Trailer for ny udgivelse på Weltscherz

Jeg er klar over, at der sker mange forskellige litteratur-relaterede ting i København idag. KBH Læser er i fuld gang. ØK afholder oplæsning på Mayhem. Baand festival er i Literaturhaus. IKK. Og så er der pre-release og præmiere på visningen af Louise Juhl Dalsgaards “Om Arktiske Heste” i biografen i Huset i Magstræde.

 
Her er et lille facebookevent for pre-release og filmpræmieren idag: https://www.facebook.com/events/681237411914743

Og den 18. marts er det mig så en glæde at udgivelsen kommer officielt – i video og tekst på weltscherz.dk/louisejuhldalsgaard.

Kortfilmen kredser om både mor/barn relationen, såvel som omkring berøringen mellem mand/ kvinde. Billedsiden er enkel, men også direkte – især når Louise taler direkte ind i kameraet. Billedsiden er intim – specielt når Louise ligger på gulvet og knuger en seng af stof. Teksten består af 13 digte og udgør sammen med videoen værket. Der findes et tredje lag – det performative – som ved andre lejligheder kan udspille sig ved fremvisninger. Men værket står i Weltscherz-udgivelsen for sig selv. Og jeg er på mange måder glad for at kunne præsentere en anden poesi, endnu en “ny” stemme i den litteratur, der udgives lige nu.

Louise Juhl Dalsgaard har tidligere udgivet i Jorinde&Joringels serie (2012) og er særdeles aktiv på sin blog. Jeg har tidligere interviewet hende til Forfatterforeningens “Røde sofa”, der er tilgængeligt på Den2Radio. Og for nyligt var hun i Radio 24/7 og talte med Kristian Ditlev Jensen om et manuskript, der var blevet afvist på større forlag.

Nittende note fra mit arbejdsbord (Om en poetisk kortfilm)

Da Slagtryk afholdt sin festival i 2013 ledte vi efter et sted, der kunne give særlige omgivelser til de optrædende. Vi ville give mulighed for at scenen var mere end en ølkasse, som forfatteren kunne stille sig op på. Og med et ‘Open Call‘ ville vi vise, at festivalen ønskede at rumme mere end oplæsning. Ikke at der er noget galt med oplæsning af tekster, tværtimod, det kan være herligt. Men i redaktionen havde vi talt om at give mere plads til de tværæstetiske værker.

Et af de værker, som vi fik tilsendt, var egentlig ufærdigt. Louise Juhl Dalsgaard havde sendt en lydside og beskrev sin ide om en billedside. Vi antog “Om Arktiske Heste” til festivalen i forventning til at det kunne blive godt på baggrund af det fremsendte materiale, men selvfølgelig også med en usikkerhed om endelige resultat. Undervejs i processen tilføjede Louise også et performativt element med en relativ simpel og dog virkningsfuld tilstedeværelse.

Personligt synes jeg, at det lykkedes rigtig godt, og nu udgiver jeg den lettere redigerede version med forlaget Weltscherz ud fra et ønske om at sprede værket til flere end dem, som var gået på kælderscenen på Slagtryk Festival i oktober sidste år.

For mig handler “Om Arktiske Heste” om adskillelsen mellem to personer – det være sig elskende (du/ jeg) eller familiært (mor/ barn). Forfatteren vil også fremhæve et andet og mere præcist perspektiv, og det vil jeg vende tilbage til i forbindelse med en blogpost ved udgivelsen.

Og nu glæder jeg mig bare over, at Weltscherz udgiver sin første kortfilm. Og selvom det på en måde er lidt fjollet, at jeg bevæger mig ud i et format, hvor jeg ikke kender (film)miljøet i Danmark (for f.eks. at råbe anmelderstaben op), så synes jeg også det ville være dumt at afskære mig selv fra at udgive et værk, som jeg synes sætter noget på spil.

Første visning sker den 6. marts til FILM SLAM på Huset i Magstræde, hvor “Om Arktiske Heste” vises sammen med andre kortfilm. Og der er reception [link] inden da i foyercafeen til Biografen i Huset i Magstræde.

Se teaser fra “Om Arktiske Heste” på Weltscherz: http://weltscherz.dk/louisejuhldalsgaard/

Cecilie Lolk Hjort: Paranoiadigt

“Angst er blot et andet ord for brandøvelse”. “Paranoia er blot et andet ord for sikkerhedssele”. Og sådan trækker udgivelsen paranoiadigt dig ind i mørket, ind til angst, selvdestruktion og paranoia. Holder du andre på afstand? Ved du hvad der sker om lidt? Har du allerede forudset alle potentielle ulykker?

