Daniel Dalgaard: Vi er ikke konger

En digter er en der fortæller, hvordan verden ser ud. Det tænker jeg, når jeg læser Daniel Dalgaard, der giver ting navne (“dit navn/ er penge”) og skaber omgivelserne (“jeg er/ belagt med bomber”) ved hjælp at sproget.

Sproget er et magtapparat, måske fordi sproget definere ét i forhold til noget andet. I digtet ‘16.01.’ står der, at “Det handler om at lukke / sproget ned som / epicenter for en magtudøvelse”, hvorefter der henvises til linjernes selvdestruktion som eneste løsning på “sprogets voldelige problem”. Hvilket er interessant, fordi det enten kan betyde, at linjerne slettes af forfatteren (forsvinder igen) og derved måske aldrig fandtes (jf det digt, jeg citerer til slut) eller at linjer den ene gang må indeholde en sandhed og gangen efter en anden, måske modstridende.
I det perspektiv vil jeg citere (og så må du selv associere videre i forhold til historie, fortælling, sandhed, etc):

“Det gælder om at se sig tilbage mens man kan,
inden blindheden finder sin vej,”
– fra ‘5.1.’ i “Budapest 2011 (dagbog)

Digtsamlingen “Vi er ikke konger” er inddelt i seks kapitler. Nogle af kapitlerne har mere med hinanden at gøre end andre, nogle bygger måske bro imellem, mens andre skal / kan læses alene. Indbyrdes er der stor forskel på form (længden på linjerne, tonefaldet, klarhed) og jeg finder også en variation over emnerne, der tages op.

Poesien består mest af det univers, der bygges op gennem prosaen, der er metaforer/ lignelser gennem “som” og jeg synes overordnet, at teksterne fungerer i deres flow og henvendelse. Til gengæld er jeg ikke altid helt klar på hvad der udsiges eller hvad jeg skal få ud af teksten i sidste ende. Det er ikke fordi den forekommer mig kryptisk, det er nok nærmere den afsøgende stil, hvor teksterne taler sig frem – modsat den type tekster (andre skriver), som er hugget ud af én sten. Alligevel sidder jeg ofte med en fornemmelse/ oplevelse efter at have læst en tekst, hvilket kan skyldes den billeddannelse, jeg i enkelte tilfælde udsættes for. Bedst er det, når de er i stil med:

Vi gik sammen over landskabet med hænderne i hver vores lommer, kokken ventede på os i døren da vi kom hjem. Så vender følelsen tilbage i de kolde fingre som en fortabt søn.

Ovenstående læsning tager måske lige lovlig meget afsæt i sproget som tema i forhold til teksternes andre emner: kærlighed, politik, identitet. Men læs selv digtsamlingen, drop anmeldelserne i Inf, Pol eller hvor de måtte være bragt pt. Her til slut et digt fra kapitlet “Arkitektur”:
 
 
TIL MIT FJERNE MENNESKE

Vi forventer os ingenting af hinanden
ud over det man ikke kan sige
så bliver sætningerne en udelukkelsesmetode
Det er der du bor
Det er sådan du er
et navn på vej til
ingenkanhuskedet. Der menes at være mere end det
Er vi dyr eller tanke
når vi går hver til sit? Der menes at være mere end det
Der menes at være mere end et fordækt spørgsmål
spækket med tvivlsomme definitioner
Nu sætter du spor i asfalten
fordi vores eneste tanke er
vi findes kun hvis vi bliver fundet
vi findes kun som andre udgaver af andre.
 
 
Daniel Dalgaard: Vi er ikke konger. Rosinante (2013)

SIMULERING, stiml, stimulation, lalalation!

siden hvornår har jeg haft muligheden for at træde et skridt tilbage og to skridt frem,
hvem tænker at jeg danser,
jeg simulerer
bølgerne i havet,
jeg træder vande så det skummer,
væddeløbsheste,
må jeg være fri,
jeg beder om et glas vand og takseres for at underspille min introduktion, mit ærinde, hvem siger jeg har et ærinde, man har altid et ærinde, ikke at have et ærinde er en politisk handling, en doktrin til samfundsnedstyrtelse, bestyrtet,
samfundsbestyrer, jeg går ind for upersonlig overvågning,
en anonym registrering af ikke-personhenførbare data,
at blive klogere, smartere, overleve, ikke
med fødderne plantet i nakken på gennemsnittet,
det er at grave sin egen grav, nej, ikke
med hænderne om tungen,
tændernes klapren når først det bliver koldt bliver det min ukuelige nærdødsovervejelse, en teoretisk diskussion før det er for sent, før det bliver alvor,
taler du endelig om et væddeløb
med konsekvenser ved at blive oppe hele natten
og forberede sig på sin egen død,
mørket, der tænger ind under neglene,
som kradsede jeg lidt på min skygge
for at udslette mine spor
på Internettet,
samfundet
kender min skolegang, mine tandlægebesøg,
min far kender ikke engang mine modermærker, sådan er vi forbundet
i en relation blandt flere relationer,
relationen, der i en lang tid
siden fødsel
har været en simulering af adskillelse fra ophavet,
igen at skille sæd fra æg, at skabe en afstand,
et mellemrum mellem hun og han, hvor jeg kan simulere ikke-personhenførbare handlinger,
stimulere min relation
handling
og identitet
ved at spille tiden ud som det første kort og trække nye
i et forsøg på at samle en port af muligheder,
lærlingen med flækket ansigt,
et ansigt af grin og gråd, det hele, jeg er der, jeg gentager
hvad du allerede har gjort,
du er min tørst,
hold mig for munden, så jeg kan drikke af din gavmildhed,
stimuleringen er til at få øje på, resultatet er noget vi tænker os til,

 

Narkoman

en narkoman er ikke altid en narkoman

han kan være sulten og i så fald
er han en sulten mand,
han kan være blevet forladt af sin kæreste
og derfor være en ulykkelig mand

han kan lave mad, og da han har taget
en uddannelse kalder han sig kok,
han kan køre bil og kaldes derfor bilist
og dømmes efter færdselsreglerne

han er avislæser, socialdemokrat og
lytter til Springsteen, Dylan og R.E.M.

nogle gange går han på apoteket
for at købe hovedpinepiller

en narkoman er ikke altid en narkoman