Sex er en metafor for politik

Sex er en metafor for politik: en hovedløs basken med vingerne, som en flyvemaskine, der ikke vil lande i det kolde hav. Han står og taler med to fingre i munden og et vrikkende underliv, der nærmer sig kysten som en ubåd. Der er marimba i luften, og en tunge så skarp, at den kløver en befolkning, der hvor det kilder allermest. Der er flere fisk i havet, og pengene skifter hænder, som andre skifter undertøj. Han står som skudt ud af en kanon. Det ryger fra den lille kanin, der har kneppet talerstolen, som han spiser en gulerod. Fuck, nu spytter han mig i munden. Men jeg er ingen bække små, her er tale om et opslag i den lille røde, og så en invitation med hjem. Han kan godt glemme alt om at tale frækt, selvom det bliver småt med ord. Jeg vil se en mand gå ned med lår om ørerne, og hviske den lange vej, så der kan vokse en hest ud af hovedet på rytteren. Ingen ærlige håndtryk mimer en doggy style. At stille op til kampvalg, er at gøre natten til en skygge, og skære en hånd ud af en hånd. Det er sådan han er skåret ud af ansigtet på en præsident af en pornoproducent.

Flæsket (jeg har et hul i mit hjerte)

              jeg har et hul i mit hjerte
det suser og piver
i næsefløjen
              jeg har et hul i mit hoved
og i mit hjerte
sidder en lille fugl og
kigger ud på verden
fra sit skjul
den synger
ikke den har lige haft en orm
i sin mund
              mit hjerte er et æble
og i mit hoved er
der hul i min drøm
hukommelsen nedlagt
idet en hvisken falder
ud af min mund
og unger
ud af deres reder
              fire røde æbler
i fuglereden
retninger i et kompas
“kære far og mor
I skal den vej”
              før var jeg en tornado
nu er jeg blot en drøm
fuglen løfter sine vinger
og basker luften rundt
i skroget
inde bag skjorten
              med hul i knogler
ville jeg være mindre
tungsindig
misforstående og over alle
bjerge dér er jeg
              spiser af livets æble
efter fuglen
har trukket orme ud
              mine tænder og æble-
flæsket

Errararea Nr. 1 – Bidrag af Glenn Christian, Linda Ladegaard og Julie Sten-Knudsen

Et af de mest sære, og ganske særegne tidsskrifter/ publiceringsplatforme, som vi er blevet beriget med inden for det seneste års tid er Errararea – måske kendt under det mere mundrette navn Nr. 1. Måske fordi alle numre er nummer et?
Litteraturen kommer i PDFer, og flere brugere af deres hjemmeside har givet udtryk for besværet med at finde de forskellige udgivelser, rækkefølgen. Men hvad gør det, alle er nummer et. Alle kan være de første. Og dog: ved at holde musen over menuen i venstre side kan du navigere dig igennem kronologisk.

        *

Et af tidsskriftets bedste udgivelser til dato, er det i størrelse ganske ubemærkelige men i vægt ganske monumentale “Uden titel” af Glenn Christian. Værket starter “Han, Glenn” og fortsætter drevent, nøgtern og konkluderende gennem 5 sider. Statements om det personlige stilles op på korte vers. Det er ironisk og alvorligt, men svært at afkode sandheden i. Så inde i mit hoved lyder det bare “Glenn, Glenn”. Det er fikst, fordi det med meget få ord sætter tingene, virkeligheden, mig og Glenn i spil. Vi er alene om teksten. Og teksten siger, at Glenn både er en metafor og en socialist. Som om de to ting er sidestillet, når ordene omkring ellers er de samme. Hvor frækt! Mere af det.

Glenn Christians bidrag: http://errararea.wordpress.com/nr1-12/

        *

Et andet af tidsskriftets interessante udgivelser er af (pseudonymet) Linda Ladegaard, som også har en blog jeg holder meget af at læse. Første digt (eller del) hedder “ENTER TITEL HERE ENTER HERE / MORGEN” og det er starter med at sprede sig lidt ud over siden, og fortsætter så, ikke rigtig minimalistisk og slet ikke sparsomt, men alligevel. F.eks. med de flotte linjer “den lille skrænt uden for et vindue / den lille skrænt”. Og så vanvittig fint sansende, sigende med “og alt har kulden siddende i fingrene endnu”. Og fortsætter videre i alt i fire dele adskilt af en skråstreg. Flere fine billeder f.eks. “luften knækker som sølvpapir”, og tekst, der til trods for de få streger over papiret, efterlader mange billeder i antydningerne (heraf de – for mig – minimalistiske træk).

