Noter fra Autor Chap III

Seks nordiske forlæggere skriver om at være forlægger i Autor Chap III udgivet af det svenske forlag Autor i 2022.

Jeg læste de seks hæfter væsentlig hurtigere end både Autor Chap I og II – det rørte virkelig noget i mig, men måske er jeg mere irriteret og frustreret end godt er – mere om det senere. For udgivelsen i sig selv er god og relevant.

Nedenstående er først og fremmest noter til mig selv (og dig der læser med):

Sara Ehnholm Hielm / Förlaget: “Ödesnatten är inte här än” (side 17)

“Förläggeri är det möjligas konst. En verksomhet som är konstigt immun mot perfektionisme och höga ideal, alltid bevarar element av slump och praktisk beräkning, alltid har både författarena och läsarna i åtanke. Börsen och katedralen, karusellen och gungorna, litteratur som bön och underhållning, allt det där. Jag tycker om hur en utgivningslista mejslas fram via varv på varv av urval, genom att anta och refusera, läsa och uppmunstra och kritisera och redigera texter. Göra så bra det går. Listan blir till böcker, som utgör litteraturen, som är bland det enda avsiktliga vi människor gjort som kan bli bestående: att det går att komma nära en röst om hur det är att vara människa i en annan tid, ett annat rum.”

Jakob Kaae / Aska förlag: “Tröst och rastlöshet” (side 16)

“Än så länge sker det mesta av försäljningen via Adlibris. De enda bokhandlarna i Sverige som jag garanterat vet säljer mina titlar är Söderbokhandeln i Stockholm och Majornas Böcker & Kaffe i Göteborg. Det är som det är. De flesta bokhandlarna verkar behöva medias bekräftelse för att ta in en bok i sitt sortiment. Och in på kultursidorna når jag bara undantagsvis.

Det är synd eftersom min lojalitet ligger hos dem, inte hos nätbokhandlarna.”

Per Bergström och Thomas Alm / Rámus: “Läs spelet, sök ytor” (side 18)

“Som utgivare av översatt poesi och kvalitetslitteratur är författarbesöken med uppläsningar och samtal ett sätt at nå ut med våra böcker, för författarna att möta såväl en existerande som potentiell läsekrets, och där också en betydande försäljning av de gästande författarna kan ske. Samtidigt är det viktigsta i vårt arbete att de texter vi publicerar når ut och förekommer i ett offentligt samtal och diskuteras. Med besöken ökar också möjligheten för böckerna att uppmärksammas och bli omskrivna. Det är också vid dessa litterära sammankomster som diskussionen om litteratur och vad som definierar den uppstår.”

Tidligere kommer Bergström og Alm iøvrigt ind på sænkningen af bogmomsen (side 12-13), hvilket er et særdeles interessant bidrag til diskussionen om det samme skal gøres i Danmark.

“Samma år som vi på Rámus gav ut vår första titel sänktes bokmomsen från 25% till 6%. Motiveringen till detta var att öka läsandet, mångfaldiga läsningen och att fler böcker och författarskap skulle läsas. Resultatet blev troligen en ökad läsning då den svenska bokförsäljningen kom til att peaka och de två nästföljande åren ökade bokförsäljningen med 80%. Dock ökade inte mångfalden, och försälningen av översatt litteratur förblev densamma.”

Ingeri Engelstad/ Forlaget Oktober: “Store forventninger” (side 7)

“Det var harde diskusjoner mellom markedsavdelingen og redaktsjonen om vi skulle begynne å ha forlagsnavnet på bøkenes rygg, markedsavdelingen mente det var en vigtig markering av forlaget, redaksjonen var imot alle former for merkevarebyggning og mente litteraturen alltid måtte komme foran forlaget, det var den som skulle løftes fram og markeres.”
(…)
Det var inspirerende å få være med på å stake ut en kurs og formuere det som skulle være forlagets indre kompass. I stragidokumentet som ble skrevet etter det møtet står det blant annet: “I en tid med økt kommersialisering og tendens til kortsiktig satsning på det spektakulære må vi fortsette i den kritiske tradisjonen, ha rom for og fremelske den nødvendige litteraturen som skriver konvensjonene i stykker.””

