Ophavsret

                           hvis du
læser digtet højt
kan du
høre din egen stemme
vende sig mod forfatteren

                           eller hvordan
er det nu det
er? Til venstre for mig
er også til højre
som et spejlvendt ekko

Reklamer

Filip Granlie: Fugle om digte

Jeg kan ikke blive enig med mig selv om jeg synes titlen er misvisende. På den ene side er det at bytte om på “Digte om fugle” ikke et lyrisk greb, der går igen i samlingen. På den anden side er det sjældent at fuglene kredser om digtet, fuglene er nævnt i stort set alle. Selv i digtet om katten på marken er fuglenes fravær en tilstedeværelse.

Til gengæld er der meget andet, der peger på en konsekvens i sit koncept. Digtene er ikke længere end 2 til maximalt 7 linjer. Derved fylder teksten maximalt en tredjedel af siden og oftest kun to streger hen over papiret. På måde står teksterne i toppen af siden som fugle på himlen.

Digtene er lette og grænsende til det vægtløse og flygtige. F.eks.

mågens ben når den flyver
den skal ikke bruge dem

Og så alligevel. Det er letheden som vi kender fra knogler i en fugl, der gør at teksterne flyver op og lander som en fugl på min hånd, så utrolig usandsynligt, en gang ud af en million. Som f.eks.

flok krager camouflerer sig på en bar mark
som birkes på en håndværker dårligt

Ikke alle digte rummer samme slapstik og der er en hvis variation gennem samlingen. Min anbefaling er dog forbeholden, da teksterne til min smag bliver for fjerlette i deres præsentation af dem selv.

Filip Granlie: Fugle om digte. After Hand 2010.

Hjemløst

Min hoveddør er et digt, jeg ikke kan åbne. Hver gang du skriver, tegner du et omrids af mit spøgelse. Skriv det bag øret som en cigaret, der venter. Jeg har den koldeste skulder, må jeg være din trøje idag? Tirsdagen må være mit uholdbare svar på den årstid, hvor du bliver yngre. Hjemløse hånd, kast dig selv mod himlen og giv solen en høj femmer.

Jeg har lyst til at være et digt

Jeg har lyst til at være et digt, der hylder søndagen, som en flod takker regnen. Jeg har lyst til at være en tekst, hvor jeg kan bytte rundt på ordene og stadig give samme mening. Jeg har lyst til at være en sætning, der tager til i fart som jubel. Jeg har lyst til at være de ord, der former dit smil. Men mest af alt har jeg lyst til at være det navn, som du siger mandag morgen.

Tilbageblik: meisels~scherz

Det har måske været helt tilbage i slutningen af 2001, at Christian Meisels Asmussen introducerer de første symfonier. Den første titel var “Allergi”, hvis jeg ellers husker rigtig. Samtidig med at teksten rykkede voldsomt i min opfattelse af digte, så lagde den sig op ad to elementer jeg satte stor pris på dengang som nu. For det første gengives digtet i en form for partitur for en symfoni. Musikken er et grundlæggende element blot udtrykt gennem skrift. For det andet er det visuelle udtryk tænkt æstetisk og henviser derved – for mig – til den konkretistiske poesi.

Et par tekster følger fra Christians hånd og til et privat selskab læser vi en tekst op efter kort at have øvet den få minutter inden. Det bliver startskuddet til min deltagelse i hvad vi benævner meisels~scherz. I starten opvejer min begejstring måske den håndfuld tålmodighed mine tekster mangler. Vi lægger teksterne på digte.dk og får egentlig ikke speciel god respons som jeg husker det. Det lader til at læsere får mest ud af at se det opført frem for på lyd eller skrift.

Den første lydoptagelse er en udgave fortolket af Ulf Johannesson (Symfoni #40 – Parodi). Vi mødes senere på Damtoften og optager flere symfonier til sent ud på aftenen. Også Adilsvej lægger hjemmestudie til og i dag har jeg 11 forskellige meisels~scherz symfonier i lyd. Tre af dem er fra vores optræden på 1. Arden digtfestival i 2002.

I slutningen af 2003 inddrages hele koordinat i flerstemmigheden og herefter har meisels~scherz ligget i dvale.

Rammerne for meisels~scherz teksterne var ikke specielt faste. Jeg havde nok en tendens til at bruge formen som en skabelon. Det hjalp min produktivitet fremad. Men samtidig oplevede jeg en åbenbaring ved at skrive på papir, der var større end A4 – eller bare det at dreje papiret 90 grader, så linjerne kunne blive endnu længere. Jeg har set andre have samme oplevelse af deres produktivitet, da de gik fra laptop til skrivemaskine.

At symfonierne fungerede bedst, når de blev læst op var ikke den oprindelige hensigt. Og jeg er heller ikke sikker på, at jeg er enig i den holdning. Enkelte tekster har en struktur, der gør det stort set umuligt at læse dem op. Symfonierne blev skrevet til papiret og enhver oplæsning vi kastede os ud i var en fortolkning.

meisels~scherz har fået udgivet tre tekster. ”Blændvirke”, ”Svejset” og ”Interlagos”. Dem vil jeg skrive om de næste tre dage.