For et par dage siden fik jeg “enogfyrre dyr” af Carsten René Nielsen foræret af Cecilie Lolk Hjort. Hvilket satte prosadigtsamlingen i perspektiv, fordi hun har udgivet Noahs Ark, der blandt andet har 29 prosatekster om dyr.
Carsten René Nielsens tekster er mere surrealistiske, indeholder indholdsmæssige kvantespring og jeg har det som om de ofte kunne være taget ud af en drøm.
“Elefanten på kalkmaleriet i Birkerød Kirke er særdeles usædvanlig. Den har ingen snabel, men i stedet en snude af form som en højtalertragt på en gammel grammofon. Den er spinkel som en væddeløbshest og har en kraftig hale, der deler sig i tre. I stedet for de hovlignende negle på fødderne har den fire stærkt krummede klør af elfenben. Til gengæld har den ingen stødtænder, og dens hals er forsynet med store savtakkede skæl, som på en krokodille. Mest af alt elsker jeg dens hvide, kuglerunde øjne med hver deres store, sorte pupil, som giver den et på samme tid sørgmodigt og absolut forundret udtryk. Som om den ved, at den er malet helt forkert.”
Elefanten lader til at være til god inspiration. I november og december har Slagtryk trykt en tekst af henholdsvis Cecilie Lolk Hjort og Emil Thorning Kamph med titlen Elefant. Også Carsten René Nielsen har, 7 år før han udgav “Enogfyrre dyr”, udgivet en tekst med samme titel. Det er trykt på et postkort, som jeg fik i julegave i forgårs.
“Når en elefant bliver forladt af sin elskede, graver den sig ned i jorden, indtil kun det yderste stykke af snablen er synligt. I ét bestemt område af Tanzania, hvor elefanthunnerne er usædvanligt smukke, finder man særligt mange elefanter med knuste hjerter. Her synes snabler at vokse op af savannen.”
Digtsamlingen Enogfyrredyr kan, som de fleste andre af hans udgivelser, købes af forfatteren for 50 DKK på hans hjemmeside.
Carsten René Nielsen: Enogfyrredyr. Borgen, 2005.
Re:citat 