Dan Andersen/ Bonnier Norsk Forlag: (side 13)

“Jeg er med deg til Oslo sentrum hvor det ene kulturarrangementet avløser det andre
med de samme jævla deltagerne med de samme jævla arrangørerne
med den samme jævla ølen og over de samme jævlaa bordene
med de samme jævla stolene mot de samme jævla rasshølene
med de samme jævla brillene på de samme jævla nesene
med de samme jævle New Balance-skoene med den samme jævla fascinashonen
som skal være et uttryck for den samme jævla friheten man leste om i køkene
som nesten ikke skrives mer
som nesten ikke kan skrives mer
av mangel på vrange forfattere
av mangel på vrange redaktører
av mangle på vrange forlettere som nekter å møte opp før kl. 12″

Johanne Bille och Sidsel Andersen/ Harpyie: “Et harpyieformet forlagshus” (side 16)

“Den måde, vi går til et værk på, kræver en stor grad af dedikation og tid og penge. Vi betaler alle samarbejdspartnere fair honorarer, der er ingen vennestjenester på Harpyie, og det er den første hæmsko for, at vi ikke kan udgive alle de potentielle Harpyiebøger, der lander hos os.

Det er dog ikke den største. Den største af dem alle er, at vi er særdeles selektive med, hvad vi vælger at kaste os over. Lysten (hvis ikke vanviddet) driver værket på Harpyie, vi henter ingen løn i forlaget og arbejder udelukkende i vores fritid efter vores fuldtidsjos. Derfor skal bøgerne være mere end vare gode, før vi udgiver dem.”

Noter fra Autor Chap II

Seks nordiske oversættere skriver om at oversætte i Autor Chap II udgivet af det svenske forlag Autor i 2020.

De seks hæfter tog længere tid at fordybe sig i end Autor Chap I, måske fordi oversættelse er ikke min hjemmebane på samme måde som poetikken. Og så tilbyder hæfterne langt flere facetter og nuancer end den klassiske “oversæt ord for ord” vs “oversæt mening til mening”, hvilket gjorde det MEGET interessant at læse med.

Nedenstående er først og fremmest noter til mig selv (og dig der læser med):

Anna Jansson: Dyrka, dyrka upp (side 10)

“Att lära sig ett annat språk än sitt modersmål är att inse att språk finns. När man lär sig ett främmande språk framträder ens eget språk som fenomen. En följeslagare uppenbarar sig, en som har funnits där hela tiden. Det är skrämmande hämmande.”

(side 16)

“Platsen i texten består av ord. Texten äger rum i språket. Vem äger rummet och vad heter det? Det har ett namn. Jag viskar det, jag är viskaren. Jeg smyger genom det, jag är smygaren. Anna irrealis. Linnea borealis. Anna Linnea Förgätmigej.”

Jennifer Hayashida: Översättaren som arkiv / Arkiv som översätter (side 22)

“Within the paradigm of translator-as-archivist, the project of critical archive-buidling – that is, analytical and self-reflective translation – must also foster dissent and intervention. The translator-achivist (…) does not have the luxury of presuming to be a neutral or unbiased figure. The status of the archive should be continuously called into question by the materials it contains, which need to destabilize and interrogate translational narratives – narratives which frequently align with binaristic stories of the nation, of developed and underdeveloped, of first and third worlds, of “justice,” “rights,” and “freedom.” “

Judyta Preis & Jørgen Herman Monrad: “Küss die Hand!…” (side 12)

“På hjørnet af Ungargasse og Invalidenstraße slutter vi os en dag til en lille flok. Det er den engelsk-østrigske lyriker Peter Waterhouses studiekreds (…) Og her [Café Am Heumarkt] vil man så tale om Melina. Eller måske rettere tie. Ja, eller måske rettere tie, mens man sidder ved et stort bord i det brune baglokale og stirrer på de fotokopierede sider fra bogen, som hr. Waterhouse har taget med og uddelt. Man vil lytte til kagevitrinens summen. Man vil lade den gamle tjener i den hvide kittel servere soda zitron og soda himbeer. Man vil lade minutterne gå. (…)”

Patricia Fjellgren: Hijven domtoe mov vaajmosne / Det känns bra i mitt hjärta (side 9)

“Översättning till sydsamiska handlar först och främst om att förstå vilken värld vi kliver in i och vilken värld vi lämnar. Olika språk bär på olika världar, vilket blir tydligt för mig när jag översätter från svenska til sydsamiska. Den samiska världen finns i naturen och i relationen till den.”

