Om at give min tekst en krop

1.

“Tak for tilsendelsen af dit manuskript. Vi kan desværre ikke påtage os udgivelsen af det.”
Forlaget Basilisk, Februar 2012.

Egentlig er jeg lettet over afslaget. Det er 8-10 år siden, at jeg har sendt et manuskript til et forlag, først fordi jeg ikke havde noget at præsentere og siden, fordi jeg ikke ville præsentere noget. Præsentere, som i at præsentere gevær?

Påny stiller jeg mig selv spørgsmålet: Hvorfor er det, at jeg skal udgive en bog. Har jeg overhovedet begreb om mit værk, et værk. Er det afsluttet, hænger det sammen, hvad siger det. Der mangler ikke gode bøger, hvorfor ikke anbefale at læse Olga R, Bjørn R eller R Halling i stedet?

2.

Lige siden jeg renskrev en tekst på min mors elektroniske skrivemaskine tilbage i ’98 har jeg været forfatter. Det indser jeg nu. Jeg debuterede i Hvedekorn for 10 år siden og siden har min uskyld været væk. Selvom jeg højlydt har påstået, at det var de andre, der var forfatterne, de dygtige, så har jeg fortsat lagt arm med sproget. Mit eget sprog?

Det er hverken mit sprog og det er ikke afsluttet, endeligt. Jeg har ikke tænkt færdigt, skrevet færdigt. Det bekræfter andres tekster mig i, noterne fra andre forfattere. Og disse mellemregninger fængsler mig, får mig til at kende mig selv i deres tilstedeværelse. F.eks.:

“Alligevel hjælper det at rykke rundt i dens layout, i Word. Den klæder sig langsomt på, eller vænner sig til sin nøgenhed.”
Lea Løppenthin på Fugleskolen

“Det vildeste er, at du hvert øjeblik kan skrive det bedste digt du nogensinde har skrevet.”
Peter-Clement Woetmann på Nye steder, nye hjem

3.

“Det er, som om bogen er en form for møntenhed og derfor har de samme behov som en mønt for en prægning eller et portræt til at sikre identiteten af mønten og dens ubrudte enhed, dens individualitet, og dens værdi.”
Mikkel Thykier i Entre (Anblik, 2009)

Hvorfor har jeg dette ønske om at manifestere min skrift i en bog. Hvorfor lade min skrift stå med ryggen ud mod stuen, hvorfor ikke lade mine tekster gå fra skærm til skærm. Er det gruppedynamikken, et ønske om at tale med samme muligheder som andre forfattere. Er det institutionernes krav om bogudgivelser, deres syn på hvad et forfatterskab indebærer af formelle forpligtelser, rituelle handlinger?

Hvad har ændret sig siden jeg stiller spørgsmål ved mine seneste års praksis. Taler min samling af tekster sammen som et værk, der mangler en materialisering for at være fuldbyrdet. Eller tvivler jeg på mit eget udtryk, teksternes nuværende, tilfældige vej ud i en begrænset offentlighed. Kan jeg investere min krop i litteraturen, er jeg selv den bedste eksponent for mine tekster, udtalen?

4.

“Someone worked really hard to make the language just right, just the way they wanted it. They were so sure of it that they printed it in ink, on paper. A screen always feels like we could delete that, change that, move it around. So for a literature-crazed person like me, it’s just not permanent enough.”
Jonathan Franzen, The Telegraph, 5. februar, 2012.

Jeg forstår godt Franzens udgangspunkt, men efter min overbevisning er bogen en flygtig enhed, nok at betragte som et værk, men dødt. For at have en levende litteratur, må teksterne leve i det forgængelige og med det omskiftelige som præmis.

Jeg tænker: Vær ikke bange for den manglende kontrol, vær ikke bange for det manglende ejerskab, vær ikke bange for den manglende destination, lad teksterne være mere end dig, lad teksterne være mere end tekster, lad teksterne være litteratur uden grænser.