Andet digt er mere fyldigt i sine linjer, men bevæger sig over i systemdigtning. Det rummer dog også helt vildt fede udsagn som “Lyden af et menneske / kan slå ruder ind”. Og tredje digt slår en politisk tone an, hvor jeg især synes om den første dels skarpe billeder i de hårdskårne linjer.

Læs selv, jeg anbefaler “Digte 2011” af Linda Ladegaard: http://errararea.wordpress.com/nr1-13/

        *

Og Julie Sten-Knudsen har her for nyligt bidraget med en lille kreds af digte under titlen “Digte”. Den fortællende – jeget – har en stærk tilknytning til åen/ søen (eller er søen?). Første digt starter “Født af åen” og andet digt fortælles ud fra jeget som å (eller sø) og du’et som stående på broen, afslutningen lyder:

“(…) overfladen
kan penetreres du kan
stikke en gren eller en hånd ned
rode rundt kølig krible
smat metal ål sølv
søgræs lysglimt glatte
blanke du kan tage min
temperatur måle sigtbarhed
ophvirvlet fosfor men ikke
forhindre mig i at vende
bunden i vejret når et
lavtryk går forbi”

Og sådan er linjebruddene med til at skabe et kontinuerligt flow, samtidig med at det bryder uvant, men Sten-Knudsensk. Det tredje digt (Lille Bjerg) skelner sø fra person og knytter dem alligevel sammen i “Kan ikke lade være med / at spejle mig i / søen min tvilling min / elskede / (…)”. Og jeg vil ikke citere mere fra det digt eller det sidste for ikke at røbe for meget. Jeg har været heldig at kunne følge Julies skrift i mange år og jeg finder altid stor behag og har meget respekt for den stemme, der vokser ud af hendes digte.

Julie Sten-Knudsens “Digte” kan læses her: http://errararea.wordpress.com/nr1-14/
 
 
Bag Errararea NR 1 står Richard R. Jensen, Rasmus Halling Nielsen og Frederik S. Nielsen. De udgiver også musik på Errararea NRA.

Tidsskrifters betydning for poesien

– som at få en papirbåd til at sejle i Internettets hav

Den 27. maj var Slagtryk inviteret til at deltage i en paneldebat under overskriften “Kulturtidsskrifternes betydning for poesien”. Hvedekorn lagde for og sagde noget i retning af, at Hvedekorn forhåbentlig var uundværlig. Lars Bukdahl eksemplificerede dels med en række digte, dels ved at beskrive arbejdet med tidsskriftet og dialogen til digterne (han skrev svar i breve og de sendte nye digte).

Gitte Broeng fortalte om baggrunden for Den Blå Port og dens position; om dets (positive) muligheder for at synliggøre og introducere forfatterskaber, der allerede havde værker bag sig. Hun sagde aldrig direkte, hvad tidsskrifter betød for digtningen – i så fald hørte jeg ikke ordentligt efter. Det gjorde Lars Bukdahl heller ikke, men behøver Hvedekorn det? Nej vel, det skal blot fortsætte som den hæderkronede institution det er, og fortsat bringe ny dansk poesi.

Jeg tillod mig selv at ligge ud med en præsentation af Slagtryk, konceptet og lidt om processen for publicering. I redaktionens forberedelse havde vi også talt om Internettets natur og tidsskrifternes, og hvordan det havde betydning for hvilke redskaber vi i sidste ende valgte for at understøtte det tidsskrift, som vi nu udgiver. Det meste sløjfede jeg dog af hensyn til ikke at gå (for meget) over tid.

        *

Fra tidsskriftets synsvinkel mener jeg, at vi kan se vores virke i forhold til forlagene, LIVE scenen og andre tidsskrifter.

Forlagenes manglende udgivelser giver et tomrum, som tidsskrifterne delvist kan udfylde. Vi kan ikke nødvendigvis give det samme gyldne stempel, men vi kan bevidne forfatterens eksistens og fortløbende skrift.

