Jeg står her

Jeg er glemsom
ikke historieløs.
Den ligger i skriften
der kommer.
I de ord jeg endnu ikke har udtalt.

Uvist hvad der er sket og
hvad der vil ske.
Som venstre og højre hånd i funktion
i bevægelse mod det
der var og det der kommer.

To forskellige retninger
med samme uforanderlige udfald.
Hvad jeg har gjort
kan jeg aldrig gøre igen.
For første gang,
det er hver eneste gang sidste gang.
Så banalt,
så svært at give slip.
Hvad er begyndelsen, hvad er afslutningen.

Jeg står midt imellem højre og venstre hånd.
Goddag, goddag, goddag.

Reklamer

Det at leve er at evne den man er

Trækker gardinet mod nordvest
med tomlen nedad og håndfladen
vendt den modsatte vej af
hvor pennen peger,

Laver et kryds under behåringen
på brystet der er sort
som mælken jeg har spildt på papiret
er hvid som fugl,

Himlen gemmer den evige flugtrute
for den der bærer vingerne udenpå
og drømmene indenfor
et par meters afstand,



* * *
Titlen er lånt fra Morten Søkildes ”Pan”

Du kan skære et stykke af kagen

Du kan skære et stykke af kagen
indtil der kun er et stykke tilbage

Du kan rive en dag ud af kalenderen
lige indtil der kun er en dag tilbage

Du kan kysse din kvinde
indtil der kun er et kys tilbage

Du kan stemme på en politiker
lige indtil der kun er en stemme tilbage

Du kan hælde vand ud af ørene
indtil der kun er vand tilbage

Du kan tage det en dag ad gangen
lige indtil der kun er en dag tilbage

Fra etcetera til etcetera

Tænk at starte med det sidste, en lykkelig slutning. Det er bedre end halvt fuldendt. Her er jeg i Guds håndfuld, en godbid for plottets dronning, i sandhed en node i melodien som et komma hårdt som et plekter mod strengen. Hvis du vil være mit publikum, kan du kalde mig navne. Så er det bare med at komme fra etcetera til etcetera, hvis altså du har forstået pointen.

På tværs

Folk med store fødder går altid i for små sko. Hvis jeg selv skal sige det, siger jeg det ikke. For jeg er blot lyden af et enebarn, der har spist sin ani-siamesiske tvillingetvebak. Værsgo at spis blev der sagt. Nu har jeg munden fuld af undskyldninger og gemt pointen i det næste digt.