Forfatternes breve. To citater og et ønske.

Er forfatternes brevudvekslinger interessante? I forhold til at give indsigt i de omstændigheder, som værkerne er blevet skabt under? Som litterær form?

MyArchive på Det Kongelige Bibliotek indsamler forfatteres digitale breve (inkl vedhæftninger) ved at forfatterne uploader deres materiale til deponering og donation.

Jeg blev opmærksom på tjenesten i en artikel af Johanne Mygind i Weekendavisen (Uge 13 / Ideer). Et af de interessante kommentarer kommer fra Kristian Jensen fra The British Library:

Det er altid et problem, at institutioner samler til fremtiden ud fra fortidens ideer om, hvem der er tidens største forfattere og kunstnere. Her ved vi erfaringsmæssigt, at eftertiden ofte interesserer sig for nogle helt andre. Det problem var ikke helt så stort, da vi stadig arbejde med papir, fordi forfatterens private arkiver som regel stadig fandtes i en eller anden form. Måske var der nogle i samtiden, som havde indset, hvor vigtige kunstnere de var;

Hvilke forfattere tænker selv på at henvende sig? Hvilket materiale vil forfatteren uploade og hvad vil forfatteren undlade? Hvad med private korrespondancer på Facebook? Og hvad med de åbne på Facebook, Twitter, Instagram?

Hele spørgsmålet om hvordan vi behandler privatpersonen efter sin død i forhold til et almenkulturelt sigte set i forhold til personers forskellige reaktion i form af frygt, mistænkelighed, tvivl eller ligegyldighed, når det kommer til at blive overvåget. Sammenblandingen af privatliv (sandhedsvidnet) og kunstpraksis kan blive interessant i flere henseender.

     *

Endnu har jeg ikke ikke læst Subrosa af Mikkel Thykier. Louise Juhl gjorde mig opmærksom på et interview fra januar, hvor han er citeret for at sige følgende om breve (i kursiv intervieweren, Ask Hansen):

I det øjeblik korrespondancen bliver offentliggjort, gør det de litterære læsere til vidner snarere end deltagere. Når andre læser det, brevforfatterne har skrevet, svarer det til at se et ansigt i profil, mens de involverede ser hinanden i øjnene.

– Hvad er så meningen med at udgive brevvekslinger, hvis man ikke kan dele intimiteten?

Det at skrive et brev er mere værd end f.eks. et digt, fordi der opstår en usikkerhed i forhold til den, brevet er adresseret til. Svarer vedkommende, og hvad svarer vedkommende i så fald? Man kan sammenligne det med forelskelsen. Man er selv intet og den anden alt. På den måde er der en enorm bevægelse væk fra en selv mod en anden.

     *

I Slagtryk publicerer vi i april måned breve. Som litterær form. Det er overrasker mig ikke, at de fleste breve, som vi har fået tilsendt, fremstår konventionelle. Men det ærgrer mig nok lidt, at så få har tænkt på at sende flere konversationer og ikke kun ét brev – og at der ikke er flere der har arbejdet kollektivt. I det hele taget ville jeg gerne se flere kollektive bidrag i materialet Slagtryk får tilsendt.

Reklamer

Unge Stemmer: Forord

Lea var i Vangede for at fejre Rasmus Halling Nielsens medaljeoverrækkelse og kom blandt andet hjem “Unge stemmer”, en antologi fra 1952, der har følgende gode forord:

