Victor Boy Lindholm i Nick #5

Sideløbende med jævnlige opdateringer af sin blog jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa.dk med længere digte, andres kritik og bidrag finder Victor Boy Lindholms tekster vej ud i andre kontekster. Drone er udkommet på AFV press og senest har jeg læst Victor Boy Lindholms bidrag i Nick #5 fra Kronstork.

Victors bidrag er på fire digte, der på hver deres måde udtrykker en desperation og energi. Den cocktail giver store udladninger og udsving, som blandt andet kommer til udtryk gennem hurtige associationer. I første tekst går vi på få linjer fra mountain dew via depression til bomber og kreditkort. Her et uddrag:

(…) hvor jeg helt kampklædt i nylonjakker render gennemblødt
helt gennemblødende igennem regnen
der ligesom ligner et ønske
om at himlen ville regne med mountain dew
at himlen ville gøre som månen siger
og regne med den depression
jeg ved lever inde i mig
den bor derinde indkapslet i en mountain dew flaske (…)

I de næste tekster introduceres “voldtægt”, som – vil jeg mene – også skal forstås symbolsk. At der både refererer til den seksuelle voldtægt, men også at ordet fungerer som slang for dominans. Det er grimt og jeg-et oplever isolation/ at frastøde sine venner. Men teksten tonser hensynsløst derudaf, ikke på en avantgardisk ud-af-syntaks-smadret-måde, men bare med associationer som “inde i mig bor schopenhauer” og “Hegel din lille bitch” mellem sandstrande og paraplydrinks.

I Nick #5 er der også bidrag af Ursula Andkjær Olsen (“LYT! DET er noget som NÅR HELT OM PÅ HJERTETS BAGSID SOM ELLERS ALTID LIGGER I SKYGGE”), Thomas Boberg, Lars-Emil Woetmann Nielsen, Tor Ulven (oversat af Mads Eslund), Jenny Tunedal (oversat af Julie Sten-Knudsen) og polemiske anmeldelser af de seneste udgivelser af Mikkel Thykier, Glenn Christian og Theis Ørntoft.

Næste Nick-oplæsning er søndag den 21. september.

Disclaimer: Jeg er affileret med Kronstork via Slagtryk og har tidligere udgivet Victor Boy Lindholm på Weltscherz.

Reklamer

Sternberg: Depressionsdigte

For efterhånden længe siden hørte jeg Sternberg læse sine depressionsdigte op i en baggård til et ØK arrangement. Jeg var stærkt underholdt af evnen til at skrive, hvordan det hele bare var værre end det allerede forekom at være.

Jeg husker linjer fra dengang som f.eks.:
“det kan ikke betale sig/ at så// jeg spiser/ de korn/ der er”
“dyr sygner / uspiste hen”

Det virker måske ikke så godt ude af kontekst? Dengang var krisen tættere på os. Men mange af teksterne i Sternbergs nye udgivelse “Depressionsdigte” fungerer på et helt eksistentielt plan, de repræsenterer et livssyn, de udstiller et sortsyn på tilværelsen. Sternberg skriver – som i Stenalderdigte – meget nøgternt. Sproget er skrabet, linjerne få og korte. Men alligevel tillægger jeg oplevelsen af de enkelte tekster mere dybde og mange følelser – det lykkes Sternberg at (hvis ikke udstille, så i hvertfald) beskrive mennesker ved at lade mig tænke mit.

Jeg kender Kronstork og Sternberg for godt til at lovprise yderligere, så lad mig som anbefaling afslutte med at citere følgende tekst:

der er intet
særligt ved mig

som et sandkorn i
et timeglas

er jeg en del
af en mængde

der enten falder
eller ligger ned

Sternberg: Depressionsdigte. Kronstork (2014)

Nick – Hæfte for diverse skriftlige udtryk

Kronstork har søsat et nyt tidsskrift. Det hedder NICK og er opkaldt efter Cafe Nick på Nikolajgade i København, hvor Kronstork har afholdt og stadig afholder en række oplæsninger under titlen “Dejligsøndag, roligsøndag, godsøndag”.

