Statens Kunstfond og Danske tidsskrifter i 2020

Statens Kunstfond har idag sendt en rapport ud om Kunstfondens betydning for littertur.
https://www.kunst.dk/ny-rapport-kunstfondens-betydning-for-litteratur

Jeg synes det er spændende læsning og der er flere gode pointer og indsigter i forhold til legatuddelinger, oversætterstøtte, arrangementsaktiviteter og meget andet.

Et for mig interessant perspektiv er sammenligningen med Sverige og Norge – at vi i Danmark i højere grad støtter forfatteren direkte fremfor at det er forlag og aktører der modtager støtten.

Og så fangede en kort notits på side 68 om støtten til tidsskrifter i Danmark mig også:

I Sverige var der i 2018 afsat 18 MIO DKK til kulturtidsskrifter – i Danmark var det 1,6 MIO.
I Norge var der afsat 8 MIO DKK og en omfattende rapport fra Norsk kulturråd samme år vidner om at der er en “langt større bevågenhed omkring kulturtidsskrifterne i det norske kunststøttesystem sammenlignet med det dansk”.

Når jeg samtidig kan se, at der for den seneste ansøgningsrunde i år er uddelt til 57 af i alt 93 ansøgere og at vi i Slagtryk kun har fået under halvdelen af det ansøgte beløb, så kan jeg kun tænke, at tidsskriftsområdet er tæt på udsultet. Kunstfondens manglende interesse vil fastholde danske tidsskrifter i en hobby position, hvor selv nye, interessante tidsskriftet laver af dygtige redaktører, hurtigt forsvinder igen i takt med at redaktørerne søger videre til hvor der er bare lidt økonomi i deres erhverv.

Generationsskiftet er en realitet

For ti år siden grundlagde jeg Slagtryk med Lasse Skjold Bertelsen, der blandt andet fandt på et vidunderligt navn til tidsskriftet og Mia Kistine Voss, der lagde en anden dimension af læsning på Lasses og min ujævne akse fra SUT til Højholt. Vi lavede altid alting selv, og måske skulle vi have spurgt lidt mere om hjælp undervejs. Og vi prøvede ting af, fordi vi så potentiale her og der. Det virkede aldrig med et lukket onlineforum for forfattere, til gengæld ville alle gerne have at vi gentog Slagtryk Festival igen og igen, vi lavede LIVE fællesskrift med forfattere der aldrig mødte hinanden, videopræsentationer af ukendte digtere, og der var også en masse ideer der aldrig blev til noget. De seneste år har på grund af diverse omstændigheder mest handlet om at holde fokus på kernen i det Slagtryk gør bedst: de seks til otte bidrag udgivet hver måned og hvad der hører til omkring lige netop teksterne.

Og til årsskiftet takker jeg af som redaktør med mere. Jeg skal videre og det skal Slagtryk også. I år er fem nye, initiativrige, dygtige redaktører blevet den redaktion, der skal bære ansvaret videre, så der fortsat findes et tidsskrift for digte og kortprosa, som er frit tilgængeligt, som bliver ved med at have tusindvis af månedlige læsere, og som modtager og udgiver bidrag fra forfattere med eller uden portefølje. For et år siden var gennemsnitsalderen for en redaktør i Slagtryk tæt på de 40, nu er den midt i 20erne. Generationsskiftet er en realitet. TAK for opbakningen og al den goodwill der har været undervejs.

Læsesteder

Jeg skriver om mine læsesteder i denne måneds redaktionelt i Slagtryk. Den afsluttende passage endte jeg med at klippe ud, dels fordi den ville noget andet og for meget andet til at kunne blive stående, dels fordi Martin Glaz Serup nok reflekterer, men ikke bagudskuende konkluderer i sin Læsesteder.

Her er den så alligevel bevaret som en note-to-self:

“Jeg tænker, at mine læseoplevelser [som redaktør for Slagtryk] har det til fælles – at selvom skærmen er skiftet ud undervejs (stationær til bærbar computer, senere mobiltelefonerne) – så er skærmen jeg læser med.
Og det er så den samme skærm som har vist den nye skønlitteratur, arbejdsemails på ydre tidspunkter af døgnet, private emails, bankforhold og nemid, fodboldresultater og videoklip, andre nyheder, musik, opslag på søgemaskine, og så videre. Pointen kunne være blevet, at skriften / skriftformerne smelter sammen, men det tror jeg egentlig ikke den har gjort. Det er stadig med et forskelligt mindset jeg sætter mig ned ved skærmen, det er stadig et særligt ritual, hvor jeg giver mig selv et rum for læsning af Slagtryk bidrag uden andre direkte forstyrrelser.”

For Fulde Kaniner: Vanelæsning eller ikke vanelæsning

For Fulde Kaniner blev udgivet for snart 11 måneder siden. Af de tre eksemplarer blev to sendt i omløb – og de to blev til et, da et gik tabt i posten ved afsendelse fra min adresse (ohno!) og senere lavede jeg et ekstra eksemplar så der alligevel var lidt mere i omløb.

Interessen har været fin og tilbagemeldingerne gavmilde. Hvert eksemplar har været hos 8-10 “læsere” indtil videre og listen af tilbageværende ser ud til at holde dem igang indtil marts/april.
Thorbjørn Aksel Nielsen har skrevet en anmeldelse i det norske tidsskrift ‘Prosopopeia’. Hvilket er spændende fordi han selv modificerer værket og derved også anmelder sig selv. Han refererer til andre værker, der udfordrer forfatter/ læser relationen og henviser til andre bogobjekter fra Weltscherz. Mest interessant – synes jeg – er hans vinkel på opgøret med vanelæsningen. Sådan var det egentlig ikke tænkt. Men absolut fair at vurdere. Min ide er mindst lige så meget forfattervinklen:

Hvem er forfatter
– f.eks. hvad med den modtager, som tilføjer flere linjer og river en side ud og gemmer den, og ellers sender bogen videre uden at tilføje sit navn i kolofonen.
– og hvad med den modtager, som skriver sit navn i kolofonen og ellers ikke tilføjer noget?

