Eva Obelitz Rode: den seksogtyvende sommer

Henover sommeren har nyhedsstrømmen været fyldt med Ukraine og den tilspidsede situation i den østlige del af landet, Gazastriben med Israel og Palæstina, Den Centralafrikanske Republik, Syrien, Filipinerne, Haiti og mange flere områder i verden, hvor der er krig, krigslignende tilstande og katastrofehændelser. Hvor mange døde skal der til før det ændrer dit liv eller før du ændrer dit liv?

Weltscherz Publikationer udgiver idag ‘den seksogtyvende sommer’ af Eva Obelitz Rode, som er medredaktør på Slagtryk. Du kan læse værket her: http://www.weltscherz.dk/denseksogtyvendesommer/

Udgivelsen er et vidnesbyrd om en tekstinstallation i august måned i projektrum Vera. Og udgivelsen er et vidnesbyrd delt i tre afsnit om jegets erfaring med sin seksogtyvende sommer.

De to afsnit ‘gaza igen‘ og ‘den seksogtyvende sommer‘ er nært beslægtede. Den ene var oprindeligt blæst op via projektor og online er dette gengivet via video. Begge tekster tager afsæt i nyhedsstrømmen og de spørgsmål, som man må stille sig selv i forhold til verdenssituationen.

Det tredje afsnit ‘kvinde+atlas‘ er en kortlægning af en krop samt jegets tanker om de begrænsninger, der er i denne dokumentation, dette vidnesbyrd, der forandres uge for uge, år efter år.

Udgivelsen er ledsaget af 10 billeder fra tekstinstallationen, som nu lever videre online, således at værket ikke er begrænset af det korte tidsrum og den geografi, hvor udstillingen fandt sted. Selvom der også kan være en charme i dét, så synes jeg som redaktør, at dette fortjener større udbredelse.

Jeg vil også sige tak til Cecilie Lolk Hjort og Lone Nikolajsen for korrekturlæsning. Og generelt tak for den brede interesse i at hjælpe med at læse korrektur hos Weltscherz. Det er megafedt med opbakningen.
 
 
Eva Obelitz Rode: den seksogtyvende sommer. Weltscherz (2014).

Reklamer

Jóanes Nielsen: Der findes dem der tager måneskin alvorligt

Christian Yde Frostholm citerede på evighedsblog et digt af Jóanes Nielsen. Det er et af de bedste tekster i samlingen “Der findes dem der tager måneskin alvorligt”, som jeg nu har læst og gerne vil anbefale videre. Med forbehold. Der er en del 70er poesi over det. Tekster skrevet ligefrem/ i knækket prosa. Det er fortællinger, personlige overvejelser, politiske iagttagelser og lidt religion.

Men når det er godt, så er det til gengæld også rigtig godt:

Åh, hvor jeg elsker vilde jordbær
tænkte Sorte, da han så soldaterne nærme sig.
Han tænkte også på at bede sin far tilgive dem
da en skudsalve knuste hans knæled.
De gik til angreb på ham med dolke
det blanke stål trængte ind i halsen
men akkurat da skete underet:

      Af de åbne sår skød jordbær frem.
      Klaser af smukke røde bær blomstrede ud af hullet.
      Det var som om et lille stykke af jorden pludselig åbnede sig
      som om naturen med sikkert håndelag
      fremtryllede det allersmukkeste den ejede.
      Denne ganske korte stund
      ebbede alle de vrede brøl ud.
      Som et duftende jordbærbed
      gav Gud sig til kende.

 
 
Jóanes Nielsen: Der findes dem der tager måneskin alvorligt. Forlaget Torgaard, 2011.

At være at være

                                                                                  Blod i racerbaner om mavesækken. Jeg er dagen efter, det har drukket og mærker og jeg mærker denne blodige igen denne blodige krig, der udkæmpes i mit indre indre. Symbolsk det er så symbolsk at det mister sin betydning, mit indre mister sin betydning idet den indkredses indskrives, idet den nedfældes undslipper den undslipper sine tøjer. Tøjler er kun for at styre ikke binde sprogets hest til vinden.
                                                                                  At være ord at være ord i et værk at være et værk uden betydning at være uden betydning.
 