Jean-Baptiste Coursaud: “Du er ein heilt annan” (side 8)

“Hvordan løser man i oversettelsen det vanskelige? Om det å oversette bra og ikke dårlig er evnen til å kunn gjengi på sitt eget språk og på en helt naturlig måte fremmedheten som finnes i det fremmede litterære og / eller poetiske språket, da forutsetter påstanden at leseren ikke engang merker at dette er blitt oversatt, noe som i sin tur forutsetter at oversetteren har maktet å gripe leseren i en diktningsløgn (og ikke en livsløgn, ibsensk eller ej!) ved å la ham / henne tro at dette litterære og / eller poetiske språk et blitt skrevet på sitt eget språk, noe som igjen forutsetter at en god oversettelse i seg selv må være en diktningsløgn, idet den lar leseren tro at den fremmede forfatteren har denne stemmen og denne stilen på sitt eget språk, noe som til syvende og sist forutsetter at oversetteren må helt inn i diktningsløgnen og søke inn i sitt eget litterære og / eller poetiske språk etter tilsvarende litterære stemmer og stiler, hvis man underveis i oversettelsesprosessen ikke finner stemmen og stilen som forfatteren ville hatt hvis én hadde skrevet direkte på det oversatte språket.”

Shadi Angelina Bazeghi: “Hvilken tinde hvilket højdepunkt?” (side 6)

“Du husker poesien, smerten, akacieklasernes brud. Du husker, at du har beskæftiget dig med hendes forfatterskab gennem hele dit fucked up liv. Gennem krig ogflugt og eksil, du husker, alle søvnløse nætter og dage, hvor du spekulerede over, hvordan det er muligt at oversætte det forughske billedsprog – som Forugh har udviklet i forlængelse af en tusindårig poesitradition – til et sprog, der ikke rummer de samme muligheder for sanselige abstraktioner. Du husker, nætter og dage, år efter år, hvor du arbejdede på at opfinde et tilsverende formsprog på dansk, som ikke virker kunstigt eller anstrengt, men som flyder let og elegant , og samtidig bærer lige så tunge klaser af betydning med sig… Du husker at have tilsidesat dig selv og din egen skrift, du husker, hvor udmattet du var derefter, tømt for ord, tømt for billeder, tømt for energi ovenpå at have skabt en forbindelse mellem uforenelige størrelser, du husker.”

Om at give min tekst en krop

1.

“Tak for tilsendelsen af dit manuskript. Vi kan desværre ikke påtage os udgivelsen af det.”
Forlaget Basilisk, Februar 2012.

Egentlig er jeg lettet over afslaget. Det er 8-10 år siden, at jeg har sendt et manuskript til et forlag, først fordi jeg ikke havde noget at præsentere og siden, fordi jeg ikke ville præsentere noget. Præsentere, som i at præsentere gevær?

Påny stiller jeg mig selv spørgsmålet: Hvorfor er det, at jeg skal udgive en bog. Har jeg overhovedet begreb om mit værk, et værk. Er det afsluttet, hænger det sammen, hvad siger det. Der mangler ikke gode bøger, hvorfor ikke anbefale at læse Olga R, Bjørn R eller R Halling i stedet?

2.

Lige siden jeg renskrev en tekst på min mors elektroniske skrivemaskine tilbage i ’98 har jeg været forfatter. Det indser jeg nu. Jeg debuterede i Hvedekorn for 10 år siden og siden har min uskyld været væk. Selvom jeg højlydt har påstået, at det var de andre, der var forfatterne, de dygtige, så har jeg fortsat lagt arm med sproget. Mit eget sprog?

