Hvad lys er lavet af

intet er så dybt
at man ikke kan falde igennem
græde sig ned gennem
kælderen

at kaste sig selv
som lys kaster sig over floden

skuffelsen i hvert skridt
plantet i den våde jord

at rejse
som bjerge fra havet

dine sætninger så korte
dine ord så fattige
dit løfte så svagt

at tale
som ilden æder skoven

et løfte
skal være værd at holde
et kram til at forstå
et håndtryk
blive siddende

jeg sætter mig ned
for aldrig at blive
væk

at elske
som patroner rejser gennem munding

brystet banker
for at blive lukket ud

at se sig selv
som spejlet ser sig selv

en refleksion

er hvad lyset er lavet af

I bevægelse

du må ikke stoppe
din bevægelse fordi
en imødekommende
krydser din retning

du må flytte vægten
så den anden (i bevægelse)
kommer ud af sin bevægelse

du skal bevæge
dig, andre, din krop

og din tale skal holdes
igang som floden for
at lade ilten cirkulere

det er ikke et spørgsmål
om fordeling men en måde
at kaste tingene rundt
så de ikke falder så meget på plads
at andre ikke kan være der

Jeg vil rejse mig

Jeg vil rejse mig

som pæren hænger fra loftet
i midten af rummet

og tale med klar stemme

som signalet ved en trafikeret vej
giver tegn til at sætte i gang

fortælle at tiden er kommet

som ebbe afløser flod
og afslører nøgenbaderne

*

og sådan rejser jeg mig

som alle andre eller
igennem en anden

står jeg med magten i min mund

som spyt smører synkebevægelser
i et alt for snævert København

tæller ned så det hele kan gå op

som røgen fra en raket
der skal samme vej som vi

Silkerester

Hvis jeg bare kunne skrive om de dyr
du ikke ville lukke ind i din verden,
så ville jeg have noget at stå op til.

Jeg ville koge æg og pølser,
riste champignoner og stille
salt og lunt brød på bordet.

Dyrene skulle ikke ligge
på ryggen og tigge om noget,
mine handlinger er i kærlighed til mig selv.

Men det ville ikke være min egen stemme,
der i et skælvende hvis skridtede det landskab af,
der endnu ikke er defineret.

Det er sådan jeg har det,
når min hud skrælles af og bliver
hvide stykker i andres hænder.

Chance

Tiden holder hende
fastspændt som jorden
der drejer om
sig selv med
727 kilometer
i timen

Det er den time jeg
ønsker mig af hende

Den skal falde
ned fra
himlen og lægge sig
på jorden og blive liggende
holde mig en centimeter
over jorden
svævende

Jeg lytter
til afstanden mellem
den centimeter
og de 727
kilometer
med hvilke jeg
vil fare gennem
hendes tanker

Mikkel Thykier: Dit ansigt kommer før mig

I 2010 læste jeg “Entre” udgivet på Anblik. Det er tre forord, der er samlet i en bog og selvom Mikkel Thykier skriver, at han skriver om intimiteten, intensiteten og generthed, så er det for mig nogle originale og intelligente tanker om værket og værkbegrebet, forfatterskabet i almindelighed og særdeleshed, den fortsættende skrift, den slags og andet, som jeg læser om.

Det gav mig smag på mere og da Gyldendal kort efter via Twitter forærede mig “Dit ansigt kommer før mig”, så var det allerede her defineret hvad mit næste træk, for at nærme mig ham, skulle være. Bogen er en roman, der består af en samtale mellem to mennesker, Frederik og Alma, og handler om Frederiks forhold til sin ekskæreste. Der er nogle stærke tekstpassager, f.eks. denne:

“Revolutionen viser sig i det forhold til tiden, hvor noget – eller nogen – kommer til at fungere som hullet i timeglasset,” sagde jeg, “det er i første omgang en modsætning til kærligheden, hvor den anden er et tyngdepunkt, der opsluger alt, selv tiden. Revolutionen viser sig i det forhold til tiden,” sagde jeg, “men også i talen. Bruddet tilbage ind i tiden fører til en deling. Hvor der før var ét, er der – i et nu – to (…)”

Mikkel Thykier gentager i ovenstående citat nærmest sin første sætning fra bogen igen (?):

“Hvis jeg skal forsøge at sige det så klart og kortfattet som muligt, så stille og roligt som muligt, så kan jeg huske, at jeg lå bag hende og gled ind i det tomrum, en anden havde efterladt.”

“Dit ansigt kommer før mig” indeholder en stor sensibilitet, men står også i sin nøgenhed lidt frysende hen. Eller er det mig, der er blevet lidt kold? Jeg anbefaler hermed ikke som et sted at starte, men et sted at fortsætte.

Mikkel Thykier: Dit ansigt kommer før mig. Gyldendal 2010. [G.dk]

Der er fandeme så mange gamle digtere

Gill Scott-Heron synger, at revolutionen ikke vil blive transmitteret.
Tim Holland fortæller, at en bevægelse ikke hører til i en pressemeddelelse.

På randen af hvert sekund
stiller vi os selv et nyt spørgsmål
for ikke at kede hinanden.

Egentlig kunne jeg godt trænge til lidt ro.

Når jeg ødelægger noget, så er det aldrig med vilje.
Måske er det derfor jeg heller ikke samler det igen,
for det eksisterer stadig i fortiden
og den er så svær at ændre på.


Så må jeg have lov at sige

Ryst formationen, så kanonerne peger i en ny retning,
og kør dem væk, kør fanerne og fanfarerne væk,
kør hæren og hærværket væk,
og lad overvågningen følge efter,
læg lænkerne for en dag og lad være med at leve
som gjaldt det livet.

Livet er et stykke kortprosa, et glimt
en lille fornøjelse og så en masse at
snakke om bagefter.

Se så at komme ud af biografen, mester.