Signe Gjessing: Ud i det u-løse

Et hvidt cover, sparsom tekst og en titel overstreget med turkis. Bagsidecitatet ikke så let at kontekstualisere, intet forfatterbillede på flappen. Det er ikke fordi Signe Gjessing prøver at gøre så meget væsen af sig. Men den turkise overstregning siger måske noget om en berhersket originalitet.

twitter har jeg allerede rost Lars Bukdahls anmeldelse af Ud i det u-løse og i det følgende vil jeg så give min anbefaling videre.
For det er en anbefaling, da Signe dyrker det poetiske, billedsproget, hvor verdensammenhænge opfindes på ny, som få kun gør. Allerede i første digt skriver Gjessing:

Jeg vil aldrig kunne sætte folderne på dine øjenlåg / i orden” og fortsætter et par linjer længere nede ”hvis de kunne rømme sig, udstødte de / ringe i vandet…”. Ved at se øjenlågene som ringe i vandet, bruger Signe en poetisk forestilling om at forklare en ting med noget andet. Det gør hun særlig godt, ved at undlade at skrive at noget er ”som” noget andet.

Og i næste digt skriver hun om dagslyset, der bidder negle for at forsvinde og sammenligner det med månen – og tvister den ved at sige, at det netop ikke er som månen. Hvilket i mine øjne også fungerer, fordi det giver plads til mig som læser. Eller nok nærmere skaber plads, hvor jeg ikke gjorde mig forestillinger. Så hvis jeg skal lægge min læsning til teksten, så er jeg ude i noget omkring tid og hvordan den findes/ går/ forsvinder/ har været og hvordan man selv oplever tiden.

Det er ikke fordi jeg kan blive ved side for side med ovenstående. Og bevares, det er heller ikke fordi jeg anbefaler hver eneste side i bogen;
       men i forhold til sammenhængen vil jeg gerne notere, at jeg oplever en porrøsitet i Gjessings univers. Det er som om Signe Gjessing viser, at sårbarheden findes, at den bliver virkelig ved at blive italesat. Virkeligheden kan være skrøbelig det næste sekund, hvis blot nogen siger det.

F.eks.: ”Frugttræet blomstrer med/ fingerknips indtil huden bliver rød”, hvor fingerknipset både udgør den bevægelse, som blomsterne kan springe ud på, men for så vidt også kan være et knips på huden, der sætter de røde mærker. Og det fortsætter: ”De dyrebareste/ erfaring tørrer fingre i huden – // dét er så sølle, at / at jeg kunne græde.

Så jeg synes, at der er masser af personlighed i digtsamlingen. Måske skal man bare læse lidt tættere end med andre, hvor bekendelserne står i kø for at komme ud.

Et tilbagevendende tema er mennesket og det store univers (morgenstunder/ stjernestunder; loftshøjden slutter sig til den åbne himmel; handskerummet/ himmelrummet; etc).
Gjessing bruger et par klassiske elementer som havet og lyset i sin samling. Og det synes jeg hun gør uden at blive klicheramt (hinkestenen på side 36 er måske en kedelig undtagelse).
Og så tager hun også greb om metapoesien, hvor hun f.eks. omtaler sig selv ”jeg er allerede en / blæne på alverdens tungemål”. Og den tekst sprutter ellers med energi, så igen er det måske et tegn på at det ikke er helt nemt at gøre tingene rigtigt. Men jeg læser noget ind i det, når jeg skriver sådan. Så tilbage til billederne:
 
 
Der kan også være en tydelig utydelighed i Gjessings billeder. Tue Andersen Nexø og Olga Ravn mener vist i deres respektive anmeldelser, at det til tider er for uforståeligt. Men jeg falder altså på halen over følgende fine linjer:

”mørklægningsgardiner falder som postevand” (side 11)

”Med let rystende hænder udhuler jeg solen og skriger grå hede ind i den, pladsens hede, hvor duerne er, deres største suk hidtil, som et nedtrådt hav, er en plads i solen, en åben plads, såret åbnes som et ubestøvet formiddagsblad” (side 19)

”altså er man ved at trække lyset/ tilbage, selvom det ikke står noget sted, at dagen kan opsiges” (side 33)

”Bølger: al væske foldes sammen som en kniv” (side 46)

…fordi jeg er vild med billederne i sig selv. Først poesiens som sig selv. Dernæst kan alt det andet komme til, hvis man ønsker.
Og en favorit her i hjemmet er (måske) derfor dette skønne billede:

”Nu samles alle hvedemarker i en knold bagpå verden” (side 49).

