At være at være

                                                                                  Blod i racerbaner om mavesækken. Jeg er dagen efter, det har drukket og mærker og jeg mærker denne blodige igen denne blodige krig, der udkæmpes i mit indre indre. Symbolsk det er så symbolsk at det mister sin betydning, mit indre mister sin betydning idet den indkredses indskrives, idet den nedfældes undslipper den undslipper sine tøjer. Tøjler er kun for at styre ikke binde sprogets hest til vinden.
                                                                                  At være ord at være ord i et værk at være et værk uden betydning at være uden betydning.
 
 
 
 
                                                                                  Der er en retning, alt andet er steder der ikke finder sted. Uden tid er retningen et sted jeg findes. Jeg findes som en ukonstant bevægelse, der griber om griber om sig som en mulighed og umulighed, der griber om sig selv som potentiale og uopnåelig gentagelse. At være den eneste mulige retning, retningen er at være, at finde sted er at blive, at gå bort er at blive væk indtil andre husker én og derved genkalder sig, hvad der måtte være i at være sammen tilbage. Det er sådan læseren møder teksten som forfatteren lever igennem, levendegjort på flere steder som et spøgelse alle tror på. Hvad vil det sige at være levende flere steder på samme tid, at slå ned som et lyn, og stå stille lysende som jesus lyser for troende.
                                                                                  At være jesus at være jesus blandt troende at være troende på gud at være gud.
 
 
 
 
                                                                                  Altid jeg er altid tilstede. Jeg er skrevet ud jeg skrevet uden sit eget navn benævnt. Jeget i nævneren og tælleren på samme tid tallenes orden og Steins naturlige måde at tælle en og en og en og en og en. Er der en sandhed i iagttagelsen, der er en måde at være på. Her i jeg møder læser og forfatter hinanden i hver sit kød og hver sin blødende krop blødende blødende. At være en iboende sandhed et øjebliks sandhed, der starter forfra uden mulighed for gentagelse.
                                                                                  At være mursten at være murstenen i mursten at være hus i mursten at være hus.
 
 
 
 
                                                                                  Det er ikke færre ikke færre lyde om natten end om dagen dagen. Forskellen er forskellen er styrken og intensiteten og et øjebliks klarhed. For hver nye seng jeg lægger mig i for at sove i for første gang er der nye lyde der møder mit øre, som en retning jeg senere afviser afviser som en mulighed, afviser så den bliver et sted og ikke en del af det og den jeg er når jeg værer.
                                                                                  At være en retning at være en retning i et landskab at være en vej uden retning at være en vej.
 
 
 
 
                                                                                  Vi mødes udenfor skriften og taler om skriften og det er ok at skrive sådan, selvom det griber ind i sig selv idet du læser det. Hvis jeg også skriver og skriver og læser samtidig vil jeg vide samtidig vil jeg vide at det ikke er sandheden ikke sandheden da samtidigheden samtidigheden griber om sig selv som to hænder der løfter den krop den krop de er en del af. Det handler om at finde fart og holde holde holde balancen gennem bevægelsen for at løfte sig selv med sig selv. Og selv da forekommer øjeblikket så kort så kort så kort, men selv da er det så langt langt langt som et hvert andet andet øjeblik.
                                                                                  At være i et øjeblik at være øjeblikkelig uendelig at være uendelig at være øjeblikkets uendelighed.
 
 
 
 
                                                                                  Og sådan og sådan går livet stille for sig stille hvor der er bevægelse og der hvor det ligner stilstand men som også er bevægelse. Et billede står aldrig stille stille idet øjnene igen igen fokuserer og indrammer og ser bort fra. Sådan sådan er livet i bevægelse i bevægelse, en ukonstant og derfor bevægelig størrelse af at være. Aldrig blive deraf ordet aldrig have været fordi det er en ny at være, en ny måde at være være, at se sin egen at være med det blik som vi er givet eller forsøger at kaste ind i andre ting, mennesker og først og fremmest os selv. At se os selv som os selv, at se, at se for sig i sig selv, selv se og dødeligt selv sagt, ikke med de ord af vores forældre, men af det syn vi er.
                                                                                  At være bjerg at være bjerg under vand at være hav om et bjerg at være hav.
 
 

Stein taler (og taler)

I talen “Poesi og grammatik” lægger Stein ud med at sige følgende om navneord:

“Et navneord er et navn for noget, så snart en ting har fået et navn hvorfor så skrive om den. Et navn er passende eller også er det ikke. Hvis det er passende hvorfor så blive ved med at nævne det, hvis det ikke er så hjælper det ikke at kalde det ved dets navn.”