Det er hverken mit sprog og det er ikke afsluttet, endeligt. Jeg har ikke tænkt færdigt, skrevet færdigt. Det bekræfter andres tekster mig i, noterne fra andre forfattere. Og disse mellemregninger fængsler mig, får mig til at kende mig selv i deres tilstedeværelse. F.eks.:

“Alligevel hjælper det at rykke rundt i dens layout, i Word. Den klæder sig langsomt på, eller vænner sig til sin nøgenhed.”
Lea Løppenthin på Fugleskolen

“Det vildeste er, at du hvert øjeblik kan skrive det bedste digt du nogensinde har skrevet.”
Peter-Clement Woetmann på Nye steder, nye hjem

3.

“Det er, som om bogen er en form for møntenhed og derfor har de samme behov som en mønt for en prægning eller et portræt til at sikre identiteten af mønten og dens ubrudte enhed, dens individualitet, og dens værdi.”
Mikkel Thykier i Entre (Anblik, 2009)

Hvorfor har jeg dette ønske om at manifestere min skrift i en bog. Hvorfor lade min skrift stå med ryggen ud mod stuen, hvorfor ikke lade mine tekster gå fra skærm til skærm. Er det gruppedynamikken, et ønske om at tale med samme muligheder som andre forfattere. Er det institutionernes krav om bogudgivelser, deres syn på hvad et forfatterskab indebærer af formelle forpligtelser, rituelle handlinger?

Hvad har ændret sig siden jeg stiller spørgsmål ved mine seneste års praksis. Taler min samling af tekster sammen som et værk, der mangler en materialisering for at være fuldbyrdet. Eller tvivler jeg på mit eget udtryk, teksternes nuværende, tilfældige vej ud i en begrænset offentlighed. Kan jeg investere min krop i litteraturen, er jeg selv den bedste eksponent for mine tekster, udtalen?

4.

“Someone worked really hard to make the language just right, just the way they wanted it. They were so sure of it that they printed it in ink, on paper. A screen always feels like we could delete that, change that, move it around. So for a literature-crazed person like me, it’s just not permanent enough.”
Jonathan Franzen, The Telegraph, 5. februar, 2012.

Jeg forstår godt Franzens udgangspunkt, men efter min overbevisning er bogen en flygtig enhed, nok at betragte som et værk, men dødt. For at have en levende litteratur, må teksterne leve i det forgængelige og med det omskiftelige som præmis.

Jeg tænker: Vær ikke bange for den manglende kontrol, vær ikke bange for det manglende ejerskab, vær ikke bange for den manglende destination, lad teksterne være mere end dig, lad teksterne være mere end tekster, lad teksterne være litteratur uden grænser.

Indlægget var oprindelig trykt den 05.02.2012 på u-u-u-u-u.net

En kommentar lød:

Jeg bør vel lige for god ordens skyld tilføje, at citatet herover fra min blog har sin oprindelse fra en samtale med Morten Søndergaard. Og det er altså Morten, der engang har sagt ordene om, at det fede, det vildeste, at det smukke er, at man hvert øjeblik kan skrive det bedste digt, man nogensinde har skrevet.

dbh
Peter-Clement

Teksten er tavs over kløften af sprog

Højholt og SUT er for mig modsætninger i deres tilgang til poesien. Det er den legesyge, eksperimenterende forfatter, der står overfor den alvorlige, patosfyldte. Begge har en stor betydning for dansk poesi før og nu og jeg nærer stor respekt for forfatterskaberne på hver sin måde.

1. Søren Ulrik Thomsen: “Et digt skal stå i højspændingsfeltet mellem teori og sang”

ca. 12 minutter inde i “Jeg er levende. Søren Ulrik Thomsen, digter.” En film af Jørgen Leth. Det Danske Filminstitut.

2. Per Højholt: “Det er det rene udseende, den rene fremtræden, der er afgørende.”

For den som jævnligt giver sig af med ord, ords betydning og ords hele omstændigheder i en tekst, kommer ofte det øjeblik hvor ordene pludselig åbenbarer deres fysik. Ikke deres potentiale men simpelthen deres fysiske udseende. Det øjeblik er jeg tit genstand for, og det er hver gang lige berusende og meningsfyldt. Pludselig ser man ordet som det virkelig er, uden flitterstads og betydning, men rene tegn. At de tegn betyder noget, betyder i det øjeblik ingenting. Det er det rene udseende, den rene fremtræden, der er afgørende.

