Scherz skubber Halling Nielsen på luften

I november (22. oktober til 19. november 2015) blev Rasmus Halling Nielsens forfatterskab udstillet og formidlet på Albertslund Bibliotek. Et hav af udgivelser i montre, privattryk i stor variation, forstørrede tryk som plakater, video og lydfiler til aflytning, alt muligt var tilgængeliggjort og nyt endda fabrikeret til dagene. Et stort åbningsarrangement satte scenen, som Halling fan et must see.

Jeg bidrog med et kommentarspor om Skubber på luften som en fjer – hvilket den anden RHN-beundrer Asger Schnack ligeledes gjorde.

albertslund_bibliotek

Reklamer

2x fire blogs at holde øje med i 2014:

Her følger to gange fire (plus en) anbefalinger af blogs, jeg forventer at følge tæt i det nye år:

Fire upcoming forfattere:

Anne Tscherning Larsen: http://annetl.wordpress.com/
Har været i Slagtryk (og bagsiden af Bøger i Weekendavisen) og Hvedekorn. Hendes skrift er et naturligt flow af hverdagens elementer.

Rune Kjær Rasmussen: http://runekrasmussen.blogspot.dk/
En udgivelse på Jorinde & Joringel og i diverse tidsskrifter. Er først rigtig begyndt at bruge sin blog i 2013.

Katrine Rosenbæk: http://www.idoart.dk/katrine-rosenbæk/
Katrine har tidligere overbevist på andre platforme og insisterer på det skrøbelige, skønheden og den umulige kærlighed.

Joachim Lykke Andersen: http://ordihovedet.dk/
Bloggen har indlæg fra oktober ’12, men det er særligt de seneste måneder, hvor jeg synes, at Joachim rammer noget interessant og særligt med sin kortprosa. Så hvis du endnu ikke følger Joachim, min kollega fra Slagtryk, så anbefales det hermed.

 
Fire forfattere, der stadig blogger:

Rasmus Halling Nielsen: http://alssolar.wordpress.com/603-2/
Halling Nielsens nyeste hjemsted for poesi, sampling, henvisninger, væren.

Peiter Peitersen: http://peitersen.blogspot.dk/
Bue blogger fortsat på livet løs og det er skønt og det skal anbefales. Fire udgivelser bag sig, senest “Juice” på Kronstork. Massere af kærlighed og coolness aka kulørt følsomhed.

Cecilie Lolk Hjort: http://cecilielolkhjort.wordpress.com/
Cecilie arbejder pt på 2-3 manuskripter, som af og til afføder en tekst på hendes blog og ved siden af mere eller mindre spontane tekster.

Noa Kjærsgaard Hansen: http://noakh.blogspot.dk/
Jeg udgav Noa på Weltscherz i oktober og er (selvfølgelig) en af de forfattere, jeg fortsat følger med nysgerrighed. Der kommer fortsat tekster på bloggen, omend det er i mindre grad end tidligere.

 
Og så har Victor Boy Lindholm annonceret, at der kommmer et blogfællesskab på http://jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa.dk/
Hvad den kommer til at indeholde af tekster og kritik skal blive spændende at følge (domænet til trods); jeg håber det lykkes, for samtalen med litteraturen, at samtale med hinanden om litteraturen, at svare igen og svare litteraturen igen, må ud hvor der er publikum og ikke kun ske på fortorv, cafe, i sofa og sengekant.
Jeg ønsker mig flere digitale publiceringssteder eller kuratorer i stil med Martin Glaz Serups personlige Kornkammer i 2014…

Rasmus Halling Nielsen: En kakao i køleskabet og Vi elsker maskiner

Jeg har lyst til at skrive, at Danmark ikke siden Johannes L Madsen har haft en digter frit gennem sproget spruttende med konstellationer af sætninger og metaforer, der kommer som skud en ny forårsdag. Nok er Rasmus Halling Nielsen en produktiv herre og med en strategi på volumen, sampling og litterær legestue, men giv ikke op med at følge hans produktion. Der er både alvor og gavmildhed at finde i de nyeste udgivelse; der er selvdestruktion og skønhed; og tusind andre ting i spil og på spil i hans litterære tidsmaskinpark.
 
