4 noter til Theis Ørntoft: Digte 2014

“Digte 2014” af Theis Ørntoft er en sjældent vellykket bog, hvor indholdet er prægnant og vedkommende og formen (sproget) rummer både alvor og humor. Der er meget at dykke ned i. Her følger fire nedslag, som jeg synes er interessante i forhold til digtsamlingen – uden at de skulle være dækkende for samlingens helhed.
 
 

mens jeg slår to æg i stykker og begår aftensmad

For mig er begår her det sprogligt centrale. Det er ikke almindeligt at begå aftensmad. Man kan begå en roman, måske et mesterværk. Men i dagligdagens sprog er det nok mere almindeligt, at vi hører ordet begå i sammenhæng med at begå mened, at begå et indbrud eller at begå et (selv)mord.

I Digte 2014 konteksten bliver det at lave et måltid til det at begå et mord. Og det er det fine i digtsamlingen: at der både er plads til i det efterfølgende digt at sige noget direkte (“Vandet i hanerne smager af klor”), mens erfaring og holdninger i dette digt manifesterer sig gennem sproget. Hvilket også kommer til udtryk i de sidste linjer i digtet: “sådan finder tale vej/ op gennem halsen og ud i haven/ hvor tungen fejer rundt som en slange/ fanget i et sprog der ikke længere / skal indeholde ordet / gud.”
 
 

hilsen designerdværg med skudhul i panden
hilsen omvandrende begær med hud og hår

Selvfølgelig er jeg vild med sætningerne, der starter “dj udflåds-tsunami / dj kommende gærcelle på bunden af siloen”, hvor DJ bliver en titulering af en person, der bestemmer noget inden for et felt, en ekspert, jeg siger bare, spin-that-record, Theis. For når han giver sig selv navne gennem billedsprog (jeg siger navngivning som følge af markeringen “hilsen”), så tegner han et billede på hvordan han ser sig selv (eller “en anden” i tilfældet med ‘dj’) og gør det med digterens sprog – billedskabelsen gennem sansningen – med derpå følgende humor eller patos eller musikalitet eller skønhed eller flere karakteristika. Han kan også kalde sig selv Theis – men hvem er det så han henviser til? Jeg synes det er for let at sige, at det er et centrallyrisk jeg. Jeg synes, der ligger et lag mere i jeget som måske kan beskrives i form af en segmentering eller decentralisering. Det tilbagevendende i digtsamlingen er et forhold til (klima)krisen, men der er også andre dele i hverdagen, i de ting man gør nat og dag, som er knyttet til jeget, hvor der som minimum må skelnes mellem makro- og mikropolitik.
 
 

nu trækker jeg vejret og holder det inde, som om det var mit.

Jeg er glad for samlingen for flere ting. I dette citat er det forestillingsevnen. Fantasien. Og modet til at sige det højt. Modet, fordi drømmene kan indeholde en usand fortolkning af virkeligheden. Her drømmes et øjeblik. Om at luften i hans lunger er hans egen. Som læser kan jeg gå videre: er det et tegn på et ønske om ejendomsret, er det et ønske om at bestemme over egen krop, er det bare en leg? Jeg tænker, at ovenstående sætning står i direkte modsætning til at flere millioner mennesker (levende og døde) allerede har indåndet samme luft. Det er altså en umulighed, men hvad sker der, hvis vi forestiller os at luften er vores egen?
 
 

jeg skal se dem trække et fiskenet fuldt af havfruer
op af min morgenurin

Theis Ørntoft har fyldt digtsamlingen med originale billeder og metaforer. Jeg synes det er fedt, når han skriver “jeg er træt af at se flyene styrte ned i politikerens stemme”, fordi billedet står så klart, konkret for mine øjne og at jeg kan relatere til det ud fra min erfaringshorisont. Og når havfruerne skal trækkes op af morgenurinen, så er der tale om en overdrevet blæret anvendelse af billedsprog, der er knivskarpt formuleret (ikke et ord, ikke en endelse eller gradbøjning for meget/ lidt). Det er simpelthen en fryd af læse.
 
