“Digte 2014” af Theis Ørntoft er en sjældent vellykket bog, hvor indholdet er prægnant og vedkommende og formen (sproget) rummer både alvor og humor. Der er meget at dykke ned i. Her følger fire nedslag, som jeg synes er interessante i forhold til digtsamlingen – uden at de skulle være dækkende for samlingens helhed.
mens jeg slår to æg i stykker og begår aftensmad
For mig er begår her det sprogligt centrale. Det er ikke almindeligt at begå aftensmad. Man kan begå en roman, måske et mesterværk. Men i dagligdagens sprog er det nok mere almindeligt, at vi hører ordet begå i sammenhæng med at begå mened, at begå et indbrud eller at begå et (selv)mord.
I Digte 2014 konteksten bliver det at lave et måltid til det at begå et mord. Og det er det fine i digtsamlingen: at der både er plads til i det efterfølgende digt at sige noget direkte (“Vandet i hanerne smager af klor”), mens erfaring og holdninger i dette digt manifesterer sig gennem sproget. Hvilket også kommer til udtryk i de sidste linjer i digtet: “sådan finder tale vej/ op gennem halsen og ud i haven/ hvor tungen fejer rundt som en slange/ fanget i et sprog der ikke længere / skal indeholde ordet / gud.”
hilsen designerdværg med skudhul i panden
hilsen omvandrende begær med hud og hår
Selvfølgelig er jeg vild med sætningerne, der starter “dj udflåds-tsunami / dj kommende gærcelle på bunden af siloen”, hvor DJ bliver en titulering af en person, der bestemmer noget inden for et felt, en ekspert, jeg siger bare, spin-that-record, Theis. For når han giver sig selv navne gennem billedsprog (jeg siger navngivning som følge af markeringen “hilsen”), så tegner han et billede på hvordan han ser sig selv (eller “en anden” i tilfældet med ‘dj’) og gør det med digterens sprog – billedskabelsen gennem sansningen – med derpå følgende humor eller patos eller musikalitet eller skønhed eller flere karakteristika. Han kan også kalde sig selv Theis – men hvem er det så han henviser til? Jeg synes det er for let at sige, at det er et centrallyrisk jeg. Jeg synes, der ligger et lag mere i jeget som måske kan beskrives i form af en segmentering eller decentralisering. Det tilbagevendende i digtsamlingen er et forhold til (klima)krisen, men der er også andre dele i hverdagen, i de ting man gør nat og dag, som er knyttet til jeget, hvor der som minimum må skelnes mellem makro- og mikropolitik.
nu trækker jeg vejret og holder det inde, som om det var mit.
Jeg er glad for samlingen for flere ting. I dette citat er det forestillingsevnen. Fantasien. Og modet til at sige det højt. Modet, fordi drømmene kan indeholde en usand fortolkning af virkeligheden. Her drømmes et øjeblik. Om at luften i hans lunger er hans egen. Som læser kan jeg gå videre: er det et tegn på et ønske om ejendomsret, er det et ønske om at bestemme over egen krop, er det bare en leg? Jeg tænker, at ovenstående sætning står i direkte modsætning til at flere millioner mennesker (levende og døde) allerede har indåndet samme luft. Det er altså en umulighed, men hvad sker der, hvis vi forestiller os at luften er vores egen?
jeg skal se dem trække et fiskenet fuldt af havfruer
op af min morgenurin
Theis Ørntoft har fyldt digtsamlingen med originale billeder og metaforer. Jeg synes det er fedt, når han skriver “jeg er træt af at se flyene styrte ned i politikerens stemme”, fordi billedet står så klart, konkret for mine øjne og at jeg kan relatere til det ud fra min erfaringshorisont. Og når havfruerne skal trækkes op af morgenurinen, så er der tale om en overdrevet blæret anvendelse af billedsprog, der er knivskarpt formuleret (ikke et ord, ikke en endelse eller gradbøjning for meget/ lidt). Det er simpelthen en fryd af læse.
Theis Ørntoft: Digte 2014. Gyldendal (2014)
Re:citat 