Cecilie Lind: Dughærget pupil accelererer tusmørke

Forestil dig et stykke musik, hvor man kender noderne, men ingen ved hvor længe de enkelte toner skal holdes og med hvilket temperament de skal spilles. Hvis du spiller stykket, bliver din version derfor en gyldig fortolkning blandt andres. Det er i den situation, hvor musikken i sproget er stærkest, at jeg kommer bedst ud af det med Cecilie Linds Dughærget pupil accelererer tusmørke. Og dette er derfor en anbefaling, fordi hendes sprog er gennemsyret af musik.

Cecillie Lind er i samlingen storforbruger af assonans (og allitterationer). Det lader til at give teksten stor frihed til at udvikle sig. Og ofte er det helt uforudsigeligt, hvilke ord der følger og hvordan sætningen udvikler sig. Hvis man er fri nok i sin læsning kan udsagnsord læses som navneord og den manglende tegnsætning giver læseren frit spil, hvilket til tiden kan bringe en ud på usikker grund. Men ved højtlæsning af teksterne har jeg kunne høre musikken og derved kompenseret for mit måske manglende greb om al indhold. Her de sidste 18 linjer i “Spejlingspur parade”

(…) helteskikkelse hjemsøger mismodig mø tolerancetærskel overskredet frist for gensyn afvises hovmodig henvisning til krakeleret krigskodeks fornægtet relation en ensomhedsrytter skabt i uforskyldt askese rusens udeblivelse bevirker fiasko flimret mismod dementerer påstået storhed står for fald for frøkner frygter pletter mødre skam i det hele taget uskønt korstog kulmineret hellighed afsværges svig og dristig dragt præmieres medaljemorads ufortjent fanfare fuldender autoritær febervildelse medfører undersåtsyge tilsagn om befalingsfascination strunk krøbling fremturer tabubelagt leg med sværd svares igen gennemblødt klæde udkrænget legeme vakkert farvel kræver pragt og parade og passende respekt

Der er meget kvidren og feminin røst. Hvis jeg skal sige noget om indholdet og ikke blot formen, så synes jeg, at teksterne ofte handler om det at hengive sig (kvinden til manden) og hvor meget; og hvad der skal lægges i den enkelte relation; og livet som sådan.

Teksterne er mere indadvendte, reflekterende, end egentlige fortællinger. I forhold til et tilbagevendende tema om hengivelse og tvivl i forhold til sine valg, så synes jeg, at det fungerer ok – om end teksterne ikke altid virker lige interessante bedømt på scenerne. Jeg ville nok have skåret et par tekster fra udgivelsen, da tomgang forekommer i et par tilfælde.
 
 
Det er Cecilie Linds stil at pumpe sin prosa med hjemmegjorte ord. Den ekstensive anvendelse er noget jeg skulle vende mig lidt til, men jeg følte aldrig sproget var forceret netop på grund af den iboende musikalitet. De enkelte tekster kan læses som ornamenter fra klassisk musik. Måske kan det siges, at de 35 tekster har længden af små musikalsk stykker, der sammen giver en suite?

et enkelt lille vindstød støder til og tager med sig et dukkedødssus et enkelt lille åndedrag

Genrebetegnelsen er “usagn”, hvilket vel refererer til sagn / myter og derved uden selv at være det, skriver sig ind i den kontekst. Og hvis sagn sprogligt kommer af “udsagn”, så vil jeg mene, at “usagn” på samme måde forholder sig til det sagte, og teksterne i deres fortætninger ikke er fortællinger i traditionel forstand.
 
 
Da jeg stod med bogen første gang lagde jeg først mærke til omslaget. Bagsiden er af Julie Nord. Det i sig selv begejstrede mig, men det viser sig også at være en nøgle til at læse Cecilie Lind. Der er ligheder i den måde de to kunstnere behandler eventyret på, hvor der sammen med det yndige, eventyrlige også kan findes en underliggende mareridtagtig uhygge.

En anden forfatter jeg kom til at tænke på undervejs var Ursula Andkjær Olsen. Det skyldes måske min højtlæsning blev vrængende og skarp undervejs i et par tekster? F.eks. i “Det eksklusive skelets deroute”.

Bogens univers ligger for mig tæt op ad noget victoriansk med gotiske elementer som f.eks. flagermus, drager, frøer og prinser. Og kun i sjældne tilfælde forfalder Cecilie Lind til et helt nutidigt ordvalg. Men det er til gengæld lige i øjet i slutningen af “Troldkvindeproces”:

sart sortsyn må udryddes ellers regerer ondskab hedt og hey kan argumenter opveje vildskab tror man på logikkomprimeret puritanisme vel det er vægten af udgrænset tautologitogt der bestemmer stilstandsstadier følger mønstre uden nybrud tynger eller ikke letter fra flokken og markerer egenart forvrængning er obligatorisk turbulens jinx dine dage til ende lyder opfordringen herfra

 
 
Cecilie Lind: Dughærget pupil accelererer tusmørke. Samleren (2012).

