Om KUP arrangement om Marguerite Duras

I går holdt KUP et arrangement i anledningen Arenas udgivelse af Morten Chemnitzs oversættelse af Marguerite Duras. Det sidste bidrag på aftenen var et essay af Josefine Klougart, hvor hun undervejs bemærker, at hovedstolen måske slet ikke er forfatterens levede liv, men derimod blotlæggelsen af de forfattere, som ens skrift udspringer af.

Der pegede hun indirekte tilbage på Olga Ravns bidrag lidt tidligere på aftenen. Hun havde læst op af de tre sidste klummer [1, 2, 3], som hun havde skrevet i Information og forklaret sit voksende tilhørsforhold til Duras fra første til sidste klumme. Klummerne forekom mig langt stærkere læst op, når forholdet til Duras samtidig blev anekdotisk beskrevet. Og på en måde modigt, ikke kun i sin demaskering. Det var en åbning for mig.

I det hele taget var aftenen en åbning for mig. Mit forhold til Duras var ikke eksisterende. Men først Peter Borums skarpe indgangsvinkel til fortællestrukturen og dens konsekvens. Og senere henholdsvis Amalie Smiths oplevelse og Ida Marie Hedes kommentar til Duras film var alt i alt meget inspirerende.

Pernille Abd-el Dayem læste op af Duras Le ravissement de Lol V. Stein og læste derefter op af en tekst, som havde inviteret Lol Stein ind i teksten. Pernille vævede lidt i hvordan sammenhængen til den originale romanfigur var – hvilket forekommer mig helt rimelig, og hvis jeg husker rigtigt, så sagde Pernille noget i stil med, at Duras roman blæste igennem teksten eller igennem hende selv, da hun skrev teksten. Uanset om det ene eller andet er rigtigt, så hørte jeg i aftes en smuk tekst. Hvor hun skriver om at vende sig om (i sengen ved siden af Lol Stein), så knoglerne falder på plads på en bedre måde. Hun benævner kærligheden (eller var det lykken?), som ensom. Og der er flere andre passager, hvis ellers de kan ses enkeltstående, de var i hvertfald enkeltvis meget sanselige, hjertelige i deres smerte og glæde. F.eks. efter at have åbnet op for demoner tidligere i teksten (og inviteret dem inden for), vender hun tilbage til demonen, og fortæller hvordan den kan krybe igennem den lille sprække og tage plads i barnet (noget i den stil).

Morten Chemnitz læste den første klumme fra oversættelsen op. Det fik jeg vist ikke helt fat i, men jeg ser frem til at læse klummerne på egen hånd, nu hvor jeg har fået lidt hjælp inden.

Marguerite Duras: Sommeren 80. Oversat af Morten Chemnitz. Arena (2012)

Tag dig sammen, internet (tre kommentarer)

1.
I Standard har Martin Glaz Serup og Thomas Hvid Kromann skrevet om den litterære blog [via kornkammer]. Jeg har ikke læst artiklen og håber den er god. Og jeg synes det er godt, at et af de større danske tidsskrifter (i abonnenter, rækkevidde og prestige) giver plads til den slags. Men hvorfor kan vi ikke læse om internettets bidrag til den litterære scene på internettet? Ikke denne artikel, den er hvor den er, men helt generelt: Hvorfor er der ikke flere, der sætter en dagsorden, der ikke er afhængig af trykte medier. Tag dig sammen, internet.
 
 
2.
Lars Bukdahl skriver på sin blog, at han hader, at digte optaget i Hvedekorn går igen i forfatternes egne bøger. Jeg undres over holdningen. Som redaktør af Slagtryk, der som Hvedekorn trykker digte og kortprosa, ser jeg meget gerne, at digtene lever videre i andre sammenhænge efterfølgende. Det er måske mere almindeligt for (lyrik)udgivelser fra f.eks. USA, Tyskland (og England?). Men hvor jeg dog glædes ved tidsskriftets mulighed som mellemstation, både for forfatter og for tekst, der kan udvikle sig fra publicering til publicering. At bliver begavet med flere versioner af samme tekst, what’s not to like?

Forklaringen kommer Lars Bukdahl selv med: at han foretrækker, at digtet kun står et sted. Det er feinschmeckeren, der taler; det er den dedikerede læser, det er eliten, der vil have noget ud af sine anstrengelser, sin litterære kapital. Jeg anerkender, at det er et legitimt argument. Men det er også snævert og ekskluderende og med til at fastholde nichen som niche, eliten som elite. Og det ville nok også betyde, at forfatterne ville holde længere på teksterne og måske slet ikke sende dem ind i håbet om at få dem udgivet i et værk?
 
