Tag: skriften

Din smag er årsagen til at dit arbejde skuffer dig

Ingen fortæller det her til nybegyndere. Men du begynder at skrive poesi, fordi du elsker poesi. Du har god smag og der er digte du virkelig godt kan lide. I de første år skriver du digte, men befinder dig i en kløft: de er bare ikke gode nok. De prøver, de har potentiale, men de er ikke. Men din gode smag, det der fik dig til at starte med at skrive, er intakt. Så din smag er god nok til at fortælle dig, at det du laver er skuffende. Mange forfattere kommer ikke forbi den fase. De giver op.

Det er muligt at skrive sig igennem. Du skal skrive en masse digte. Give dig selv opgaver og deadlines. Det bedste er, hvis du skriver til noget – måske et tidsskrift- eller nogen du kender, som venter på at læse dine digte. Ved at skrive dig igennem, begynder du at fylde kløften ud, så dine digte kan nå dine ambitioner.

Inspireret af radioværten Ira Glass [YouTube] via kottke.org

Virkeligheden

Jeg var der ikke. Jeg har et billede af det. Så jeg har ikke været der, og det er ikke mit, men jeg kalder det ved navn, for at knytte mig til det. Jeg taler om det og oplever derved verden, der eksisterer uden at finde sted.
 
Jeg skriver tekster, historier, så hvorfor skulle jeg udføre handlingen selv: en virkelighed er bedre end en anden.
 
 
Jeg har heller ikke tænkt mig at gøre det. Jeg har tænkt mig at skrive det. Sådan vil jeg være tilstede, der hvor du er, hvor du hører mine ord. Sådan vil du ende med at gøre det, reproducere handlingen og derved lade den være sket.
 
Om det er i dit hoved eller i mine hænder er lige gyldigt. En virkelighed er ikke bedre end en anden.
 
 
Jeg var der ikke. Jeg har skrevet mig ud af situationen. Jeg ved godt hvad du taler om. Men vi tæller hver vores sekunder og fordobler handlingen i det uendelige, når vi husker historien igen.
 
En virkelighed afhænger ikke af en anden. En virkelighed afhænger af en anden.

Midlertidig tale

ser du
jeg er ingen bog
og skriften er ikke min

er mine fingre græs
er din mave

&

se hvordan nakken slår
du er en kat som en hest

alene på marken
aldrig alene

&

hvis du vil vide hvem
vær et brev uden modtager

mine hænders furer er
skrift du trykker mod kind

&

se mig ikke som spøgelse
uden at kende de forrige besøg

vi under himlen
skilt som læber

Mads Mygind: Før vi har set os omkring

After Hand skriver på deres blog, at Mads Myginds samling falder i tre dele (rastløs og kritisk, aggressiv og hastig samt søgende og overvejende digte) og overordnet set kredser om tre spor: et politisk (kritisk), et poetisk (sprogreflekterende), et privat (personligt).

Især den midterste del synes jeg skiller sig ud. Alle ord i versaler, en stærkt selvbevidst skrift i dialog med sit eget væsen. F.eks. denne lille “Jeg har ikke brug for at gentage mig selv / for at gentage mig selv”. Dem er der flere af, men det er ikke fordi, at det er ren metatekstlig omgang med sproget. Midterdelen indeholder også det kritiske og personlige spor, der giver tekstkroppen arme og ben.

Den tredje del læser jeg overvejende som det private spor. Men også her genfinder jeg det politiske og poetiske spor i teksterne. F.eks. indleder Mads Mygind en tekst med “her den anden morgen blev morgenen ved med at blive ved” og afslutter senere med “og solen skinner eller skinnede”. Morgen og morgenen samt ved, ved og ved i første linje som det poetiske spil med (nu- og da)tiden samt gentagelsen af samme tidsopfattelse i den skinnende sol.

Hvis jeg lægger vægt på ord som demokrati, neuroser og racisme, så kan den første del læses som mere kritisk, politisk. Det jeg dog bider mest mærke i, er at jeg fastholdes af et sprog, der skaber smukke billeder, der har originale spring i betydning og som ubesværet taler til mig. Jeg vil gerne citere en af de tekster fra første del, som jeg synes bedst om – og så ellers anbefale “Før vi har set os omkring” til alle med mere end hjerte på hjerte.

i vejsiden en grævlings knuste kranium, længere ude
trækker en vindmølle landskabet op
forstå nu det jeg siger, forstå nu
det jeg siger er ikke forskelligt fra det jeg ikke siger
endnu ved de ikke at der kun er utopi
revolutioner i fingerspidserne, i grøften
en bil krøllet sammen som en sommer
vi har efterladt som ved et uheld

 
 
Mads Mygind: Før vi har set os omkring. Edition After Hand 2011.

* * *

 
med knogler
som vinge
der knækker
 
/ ryst fjerene
af dine øjne
de letteste
 
blæsten tager
fugls sang
 
 
        *
 
 
aldrig blå
når sort
er hvid
 
/ afskedig
det transparente
med gentagelse
 
døren klapper
havet i land
 
 
        *
 
 
så lidt retning
i linjers
tavse brud
 
/ læn skrift
ud af dit åbne
håndled
 
næven som knæ
kælen på jord
 
 
        *
 
 
        *
 
 
        *