Indlægget var oprindelig trykt den 05.02.2012 på u-u-u-u-u.net

En kommentar lød:

Jeg bør vel lige for god ordens skyld tilføje, at citatet herover fra min blog har sin oprindelse fra en samtale med Morten Søndergaard. Og det er altså Morten, der engang har sagt ordene om, at det fede, det vildeste, at det smukke er, at man hvert øjeblik kan skrive det bedste digt, man nogensinde har skrevet.

dbh
Peter-Clement

Bæreposeteorien (genoptrykt)

Denne tekst er tidligere bragt som en redaktionel opsamling i Slagtryk tilbage i marts 2018.

Bæreposeteorien om fiktion er en pamflet og poetik skrevet af Ursula Le Guin (oversat til dansk af Karsten Sand Iversen, udgivet af Forlaget Virkelig og Laboratory for Aesthetics and Ecology). Ganske kort så tager ‘bæreposeteorien’ afsæt fra et citat fra den feministiske revisionist Elisabeth Fisher om

“at de tidligste kulturelle opfindelser må have været en beholder til at rumme indsamlede produkter og en slags slynge eller bærenet”

og er en forklaringsramme for den menneskets udvikling. I stedet for krig, erobringer og helte, så er fremskridtet baseret på at kunne bære noget hjem (fordi det er nyttigt, spiseligt, smukt). For Ursula Le Guin betyder det at historien (=fiktionen) må være interesseret i det samme og tage samme form.

“romanens naturlige, rette, passende form kunne være en sæk, en pose. En roman er en medicinbylt der rummer ting i et særligt, magtfuldt forhold til hinanden og til os.”

Ursula Le Guins kritik kan læses som en feministisk kritik på heltefiguren. Det har jeg ikke i sinde at diskutere. I min optik ser jeg med bæreposeteorien en logik om at jo længere vi kan fragte større / værdifulde ting, der ellers ikke var i vores omgivelser, desto større bliver vores verden både fysisk og mentalt. Uden at ridse de historiske træk op, så står vi i dag i en globaliseret verden (med et tilsvarende lokal drivkraft), digitalt forbundne, og vores beholder er ikke begrænset af vores egen fysiske formåen (i afstand og evne til at løfte).

Den bærepose vi idag har til rådighed er en vi køber os til, låner eller kobler os på. Den beholder Fisher (via Le Guin) omtaler, er en container shippet fra Singapore. Eller en fil zippet på WeTransfer. For ikke at tale om streamingtjenester, der formindsker tidsperspektivet i behovstilfredsstillelsen.

Hvad betyder det for litteraturen – som beholder? Kan det forklare den nye litteraturs interesse for at låne fra andre tekster, kan det forklare forfatterens frihed i omgangen med genrer og formater og ikke mindst udviskningen af grænser mellem fiktion og fakta i værket? Jeg synes det er oplagt.

Og hvad kan den digitale litteratur – som beholder? F.eks. hvis forfatteren programmerer en formel for hvordan, der lægges i beholderen, i mindre grad styrer præcis hvad og har en armslængde til det færdige værk? Og det gælder ikke kun litteraturen baseret på algoritmer, kan teorien hjælpe os med at anskue litteratur skabt ved hjælp af kunstig intelligens eller personaliseret fiktion baseret på data om læseren eller læserens interaktion? Det vil jeg mene. Det er måske mere kompliceret, fordi processen bag skabelsen af værket kunne spille en rolle for læsning, altså som en forståelses- og fortolkningsramme? Men i så fald var det nok i mindre grad teorien, der kommer til kort og mere at digitale værker frembringes på måder der endnu er nye for os.

Litteraturen har altid været en mulighed for at åbne og perspektivere den verden, som læseren er omgivet af. For mig at se giver bæreposeteorien læseren, kritikeren og forfatteren en ramme for at fravige den gamle plotmaskine, krav om konflikt/ harmoni og helteskikkelse og i stedet vender fokus mod en fortløbende udvikling og mennesker i sig selv.