 
Theis Ørntoft: Digte 2014. Gyldendal (2014)

Reklamer

Paul Virilo: The Administration of Fear

I sommer læste jeg den 10. udgivelse i serien ‘Semiotext(e) intervention series’. Den første i serien og den eneste anden jeg har læst, er “Den kommende opstand” af Den usynlige komité.
I bogen – The Administration of Fear af Paul Virilo – findes gode pointer om at evnen til at håndtere hastigheden i f.eks. information er magt. Om geografiens ophør. Og om at verden er styret af følelser frem for logik:

It creates a “community of emotions,” a communism of affects coming after the communism of the “community of interest” shared by different social classes. There is something in the synchronization of emotion that surpasses the power of standardization of opinion that was typical of the mass media in the second half of the 20th century. With the industrial revolution of the second half of the 19th century, the democracy of opinion flourished through the press, pamphlets and then the mass media – press, radio and television. This first regime consisted of the standardization of products and opinions. The second, current regime is comprised of the synchronization of emotions, ensuring the transition from a democracy of opinion to a democracy of emotion.

Stærk, præcis sidste linje i dette afsnit. Men der er nu også steder i bogen, hvor jeg ikke er enig i udgangspunktet, argumentet eller konklusionen, men behandlingen af emne og evnen til at træde ud af gængse følgeslutninger og sammenhænge gør Virillo interessant at lytte til. Her et afsnit om glæde og masserne:

It is hard for me to talk about happiness and collective pleasure. I am an only child, and my experience was less of pleasure than pain and solitude. That said, I do not believe in hedonism and on that point I disagree strongly with Michel Onfray. In a sense, Onfray is expressing the end of hedonism. He speaks about it with such diligence that it sounds like a funeral mass. True joy does not need to be promoted; it is striking. Let’s take an example: raves. They are baroque parties in the political sense of the word. In the societies of the 17th century, dance had a political and choreographic dimension that communicated something of the king’s body to those around him. Raves today remind me of something similar. They are like a political manifesto on the uneasiness of being together. Their significance comes from expressing the uneasiness of being together of mass individualism.

Paul Virilio: The Administration of Fear. The MIT Press (2012)

Daniel Dalgaard: Vi er ikke konger

En digter er en der fortæller, hvordan verden ser ud. Det tænker jeg, når jeg læser Daniel Dalgaard, der giver ting navne (“dit navn/ er penge”) og skaber omgivelserne (“jeg er/ belagt med bomber”) ved hjælp at sproget.

Sproget er et magtapparat, måske fordi sproget definere ét i forhold til noget andet. I digtet ‘16.01.’ står der, at “Det handler om at lukke / sproget ned som / epicenter for en magtudøvelse”, hvorefter der henvises til linjernes selvdestruktion som eneste løsning på “sprogets voldelige problem”. Hvilket er interessant, fordi det enten kan betyde, at linjerne slettes af forfatteren (forsvinder igen) og derved måske aldrig fandtes (jf det digt, jeg citerer til slut) eller at linjer den ene gang må indeholde en sandhed og gangen efter en anden, måske modstridende.
I det perspektiv vil jeg citere (og så må du selv associere videre i forhold til historie, fortælling, sandhed, etc):

“Det gælder om at se sig tilbage mens man kan,
inden blindheden finder sin vej,”
– fra ‘5.1.’ i “Budapest 2011 (dagbog)

Digtsamlingen “Vi er ikke konger” er inddelt i seks kapitler. Nogle af kapitlerne har mere med hinanden at gøre end andre, nogle bygger måske bro imellem, mens andre skal / kan læses alene. Indbyrdes er der stor forskel på form (længden på linjerne, tonefaldet, klarhed) og jeg finder også en variation over emnerne, der tages op.

