. It is when you are asking about something that you realize you yourself have survived it, and so you must carry it, or fashion it into a thing that carries ifself.”

Anne Carson: Nox. New Directions 2010.

Du kom for at skære rebet over

Drømmene kaster mig tilbage som et ekko
og jeg må starte forfra,

væggene er en trøje
jeg har haft på i flere dage
som en omfavnelse, der bliver ved.

Natten er røg, der siver ind i værelset
sådan bliver verden mindre og mindre

For enden af dagen er der et anker
der trækker os opad,
du kom for at skære rebet over
til i morgen.

No shit, Sherlock!

No shit, Sherlock!

hvis nederlaget ikke er muligt,
er sejren aldrig en realitet.

Derfor er jeg er din gode karma
der langsomt bruges op,

ikke skindet på bjørnen
men skyd mig alligevel,

for de tørre pletter
er prikker fra udråbstegn
hvorfra jeg kan høre din latter
kaste mig rundt som et ekko.

Klovnen tømmer sit grin

Du piller mig fra hinanden
som et træ
blad for blad,

så jeg står tilbage
som en armhule eller
en ramponeret badebro.

Du forestiller dig
at vi tilbageholder
det selvsamme gab,

men jeg lukker munden
fordi der er udsigt
til stiv vind og kuling,

når du tømmer skyerne
søndag morgen
som klovnen tømmer sit grin hver aften.