Over ti ‘kapitler’ giver Jonas Rolsted et varieret vidnesbyrd med sine lyriske passager, iagttagelser i korte sætninger og længere overvejelser over hverdagens møder med mennesker (piger, arbejdsliv, familie). Teksterne i Flex Death er inddelt i nummererede afsnit, der måske kan forstås som de intervaller, som han skriver, at musikken og litteraturen undersøger.
Kompositionen er stram uden at være rigid. Den giver en fin bevægelse ind i bogen, som så aftager på samme vis – måske fra midten, hvor Perpetuas optegnelser fra sit fængsel er anvendt. I den midterste del er prosaen mest flydende og sammenhængende, mens det lyriske fylder mest i de yderste kapitler.
Tue Andersen Nexø har skrevet en fin anmeldelse i Information, hvor han blandt andet henviser til nogle af de gode lyriske passager.
Jeg vil gerne citere afsnit 24 i kapitel 3.
En ting som jeg synes er karakteristisk for flere af de kolleger som er alkoholikere – og som jeg også keder fra min familie – er en tendens til at iscenesætte sig som offer, som lidende. Først ytret som tilbøjelighed til forskellig slags selvpineri, at påtage sig meget mere arbejde end de andre, hos den enkelte borger at udføre langt mere arbejde end rimeligt og nødvendigt er, til fester og arrangementer, med smerten malet i ansigtet, at melde sig til forberedelse og oprydning ‘selv om jeg skal meget tidligt op næste dag’, ved enhver given lejlighed at bringe ofre. Siden ytret ved mere eller mindre subtilt at lade omverdenen vide og mærke hvilke navnløse lidelser og krænkelser dagen har budt – hvortil kollegerne – nytteløst – påpeger at vedkommende jo strengt taget ikke havde behøvet at påtage sig så meget. Og endnu siden – ved at gå rundt i en tilstand hvor vedkommende virker som om hun er på sammenbruddets rand – og måske virkelig er det – og i denne tilstand presset til det yderste – at være nådesløst ubehagelig over for sig selv og andre.
Jonas Rolsted: Flex Death. Gyldendal (2012)
Disclaimer: Forfatteren er en god bekendt/ ven.
Re:citat 