Poesien består mest af det univers, der bygges op gennem prosaen, der er metaforer/ lignelser gennem “som” og jeg synes overordnet, at teksterne fungerer i deres flow og henvendelse. Til gengæld er jeg ikke altid helt klar på hvad der udsiges eller hvad jeg skal få ud af teksten i sidste ende. Det er ikke fordi den forekommer mig kryptisk, det er nok nærmere den afsøgende stil, hvor teksterne taler sig frem – modsat den type tekster (andre skriver), som er hugget ud af én sten. Alligevel sidder jeg ofte med en fornemmelse/ oplevelse efter at have læst en tekst, hvilket kan skyldes den billeddannelse, jeg i enkelte tilfælde udsættes for. Bedst er det, når de er i stil med:

Vi gik sammen over landskabet med hænderne i hver vores lommer, kokken ventede på os i døren da vi kom hjem. Så vender følelsen tilbage i de kolde fingre som en fortabt søn.

Ovenstående læsning tager måske lige lovlig meget afsæt i sproget som tema i forhold til teksternes andre emner: kærlighed, politik, identitet. Men læs selv digtsamlingen, drop anmeldelserne i Inf, Pol eller hvor de måtte være bragt pt. Her til slut et digt fra kapitlet “Arkitektur”:
 
 
TIL MIT FJERNE MENNESKE

Vi forventer os ingenting af hinanden
ud over det man ikke kan sige
så bliver sætningerne en udelukkelsesmetode
Det er der du bor
Det er sådan du er
et navn på vej til
ingenkanhuskedet. Der menes at være mere end det
Er vi dyr eller tanke
når vi går hver til sit? Der menes at være mere end det
Der menes at være mere end et fordækt spørgsmål
spækket med tvivlsomme definitioner
Nu sætter du spor i asfalten
fordi vores eneste tanke er
vi findes kun hvis vi bliver fundet
vi findes kun som andre udgaver af andre.
 
 
Daniel Dalgaard: Vi er ikke konger. Rosinante (2013)

SIMULERING, stiml, stimulation, lalalation!

siden hvornår har jeg haft muligheden for at træde et skridt tilbage og to skridt frem,
hvem tænker at jeg danser,
jeg simulerer
bølgerne i havet,
jeg træder vande så det skummer,
væddeløbsheste,
må jeg være fri,
jeg beder om et glas vand og takseres for at underspille min introduktion, mit ærinde, hvem siger jeg har et ærinde, man har altid et ærinde, ikke at have et ærinde er en politisk handling, en doktrin til samfundsnedstyrtelse, bestyrtet,
samfundsbestyrer, jeg går ind for upersonlig overvågning,
en anonym registrering af ikke-personhenførbare data,
at blive klogere, smartere, overleve, ikke
med fødderne plantet i nakken på gennemsnittet,
det er at grave sin egen grav, nej, ikke
med hænderne om tungen,
tændernes klapren når først det bliver koldt bliver det min ukuelige nærdødsovervejelse, en teoretisk diskussion før det er for sent, før det bliver alvor,
taler du endelig om et væddeløb
med konsekvenser ved at blive oppe hele natten
og forberede sig på sin egen død,
mørket, der tænger ind under neglene,
som kradsede jeg lidt på min skygge
for at udslette mine spor
på Internettet,
samfundet
kender min skolegang, mine tandlægebesøg,
min far kender ikke engang mine modermærker, sådan er vi forbundet
i en relation blandt flere relationer,
relationen, der i en lang tid
siden fødsel
har været en simulering af adskillelse fra ophavet,
igen at skille sæd fra æg, at skabe en afstand,
et mellemrum mellem hun og han, hvor jeg kan simulere ikke-personhenførbare handlinger,
stimulere min relation
handling
og identitet
ved at spille tiden ud som det første kort og trække nye
i et forsøg på at samle en port af muligheder,
lærlingen med flækket ansigt,
et ansigt af grin og gråd, det hele, jeg er der, jeg gentager
hvad du allerede har gjort,
du er min tørst,
hold mig for munden, så jeg kan drikke af din gavmildhed,
stimuleringen er til at få øje på, resultatet er noget vi tænker os til,

 

I dag lukker folketinget kort efter middagstid.

I dag lukker folketinget kort efter middagstid.