 
EN KAKAO I KØLESKABET
6. oktober udgav Ett af sveriges största förlag ‘en kakao i køleskabet har andreasnavn skrevet over alt / allevenlige invitation’ af Rasmus Halling Nielsen. Det er en kortere samling tekster, der falder i fire afsnit (jeg læser ruderne som markører), hvoraf det første afsnit er mere end halvdelen af bogen. Denne første halvdel foregår delvist med landbrugsarbejde (høstning af roer) og delvist mindre direkte fortalt om en indlæggelse:

“I en af gangene, husker ikke længere hvilken, måske den sidste gang, Gang 8 men Gang 7 er ikke udelukket, skriften på væggen væltede ud som filer fra en printer koblet direkte på en brandvarm suppe stavede 1000 i timen”

Særligt i den sekvens om en kakao i køleskabet, findes der en gavmildhed, en beskrivelse af nærvær, tryghed og afvæbning af ensomheden, der er rørende og fin. Hvordan “kakao er mange ting og også bare kakao”.

Tekstens indhold er stærkt og flowet giver en tilgængelig fortælling om lysten til at dø, inkl forsøget, f.eks. fortalt med:

“jeg græd den nat jeg mistede ilden i græssets seng jeg lå på blå som en bil og rigt motivet for ikke selvmordet men for at leve for evigt i 20 etagers skyer +, minus dagbogsoplader nærmere kommer jeg ikke gennem USenglish60 milligram IM”

Og side om side med den historie, står venligheden: der fortælles bl.a. om en særlig hændelse med Andreas og sukker – og senere lægges et lag på, da et insekt dør dramatisk og lydløst i en sodavandsflaske.

De tre sidste dele er samplinger over det indledende citat til udgivelsen; en slags appendix(?) – eller fodnoter(?) – til sætningen om at citatet af Gustaf Munch-Petersen hacker søvnløst. Ikke hakker, men hacker. Mere eller mindre direkte i de tre afsnit – hvilket selvfølgelig er min læsning af tredje og fjerde afsnit. Nuvel. Det er ikke så vigtigt, hvordan det hænger sammen. De kunne også være appendix eller sidehistorier til andet; f.eks. taler det tredje afsnit måske fint sammen med afsnit i ‘Vi elsker maskiner’. Uden at de altså overhovedet behøver at hænge sammen med andre…
 
 
 
VI ELSKER MASKINER
Samplingen finder også sted i “Vi elsker maskiner” udgivet på Arena nøjagtig en måned efter. Særligt synes jeg de ca. 100 siders overstregninger ikke handler om en censurering af skriften (som Andreas Eckhardt-Læssøe med rimelighed foreslår i sin omtale i Atlas Mag), men derimod er en musikalsk udvidelse af sætningernes placering, fylde og bevægelse på papiret. Her ordløst og alligevel som en læseoplevelse, ikke på ord men med lyd; på en måde som at læse et partitur. (Høreværn påbudt, mm)

Bogen er smagsfuld i sit tryk. Et flot grønt omslag pryder en smukt opsat bog; teksterne står med lige margin uden at tvinge teksterne i en indramning. Teksterne bærer kategorier som kom de fra en blog: Stilstand, Stanza, Romanåbning, Uncategorized. Det giver flere læseretninger til bogen: den kronologisk opsatte, såvel som den kategoriske, der er listet som indholdsfortegnelse forrest i bogen.

Selvom bogen starter som en krimi, er der ikke samme klare flow eller samme page-turner fornemmelse som i ‘En kakao i køleskabet…’. Poesien er stærkere, teksterne mindre syntaktisk stringente, jeg oplever musikalitet og pletvis tekstlig skønhed, som kun Halling Nielsen kan skrive. Bogen er historier, der glider ud og ind af hinanden. Passagerne med Aladdin er gode på handling og jeg kommer (måske uden klart belæg) til at tænke på Aladdin som fortællerens andet alter-ego (ud over Doktor Quinn). Men altså en gladere, friere version af selvsamme person; i al fald en person, der trækker personen op i forhold til livet og humøret – og når Aladdin ikke er der, er der savn i hans retning.