Hæfterne koster 40 kr stykket og selvom det er billige tryk, så er teksterne fint sat op, forsiden fungerer konceptuelt (et element på #1, to elementer på #2 og så videre må man gå ud fra) og forfattere kommer ud med noget, som de sidder med lige nu eller for ganske nyligt har udgivet.

Bidrag kommer fra forfattere, der læser op på Cafe Nick. Det gør, at der ikke er mulighed for at sende tekster til tidsskriftet. Ni forfattere er fordelt på de to første numre og af dem er det kun Pernille Abd-El Dayem, der ikke har et værk bag sig – endnu. Med den redaktionelle præmis bliver NICK et relevant sted at se hen, hvis man vil vide hvad der er ved at røre sig inden for poesien, hvad der er vokset lidt frem – uden at det er så etableret som f.eks. Vestjylland Højskoles Skriftserie.

Næste arrangement er nu på søndag den 06.10.2013.

Ved sidste arrangement læste Daniel Dalgaard nogle andre tekster op end dem der var i hæftet. Især den sidste tekst havde jeg stor fornøjelse af og jeg har fået lov til at smide en lydfil op fra eftermiddagen:

Kronstork: Antologi 2010

På mange måder stritter Antologi 2010, som så mange andre antologier. Forfatterne er ikke en homogen gruppe. Men den er godt sat sammen, godt kurateret af Helle Eeg og Lars-Emil Woetmann og de har haft et fantastisk materiale at arbejde med. Og derfor virker den på mange måde så komplet og sammenhængende alligevel.

I forordet kipper redaktionen på hatten for antologierne i det forrige århundrede og det er ikke for meget at drage paralleller til “Eksempler 1968”. Mange af de forfattere jeg læser i Antologien er så hamrende dygtige og de vil også om 10, 20 og 50 år blive læst på samme måde som forfatterne i “Eksempler”.

“Flyt jeg, forbilleder / I har stillet jer der hvor jeg skulle stå” ~Theis Ørntoft.

Lars Bukdahl kommenterede udgivelsen i Weekendavisen og spørger på sin blog, hvorfor Antologien bestod af nyt materiale fra forfatterne i stedet for at lave en samling af deres bedste. Men hvad nu hvis det er deres bedste tekster? For mig er forfatterne i sig selv et opsamlingsheat. Og deres antal værker taget i betragtning er det måske meget naturligt at fortsætte skriften i stedet for at dvæle?

“Jeg bevæger mig i et spejl, der ikke vil tage ende.” ~Zoltan Ará

Tue Andersen Nexø fremhæver i Information de kvindelige bidrag med trodsige kroppe og begær. Men jeg må indrømme, at jeg læser noget andet. Det er ikke selve den seksuelle akt, der er mest interessant. Er det ikke langt mere et spørgsmål om en identitet, der naturligt favner livets tilværelse; mødet med sig selv og andre?

“(…) nå, men herren tyggede på tyggegummi, og jeg kom til at tænke på, om mit savl mon stadig figurerede i hans system, hvor længe man i det hele taget kan forvente der går, før fremmede kropsvæsker er endeligt udskilt, om de løber lige igennem, eller om de blandes med det, der var i forvejen (…)” ~Asta Olivia Nordenhof

I virkeligheden har jeg lyst til at citere nærmest samtlige bidragsydere fra Antologien. Det gør jeg ikke. Men her et par linjer fra Sigurd Buch Kristensen:

Jeg læser sabotage (fra 2010) af Janus
Kodal, hvor sætningen, En sol der gør
alt omkring sig okkult, bliver ved med at jage
gennem min krop, som en fisk i havet, ja-
ger føde, ikke i, men gennem et massivt,
totalt eller fuldstændigt uoverskueligt felt.
Forbindelserne mellem tanke og krop
synes uendelige.

Antologi 2010 er netop kommet i andet oplag og kan bestilles på Kronstorks hjemmeside for 150 kroner. Min varmeste anbefaling.

Disclaimer: Jeg drikker øl med den ene redaktør og kender flere af bidragsydere privat.