Læsesteder (genoptrykt)

Denne tekst er tidligere bragt som en redaktionel opsamling i Slagtryk tilbage i september 2019.

De første år jeg redigerede Slagtryk boede jeg på Birkedommervej. Min stationære computer stod på et aflangt spisebord og blev flyttet frem og tilbage alt efter hvor mange mennesker der var til spisning eller fest. Her sad jeg ofte i de sene aftentimer efter at have været på arbejde i Søborg og læste de bidrag der kom ind. Og fulgte de blogs der var aktive. Jeg var altid alene, når jeg læste og mine udbrud kunne sagtens være opløftede og højlydte, når jeg synes vi havde fået noget ind af særlig kvalitet. Enkelte bidrag husker jeg bedre end andre – “Sølvmadder” var en af de tekster vi havde været ude og spørge til efter at have fundet den på en blog. Det gjorde vi de første par måneder indtil vi var udbredt nok til at bidragene kom ind i tilstrækkelig grad. Nogen svarede aldrig tilbage, andre gjorde og på den måde fik vi både bidrag af Simon GrotrianJulie Sten-Knudsen og Peter Højrup.

Senere boede jeg på færre kvadratmeter på Vesterbro med min kæreste. Efter nogle måneder købte jeg en bærbar computer, som var nemmere at pakke væk fra vores delte skrivebord. Da vi fik vores første barn blev skrivebordet til et puslebord og jeg fandt en plads i en lænestol med ryggen til verden udenfor. Min kæreste syntes at computeren havde ryggen til hende indenfor, fordi hun ikke kunne se hvad der skete omme på min side. På en måde forsøgte jeg måske at skabe mit eget rum for læsningen. I den tid lavede vi også en del videoer i den lejlighed. Særligt husker jeg Lars Emil Foders – både fordi Guitar er så velkomponeret, men også fordi han sidder i den stol jeg normalt læste bidrag i, og svarer på spørgsmål. Det lys forbinder jeg med Slesvigsgade. Og det lys og den latter Tina My Ljørring Pedersen havde lige den dag hendes video blev skudt.

Mit eget rum for læsning blev endnu mindre, da jeg for halvandet år siden flyttede til Ny Hammersholt. Her blev min læsning udvidet til en daglig togtur til Nørreport station og tilbage igen. Telefonen var egentlig god nok og så længe jeg kunne sidde ned, så kunne jeg godt synke væk i et øjebliks læsning. Men det var kun et øjeblik, sjældent mere end 2-3 bidrag af gangen – og derfor også et andet flow. Omvendt kom der i en periode flere bidrag på video, som jeg ikke havde bedste forudsætninger for at se i S-toget. Så der kom en forskydning fra åbning af email til oplevelse af bidraget, en forventning der fik lov til at bygge sig lidt op. Tilgængeligheden havde ellers aldrig været en problemstilling, jeg havde altid tænkt, at jeg havde adgang til alle bidrag altid.

Statens Kunstfond og Danske tidsskrifter i 2020

Statens Kunstfond har idag sendt en rapport ud om Kunstfondens betydning for littertur.
https://www.kunst.dk/ny-rapport-kunstfondens-betydning-for-litteratur

Jeg synes det er spændende læsning og der er flere gode pointer og indsigter i forhold til legatuddelinger, oversætterstøtte, arrangementsaktiviteter og meget andet.

Et for mig interessant perspektiv er sammenligningen med Sverige og Norge – at vi i Danmark i højere grad støtter forfatteren direkte fremfor at det er forlag og aktører der modtager støtten.