For at støtte poesien på et tidspunkt, hvor de literære konjunkturer er alt andet end opmuntrende har Forening for Boghåndværk besluttet at udsende en antologi, der adskiller sig fra de gængse ved at bringe digte, der ikke tidligere har foreligget i bogform. En særlig nyhedsinteresse får denne publikation, da hovedparten af de lyriske bidrag for første gang præsenteres for publikum.
Hovedvægten er lagt på den ganske unge poesi, tolv af de femten repræsenterede lyrikere er således under tredive, og det skulle give et fingerpeg om de impulser og tendenser, der er karakteristiske for den purunge generation. Når aldersgrænsen i få tilfælde er overskredet skyldes det ikke vilkårlighed. De lidt ældre poeter, der gennem længere tid har været tavse, har krav på opmærksomhed, mens redaktionen har set bort fra deres jævnaldrende, som for nyligt har ladet høre fra sig. Derfor mangler der fremtrædende navne i denne antologi, der på ingen måde prætenderer at dække hele feltet. Alt tyder på, at et ny generation er på vej, en generation, som adskiller sig stærkt fra fyrrernes lyrik, der stod i krisens tegn. Idyllen er ganske vist ikke fremtrædende, men de unge digtere er gennemgående blevet gladere og mere positivt indstillet overfor tilværelsen. Ellers skal man vogte sig for kategoriske generalisationer, da de unge mennesker er grumme forskellige, hvad der kun er en charme mere.
Literære spådomme er ikke til at lide på, det forlød for kort tid siden, at unge danske lyrik var blevet tavs; halvtredserne ville derfor blive prosaens tiår, en forhastet slutning, som denne antologi er med til at dementere. Lyrikere kan man ikke holde nede, de melder sig nu engang, fordi de simpelthen ikke kan lade være. Det vil være klogeste at berede sig på overraskelser, men det lyder minsandten som en spådom, hvad der slet ikke var meningen!
Inden digtene overgives i læsernes hænder, følger jeg trang til at takke Jørgen Gustava Brandt for råd og bistand.
– NIELS KAAS JOHANSEN

Vil du også have fingre i samlingen, så gå på antikvariat.net

Louise Juhl Dalsgaard: Om Arktiske Heste

I 2013 vandt Louise Juhl Dalsgaard førsteprisen på 10.000 kroner i en konkurrence om “Bedste erotiske digt” på litteraturfestivalen Ordkraft. Blandt dommeren var bl.a sexologiprofessor Christian Graugaard og forfatter Anne-Marie Vedsø Olesen. Nu indgår det digt i Om Arktiske Heste, der i dag udgives som film og tekst på Weltscherz.

Pre-release og premiere fandt sted i biografen i Huset i Magstræde i København i starten af marts. Den 11. og 12. april bliver kortfilmen vist i henholdsvis Ålborg til Ordkraft og Århus på Godsbanen til Litteraturens dag.

Værket er oprindeligt lavet til en performance på Slagtryk Festival i oktober ’13. Start og slutning er rettet en anelse til, men ellers fremstår Om Arktiske Heste som oprindeligt fremført. Louise havde oprindelig sendt redaktionen lydfilerne på de 13 digte værket består af og beskrevet en ide til en simpel billedside. Billedsiden udviklede sig sidenhen og der opstod også et par ideer til et performativt sideben.

Udover Louise selv, så har Jeppe Brøndum Hansen stået for lydoptagelse og Michael Christensen stået for klipning og teknik. Det gør det til en ret lille produktion og DIY ånden matcher noget af det, som Weltscherz også står for.

Godt 40-50 publikummer så en lørdag i oktober Om Arktiske Heste og jeg har sidenhen valgt at udgive værket, fordi jeg synes Louises skrift, når hun er bedst, både formår at være privat i sin tone, og kommer med humor, når hun inddrager sange og temaer fra barndommen. Idag er kortfilmen gjort gratis tilgængeligt via weltscherz.dk/louisejuhldalsgaard/ og jeg håber du giver dig tid til at se det en af dagene.

I pressemeddelelsen har jeg skrevet, at Om Arktiske Heste kredser om følelsesmæssige og kropsligt erotiske grænser. Digtet handler om behov og begær og forventninger og der er både håb og sorg. Og det er mit håb, at publikum bliver rørt – og for forfatteres vedkommende bliver inspireret af formen.
 
