Tre noter til ‘Det litterære økosystem’

(Også) Idag føler jeg mig så kedeligt begrænset af mine evner til at gengive mit sprog, at udfolde min legesyge. At nedfælde et ord på papir eller taste det på en skærm føles en-dimensionelt, hvor meget er det egentlig forfatteren har flyttet sig siden den første lertavle blev indgraveret engang i Grækenland?

Andreas Pade gjorde mig for (mindst) et år siden opmærksom på Douglas Rushoff. En video jeg igen og igen vender tilbage til, der (ganske politisk) har titlen “Program or be programmed”.


 
Videoen starter, hvor Douglas Rushoff begynder at fortælle om mennesket, der får et alfabet med 22 bogstaver, så folket ikke er afhængige af præstens hieroglyf-læsning, hvordan trykkekunsten senere giver alle en mulighed for at kunne skrive og til sidst hvordan computeren giver folket mulighed for at programmere virkeligheden. Og så ellers – i mine øjne – ganske rigtigt påstår, at de nye muligheder medierne giver, kun gør os i stand til at efterleve, hvad det forrige medie lovede os: at trykkekunsten ikke gav os et samfund af forfattere, men et samfund af læsere med en lille elite af forfattere; at computeren ikke giver os et samfund af programmører, “men en nation af bloggere”.

MELLEMREGNING: Med en teknologi som computeren og internettet, der er lige så revolutionær som trykkekunsten, vil vi fortsat have en lille elite, som formår at udnytte mediet, mens resten af er et eller flere skridt efter.
 
 
*

DEMOKRATISERING af kunsten siden slutningen af 60erne har øget adgangen til kulturen, hvilket gælder for både den oplevende såvel som udøvende part. Demokratiseringen har samtidig betydet en

AFHIERARKISERING i kunstens verden, der (inden for litteraturen) betyder, at en forfatters legitimitet må finde fodfæste i andre værdier. Denne

LEGITIMITET har tidligere været understøttet og støttet økonomisk af institutioner, der idag genbesøger deres formålsparagraffer, fordi en større

FRAGMENTERING af samfundet er sket. Institutionerne er (i Danmark) støttet af Staten, der styres af regeringer, der lytter til en befolkning, der er mere og mere

INDIVIDUALISERET. Det interessante er, at denne

SELVBEVIDSTHED i befolkningen ikke nødvendigvis stiller spørgsmål ved forfatteren og vedkommendes rolle. Men

ANVENDELSEN og synligheden af litteraturen må forfatteren stille spørgsmål ved. Hvis den ikke har en almen samfundsmæssige funktion – eller ikke anerkendes som en sådan, så vil det før eller siden betyde noget for strukturerne i det eksisterende økosystem, fordi vurderingen må finde sted i en legitimitet.

MELLEMREGNING: For det vil ikke nødvendigvis komme til en konfrontation; forfatteren og litteraturen som vi kender den idag kan ende på et rangerspor, hvor opmærksomhed og midler bliver stadig mindre, mens oplevelse og anerkendelse af andre (ikke-lineære) fortælleformer øges, fordi de tilbyder publikum underholdning, visdom og erkendelsespotentialer, der matcher tid og sted.
 
 
*

HVORFOR skal en kritiker som Lars Bukdahl finde sig i at litteraturtidsskrifter modtager tidsskriftstøtte, når hans egen blog og brand har en (kvantitativ )større læserskare og opmærksomhed om litteraturen og kritikken?
Og ville vi få kritikere som Leonora Christina Skov eller Tue Andersen Nexø til at skabe sig en lignende synlig platform Online, for at få del i sådanne midler.

HVORFOR vil en produktiv forfatter som Caspar Eric Christensen nogensinde ønske sig at blive udgivet i en fysisk bog, hvor 200 kroner stiller sig i mellem boghandleren og læseren, hvis han kan stille sig op på et lille Vesterbro galleri og læse højt i 15 minutter og herefter ryge Gauloises og drikke Redbull med vodka med sine fans?
Groft sagt, så er honoraret fra det private forlag underordret, bogen ville blive udgivet med udsigt til adgang til statens kulturstøtte, der dog næppe dækker for en truende arbejdsløshed som akademiker.

HVORFOR skal man som læser af litteratur komme til et oplæsningsarrangement, hvor forfatteren får 4.000 kroner fra Statens Kunstfond for sine 15 minutters oplæsning, når Third Ear har et par kæpheste liggende i god kvalitet – når læseren har tid. Og HVOR LÆNGE kan det litterære kredsløb leve med, at Third Ear og deres slags falder uden for de almindelige støttemuligheder?
Kunne det skyldes, at ingen kan overskue konsekvenserne ved forandringerne. Kan de nye medier håndtere støtten [kunne de gamle?] – eller skyldes det holdningen, at der i det mindste tilfalder aktivt litteraturformidlende forfattere en økonomisk bonus, når befolkningen opdrages/ uddannes/ underholdes.

META: Det litterære økosystem er under forandring. Mit udgangspunkt er, at legitimiteten finder sit fodfæste i økonomiske og historiske strukturer. Når disse er under forvandling [første note], så skifter værdier og værdifordelingen [anden note], og en mellemregning er derfor, at der er forhold, der kunne ændres [denne tredje note].

MELLEMREGNING: De tre HVORFOR’er er stillet op som modpoler og er tænkte eksempler til at understrege en pointe, der fra min side egentlig ikke er et enten-eller. Det, jeg skriver er, at det litterære økosystem som vi kender det, er nødt til at forandre sig, hvis det vil tilbyde alle parter en tidssvarende struktur, en relevant opmærksomhed og en rimelig økonomi.