Ud over teksterne med Aladdin er mine favoritter i højere grad enkelttekster, der stikker ud. F.eks. en om fugle på side 85 eller følgende tekst fra begyndelsen af bogen og lagt i kategorierne Crash og Uncategorized:

HESTENE LUKKES UD I FOLDEN de løber omkring friske på foråret – deres hoveder svajer fra side til side – hovene støder mod jorden og græsset – små skyer driver forbi på himlen der ellers står med strålende sol lige over min havestol på gårdspladsen.

Hvis jeg var et træ i dine kløer ville jeg ødelægge dine kløer med stilhed – kaninerne kan ikke ødelægge noget. Kaninerne hopper bare rundt og knepper hinanden – hvad kan et træ? Et træ kan stå stille som det træ i svinget jeg kørte lige ind i da vejen svingede.

Med næsten 300 siders redigeret Halling Nielsen er der meget at sige om “Vi elsker maskiner”. Og det er ikke fordi jeg var med på alle præmisser fra starten. Og det er svært at sige, hvad bogen vil og det vil bogen nok heller ikke sige, når den er som den er. Og derfor vil jeg slutte af med at lade den tale for sig selv som en anbefaling:

VELKOMMEN vi siger velkommen til festen. Aladdin danser i LIGKISTEHVIDE GEVANDTER DET MODSATTE AF DEN GRØNNE POSEDES LANDSKAB, MED EN STRAM PÆL GANGET MED TO OG DE FOR STORE SKO SAVEDE AF JORDEN HVOR DE HANG FOR MEGET MOD SOM DEN MEST VIRKELIGE MODSATTE: LILJEFARVEDE TILBUDSKISTER OG GRATIS OPLÆGNING IGNORERET og det ser smukt ud. Ud til skoven. Alle ind i skoven. Mod skoven. Mod skoven kommer marken tæt på. Helt tæt på. Mørket omkring. Mørket omkring kommer. Det kommer på en måde med musikken. Ikke jordens musik. Men jordens kolde lyd af jord.

 
 
Rasmus Halling Nielsen: En kakao i købeskabet har andreasnavn skrevet over alt / allevenlige invitation. Ett af sveriges störste förlag (2013)
Rasmus Halling Nielsen: Vi elsker maskiner. Arena (2013)

Rasmus Halling Nielsen: Mutilation Avenue + MA 90

Hvor går grænsen til Rasmus Halling Nielsen? Mutilation Avenue har kun eksisteret i par måneder, men der er efterhånden så mange PDF udgivelser at undersøge for nytilkomne, at der er læsning nok til et godt stykke ind i det nye år.

Dokumenterne er nummeret og flere enkeltdele er gentagelser i nye dokumenter, genplaceret i en anden kontekst eller genskrevet. På Mutilation avenue finder er det hele væltet sammen og præsenteret på ny. Biografiske noter og steder, artikler fra wikipedia, grafisk arbejde, prosa og poesi i alt fra få sider til samlinger af næsten 500 siders tekst.

Det er for omfattende at beskrive dette årsværk, og jeg anbefaler, at man selv tager sig til at læse rundt omkring og vende tilbage. Jeg blev f.eks. idag overrasket over at se en titel som “Skubber på luften som en fjer” – og så i hele to bidrag. Det er ikke en genudgivelse af mesterværket, men en skrift, der bevæger sig videre fra inspirationen fra Hans-Jørgen Nielsen til sit eget værk og videre ud i Mutilation Avenue:
VOL 82 MA Skubber på luften som en fjer • digte
 
 
Et af de steder jeg først blev hængende og læste videre var i Mutilation avenue VOL, 1 (river sun run), hvor man finder digte til
“i wanna be jim morrison and write in english US / Fresno State lettre á mon fils”