 
3.
Når Lars Bukdahl anklager Promenadens skribenter for at undergrave Forfatterskolens jubilæumsskrift ved at ligge et par bidrag ud på Promenaden er det en – i mine øjne – klassisk misforståelse, der både fandtes hos pladeselskaber for 10 år siden og findes hos forlag i dag. For der er intet undergravene; der er tale om fire ud af fyrre bidrag. Artiklerne når ud til flere læsere, og en andel af disse vil få lyst til at købe Festskriftet, enten fordi de vil læse artiklen i et bogformat eller er blevet interesseret hele antologien.

Men kritikken kommer måske på grund af noget helt andet: at Lars Bukdahl som vanligt er på tværs og hellere vil læse, dem der ikke har bidraget, end dem der har?
Festskriftet for Forfatterskolens 25 års jubilæum kan købes her: http://basilisk.dk/bog/FS25.htm

Sophie Le Fraga: I DON’T WANT ANYTHING TO DO WITH THE INTERNET

Jeg indrømmer gerne, at jeg kun læser 2-3 digtsamlinger af ikke-nordisk herkomst om året og der er givetvis flere gode sager derude. Men jeg vil undlade at starte en diskussion med mig selv om hvad jeg får ud af dansksprogede digte i forhold til digte på et andet sprog end mit modersmål og starte min omtale af digtsamlingen her:

På forsiden står der I DON’T WANT ANYTHING TO DO WITH THE INTERNET og nedenunder “digte af Sophie Le Fraga”. Bogen består af 45 enkeltsider i A6 format, hvor digtene er trykt (fotokopieret?) på genbrugspapir (?), og som oftest kun består af små udbrud.
Titlen er ironisk og værket er fyldt hvad der kunne være statusupdates på Facebook, Instagram eller hvor vi befinder os. Nogle ting ved samlingen forekommer henkastet og tilfældig. Rækkefølgen på digtene, som læseren selv kan lave om på; hvordan teksterne er sat op visuelt; hvorfor et givent digt er med i samlingen. Og samtidig virker det hele planlagt; sat sammen, så det giver mening for forfatteren; og sådan at læseren bliver beriget.
Et digt fra samlingen:

in the anecdotes
and parables
composed
of former future

I found a piece
that med me
largely Rethink the
garden

as a Screensaver
DEEPLY structured
to alienate

the world.

Som ved f.eks. Caspar Eric Christensen fungerer ironi, slang og udtryk fra internettet som en naturlig del af Sophie Le Fragas sprog. Læseren får brudstykker fra en telefonsamtale fra “oh my god yes / oh my godwhat”, små konkretistiske digte og enkelte digte forekommer mig at være private beskeder til personer, der så foreviges på tryk. Er det hengivenhed? Er det ironisk? Bliver det en afstandstagen eller er det fra hukommelsen allerede på afstand og digtet derfor en romantisering? Her:

hello.
my native city

couldn’t miss out
on andrea.

i loved you
& need your

info.

                          berlin
                   can wait,I

              couldn’t miss
              out on love.

 
       hello my love.

       (thank you)
         (thank you)

For det er følelserne, de små udbrud, der for mig sætter teksterne i spil og gør sproget levende. Jeg ved ikke om jeg vil tale om decideret minimalisme, bare fordi teksterne er så korte, men der er en stramhed og en klar sproglig bevidsthed. Et sidste digt i denne anbefaling af udgivelsen:

If 7 of you
#LovelyPeople

Were looking
forward to

the lady at
Strawberry

Blunt,
the choice is

obvious.
Tomorrow ain’t

nothing but a
12$ Ticket to

Patience.
I.O.U waves of

Patience.
Repeat.

a legendary
shout

of Patience.

Jeg skrev egentlig i starten af omtalen, at det var en af årets bedste udgivelser og selvom den linje nu er redigeret væk, så var det først og fremmest en henvisning til stemmens originalitet og sprogets skønhed i al sin ‘almindelighed’. Men jeg ved også, at jeg om 3-4 år vil se tilbage og tænke, at den ‘blot’ er en del af tiden omkring 2010, hvor det for nogle (yngre) forfattere falder dem helt naturligt at skrive som de gør, mens vi andre står og fryder os over nyt sprog.

