Det er nemmere at bære en andens hemmelighed

Lille dreng, du

en lampe af lysende hænder

natten er et orkester
i trapezer
fra himlen, der falder
 
 
som en guirlande af overskrifter

til tørre i kinden

kraniet er et bjerg på en ø
på vej hen til filosoffen i halsen

det hele er så underordnet
at det ikke længere er underordnet
 
 
 
DET ER NEMMERE AT BÆRE EN ANDENS HEMMELIGHED
 
 
 
træk, gudinde

gennem floden; gennem orgasmen
og giv et navn for hver sandhed
der brænder i munden

det store seksuelt frustrerede sammenstød
og alle de løse tænder

Hej du er sød farver ordene

og yderligere et par tyske filosoffer uden navn
ligger i et pitabrød i Nordvest:
 
 
Servietterne er foldet.
 
 

Flemming Lund: Udbrud og efterspørgsel

Selvom det nok kunne gøres på en halvanden times tid, har jeg været et par dage om at læse ‘Udbrud & efterspørgsel’ af Flemming Lund. Min efterfølgende vurdering er ambivalent. På den ene side ridder han den sproglige hest, som var det hans manege. På den anden side er hovedpersonens selvtillid og univers til tider ulideligt.

Samlingen har undertitlen “differentierede se-sange i kobling. digt”. Jeg forstår næppe dén pointe, men der er fart over feltet. Der er sproglige fund og anarkistisk omgang med genrer, i det hele tager mange sympatiske træk ved udgivelsen.
 
 

Hvaler gror på kirkegårde, når jeg går forbi med vandgang i øjet,
blå myrer slæber væk i retninger,
og atomer fra et færdselsuheld eksisterer som aldrig før i mit blikkende blik,
luften er fuld af lagner, der har haft bedre sonetdage.
Men jeg er i mit shakespeareske brøleskur, til i dette døgns o!-rullende kysselavine:
jeg er på vej i svævende glorie-Å’er, på vej i A’ernes sejlende telte, hvori alt kan fødes igen;
alt er sgu så smukt i guddommeligt flyvske frøperspektiver!

 
 
Flemming Lunds anarkistiske forhold til sproget er dog noget anstrengende. Flere passager er direkte tale krydret med et lummert “høhø” og han bruger side om side med sit hjemmelavede gadeslang højstemte ord som “hil”, “hiin”, “thi”, “fjante”, “anstand”, etc.

Jeget, der taler som er det digteren selv, bevæger sig rundt i en brandert af øl og snaps. Han forholder sig til sig selv og de mennesker han møder og er især på damerov. Første møde med det andet køn er ikke specielt vellykket, mens han i sit næste møder en ligesindede ud i frisk tale:
 

– Ih hvor du taler hestehviskersprog, mister Redford, fnis altså,
men jeg søger det simple mandemønster, dét spind finder jeg mest egnet for min løbske tunge,
en vakkelvorn kakkelovn at tå op med ømme kys, er vist ikke noget for mig,
mine øren er sgu for rutinerede til at kunne tro på dit boblende lieblingesprog og er altså mest til for smykkernes skyld,
mine øjne kunne måske blive mandler i din risengrød, men julen er overstået og tilbage står vi med sårene fra årene der gik,
skal vi gå?

 
 
Hvasseline POPlishing står bag udgivelsen og det er glædeligt at se alle disse småforlag dukke op rundt omkring med sjove, gode udgivelser. I dette tilfælde falder teksterne dog ikke helt i min smag.

Flemming Lund: Udbrud & efterspørgsel. Hvasseline POPlishing, 2011.

Simon Grotrian: Barde under skyerne

Simon Grotrians digtning kan være hermetisk lukkede tekster, men også bestå af krystalklare sætninger. Her for nyligt købte jeg ‘Barde under skyerne’ i Møllegades Boghandel og allerede i andet digt møde jeg de to formidable linjer “klokken er det samme / hele dagen”.

Hvert digt har god plads på siden. Der er luft til kanten og mellem linjerne. Omslaget er flot rødt med titel og forfatter i hvid. ‘Barde under skyerne’ forekommer mig særlig stærk i sin udvælgelse. Samlingen består af 19 karakteristiske digte og et par er betitlet danske forfatternavne.
 
 

ANDERSEN

En tåre svajer
lige midt i havet
og dit eventyr er veloplagt
den halve fisk

på sjælens flanke hviler turbulenserne

en krukke folder livet ud i vifter
kald på svanerne
med næb som store tragte

og når klokkerne pendulforsigtigt
skrider over øjenlåget

nejer dette korthus

lakmusprøven.

 
 
Simon Grotrian: Barde under skyerne. Engum Sogn Musik, 2010.

SIMULERING, stiml, stimulation, lalalation!

siden hvornår har jeg haft muligheden for at træde et skridt tilbage og to skridt frem,
hvem tænker at jeg danser,
jeg simulerer
bølgerne i havet,
jeg træder vande så det skummer,
væddeløbsheste,
må jeg være fri,
jeg beder om et glas vand og takseres for at underspille min introduktion, mit ærinde, hvem siger jeg har et ærinde, man har altid et ærinde, ikke at have et ærinde er en politisk handling, en doktrin til samfundsnedstyrtelse, bestyrtet,
samfundsbestyrer, jeg går ind for upersonlig overvågning,
en anonym registrering af ikke-personhenførbare data,
at blive klogere, smartere, overleve, ikke
med fødderne plantet i nakken på gennemsnittet,
det er at grave sin egen grav, nej, ikke
med hænderne om tungen,
tændernes klapren når først det bliver koldt bliver det min ukuelige nærdødsovervejelse, en teoretisk diskussion før det er for sent, før det bliver alvor,
taler du endelig om et væddeløb
med konsekvenser ved at blive oppe hele natten
og forberede sig på sin egen død,
mørket, der tænger ind under neglene,
som kradsede jeg lidt på min skygge
for at udslette mine spor
på Internettet,
samfundet
kender min skolegang, mine tandlægebesøg,
min far kender ikke engang mine modermærker, sådan er vi forbundet
i en relation blandt flere relationer,
relationen, der i en lang tid
siden fødsel
har været en simulering af adskillelse fra ophavet,
igen at skille sæd fra æg, at skabe en afstand,
et mellemrum mellem hun og han, hvor jeg kan simulere ikke-personhenførbare handlinger,
stimulere min relation
handling
og identitet
ved at spille tiden ud som det første kort og trække nye
i et forsøg på at samle en port af muligheder,
lærlingen med flækket ansigt,
et ansigt af grin og gråd, det hele, jeg er der, jeg gentager
hvad du allerede har gjort,
du er min tørst,
hold mig for munden, så jeg kan drikke af din gavmildhed,
stimuleringen er til at få øje på, resultatet er noget vi tænker os til,