LIVE scenen efterlader publikum med kun ringe chance for at genlæse de mange tekster, der læses op i den spirende (københavnske, århusianske og danske) oplæsningsscene. Tidsskrifterne kan og skal ikke publicere alt hvad der højtlæses, men det kan bringe en procentdel videre.

Og endelig kan tidsskrifterne indbyrdes se deres virke i forhold til hinanden: sammen at tilbyde publicering ud fra forskellige forfatteres og læseres forskellige temperament.

        *

Fra poesiens synsvinkel har jeg – i kraft af min manglende erfaring / alder og etablering i det litterære, danske univers – svært ved at vurdere, om poesien er ringere stillet end for to, fem eller otte år siden, hvor det toneangivende forlag Borgen stadig udgav meget poesi (og ikke kun bestsellerne SUT og Grotrian). Men umiddelbart ser jeg mange positive tegn. Ved paneldebatten valgte jeg dog en anden tilgang.

Først henviste jeg til Douglas Rushkow [video], men kunne have henvist til så mange andre (især fordi Rushkow har en anden pointe (som er så meget vildere!)), når jeg ville gøre opmærksom på, at vi er en nation af forfattere.

Siden nævnte jeg, at størst ikke nødvendigvis er bedst, eksemplificeret ved Lars Skinnebach, der skiftede fra Gyldendal til After Hand for (i højere grad?) at kunne folde sine kunstneriske ambitioner ud.

Jeg sprang Thykiers eget eksempler om makulering af hans udgivelser over (kun få køber dem), og stillede i stedet spørgsmål til dét, som Thykier så originalt skriver om forfatterskabet i Entré. En størrelse, som han selv lever ud og derved udfordrer dets identitet. For hvad er et forfatterskab? Er det hvad der er trykt i værker? Og tidsskrifter? Og hvad med det utrykte, der pludselig trykkes i en anden rækkefølge end den det er skrevet? Eller aldrig trykkes? Det er en gammelkendt forestilling, at det er læseren, der definerer værket og dets kontekst. Men hvis vi nu ser det fra forfatterens side (som også er læser af egne værker), hvad kan tidsskrifter så i kontekst af forfatterskabet?

        *

Hos Slagtryk tror vi ikke nødvendigvis på, at markedet eller staten er løsningen. Og det ikke fordi vi mener, at kunsten sælger sig selv, hvis vi begynder at tale om investeringer og afkast. Eller at kvalitetslitteraturen uden statens indblanding kan opretholdes. Derimod er civilsamfundet (den tredje vej) et sted for at skabe (rum for), at udøve og at opleve litteratur og poesi. Ydelsen og den personlige indsats er det hele værd.

Slagtryk ønsker at være en platform, hvor vi udnytter Internettets naturlige hastighed og tilgængelighed til at skabe en platform, hvor forfattere kan nå læsere og omvendt. Og ved at arbejde professionelt, mener vi, at vi kan stille det samme krav til forfattererne.
Den karakter, som vi har valgt, er ikke den eneste rigtige: poesien har brug for et mangfoldigt udbud af tidsskrifter set i forhold til udførelse, temperament og kunstnerisk retning for at blive bedst betjent.

        *

I Politikens bogsektion 4. juni refereres arrangementet (udmærket) og Jonathan Nielsen citeres for i den efterfølgende “debatrunde” at have sagt, at man måske som redaktør af et kulturtidsskrift, må stille sig tilfreds med at være rugekasse. I så fald håber jeg, at fuglene vender tilbage år efter år.
[red. 6. juli: Jonathan Nielsen dementerer i Standard nr 2 (2011), at han skulle være tilhænger af den noget passive tilgang, og ser i den grad et potentiale og mulighed for tidsskrifterne.]

Simon Grotrian: Domkirkeperlen

Den faste læser af min blog har nok bemærket, at jeg i de to forrige publiceringer har været inspireret fra anden hånd end normalt (selvom indholdet er langt fra ophavet). Det skyldes til dels, at det var flere dage siden jeg havde skrevet og dels, at jeg i den seneste uge har læst Simon Grotrians “Domkirkeperlen”.

Det er efterhånden 10 år siden, at jeg stiftede bekendtskab med Grotrian. Det var vist via “Seerstemplet”, og når jeg i dag kigger ned over udgivelseslisten (hos Borgen), så har jeg læst under en femtedel af hans seneste udgivelser. Men han er stadig lige så vild som jeg husker ham; En billedbomber fra den yderste fantasi.