 
Louise Juhl Dalsgaard: Om Arktiske Heste. Weltscherz (2014)

Tommy Heisz: Træer der ligner mennesker

Tommy Heisz spurgte om jeg ville give lidt kritik på ”Træer der ligner mennesker” sent i skriveforløbet. Digtsamlingen udkommer idag og jeg falder stadig ikke på halen over dens indhold. Digtene er nøgterne og kredser om naturen og om at være væk fra civilisationen. Stilmæssigt vil det nok falde i smag hos læsere, der synes om f.eks. Peter H. Olsen, dog uden at digtene har samme kant. Det er ikke så meget min kop the, men siden jeg læste udkastet til manuskriptet er der strammet lidt op og jeg vil citere et af de digte, som jeg synes bedste om, men som stadig har for mange fyldord, til at det bliver helt eminent:
 

Vi kan gemme os mellem træerne
vi kan være dus med himlens fugle
vi kan sætte os ned og vente på et rådyr
vi kan skrive postkort om roen i os selv
men hvis du lukker øjnene
og lytter ordentlig efter
selv når du befinder dig
allerdybest inde i skoven
er der altid den der sitren
vokseværket
maskinerne der kværner
vokseværket
motorveje med nye batterier
vokseværket
samfundets knogler der knager
vokseværket
vokseværket

 
Bogen i sig selv er flot lavet. Den prydes undervejs af billeder på fuldside af træer og først og sidst i bogen er siderne sorte, hvilket er med til at give et godt indtryk af bogen. Tommy Heisz har skrevet om hvorfor værket er kommet i stand med crowdfunding og det kan du læse om på hans hjemmeside: http://tommy-heisz.blogspot.dk/
 
 
Tommy Heisz: Træer der ligner mennesker. Neon & Nordlys (2014).

Citat fra Ali Smiths “Artful”

Lea begyndte at læse Ali Smith for et par dage siden, og dette citat fra afsnittet “On form” har overbevist mig om at jeg skal igang:

(…) My heart is like a singing bird… My heart is like an appletree… Because my love is come to me. So simile maybe involve love too. Well, he or she was lucky, having a heart like an apple tree. Even a broken apple tree will know what to do, with a bit of help, to right itself and have its fruits again. Even after the worst storm damage, a tree, so long as there’s some green in the break, can be healed and mended and carry on growing. Unless, that is, the heart was like one of the literally thousands of kinds of apple tree that have dissapeared from the British Isles in reasonably history because of the way the supermarkets only really like to sell about five kinds of apple.
    That would be something: to have a heart whose tree produced a fruit that had otherwise died out. (…)

Ali Smith: “Artful”. Penguin Books, 2013

Trailer for ny udgivelse på Weltscherz

Jeg er klar over, at der sker mange forskellige litteratur-relaterede ting i København idag. KBH Læser er i fuld gang. ØK afholder oplæsning på Mayhem. Baand festival er i Literaturhaus. IKK. Og så er der pre-release og præmiere på visningen af Louise Juhl Dalsgaards “Om Arktiske Heste” i biografen i Huset i Magstræde.

 
Her er et lille facebookevent for pre-release og filmpræmieren idag: https://www.facebook.com/events/681237411914743

Og den 18. marts er det mig så en glæde at udgivelsen kommer officielt – i video og tekst på weltscherz.dk/louisejuhldalsgaard.

Kortfilmen kredser om både mor/barn relationen, såvel som omkring berøringen mellem mand/ kvinde. Billedsiden er enkel, men også direkte – især når Louise taler direkte ind i kameraet. Billedsiden er intim – specielt når Louise ligger på gulvet og knuger en seng af stof. Teksten består af 13 digte og udgør sammen med videoen værket. Der findes et tredje lag – det performative – som ved andre lejligheder kan udspille sig ved fremvisninger. Men værket står i Weltscherz-udgivelsen for sig selv. Og jeg er på mange måder glad for at kunne præsentere en anden poesi, endnu en “ny” stemme i den litteratur, der udgives lige nu.

Louise Juhl Dalsgaard har tidligere udgivet i Jorinde&Joringels serie (2012) og er særdeles aktiv på sin blog. Jeg har tidligere interviewet hende til Forfatterforeningens “Røde sofa”, der er tilgængeligt på Den2Radio. Og for nyligt var hun i Radio 24/7 og talte med Kristian Ditlev Jensen om et manuskript, der var blevet afvist på større forlag.