Reklamer

Siwa på Louisiana Literature

Randi Pontoppidan og Morten Søndergaard har været i Siwa og har tidligere optrådt i Literaturhaus i København med et resultat af det ophold. I weekenden var det muligt at opleve dem to gange på Louisiana Literature og deres beats, brudstykker af lyd fra Siwa, ord og sang berigede mig endnu engang. Ved arrangementet blev et hæfte på 48 sider uddelt til interesserede. Der er lidt dokumentation fra deres ophold i form af billeder og tekst. På en af de første sider er der et par linjer af noget der ligner en samtale. Der står:

Vi er søer af vand endog i ørkenen.

Hvilket jeg synes er et rigtig fint billede af levendegøre. At kroppen består af så og så meget vand og mennesket derfor kan betragtes som en sø. Selv i en ørken. Morten Søndergaard er en god, stille fortæller. Han fortæller:

… jeg taler gennem Salah, det er altid en forunderlig oplevelse at tale med nogen gennem en tolk, som at tale gennem et blødt spejl.

Blødt spejl? Det er fint, det kan jeg godt lide. Og jeg kan godt lide det poetisk, romantiske, når Morten Søndergaard skriver:

Alt er støvet i Siwa, skriver jeg i stævet på en kasse med bøger. Støv er tidens måde at græde på.

En kopi af publikationen kan findes på Danish Egyptian Dialogue Institutes hjemmeside: http://dedi.org.eg/announcement/art-and-dialogue-from-siwah-at-louisiana-literature-2012/

Tre apps jeg kan anbefale til din smartphone

Readability

Jeg støder ofte på tekster og artikler, når jeg surfer på nettet, som jeg gerne vil læse senere. F.eks. når jeg sidder i en bus eller er andetsteds uden min computer – men med min smartphone. Yes, sengen er også en af dem. Readability giver mig mulighed for at gemme en URL, så jeg kan tage den med mig over på et andet device. Er jeg f.eks. på vej ud af døren og ikke har jeg læst en tekst færdig, så kan jeg “bookmarke” den med Readability og via min app på telefonen læse videre i et læsevenligt format. Der er en lang række “apps”, der understøtter Readability med at gøre urler tilgængelige, så du ét sted har en læseliste.
http://www.readability.com/apps

Sproghjælp

Dansk Sprognævn har lavet en app, der fungerer som et opslagsværk i forhold til regler omkring f.eks. stavning og kommatering. Hedder det ad eller af? Hans eller sin? Og et punkt om kreativ tegnsætning. WTF!
Jeg ved ikke hvor meget jeg kommer til at bruge den. Men den er pæn, overskuelig og er forhåbentlig et første skridt mod en live fejlfinder?
Fås til Android og Iphone

Bambuser

Bambuser er en service, der giver dig mulighed for at streame dine videooptagelser på nettet. I mine øjne er deres brugervenlighed i opsætning og anvendelse noget nær den bedste jeg er stødt på. Ever.
http://bambuser.com/

Et lille fund i Antikvariatet 2b?

Igår slog jeg et smut forbi Antikvariatet 2b, som afholder Hollandsk Bogudsalg på alle bøger i boghandlen. Asger Schnack sludrede med ekspedienten og tog på et tidspunkt Kirsten Thorups debut ned fra hylden og fremhævede, at selvom den lige nu stod til 400 kroner, så ville den i slutningen af august kunne gå til kun 80 kroner. Det er et scoop for bogkøberen, men kunne antikvariatet virkelig lade det ske?

I denne uge er der 40% og derfor er det måske for meget sagt, at tale om ‘scoop’, da jeg gik hjem med blandt andet Hans-Jørgen Nielsens “Den Fraktale Boogie” til 45 og “Brummstein” af Peter Adolphsen til 75 kroner. Men det er ok og jeg kan da kun anbefale, at man slår et smut forbi og snuser lidt rundt.

Jeg kom bl.a. også hjem med for mig ukendte Anette Thorengaard, der har udgivet ‘Chimpansen går alene på Børsen – 44 zoologiske miniaturer’ på Jorinde & Joringel (serie iv, 1980). Her er en af teksterne:

Tunfisken drømte altid
både nat og dag
og vågnede aldrig helt op
før den fik modgang
i form af en sommerfugl
der dryssede lidt støv på den
så tunfisken sank til bunds
i himlen

Antikvariatet 2b
Dannebrogsgade 2
København V.
Facebook side

Simon Grotrian: Den androgyne lufthavn

Papiret er glat på en tarvelig måde. Teksterne er grimt sat op i word, men dog konsekvent. Så kunstneren Leif Dræby må have en mening med at udgive Simon Grotrian som han gør. Teksterne er som altid stærke i deres syntaks og billeder, og hvis det ikke fanger ved første øjekast, så må man give det en chance mere på et senere tidspunkt. Teksterne er ikke nær så eksplicit religiøse, og teksterne ligger sig mere op af Grotrians digte end f.eks. de seneste salme og bønneudgivelser.

Dette blev en fingerbro
 
 
Lad Gud kun
 
asfaltere såret
 
 
værdig poesi har skyllet disse kloder
 
ind i mine ærmer
 
 
det er alt og intet
 
med en kasse æg imellem
 
sorgen eksploderer
 
 
lad os døbe
 
for på himlen flyver hønsegårde
 
varme smæld og minder.

 
Simon Grotrian: Den androgyne lufthavn. Dræby (2012).