Han udtaler i forbindelse med udgivelsen af Domkirkeperlen til Information:

“Jeg havner altid lige midt i smerten, når jeg skriver. Det eksploderer ud af min hånd. Jeg står op, og så er der en linje i hovedet. Det kommer helt af sig selv, nærmest flydende. Men bagefter gør det ondt, og jeg føler mig udmattet.”

Selvom det er en bemærkning til at han kan blive syg af at skrive, så synes jeg også, at det siger lidt om processen bag et digt, der på sin vis henviser til føromtalte udgivelse: at han er stemplet som seer. Og hvad er det så han lader mig se i Domkirkeperlen?

“Himmelske Far, når de forhåner os, ruller latteren tilbage i halsen med solsikkefrø og burrer fra syndefaldet. Hjælp os, for vi længes inden for trøjerne. Stik nøglen i munden på os, så vi kan åbne gildet. Klokker lyder sørgeligt ved trommehindernes bastioner, læg et tæppe over vores smerte. Kristus bliver vandet hele dagen og blomstrer for os om vinteren, tætsiddende englenegle prikker desperat i de trillende terninger, der føjer et hornlag til livet og fragter kontinenterne ind i den hvide støbeform af brilleåg. Lad os kigge fra ordene i bogen, der ikke bedrager, fordi den er skrevet af dig. Amen.”

 
 
Alle tekster (undtagelsen bekræfter reglen) starter med et (kalde)navn for Gud og slutter med et Amen. Digtene (bønnerne) er personlige henvendelser til Gud og forekommer mig derfor som en bekendelse til troen og Hans tilstedeværelse. Bogen kan ses som et bevis herpå, men skal nok i højere grad opfattes som et forsøg på at dele sin tro – fra et menneske til et andet.

Bogen falder i to dele og jeg har ikke umiddelbart afkodet forskellen mellem dem. Teksterne er fulde af opremsninger, indskudte og forskudte sætninger, men alligevel virker stilen lidt låst i et greb.
Grotrian skriver om kærlighed (“jeg har set bagsiden af menneskers kærlighed (…) Kærligheden giver du os altid og hele tiden på nye måder”), og jeg fornemmer respekt for Gud (“I din flimrende månesmedje trækker du søm ud af korset, og brækjernene åbner struberne med lovsangen”) men sjældent afmagt, fordi der er et håb (“og tak fordi stikkontakterne derpå hiver himlen ud af væggen”).

Og det jeg især håbet om frelse, jeg hæfter mig ved. Der er rig lejlighed til at hæfte sig ved andet. Men jeg ser det både i den drabeligt smukke linje “giv mig engle med modhager” eller for at komme med et andet tydeligt eksempel:

“Mareridtet taler for sig selv, en ormslynget parade gennem domkirken, hvor stearinlys brænder hul i loftet. Dét bliver vores redning. At vi kan ses fra dit hus som et stjernemønster udgået for dage.”

Så bag Simon Grotrians billedpistol (“Judas bærer Askepotsko, hvorfra flormelis styrter”) læser jeg bønnerne i Domkirkeperlen, som en personlig oplevelse for hvorledes Gud hjælper den enkelte igennem livet. Som f.eks. i

“klap mig da på ryggen med dine rosenfingre, så al mening blusser frem i mit kadaver, og jeg lever; mit døgn er denne stormpassage gennem tøjet”.

Her er tøjet igen, som i første tekst jeg citerer. Jeg anbefaler, at du lægger bogen fra dig flere gange under læsningen. Hvert digt sin film.
 
 
Simon Grotrian: Domkirkeperlen. Borgen, 2011.

Gud fisker uden madding på krogen

                                                                         – tre digte
 
De fire stempler
tvinger lunger ud i host,
sluk hjertets lille motor
og tag dine gode sko.
 
Se lamperne
lyse over det skallede bjergpas,
blink med de skæve øjne
så pulsen forpustes.
 
 
 
       *
 
Med en kiks i hvert øre
får jeg krummer i munden,
så fuglene falder
på zebrastribe.
 
 
 
       *
 
Jeg vikler en hånd om sproget,
som Baudelaire
ville have
brændt blomster.
 
Hånden har hver finger i
sit eget bibliotek,
for at få fat i den sidste rest
i tuben med tandpasta.