Hvad er der ikke at forstå? Hvordan skulle dette siges smukkere?
 
 
Signe Gjessing: Ud i det u-løse. Gyldendal (2014).

Peter-Clement Woetmann: “Tilfældigvis er skærmen blevet blæk”

Jeg har fået tilsendt en bunke prosadigte, nærmere bestemt alle de tekster, der er kommet ud af installationen “Tilfældigvis er skærmen blevet blæk” på Roskilde Bibliotek. Nu har poesimaskinen så været på Roskilde Festival og det ser ud til at der er kommet mange flere tekster. Du kan læse teksterne og om installationen på http://blaek.netlitteratur.dk/

Teksterne skabes interaktivt ved at læseren vælger sætninger fra tre bøger. Nogle enkelte gange er en sætninger gentaget i den samme tekst, nogle gange i en grad, hvor Peter-Clement Woetmanns sans for melodi kommer særligt til udtryk. Det er, som om jeg læser hver linje på en ny måde, med en ny intonation, som en henvendelser der skifter karakter. Her et lidt banalt, men meditativt eksempel:

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert
forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud
gennem skygger. Under den blå, blå himmel. Jeg sejlede henover
havet, henover himlen. Under den blå, blå himmel.

Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Under
den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Under den blå,
blå himmel.

Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel.

Under den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Under
den blå, blå himmel. Under den blå, blå himmel. Under den blå,
blå himmel.

Det er interessant at læse teksterne samlet, hvor linjer fra de forrige sider dukker op igen. På den ene side skabe det en genkendelse og en sammenhæng. Men det udvisker måske også betydningen undervejs og bliver til en meditation – ikke kun i den enkelte tekst med gentagne sætninger – men hele samlingen, fordi sætningerne (måske) (også) står i et nyt forhold.

Og så må jeg hellere citere endnu en tekst, for at det ikke skal gå op i gentagelser. For der er meget mere end det. Det handler også om hvordan en linje ved siden af en anden bliver til poesi. Her særligt de sidste tre linjer:

Jeg sejlede omkring på alt.

At en verden. Vågnede. At klæde sig. Af alt det kroppen også er.

Jeg i den ørken. Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv.
Nu sejler jeg bare i version .. Dagen på vores øjne. Min
vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. Jeg så skibe
bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav. Du
havde tabt en linje i min drøm.

Et interessant spørgsmål i forbindelse med installationen er spørgsmålet om forfatterskab. Havde det ikke været fordi teksten også blev publiceret på en blog, ville tekstens fremkomst så være et personlig forhold mellem læser og maskine? Ville ophavsretten tilhøre Roskilde Bibliotek som varetager af det anonyme publikums skaben? Eller er det Peter-Clements sætninger og derfor hans værk?

Disclaimer: Jeg drikker kaffe med forfatteren.

SIMULERING, stiml, stimulation, lalalation!