På en af de første sider lyder det således:

Det bål. Den ild. En vind der løber lungerne som iskold vin. Det
    er der vi hele tiden drukner

i alt for store sko. Natsværmeren i dagen virker forvirret, kære!
    Pis ad helvede til din dumme

skovl slubr æd den mudder, gummistøvler taler med i svup som
     om det kunne være begyndelse

på en romersk –––– nej pis det pis langt ind i helvede: Jeg sidder
     kun her med et had går i bad

klipper mine negle fordi de ender hvor din hud begynder, vil du
     tale om det hvad hedder det

når man vil ødelægge et andet menneske, og ikke bare dette ene
    menneske men hele / lad mig

starte forfra jeg elsker dig som søm hånd dine hænder ruster op i
     en bunke af misbrug

sneen har så mange farver når den lyses op af sit eget forfald fra
     højder det var ikke min mening

at stå menig soldat ved alt det internet hjernen lukker ud,
     nøgleordet er kontakt og den strøm

jeg føler gennem kroppen i mange volt er sat i gang af en fabrik
     med navnet min seng sover ikke

uden dig i den og det er museum hvor jeg lægger mig ørken hvor sand lægger
     sig på mig det er ikke til at sige

det er ikke til at tale sammen mit åndedræt vokser ind i dit som var du et
     rum af tyggede sårskorper

 
Idag modtog jeg et privattryk fra Mutilation Avenue med posten. Næsten blottet for tekst, men derimod grå sider med sort, grå print/ akryl/ blyant/ tusch.
 

Rasmus Halling Nielsen: Mutilation Avenue (2012).

Rasmus Halling Nielsen: Tvillingerne.

I flere år har Rasmus Halling Nielsen været en af mine yndlingsdigtere. Jeg har læst hvad jeg kunne komme i nærheden af og det har i perioder været frustrerende, da han havde en tendens til at publicere mere end jeg kunne læse. (Dokono trilogien er et eksempel).

Rasmus Halling Nielsen er sublim, fordi han formår at blande patos og humor med en fri tilgang til tekstens/ sprogets grænser og anvendelse. ‘Tvillingerne’ er ingen undtagelse. Digtsamlingen består af to dele, der formmæssigt læner sig op ad hinanden. Tegnsætning og anden tekstmarkering er (med en enkelt undtagelse) udeladt, digtene kan være fem linjer korte, men er ofte en halv til en hel sides penge.

Nogle af de bedste tekster jeg har læst fra Halling Nielsens katalog besidder de mest originale og følelsesmæssigt stærke billeddannelser / metaforer. I mine øjne bliver det ikke bedre end de billeder, som Rasmus kan skrive frem. Resten af dette blogindlæg kunne være en bunke af citater med gode billeder sakset fra bogen, men ville samtidig være en frarøvelse af din læseroplevelse, så lad mig citere hvad Lars Bukdahl allerede har gjort på sin blog:

holder jeg mig inden for fartgrænsen
er det sikkert at en skov af motorsave
vil holde sig slukket i mit sind

Digtene har gennemgående et fortællende jeg i en tekst, der forvandler sig undervejs gennem associationer og sprog. F.eks. fra andet digt

og hvis man husker sit navn når alle andre glemmer det / kan man være en busk jeg har brune bukser på de er brune som for eksempel / en sætning kan være det eller et blad der er flosset i kanterne altså er det / efterår engang i oktober og vinden bruser i træerne de er rakt mod himlen / i en spørgende gestus ikke spøgende ikke lige glade ikke ligeglade

I ‘Tvillingerne’ finder man et utal af henvisninger, herunder et par til forfatterne Svend Johansen og Hans-Jørgen Nielsen (“white is the definition of hvid”). Og Rasmus Halling Nielsen har engang fortalt i en artikel i Ordkide, hvordan Asger Jorn, som han er fascineret af, er kommet ind i digtsamlingen. Der står f.eks.:

asger ligger på gulvet der er koldt på gulvet han sender røgringe mod
loftet han har kørt gennem værket på scooter og minder om en kran