På Lambda Literary findes en anmeldelse og forklaring på hvordan ‘hæftet’ er opstået.

Sophie Le Fraga: I DON’T WANT ANYTHING TO DO WITH THE INTERNET. Keep this bag away from children (2012)

Hvor er kritikken af ‘litteraturen på nettet’?

Af og til starter Caspar Eric Christensen en debat på sin blog, som så får en masse (eller bare nogle) til at forholde sig og kommenterer på indlægget. Det synes jeg også du skal gøre, så læs med om internetlitteratur og kritikken:

caspareric.wordpress.com/2012/11/08/tanker-om-internetlitteraturkritikken-af-internettet/
 
 
Udgangspunktet kan måske opsummeres i denne korte linje fra Caspar Erics eget svar på en kommentar:

JEG VIL GERNE HAVE EN LITTERÆR SCENE HVOR DER UDGIVES MANGE INTERESSANTE BØGER, jeg plæderer bare for at internettet også er et kulturelt felt der er relevant. (…)

og kort efter fortsætter han sit gode opråb til kritikere og forfattere med:

(…) ansvaret på nettet må være det samme som i ‘den trykte virkelighed’, altså vi må bestræbe os på at lave ting der vil sætte nye standarter/arbejde med nye fremstillinger af virkeligheden osv. jeg ser det ske mange steder (og nettet har ikke på den måde landegrænser).
Kritikkerne må til at følge det samme krav. Det er fint at værne om kulturhistorien. Men der skal også være en kulturhistorie om 100 år.”

En delpointe i mit indlæg er:

(…) hvor er kritikken, omtalen, etc. af hvad der sker omkring. Og hvorfor er den ikke at finde på nettet? Hvorfor er litterære blogs så interesseret i de gamle udgivelsesformer: Bukdahl, Thomas Glud, Stefan Kjerkegaard, Promenaden? Jeg gætter på, at det skyldes at den litteratur som de synes om, udkommer i bogform. Kom den på nettet, ville de skrive om det der kom på nettet.

Tager jeg fejl? Hvad er din holdning? Hvilke andre kritikere med en jævnlig opdateret hjemmeside, blog eller bare twitterprofil tager fat om hvad der sker på internettet? Deltag i debatten på Caspar Erics blog.

Jonas Rolsted: Flex Death

Over ti ‘kapitler’ giver Jonas Rolsted et varieret vidnesbyrd med sine lyriske passager, iagttagelser i korte sætninger og længere overvejelser over hverdagens møder med mennesker (piger, arbejdsliv, familie). Teksterne i Flex Death er inddelt i nummererede afsnit, der måske kan forstås som de intervaller, som han skriver, at musikken og litteraturen undersøger.

Kompositionen er stram uden at være rigid. Den giver en fin bevægelse ind i bogen, som så aftager på samme vis – måske fra midten, hvor Perpetuas optegnelser fra sit fængsel er anvendt. I den midterste del er prosaen mest flydende og sammenhængende, mens det lyriske fylder mest i de yderste kapitler.

Tue Andersen Nexø har skrevet en fin anmeldelse i Information, hvor han blandt andet henviser til nogle af de gode lyriske passager.

Jeg vil gerne citere afsnit 24 i kapitel 3.

En ting som jeg synes er karakteristisk for flere af de kolleger som er alkoholikere – og som jeg også keder fra min familie – er en tendens til at iscenesætte sig som offer, som lidende. Først ytret som tilbøjelighed til forskellig slags selvpineri, at påtage sig meget mere arbejde end de andre, hos den enkelte borger at udføre langt mere arbejde end rimeligt og nødvendigt er, til fester og arrangementer, med smerten malet i ansigtet, at melde sig til forberedelse og oprydning ‘selv om jeg skal meget tidligt op næste dag’, ved enhver given lejlighed at bringe ofre. Siden ytret ved mere eller mindre subtilt at lade omverdenen vide og mærke hvilke navnløse lidelser og krænkelser dagen har budt – hvortil kollegerne – nytteløst – påpeger at vedkommende jo strengt taget ikke havde behøvet at påtage sig så meget. Og endnu siden – ved at gå rundt i en tilstand hvor vedkommende virker som om hun er på sammenbruddets rand – og måske virkelig er det – og i denne tilstand presset til det yderste – at være nådesløst ubehagelig over for sig selv og andre.

Jonas Rolsted: Flex Death. Gyldendal (2012)

Disclaimer: Forfatteren er en god bekendt/ ven.