Nu vil de fleste nok sige, at dette er det rene pjank og ikke tjener noget formål. Men det er nu som man tager det. Man kan med lige så stor ret mene, at dette netop er en slags berøring af sprogets grundsubstans, en blanding af tilfælde og betydning, men sådan kan vi ikke lide at se dagligsproget omtalt. Det må ikke være tilfældigt, det skal være meningsfyldt hele vejen og altid. Det er det bare ikke. Det er dannet af tilfældet og historien, men det første ynder vi ikke.

Sproget må ikke være tilfældigt, derfor er vi gladest, når det bærer en klar tydbar betydning.

fra Per Højholt, Bogstavernes fysik (1996). Gengivet på Afsnit P

3. Teksten er tavs over kløften af sprog

Søren Ulrik Thomsen fortæller i uddraget, at sproget indeholder både tænkning og sansning. Sansningen er at tabe hovedet, altså en form for at miste kontrollen og vel muligheden til at forklare det. Mens tænkningen forholder sig til, at sproget betyder noget, at der er en mening.

Per Højholt fremhæver ordets fysik og taler om sproget som alene ord og klipper derved forbindelsen til betydningen, ordenes repræsentation. Ordets krop er i sig selv nok til at læse teksten.

På den måde giver Højholts poetik mig en åbning til tale om teksten, som den er helt konkret. Mens SUTs poetik fortæller os, hvordan jeg kan finde et balancepunkt mellem hvad teksten betyder og hvad jeg oplever. I begge positioner forekommer det mig, at de indeholder et element af noget uudtalt, noget tavst.

I Højholts rum er den poetiske massefylde ganske konkret og nærmest entydig, men uden relation til den betydning sproget har. Vi kan anskue teksten som kunst og glæde os over det umiddelbare, men afholdes fra at give betydningen et ansigt. Og på samme vis er SUTs forestilling en uhåndgribelig åndfuldhed, idet læseren skal befinde sig i et højspændingsfelt, noget uafgjort.

For mig bliver de to poetikker i sidste ende luftbroer, der tilbagelægger en afstand mellem tekst og læser. Meningen er kløften midt imellem. Og det er så op til mig at gå langs kanten og iagttage hvordan ordene danner et landskab og-eller kaste mig ud.

Indlægget var oprindelig trykt den 24.03.2012 på u-u-u-u-u.net

En kommentar lød:

Når Ebbe Sand snupper Michael Laudrups geniale aflevering i kampen mod Nigeria og scorer, så sker der noget, som sproget ikke kan gøre rede for … på samme måde med en ekstra smuk solnedgang. Vi siger ‘den er flot’, men vi kan godt høre, at det er noget fattigt noget at sige. Det er Intethed. Et blaf i hjernen, som ikke kan formuleres.
– Per Højholt

Claudia Rankine: Don’t let me be lonely

My grandmother is in a nursing home. It’s not bad. It doesn’t smell like pee. It doesn’t smell like anything. When I go to see her, as I walk through the hall past the common room and the nurses’ station, old person after old person puts out his or her hand to me. Steven, one says. Ann, another calls. It’s like being in a third-world country, but instead of food or money. You are what is wanted, your company. In third-world countries I have felt overwhelmingly American, calcium-rich, privileged, and white. Here, I feel young, lucky, and sad. Sad is one of those words that has given up life for our country, it’s been a martyr for the American dream, it’s been neutralized, co-opted by our culture to suggest a tinge of discomfort that lasts the time it takes to change a channel. But sadness is real because once it meant something real. It meant dignified, grave; it meant trustworthy; it meant exceptionally bad, deplorable, shameful; it meant massive, weighty, forming a compact body; it meant falling heavily; and it meant of a color: dark. It meant dark in color, to darken. It meant me. I felt sad.