Hvem ejer rettighederne til værket
– ret beset har jeg sendt værket ud i verden uden viden om det kommer hele vejen rundt og tilbage igen. Og ingen kommer til at vide hvem der har tilføjet hvad (gættes kan der altid og et par opdateringer på Instagram afslører også lidt, måske). Overgår værket til en kollektiv identitet og hvilke beføjelser har jeg som grundlægger af værket – f.eks. kan jeg ændre præmisserne og gøre den kommerciel efterfølgende uden gevinst for andre end jeg selv?

Hvornår er en bog færdig?
– En læser skrev for nyligt tilbage om sin frustration over at alt var skrevet til og at der ikke var plads til at skrive nyt. Men hvilken forfatter lægger x antal sider foran sig og skriver til de er udfyldt? Har læseren overset redigeringsmulighederne, at slette hvad der er skrevet, tilføje flere sider – ikke nødvendigvis papir, at tilføje et link til en lydfil på nettet, rive alle siderne ud og ordne dem på ny?

Thorbjørn Aksel Nielsen skrev i sin før omtalte anmeldelse, at jeg brød med vanelæsningen. Måske. Måske ikke. Bogen er stadig en bog, som læserne bladrer igennem og der tilføjes inden for de givne rammer. Bogen er inkluderende, alle kan være med. Men det er stadig forfatteren (læseren) selv, der skal bryde ud af sin vanetænkning, det kan jeg ikke gøre for dem, om jeg så kommer for fulde kaniner!

(update: en læser skrev til mig, at vedkommende havde redigeret en hel side ud, ved at placere sit materiale ovenpå den eksisterende tekst; så det er ikke alle der føler sig begrænset)

Erik Scherz Andersen: For fulde kaniner

 
I mere end et år har jeg haft tre ens hæfter liggende i en skuffe med henblik på at lave et lille værk; en overskuelig størrelse i forhold til de mange andre suppegryder, som jeg rører rundt i. I denne uge har jeg været delvist forvist fra min computer for at øve mine øjne påny og skulle også holde mig fra fysiske aktiviteter efter min anden skeleoperation (I kan ikke se, at jeg at jeg ser dobbelt, men det har jeg gjort/ gør jeg). Og så fik jeg samlet de tekster som jeg enten havde skrevet ud på twitter i en tidlig udgave – eller som jeg inden for de sidste tre måneders barsel har skrevet og som passer ind i dette format.

Og nu er det så færdigt og “For fulde kaniner” findes nu i et privattryk à tre eksemplarer. Eller det vil sige, at det er ikke helt færdigt. I forbindelse med mine overvejelser omkring udbredelsen af værket – hvordan kan andre komme til at læse det, når det kun findes i tre eksemplarer? – fik jeg den ide, at bøgerne ikke kan købes og ejes, men skal cirkulere. Og i den forbindelse vil jeg synes det kunne være mægtigt om forfattere, kunstnere og for så vidt også læsere vil tilføje nyt materiale til det eksemplar de får i hånden – tekst, billede, noter, tegninger, kritik, garn, stof, kaffepletter, æselører, og så videre.

Så for at få fat i værket gælder det blot om at sende en email og efter endt læsning / modifikation at videresende værket til den næste, der er med på samme betingelser (det aftaler du enten selv eller du får en adresse fra forlaget at sende til). Jeg håber du vil være med!

Læs mere på Weltscherz.dk

 

Femogtyvende note fra mit arbejdsbord

Noget der minder om et års fravær fra bloggen skyldes ikke manglende interesse eller aktivitet – men det kan være et tegn på bloggens udtjente funktion. Nu må vi se. For tre dage siden slog jeg en ny tekst op. Det er længe siden jeg har skrevet en tekst men begyndte for nyligt – som et løfte til min barselstid de næste tre (nu to) måneder.

I år har jeg brugt mere tid som redaktør. Det har altid fyldt som en del af min rolle i Slagtryk. Men her holder vi os generelt fra at redigere, influere, påvirke, rette i tekster. Sidste år var jeg igennem min første redaktionelle proces med en novellesamling (af Rakel Haslund-Gjerrild). For mig handlede det om at skærpe teksterne i den retning de allerede havde udstukket. Forfatterens talent er uomtvisteligt, ideer og historier fandtes i hobetal. Og så sikre en distinktion mellem mig som forfatter og redaktør.

Jeg starter sandsynligvis en ny (og kortere) proces med en forfatter, som har haft en oplevelse af at (et andet) forlag ville styre bogens karakter, vinkel og retning. De ville have en helt anden bog. Det lyder nærmest som en skole, at redaktøren ghostwriter eller i hvertfald styrer bogen i retning af markedets eller ideen om markedets modtagelse – eller egen idee om litteratur til nu- og eftertiden. Og det med rette håndværk og viden, men med måske et manglende blik eller mod for en kunsternisk vision.
(Om omvendt kan det virke som om de største eller i al fald mest etablerede forfattere nærmest ikke har en redaktør ind over deres tekster.)

Jeg håber jeg tager fejl eller at det blot er en grov generalisering. Egentlig ville jeg blot nævne hvad jeg havde gang i og hvordan – og nogle gange definerer man sig selv overfor andre i stedet for sig selv som absolut størrelse.