Idag udkommer Cecilie Lolk Hjorts bogobjekt “Paranoiadigt” på Weltscherz. Værket er formgivet som et bogobjekt, der består af en æske med en tekst klippet op i enkelte linjer. Inde i æsken findes et link til en hjemmeside, hvor der er adgang til teksten i sin helhed, en video og lydfil med oplæsning og en tekstgenerator, der vælger tilfældige linjer fra digtet.

Værket koster 75 kroner og du sparer porto frem til jul, så står du og mangler en mandelgave eller adventsgade, så skriv til mig eller gå i Møllegades boghandel eller Korridor.

Udgivelsen var oprindeligt et ønske fra mig til Cecilie om at lave et værk, hvor hun skrev en monolog om angst uden at knytte negativt ladede ord til det og fremførte den på video. Æsken er Cecilies udvidede fortolkning og du kan vælge mellem syv farver til dit eksemplar.

Cecilie Lolk Hjort har udgivelser på Forlaget Spring, Forlaget Nulpunkt og i diverse tidsskrifter og antologier. I efteråret 2013 har hun optrådt som hovednavn på Vild med Ord i Århus og på Slagtryk Festival med en oplæsningsperformance.

Paranoiadigt er Weltscherz syvende udgivelse i 2013. Til næste år venter en poetisk kortfilm og lydpoesi på vinyl. Det glæder jeg mig også til, men i første omgang er jeg stolt over at have udgivet Cecilie Lolk Hjort første digtsamling, der ovenikøbet er formgivet så fint og originalt.

Cecilie Lolk Hjort: Paranoiadigt. Weltscherz (2013)

PS: følg LIVE STREAM fra release i aften på http://weltscherz.dk/cecilielolkhjort/
 

Teaser for Noa Kjærsgaard Hansens udgivelse på Weltscherz (14. note fra mit arbejdsbord)

Titlen på den kommende udgivelse på Weltscherz bliver “Jeg bliver hurtigt træt af at sidde her i hjørnet og føle ting forsvinde”. Forfatteren havde lagt ud med at jeg kunne vælge mellem tre titler (“du bærer rundt på et landskab”, “jeg siger at stilheden også er det der ikke er” og “ting man efterlader som spor”) , som jeg synes hver især havde sine fordele uden nogen af dem var lige i skabet. Titlen er afgørende i forhold til interesseskabelse, men betyder også ret meget i forhold til forventninger til læsningen og selve læsningen: altså hvad handler værket om?

Da Noa efterfølgende sendte mig et nyt forslag var jeg helt sikker. Den lange titel synes jeg falder godt i forlængelse af hans lange linjer i den knækkede prosa og har oneliner attituden, som også kan genfindes i f.eks. alt.lit og hos en række indie og postrock bands op gennem 00’erne, der også dyrkede det indadvendte [bare for at nævne et par stykker: 1, 2, 3].

Og måske er referencen til alt.lit ok, måske er den lidt ved siden af. Overfor Noa sammenlignede jeg i bedste mening det første udkast af manuskriptet med henholdsvis Julie Sten-Knudsens og Amalie Smiths værker. Den private sfære, det konkrete med det følsomme element, et nøgternt blik, en stilhed, enkelte greb om sproget.

Jeg har fulgt Noa siden 2011 [link til blog i 2011] og synes, at Noas skrift har ændret karakter undervejs. Hvilket for mig er vigtigt og derfor også naturligt, at dokumentere dette sted i et tidligt forfatterskab gennem denne fine udgivelse. Men det er i sidste ende forbeholdt andre at tegne linjer tilbage til denne udgivelse om et par år. Ligenu kan jeg kun opfatte det som et vidnesbyrd til og fra samtiden.

En eftermiddag havde vi siddet og talt om video-teasers og tænkte i retning af Vine. Jeg ved ikke om det er ærgerligt, at Instagram fik stoppet deres succes. På den ene side er Vine en interessant fortælleform, men på den anden side er der rigeligt med platforme. Her er hvad vi er endt ud med:

Slagtryk Festival – 12. oktober

Til oktober sætter Slagtryk en litteraturfestival op. Vi lejer CaféTeatret og med tre forskellige scener håber vi at kunne skabe en festivalstemning for forfattere og publikum.