Manglen på højtbelagt og små skarpe har sendt journalisterne ud til voldene efter frokost. Her støder de for første gang på rygter om at stemmesedlerne ikke er mere værd end det papir, de er trykt på. Politikere fortsætter med at drive hvileløst rundt på gangene, mens deres assistenter skriver pressemeddelelser om skolereformer, nedlæggelse af regionerne og nye toldsatser.

Politikerne har altid kunne købes for penge, nøjagtig som alle borgere har solgt sig selv hver eneste dag. Selv de arbejdsløse har fået penge for ikke at lave noget. Om aftenen går statsministeren på TV og siger, at hvis vi ikke har flere penge, så må de arbejdsløse få noget andet. TV værterne foreslår pisk før de kender alvoren i deres spøg.

Sex er en metafor for politik

Sex er en metafor for politik: en hovedløs basken med vingerne, som en flyvemaskine, der ikke vil lande i det kolde hav. Han står og taler med to fingre i munden og et vrikkende underliv, der nærmer sig kysten som en ubåd. Der er marimba i luften, og en tunge så skarp, at den kløver en befolkning, der hvor det kilder allermest. Der er flere fisk i havet, og pengene skifter hænder, som andre skifter undertøj. Han står som skudt ud af en kanon. Det ryger fra den lille kanin, der har kneppet talerstolen, som han spiser en gulerod. Fuck, nu spytter han mig i munden. Men jeg er ingen bække små, her er tale om et opslag i den lille røde, og så en invitation med hjem. Han kan godt glemme alt om at tale frækt, selvom det bliver småt med ord. Jeg vil se en mand gå ned med lår om ørerne, og hviske den lange vej, så der kan vokse en hest ud af hovedet på rytteren. Ingen ærlige håndtryk mimer en doggy style. At stille op til kampvalg, er at gøre natten til en skygge, og skære en hånd ud af en hånd. Det er sådan han er skåret ud af ansigtet på en præsident af en pornoproducent.

Mads Mygind: Før vi har set os omkring

After Hand skriver på deres blog, at Mads Myginds samling falder i tre dele (rastløs og kritisk, aggressiv og hastig samt søgende og overvejende digte) og overordnet set kredser om tre spor: et politisk (kritisk), et poetisk (sprogreflekterende), et privat (personligt).

Især den midterste del synes jeg skiller sig ud. Alle ord i versaler, en stærkt selvbevidst skrift i dialog med sit eget væsen. F.eks. denne lille “Jeg har ikke brug for at gentage mig selv / for at gentage mig selv”. Dem er der flere af, men det er ikke fordi, at det er ren metatekstlig omgang med sproget. Midterdelen indeholder også det kritiske og personlige spor, der giver tekstkroppen arme og ben.

Den tredje del læser jeg overvejende som det private spor. Men også her genfinder jeg det politiske og poetiske spor i teksterne. F.eks. indleder Mads Mygind en tekst med “her den anden morgen blev morgenen ved med at blive ved” og afslutter senere med “og solen skinner eller skinnede”. Morgen og morgenen samt ved, ved og ved i første linje som det poetiske spil med (nu- og da)tiden samt gentagelsen af samme tidsopfattelse i den skinnende sol.

Hvis jeg lægger vægt på ord som demokrati, neuroser og racisme, så kan den første del læses som mere kritisk, politisk. Det jeg dog bider mest mærke i, er at jeg fastholdes af et sprog, der skaber smukke billeder, der har originale spring i betydning og som ubesværet taler til mig. Jeg vil gerne citere en af de tekster fra første del, som jeg synes bedst om – og så ellers anbefale “Før vi har set os omkring” til alle med mere end hjerte på hjerte.

i vejsiden en grævlings knuste kranium, længere ude
trækker en vindmølle landskabet op
forstå nu det jeg siger, forstå nu
det jeg siger er ikke forskelligt fra det jeg ikke siger
endnu ved de ikke at der kun er utopi
revolutioner i fingerspidserne, i grøften
en bil krøllet sammen som en sommer
vi har efterladt som ved et uheld

 
 
Mads Mygind: Før vi har set os omkring. Edition After Hand 2011.