Filip Granlie: Fugle om digte

Jeg kan ikke blive enig med mig selv om jeg synes titlen er misvisende. På den ene side er det at bytte om på “Digte om fugle” ikke et lyrisk greb, der går igen i samlingen. På den anden side er det sjældent at fuglene kredser om digtet, fuglene er nævnt i stort set alle. Selv i digtet om katten på marken er fuglenes fravær en tilstedeværelse.

Til gengæld er der meget andet, der peger på en konsekvens i sit koncept. Digtene er ikke længere end 2 til maximalt 7 linjer. Derved fylder teksten maximalt en tredjedel af siden og oftest kun to streger hen over papiret. På måde står teksterne i toppen af siden som fugle på himlen.

Digtene er lette og grænsende til det vægtløse og flygtige. F.eks.

mågens ben når den flyver
den skal ikke bruge dem

Og så alligevel. Det er letheden som vi kender fra knogler i en fugl, der gør at teksterne flyver op og lander som en fugl på min hånd, så utrolig usandsynligt, en gang ud af en million. Som f.eks.

flok krager camouflerer sig på en bar mark
som birkes på en håndværker dårligt

Ikke alle digte rummer samme slapstik og der er en hvis variation gennem samlingen. Min anbefaling er dog forbeholden, da teksterne til min smag bliver for fjerlette i deres præsentation af dem selv.

Filip Granlie: Fugle om digte. After Hand 2010.

Reklamer

* * *

 
med knogler
som vinge
der knækker
 
/ ryst fjerene
af dine øjne
de letteste
 
blæsten tager
fugls sang
 
 
        *
 
 
aldrig blå
når sort
er hvid
 
/ afskedig
det transparente
med gentagelse
 
døren klapper
havet i land
 
 
        *
 
 
så lidt retning
i linjers
tavse brud
 
/ læn skrift
ud af dit åbne
håndled
 
næven som knæ
kælen på jord
 
 
        *
 
 
        *
 
 
        *
 

Farvebåndet i skrivemaskinen er blåt som havet

Jeg skriver om havet
fordi jeg ikke kan svømme
i dine våde øjne

papirbåden flyder langs æbletræer
der skyder fra dine kinder

jeg kan ikke skrive om fuglene
uden de begynder at hakke på mig

jeg kan ikke sove
men det er et andet digt

Brev til en ven

Du er brevet der ligger på bordet.
Det er der jeg læser dig.

*

Brevet er en fugl
med vingerne lukket
som læber i en kirke.

*

Jeg fugter kuvert med tunge
og folder vingerne sammen.
I morgen åbner du næbbet
og synger verden fri.

Jeg finder natteravnen frem

Natteravnen rrhhuu rrhuu
raderer tiden med sit næb
Natteravnen altdrømmende
fjern fra mennesker i reder
Natteravnen fra blæk til blik
fritager ingen fugl for slæb
Natteravnen hvid som Rusland
krråårk kråårk stille gader

Flydende kufferter (Under the sky over the sea)

Din stemme
ikke som vinden
men sand gennem
ørerne

Her ligger kufferter uden indhold

han bærer skjorten
iturevet ved ærmet
skulderen og brystet
som skibet ligger hen
i vandkanten
ædt op af salt
og bølger og salt og sol

Kufferten er klappet sammen
uden at være lukket
stoffet blødgjort
og tørret og revnet og blødgjort

Skibene er efterladte
ved deres seneste ankomst
for lang tid siden
og klagesangen gentaget
for sidste gang

Du vil så gerne forestille dig
det hele
levende

Fuglene
der holder af de rustne
hvaler i bugten

Og rebet
der løfter og sænker sig
som et bevis
for en vejrtrækning
der slet ikke er mere

Hvorfor vil du skrive
havet langt op ad stranden
på et tidspunkt bliver
der tørt

Din stemme er
ikke som sand
men vind gennem
ørknen


* * *

Video med introduktion og oplæsning kan ses på YouTube.

Det at leve er at evne den man er

Trækker gardinet mod nordvest
med tomlen nedad og håndfladen
vendt den modsatte vej af
hvor pennen peger,

Laver et kryds under behåringen
på brystet der er sort
som mælken jeg har spildt på papiret
er hvid som fugl,

Himlen gemmer den evige flugtrute
for den der bærer vingerne udenpå
og drømmene indenfor
et par meters afstand,



* * *
Titlen er lånt fra Morten Søkildes ”Pan”