Slagtryk Festival løber af stablen den 12. oktober og er et heldagsarrangement fra 11:00 til 24:00. De første par timer er for forfattere trykt i Slagtryk. Vi vil lave tekstlæsninger og inviterer folk udefra til at komme og fortælle om litteraturens strømninger og Dansk Forfatterforening kommer blandt andet forbi og fortæller om at gå fra manuskript til udgivelse. Fra sen eftermiddag åbnes dørene for publikum og der vil være oplæsninger, performances, videofremvisning, paneldebatter, musikalske indslag og meget mere.

Det er både et ønske fra vores side [ok, her på bloggen taler jeg på egne vegne] at sætte en festival op, hvor publikum kan høre ny litteratur, opleve nye stemmer. Og det er en ambition at lave en festival, der er sjov at bidrage til som forfatter; hvor vi skaber et rum for særlige, unikke oplæsninger/ litteratur performances.

Programmet er under udarbejdelse. Slagtryk har i juni lavet et Open Call, så vil du bidrage eller kender du nogen der burde, så skynd dig at sende selv ind eller opfordre vedkommende til at sende ind til Slagtryk inden 15. august. Så vil redaktionen se på indkomne forslag og de ting vi selv har i støbeskeen. Vi behandler indkommet materiale fortroligt.

Læs mere på http://www.slagtryk.dk/

Steve Roggenbuck: LIVE MY LIEF

“Back in my grandfathers days they didn’t have YOLO. We have YOLO.”
citat fra “make something beautiful before you are dead”

Jeg kan godt have en ting for tekst, der ikke er alt for artig, tekst, der lader sproget gøre noget magisk. Nogle gange kan det være noget meget simpelt. Nogle gange skal der en crazy fyr som Steve Roggenbuck til. Henvisning til personen har jeg nok fået via en blogpost af Caspar Eric, og så er jeg ellers langsomt gået på opdagelse i hans mange videoer og det har kulmineret her i december.

Nogle få gange minder Steve Roggenbuck mig om Fred. En lille irriterende unge, der er blevet enormt populær på at fare rundt og råbe op. Men for det meste, så er Roggenbucks punchlines den reneste poesi, hans forklaringer holder vand og hans vision lige ned ad min boldgade. Han kredser om internettet, sex, venskab og kærlighed. Han referencer er sjove, indforståede og præget af blogosfæren (reddit, memes, mm).

En af hans finere øjeblikke er for mig en lidt nyere video, hvor han i den grad bevæger sig ind i emo-land: Put your dead things in me, I have a room in me.
– med en agressiv, nærmest satanisk tilgang til et “du”, hvor det handler om døden (eller noget der repræsenterer døden eller noget der afsluttes) og med en privatsfære der er åbnet helt op og følelserne helt ude. Eksempler på ting, der får teksten til at hænge sammen: “Make me cough rain, girls” + “Put your dead things into me like the rain”.

Steve Roggenbuck er fortaler for, at alt er litteratur [video]. Det er jeg ikke, men jeg er helt enig, når han i en anden video taler om, at kunst handler om at lave værdisystemer (belief systems), “memeplex, brands, discourse, culture” og senere i videoen fortsætter han med at tale om, at det gælder om at være i strømmen, at være i det store indholdsmonster [mit ord, red (sic!)], som findes i et facebook nyhedsfeed, de nyeste youtube videoer, de seneste tweets eller i din blogreader.

“Sleep with me until we are birds at the end of the world.”

Mere behøver jeg ikke. Denne linje af Steve Roggenbuck. Om det står i en digtsamling, er en linje på din twitterprofil retweetet fra en eller anden, eller noget du siger til mig i telefonen inden jeg siger godnat.

Vil du vide mere om Steve Roggenbuck, så læs f.eks. via Knowyourmeme og følg ham fra hans hjemmeside http://www.livemylief.com/ og mange profiler omkring på nettet.

Og vil du kende lidt til noget af baggrunden for denne bevægelse han udspringer fra, kan du måske have gavn af at høre denne 20 minutter korte podcast om Flarf Poetry af Ben Abraham.

Lokumspoesi

For nyligt deltog jeg i et indslag tre studerende på Film- og medievidenskab lavede i forbindelse med deres semester. De havde valgt emnet Lokumspoesi og det handler også lidt om anonymitet og kunst. Da jeg blev filmet spillede jeg egentlig bare en “rolle”, men når jeg ser klippet kan jeg vist godt stå inde for det jeg har sagt. Lige på nær min uddannelse. Det har været en travl uge og jeg kom til at give dem forkert oplysning. Jeg er cand.scient.bibl. Men det er vel ligegyldigt for konteksten, når indslaget kan stå for sig selv.