Og så fangede en kort notits på side 68 om støtten til tidsskrifter i Danmark mig også:

I Sverige var der i 2018 afsat 18 MIO DKK til kulturtidsskrifter – i Danmark var det 1,6 MIO.
I Norge var der afsat 8 MIO DKK og en omfattende rapport fra Norsk kulturråd samme år vidner om at der er en “langt større bevågenhed omkring kulturtidsskrifterne i det norske kunststøttesystem sammenlignet med det dansk”.

Når jeg samtidig kan se, at der for den seneste ansøgningsrunde i år er uddelt til 57 af i alt 93 ansøgere og at vi i Slagtryk kun har fået under halvdelen af det ansøgte beløb, så kan jeg kun tænke, at tidsskriftsområdet er tæt på udsultet. Kunstfondens manglende interesse vil fastholde danske tidsskrifter i en hobby position, hvor selv nye, interessante tidsskriftet laver af dygtige redaktører, hurtigt forsvinder igen i takt med at redaktørerne søger videre til hvor der er bare lidt økonomi i deres erhverv.

Generationsskiftet er en realitet

For ti år siden grundlagde jeg Slagtryk med Lasse Skjold Bertelsen, der blandt andet fandt på et vidunderligt navn til tidsskriftet og Mia Kistine Voss, der lagde en anden dimension af læsning på Lasses og min ujævne akse fra SUT til Højholt. Vi lavede altid alting selv, og måske skulle vi have spurgt lidt mere om hjælp undervejs. Og vi prøvede ting af, fordi vi så potentiale her og der. Det virkede aldrig med et lukket onlineforum for forfattere, til gengæld ville alle gerne have at vi gentog Slagtryk Festival igen og igen, vi lavede LIVE fællesskrift med forfattere der aldrig mødte hinanden, videopræsentationer af ukendte digtere, og der var også en masse ideer der aldrig blev til noget. De seneste år har på grund af diverse omstændigheder mest handlet om at holde fokus på kernen i det Slagtryk gør bedst: de seks til otte bidrag udgivet hver måned og hvad der hører til omkring lige netop teksterne.

Og til årsskiftet takker jeg af som redaktør med mere. Jeg skal videre og det skal Slagtryk også. I år er fem nye, initiativrige, dygtige redaktører blevet den redaktion, der skal bære ansvaret videre, så der fortsat findes et tidsskrift for digte og kortprosa, som er frit tilgængeligt, som bliver ved med at have tusindvis af månedlige læsere, og som modtager og udgiver bidrag fra forfattere med eller uden portefølje. For et år siden var gennemsnitsalderen for en redaktør i Slagtryk tæt på de 40, nu er den midt i 20erne. Generationsskiftet er en realitet. TAK for opbakningen og al den goodwill der har været undervejs.

Læsesteder

Jeg skriver om mine læsesteder i denne måneds redaktionelt i Slagtryk. Den afsluttende passage endte jeg med at klippe ud, dels fordi den ville noget andet og for meget andet til at kunne blive stående, dels fordi Martin Glaz Serup nok reflekterer, men ikke bagudskuende konkluderer i sin Læsesteder.

Her er den så alligevel bevaret som en note-to-self:

“Jeg tænker, at mine læseoplevelser [som redaktør for Slagtryk] har det til fælles – at selvom skærmen er skiftet ud undervejs (stationær til bærbar computer, senere mobiltelefonerne) – så er skærmen jeg læser med.
Og det er så den samme skærm som har vist den nye skønlitteratur, arbejdsemails på ydre tidspunkter af døgnet, private emails, bankforhold og nemid, fodboldresultater og videoklip, andre nyheder, musik, opslag på søgemaskine, og så videre. Pointen kunne være blevet, at skriften / skriftformerne smelter sammen, men det tror jeg egentlig ikke den har gjort. Det er stadig med et forskelligt mindset jeg sætter mig ned ved skærmen, det er stadig et særligt ritual, hvor jeg giver mig selv et rum for læsning af Slagtryk bidrag uden andre direkte forstyrrelser.”