Forestil dig et stykke musik, hvor man kender noderne, men ingen ved hvor længe de enkelte toner skal holdes og med hvilket temperament de skal spilles. Hvis du spiller stykket, bliver din version derfor en gyldig fortolkning blandt andres. Det er i den situation, hvor musikken i sproget er stærkest, at jeg kommer bedst ud af det med Cecilie Linds Dughærget pupil accelererer tusmørke. Og dette er derfor en anbefaling, fordi hendes sprog er gennemsyret af musik.
Cecillie Lind er i samlingen storforbruger af assonans (og allitterationer). Det lader til at give teksten stor frihed til at udvikle sig. Og ofte er det helt uforudsigeligt, hvilke ord der følger og hvordan sætningen udvikler sig. Hvis man er fri nok i sin læsning kan udsagnsord læses som navneord og den manglende tegnsætning giver læseren frit spil, hvilket til tiden kan bringe en ud på usikker grund. Men ved højtlæsning af teksterne har jeg kunne høre musikken og derved kompenseret for mit måske manglende greb om al indhold. Her de sidste 18 linjer i “Spejlingspur parade”
(…) helteskikkelse hjemsøger mismodig mø tolerancetærskel overskredet frist for gensyn afvises hovmodig henvisning til krakeleret krigskodeks fornægtet relation en ensomhedsrytter skabt i uforskyldt askese rusens udeblivelse bevirker fiasko flimret mismod dementerer påstået storhed står for fald for frøkner frygter pletter mødre skam i det hele taget uskønt korstog kulmineret hellighed afsværges svig og dristig dragt præmieres medaljemorads ufortjent fanfare fuldender autoritær febervildelse medfører undersåtsyge tilsagn om befalingsfascination strunk krøbling fremturer tabubelagt leg med sværd svares igen gennemblødt klæde udkrænget legeme vakkert farvel kræver pragt og parade og passende respekt
Der er meget kvidren og feminin røst. Hvis jeg skal sige noget om indholdet og ikke blot formen, så synes jeg, at teksterne ofte handler om det at hengive sig (kvinden til manden) og hvor meget; og hvad der skal lægges i den enkelte relation; og livet som sådan.
Teksterne er mere indadvendte, reflekterende, end egentlige fortællinger. I forhold til et tilbagevendende tema om hengivelse og tvivl i forhold til sine valg, så synes jeg, at det fungerer ok – om end teksterne ikke altid virker lige interessante bedømt på scenerne. Jeg ville nok have skåret et par tekster fra udgivelsen, da tomgang forekommer i et par tilfælde.
Det er Cecilie Linds stil at pumpe sin prosa med hjemmegjorte ord. Den ekstensive anvendelse er noget jeg skulle vende mig lidt til, men jeg følte aldrig sproget var forceret netop på grund af den iboende musikalitet. De enkelte tekster kan læses som ornamenter fra klassisk musik. Måske kan det siges, at de 35 tekster har længden af små musikalsk stykker, der sammen giver en suite?
et enkelt lille vindstød støder til og tager med sig et dukkedødssus et enkelt lille åndedrag
Genrebetegnelsen er “usagn”, hvilket vel refererer til sagn / myter og derved uden selv at være det, skriver sig ind i den kontekst. Og hvis sagn sprogligt kommer af “udsagn”, så vil jeg mene, at “usagn” på samme måde forholder sig til det sagte, og teksterne i deres fortætninger ikke er fortællinger i traditionel forstand.
Da jeg stod med bogen første gang lagde jeg først mærke til omslaget. Bagsiden er af Julie Nord. Det i sig selv begejstrede mig, men det viser sig også at være en nøgle til at læse Cecilie Lind. Der er ligheder i den måde de to kunstnere behandler eventyret på, hvor der sammen med det yndige, eventyrlige også kan findes en underliggende mareridtagtig uhygge.
En anden forfatter jeg kom til at tænke på undervejs var Ursula Andkjær Olsen. Det skyldes måske min højtlæsning blev vrængende og skarp undervejs i et par tekster? F.eks. i “Det eksklusive skelets deroute”.
Bogens univers ligger for mig tæt op ad noget victoriansk med gotiske elementer som f.eks. flagermus, drager, frøer og prinser. Og kun i sjældne tilfælde forfalder Cecilie Lind til et helt nutidigt ordvalg. Men det er til gengæld lige i øjet i slutningen af “Troldkvindeproces”:
sart sortsyn må udryddes ellers regerer ondskab hedt og hey kan argumenter opveje vildskab tror man på logikkomprimeret puritanisme vel det er vægten af udgrænset tautologitogt der bestemmer stilstandsstadier følger mønstre uden nybrud tynger eller ikke letter fra flokken og markerer egenart forvrængning er obligatorisk turbulens jinx dine dage til ende lyder opfordringen herfra
Cecilie Lind: Dughærget pupil accelererer tusmørke. Samleren (2012).
Re:citat 