siden hvornår har jeg haft muligheden for at træde et skridt tilbage og to skridt frem,
hvem tænker at jeg danser,
jeg simulerer
bølgerne i havet,
jeg træder vande så det skummer,
væddeløbsheste,
må jeg være fri,
jeg beder om et glas vand og takseres for at underspille min introduktion, mit ærinde, hvem siger jeg har et ærinde, man har altid et ærinde, ikke at have et ærinde er en politisk handling, en doktrin til samfundsnedstyrtelse, bestyrtet,
samfundsbestyrer, jeg går ind for upersonlig overvågning,
en anonym registrering af ikke-personhenførbare data,
at blive klogere, smartere, overleve, ikke
med fødderne plantet i nakken på gennemsnittet,
det er at grave sin egen grav, nej, ikke
med hænderne om tungen,
tændernes klapren når først det bliver koldt bliver det min ukuelige nærdødsovervejelse, en teoretisk diskussion før det er for sent, før det bliver alvor,
taler du endelig om et væddeløb
med konsekvenser ved at blive oppe hele natten
og forberede sig på sin egen død,
mørket, der tænger ind under neglene,
som kradsede jeg lidt på min skygge
for at udslette mine spor
på Internettet,
samfundet
kender min skolegang, mine tandlægebesøg,
min far kender ikke engang mine modermærker, sådan er vi forbundet
i en relation blandt flere relationer,
relationen, der i en lang tid
siden fødsel
har været en simulering af adskillelse fra ophavet,
igen at skille sæd fra æg, at skabe en afstand,
et mellemrum mellem hun og han, hvor jeg kan simulere ikke-personhenførbare handlinger,
stimulere min relation
handling
og identitet
ved at spille tiden ud som det første kort og trække nye
i et forsøg på at samle en port af muligheder,
lærlingen med flækket ansigt,
et ansigt af grin og gråd, det hele, jeg er der, jeg gentager
hvad du allerede har gjort,
du er min tørst,
hold mig for munden, så jeg kan drikke af din gavmildhed,
stimuleringen er til at få øje på, resultatet er noget vi tænker os til,

 

Hul i luften

en mavepuster i landets CO2 kvoter
er som at pisse i floden

men mig narrer du ikke

med gummibåden bundet til pikken
går jeg i havet for at knække bølger

trækbasunen skal ud af argumentet
før slag på tasken rejser mennesker i skvalderkål
og hæderlighedens koalitionsministre
står i plasterkvælde

instrumentet er i bund, der skal
tæskes luft ud af CO2 kvoter

hele verdenspressen under samme presenning
råber furerne i venstre hånd sammen
til en arbejdstitel

hvor er ørkenhalsens vindstød
der støder hjælpeløse konsonanter
vinkelret på systemet

jeg kan gå i fred
i en drøm af Gud (med en tunge af ild)
og smeltet gåsehudsovertræk

men så skal normaljomfruen
holder op med at plukke flæsket af en ko
som du slår græsset og dine børn

ellers slår jeg hul i luften

Skjul ansigtet i hænder, ikke hænderne på ryggen

Hvad du kaster i ilden
bliver ikke til ild;

hvad du trækker op af havet
gør ikke havet til mindre hav;

kroppen er konstitueret
sålænge du ikke ved hvad
du vil have istedet.
 
 
Det er ilden, der bøjer
spørgsmål
til sorte svaner,

svaner svømmer i havet
som spørgsmål
og stikker desillusioneret
til bølgerne,
mens deres pentagramfødder
vinker til mit sprogs
gemmesteder
som kommaer
i en alt for dyb
sætningskonstruktion.
 
 
Det er ikke mængden af vand i ørerne
der holder torsken i live;

det er ikke antallet af kameler jeg sluger
men hvor mange du tilbereder;

du har jo allerede regnet ud
hvor mange knive
du skal stikke i ryggen på mig
før jeg får vinger.
 
 
 
* * *
Teksten er et remix af Jeg beskytter mig selv ved at skjule mit ansigt i mine hænder. Mellemregningerne i processen er i denne omgang undladt og måske er teksten i midten vokset ud af originalteksten, således at den slet ikke har plads her.

Jeg beskytter mig selv ved at skjule mit ansigt i mine hænder

Hvad du kaster i ilden bliver ikke til ild
havet lugter ikke af fisk
kroppen er konstitueret

Med brændende fingre
går jeg gennem natten
og forvandler dit spørgsmål
til en sort svane

Alle gemmesteder i mine ord
kan graves ud med et komma

Stik mig i ryggen
for anden gang
så knivene kan være vinger
der løfter mig op
 
 
 
* * *

I en upubliceret tekst fra 2005 skriver Rasmus Halling Nielsen sig ind på billedet en kniv som en vinge. Jeg har desværre ikke originalen længere.