Linjerne opstod, fordi kataloget fra Arkens store Asger Jorn-udstilling lå på gulvet mellem Rasmus’ seng og arbejdsbord. Det er sådan et udgangspunkt kan lede til associationer, det er sådan Rasmus i ‘Tvillingerne’ har stolet på sine indtryk og ladet dem skrive teksten. I teksten ‘Etape’ kan man næsten spore en dokumentation af det at sidde og skrive (og slette) linjer:

sporene i sneen fortrydes med et enkelt tryk på tastaturet
sporene i sneen er tunge
sporene i sneen

Den tekst slutter iøvrigt med “mellem to / er der en kro af ro”. Og sådan arbejder Rasmus Halling Nielsens tekster frie og helstøbte.
 
 
Rasmus Halling Nielsen: Tvillingerne. Samleren (2012).

Rasmus Halling Nielsen: Det lille robotøje siger

Mikroforlaget Organiseret vold begået imod den almindelige tale har for et par dage siden trykt deres anden udgivelse. Det er Rasmus Halling Nielsen, der er forfatteren bag. Han er en af mine yndlingsdigtere og der er bestemt gode sager i hans prosa. Vi er i Lillerød, Allerød, Nørrebrogade og på vejene i USA. Hovedpersonen er på flugt fra zombier, hele menneskeheden er smittet og kun interesseret i at æde andres hjerner.
 
 

“Vi kom gående ned af Sunset Strip – bilerne stod rodede og forladte de rødder hænderne kan være på rattet og fødderne på speederen var blevet revet op, her skal der ikke mere gro noget, ingen fart skal gro ud af de vækster, ingen fart, men engang havde det været fart engang havde nogen stået på det der gadehjørne”

 
 
Bogen er ikke forsynet med sidenumre, hvilket giver ok mening, fordi – synes jeg – teksterne egentlig kan læses i en anden rækkefølge end den de fremstår i. Flugten fra zombierne er ikke bundet til et endeligt plot, hvor helten gennem prøvelser når frem til en slutning på udfordringen. Til gengæld er enkelte sider dateret og det hele starter den 6.12.10.
Datoerne er placeret nederst på siden som en datering, og det synes jeg er forstyrrende, når sætningen alligevel fortsætter videre på næste side. Enkelte tastefejl, såvel som inkonsistent brug af tegnsætning ved tale, skæmmer lidt i den samlede oplevelse – også selvom det skulle være en del af den punkede skrift.

Grammatikken er ligeledes fuckup af og til. Men det på den fede måde. Og sætningernes flow sker med et vilter, rablende sprog. Det fungerer og holder 100%, når jeg læser bogen højt for mig selv. Enkelte steder indleder Rasmus Halling Nielsen den ene afsnit efter det andet med den samme linje, f.eks. “romanen begyndte med rob og sue de gik deres egne veje vi kan ik”. Teksterne står lettere forskudt på siden og giver derfor en fornemmelse af fragmenter af en historie. Men det er nemt at følge med og der findes små, gode stykker, som f.eks.:
 
 

“Jeg skriver dette og: Der er gået lang tid med at glemme dit ansigt, man glemmer ikke noget så rustent blussende som kinder på højt blus tævet frem af frostens nåle i kinderne.”

 
 
Det er værd at bemærke, at bogen er pænt hjemmesyet, omslaget hjemmeskåret og unikt illustreret. Bogen er en anelse skrøbelig, hvilket et eller andet sted er rigtig fint, fordi du skal passe på denne udgivelse, der kun kommer i få, få eksemplarer.

Bogen slutter med fyrværkeri, hvor datoen står som fire raketter mod himlen. Morale: Litteraturen er en fantastisk slagmark, og konkretismen vinder altid til sidst!
 
 
Rasmus Halling Nielsen: Det lille robotøje siger. Organiseret vold begået mod den almindelige tale, 2011.