I 2010 læste jeg “Entre” udgivet på Anblik. Det er tre forord, der er samlet i en bog og selvom Mikkel Thykier skriver, at han skriver om intimiteten, intensiteten og generthed, så er det for mig nogle originale og intelligente tanker om værket og værkbegrebet, forfatterskabet i almindelighed og særdeleshed, den fortsættende skrift, den slags og andet, som jeg læser om.
Det gav mig smag på mere og da Gyldendal kort efter via Twitter forærede mig “Dit ansigt kommer før mig”, så var det allerede her defineret hvad mit næste træk, for at nærme mig ham, skulle være. Bogen er en roman, der består af en samtale mellem to mennesker, Frederik og Alma, og handler om Frederiks forhold til sin ekskæreste. Der er nogle stærke tekstpassager, f.eks. denne:
“Revolutionen viser sig i det forhold til tiden, hvor noget – eller nogen – kommer til at fungere som hullet i timeglasset,” sagde jeg, “det er i første omgang en modsætning til kærligheden, hvor den anden er et tyngdepunkt, der opsluger alt, selv tiden. Revolutionen viser sig i det forhold til tiden,” sagde jeg, “men også i talen. Bruddet tilbage ind i tiden fører til en deling. Hvor der før var ét, er der – i et nu – to (…)”
Mikkel Thykier gentager i ovenstående citat nærmest sin første sætning fra bogen igen (?):
“Hvis jeg skal forsøge at sige det så klart og kortfattet som muligt, så stille og roligt som muligt, så kan jeg huske, at jeg lå bag hende og gled ind i det tomrum, en anden havde efterladt.”
“Dit ansigt kommer før mig” indeholder en stor sensibilitet, men står også i sin nøgenhed lidt frysende hen. Eller er det mig, der er blevet lidt kold? Jeg anbefaler hermed ikke som et sted at starte, men et sted at fortsætte.
Mikkel Thykier: Dit ansigt kommer før mig. Gyldendal 2010. [G.dk]
Synes godt om dette:
Like Henter...
Re:citat 