 
 
 
                                                                                  Der er en retning, alt andet er steder der ikke finder sted. Uden tid er retningen et sted jeg findes. Jeg findes som en ukonstant bevægelse, der griber om griber om sig som en mulighed og umulighed, der griber om sig selv som potentiale og uopnåelig gentagelse. At være den eneste mulige retning, retningen er at være, at finde sted er at blive, at gå bort er at blive væk indtil andre husker én og derved genkalder sig, hvad der måtte være i at være sammen tilbage. Det er sådan læseren møder teksten som forfatteren lever igennem, levendegjort på flere steder som et spøgelse alle tror på. Hvad vil det sige at være levende flere steder på samme tid, at slå ned som et lyn, og stå stille lysende som jesus lyser for troende.
                                                                                  At være jesus at være jesus blandt troende at være troende på gud at være gud.
 
 
 
 
                                                                                  Altid jeg er altid tilstede. Jeg er skrevet ud jeg skrevet uden sit eget navn benævnt. Jeget i nævneren og tælleren på samme tid tallenes orden og Steins naturlige måde at tælle en og en og en og en og en. Er der en sandhed i iagttagelsen, der er en måde at være på. Her i jeg møder læser og forfatter hinanden i hver sit kød og hver sin blødende krop blødende blødende. At være en iboende sandhed et øjebliks sandhed, der starter forfra uden mulighed for gentagelse.
                                                                                  At være mursten at være murstenen i mursten at være hus i mursten at være hus.
 
 
 
 
                                                                                  Det er ikke færre ikke færre lyde om natten end om dagen dagen. Forskellen er forskellen er styrken og intensiteten og et øjebliks klarhed. For hver nye seng jeg lægger mig i for at sove i for første gang er der nye lyde der møder mit øre, som en retning jeg senere afviser afviser som en mulighed, afviser så den bliver et sted og ikke en del af det og den jeg er når jeg værer.
                                                                                  At være en retning at være en retning i et landskab at være en vej uden retning at være en vej.
 
 
 
 
                                                                                  Vi mødes udenfor skriften og taler om skriften og det er ok at skrive sådan, selvom det griber ind i sig selv idet du læser det. Hvis jeg også skriver og skriver og læser samtidig vil jeg vide samtidig vil jeg vide at det ikke er sandheden ikke sandheden da samtidigheden samtidigheden griber om sig selv som to hænder der løfter den krop den krop de er en del af. Det handler om at finde fart og holde holde holde balancen gennem bevægelsen for at løfte sig selv med sig selv. Og selv da forekommer øjeblikket så kort så kort så kort, men selv da er det så langt langt langt som et hvert andet andet øjeblik.
                                                                                  At være i et øjeblik at være øjeblikkelig uendelig at være uendelig at være øjeblikkets uendelighed.
 
 
 
 
                                                                                  Og sådan og sådan går livet stille for sig stille hvor der er bevægelse og der hvor det ligner stilstand men som også er bevægelse. Et billede står aldrig stille stille idet øjnene igen igen fokuserer og indrammer og ser bort fra. Sådan sådan er livet i bevægelse i bevægelse, en ukonstant og derfor bevægelig størrelse af at være. Aldrig blive deraf ordet aldrig have været fordi det er en ny at være, en ny måde at være være, at se sin egen at være med det blik som vi er givet eller forsøger at kaste ind i andre ting, mennesker og først og fremmest os selv. At se os selv som os selv, at se, at se for sig i sig selv, selv se og dødeligt selv sagt, ikke med de ord af vores forældre, men af det syn vi er.
                                                                                  At være bjerg at være bjerg under vand at være hav om et bjerg at være hav.
 
 

Gentagelsen er et trofæ

Husk alting med et hvorfor!

Find et hjem at kalde et navn,
et navn at ophæve i anden potens.

Halleluja? Nej,
Hatten af! Hænderne op!

Hvis du vil i krig
skal du ikke starte den hjemme.

Gentagelsen er et trofæ,
men du lever kun, hvis du har noget at dø for.