På en måde bliver det et udgangspunkt. For et stykke inde tager talen en drejning i sin beskrivelse af hvad prosa og poesi er. For mens prosaen er om verber, adverbier og præpositioner, så har poesien med navneord at gøre. Hun skriver:

“Poesi har med ordforråd at gøre ligesom prosa ikke har det.
Så I forstår at prosa og poesi overhovedet ikke er det samme. De er fuldstændigt forskellige.
Poesi er siger jeg essentielt et ordforråd ligesom prosa essentielt set ikke er det.
Og hvad er det for et ordforråd poesien består af. Det er et ordforråd udelukkende baseret på navneordet ligesom prosa essentielt set og afgjort og eftertrykkeligt ikke er baseret på navneordet.
Poesi har at gøre med at bruge og misbruge, med at miste og ønske, med at fornægte med at undgå med at tilbede med at erstatte navneordet. Det er at gøre det altid at gøre det, at gøre det og ikke andet end at gøre det. Poesi gør ikke andet end at bruge miste afvise og behage og forråde og kærtegne navneord. Det er hvad poesien gør, det er hvad poesien skal gøre uanset hvilken slags poesi det er. Og der er ret mange slags poesi.”

Stein taler. Arena, 2006.

Stein taler

Jeg har meldt mig ind i Arenas bogklub, da deres kontra udgivelser er for spændende til at gå glip af (forrige år er jeg så gået glip af, men ingen grund til at forblive i den position fremover). Ved indmeldelsen fik jeg desuden muligheden for at vælge to bøger gratis. Så nu har jeg læst den ene – Stein taler – da jeg var udenlands de forrige uger. Jeg kender oprindeligt Stein for hendes eminente “a rose is a rose is a rose is a rose”. Men da jeg sad med Ømme dupper i hænderne for at par år siden, måtte jeg give op undervejs. Til gengæld har de tre taler, der er trykt i Arena udgivelsen, nu åbnet døren på klem igen og i hendes lidenskab for ord, ordklasser, grammatik og komposition finder jeg min tilbagevendende kilde til inspiration.

Problemet med at inkludere blikket var, som jeg allerede havde fortalt jer, at i forhold til mennesker medførte det at se uundgåeligt at opfange bevægelser og udtryk og som sådan tvang det mig til at genkende ligheder, og tvang mig følelig til at erindre og ved at tvinge mig til at erindre forårsagede det sammenblandingen af nutiden med fortid og fremtid.

(…)

Det er den store vanskelighed der bekymrede enhver der har skabt noget som helst i denne generation. Malerne brugte selvfølgelig deres øjne, det var deres job og også de var nødt til at være sikre på at blikket ikke blandede sig med erindringen. Erindringen ytrer sig hos dem som antydninger i deres malerier i stedet for faktisk at skabe den ting i sig selv de maler.

Ovenstående er fra “Portrætter og gentagelse” i Arena udgivelsen ‘Stein Taler’ oversat af Lene Asp Frederiksen.

Vejen som elastik

Vejen som elastik
om bjerget
mine hænder som en elastik
om burgeren
sådan knækker vejen
burgeren
fornuften
midt over
landet delt
en agurk mindre
syltet agurk
ikke længere på vejen
mine hænder ikke længere
om bjerget
 
 
Den lille bil
med retning mod munden
vejen syltet
fornuften
som eneste følelse
fornuften som elastik
om bevidstheden
landet
skåret af mit blik
sådan
vil jeg skære den næste agurk
sylte bjerge
knække fornuften
og alle mine følelser i to
så du kan være med
 
 
En burger
som symbol på krig
et land delt
af et sæt hænder
der spiser en burger
en elastik fjernes
idet vejen drejer
fornuften
syltet
synet i krig med følelser
at bjerge
at veje hænder i hænder
 
 
En hånd er en elastik i to
 
 
Grib anklerne
som søjler
igennem vandet
som skibe uden ror
eller ro stærkere
end vind gennem knoglerne
 
 
Du er ikke
den fugl jeg ser
jeg ser en fugl
der forlader et skib
som en bil sin vej
som en agurk sin burger
 
 
Fugle i mund
hænder om burger og
elastik om bjerget
en vej drejer
krigen
fortsætter
med eller uden agurk
 
 
En fugl som symbol
en krig som symbol
du som symbol på migselv
agurken som agurk
ikke sigselv
men noget der ligner
uden at være
noget andet
 
 
Som en gentagelse
der ikke ved
den er første gang
hvad vil skæbnen mig
igen og igen
 
 
Jeg er en elastik
sådan griber jeg om bjerget
sådan vælter fornuften
sådan tager en fugl mit syn
igen og igen uden at
jeg kan kalde det en gentagelse
 
 
Jeg er delt af et komma
der er symbol på den fugl
der flyver gennem disse hænder
du læser som vinden
griber ankler
vejen bærer
 
 
Skibet er i himlen og
havet på samme tid
og sådan
kunne vi også ses