Jeg kan ikke blive enig med mig selv om jeg synes titlen er misvisende. På den ene side er det at bytte om på “Digte om fugle” ikke et lyrisk greb, der går igen i samlingen. På den anden side er det sjældent at fuglene kredser om digtet, fuglene er nævnt i stort set alle. Selv i digtet om katten på marken er fuglenes fravær en tilstedeværelse.
Til gengæld er der meget andet, der peger på en konsekvens i sit koncept. Digtene er ikke længere end 2 til maximalt 7 linjer. Derved fylder teksten maximalt en tredjedel af siden og oftest kun to streger hen over papiret. På måde står teksterne i toppen af siden som fugle på himlen.
Digtene er lette og grænsende til det vægtløse og flygtige. F.eks.
mågens ben når den flyver
den skal ikke bruge dem
Og så alligevel. Det er letheden som vi kender fra knogler i en fugl, der gør at teksterne flyver op og lander som en fugl på min hånd, så utrolig usandsynligt, en gang ud af en million. Som f.eks.
flok krager camouflerer sig på en bar mark
som birkes på en håndværker dårligt
Ikke alle digte rummer samme slapstik og der er en hvis variation gennem samlingen. Min anbefaling er dog forbeholden, da teksterne til min smag bliver for fjerlette i deres præsentation af dem selv.
Filip Granlie: Fugle om digte. After Hand 2010.
Re:citat 